Læsetid: 9 min.

Næsten 60 år med Castro og jagten på paradis

For første gang siden revolutionen i 1959 vil Cuba blive styret uden en Castro i spidsen. Castroerne har skabt et lige samfund med en beundringsværdig fordeling af samfundets goder, gratis uddannelse og sundhed til alle. Prisen har alle årene været cubanernes frihed
Asley Alfonso Gil arbejder i sin egen cykelforretning i Cienfuegos på Cuba. Efter at Raul overtog magten fra sin storbror Fidel Castro skete der små åbninger af landets økonomi. Blandt andet åbnes der for, at en række erhverv som restauranter, moteller, cykelmekanikere, frisører og en lang række andre serviceydelser kan privatiseres – dog under skrappe restriktioner.

Asley Alfonso Gil arbejder i sin egen cykelforretning i Cienfuegos på Cuba. Efter at Raul overtog magten fra sin storbror Fidel Castro skete der små åbninger af landets økonomi. Blandt andet åbnes der for, at en række erhverv som restauranter, moteller, cykelmekanikere, frisører og en lang række andre serviceydelser kan privatiseres – dog under skrappe restriktioner.

Yamil Lage

18. april 2018

En cubansk vittighed lyder, at revolutionen har haft tre store sejre: fri uddannelse, fri sundhed og social lighed – men også tre fiaskoer: morgenmad, frokost og aftensmad.

I én af de første taler til folket i ’et frit Cuba’, advarede Fidel Castro imod løgnen, der altid »får de værste konsekvenser«. Det var den 9. januar 1959 i Havanna, godt en uge efter Fidel Castro nytårsdag havde sendt diktatoren general Fulgencio Batista på flugt og erklæret revolutionens sejr.

»Dette er et afgørende øjeblik i vores historie: Tyranniet er omstyrtet, men der er stadig meget at gøre. Lad os ikke snyde os selv og tro, at fremtiden bliver nem; måske bliver alt sværere,« lød det ildevarslende fra en ung Fidel Castro, der fortsatte: »At fortælle sandheden er den revolutionæres vigtigste pligt; at snyde folket får altid de værste konsekvenser. Oprørshæren vandt krigen ved at fortælle sandheden. Tyrannen tabte krigen, fordi han løj…«

Torsdag slutter – i hvert fald rent symbolsk – en æra på Cuba. Fidel Castro overlod magten til lillebror Raul i 2008, otte år inden han døde i 2016, og nu takker også Raul Castro af. Det meddelte han allerede for mere end halvandet år siden, og i sidste måned blev Rauls tilbagetræden som landets øverste leder en formalitet, da han ikke længere var at finde blandt de valgbare på kommunistpartiets kongres.

60 år med samme system

Fidel Castro fik i talen fra 1959 ret i sin første påstand: Ikke alt blev nemmere på Cuba efter revolutionen – heller ikke selv om Castro-brødrene samlet fik næsten seks årtier til at finde den rette vej for det cubanske samfund.

Underlagt økonomiske sanktioner fra USA, der også forbød USA’s handelspartnere at have økonomiske bånd til Cuba, har den cubanske økonomi altid været afhængig af en velvillig sponsor eller protektor. Under Den Kolde Krig betød det ideologiske fællesskab med Sovjetunionen, der opkøbte cubansk sukker til overpris og forsynede østaten med militært udstyr, at der flød penge og varer til cubanerne, som på trods af en altid lav levestandard målt i materielle goder oplevede en økonomisk relativ stabil tid med sikre markeder i Sovjet og resten af østblokken.

Cuba under Castro-brødrene

1959-1965: Revolution og nyt cubansk styre

Den 1. januar 1959 erklærer Fidel Castro revolutionens sejr. Sammen med 9.000 guerilla-soldater har han invaderet øen og sendt den USA-støttede diktator general Batista på flugt. Fidel Castro er Cubas nye leder, Raul Castro er nummer to, og Che Guevara er den tredje mest magtfulde mand på Cuba.

I løbet af 1960 bliver alle amerikansk-ejede virksomheder og forretninger på Cuba nationaliseret – uden kompensation. Washington afbryder alle diplomatiske forbindelser til Cuba, der hurtigt vender sig mod Sovjetunionen.

I 1962 er verden tæt på storkonflikt, da Sovjet planlægger at opstille atommissiler på Cuba, men afbryder operationen i sidste øjeblik efter trusler fra USA. I 1965 etableres formelt et-partisystemet på Cuba med Cubas kommunistiske parti som eneste politiske aktør.

1976-1988: Cuba i Afrika

Fra 1975 sender Cuba tropper til Afrika for at støtte selvstændighedsbevægelser i først Angola og siden Etiopien. På daværende tidspunkt er Den Kolde Krig i fuld gang, og de afrikanske nationer, der enten er ved at opnå selvstændighed eller allerede er blevet selvstændige, står og vakler mellem at udvise loyalitet over for enten øst eller vest.

Samtidig vokser det folkelige pres hjemme i Cuba. Missionerne til Afrika kræver mange soldater og er dyre og derfor upopulære i Cuba, og stadigt flere cubanere flygter fra øen til USA, der modtager cubanerne med åbne arme. Fra 1966 har det været officiel amerikansk politik, at alle cubanere, der når USA, har ret til at blive.

Cuba slutter sine missioner i Afrika i 1988.

Som i resten af den sovjetdominerede østblok udviklede Cuba i samme periode et system og en samfundsmodel, hvor staten eller militæret ejer stort set al produktion, hvor det eneste eksisterende parti, kommunistpartiet, bestemmer og planlægger økonomien, og hvor alle, der ikke tilhører partiets top, tjener samme lave løn.

Eller som FN’s økonomiske organisation for Latinamerika og Caribien, CEPAL, konkluderede om de første 30 år med Castro i en rapport om den cubanske økonomi, La economía de Cuba, tilbage i 1998:

»Selv om Cuba i perioden oplevede gennemgribende ændringer i sin produktionsformer, gentog landet mange af de samme fejl som andre socialistiske lande; overdimensionerede projekter, brug af forældet teknologi og undertrykkelse af den fri konkurrence. Derfor har Cuba igennem tre årtier haltet langt bagefter udviklingen på de vestlige markeder.«

Knap ti år efter Sovjetunionens opløsning fik Cuba en ny stærk økonomisk allieret i Hugo Chávez og Venezuela – igen bundet sammen af ideologi – men efter Venezuela de seneste 18 år har forsøgt at kopiere det cubanske system, er Venezuela på vej mod et politisk og økonomisk sammenbrud, og de ellers så sikre leverancer af gratis eller billig olie til Cuba tørrer langsomt ud.

Dem, der betaler prisen

Efter at have fortalt sandheden om diktatoren, general Batista, holdt Fidel Castro sig efterfølgende ikke selv just til sandheden. Han fik heller ikke ret i, at det nødvendigvis får de værste konsekvenser at snyde, lyve eller rutte med sandheden.

For selv om Cuba har skabt et lige samfund med en beundringsværdig fordeling af samfundets goder, gratis uddannelse og sundhed til alle, har cubanerne betalt prisen med friheden, retten til at bosætte sig eller rejse frit, til at tale frit, stille spørgsmål ved magten og vælge sine ledere – ingen af de rettigheder har den cubanske befolkning kunnet nyde i Castro-brødrenes æra.

1989-1991: Starten på den specielle periode

Med murens fald i 1989 begynder Sovjetunionen at implodere, og i 1991 er den tidligere stormagt formelt under opløsning. Det betyder, at Cuba mister sin økonomiske og militære protektor, og i Cuba begynder tiden kaldet ’den specielle periode’, der dækker over næsten et tiår med økonomisk nedtur.

Handelsaftalen med Sovjet om at aftage Cubas enorme sukkerproduktion til gunstige priser er væk, og den amerikanske handelsembargo, der har været i kraft siden 1962, betyder, at Cuba har svært ved at finde handelspartnere i den vestlige verden. Øen har heller ikke meget at tilbyde.

1999-2000: Ny protektor melder sig

I 1998 vinder Hugo Chávez præsidentvalget i Venezuela, og fra 1999 er han Venezuelas nye stærke mand, der ikke bare vil udfordre det etablerede, kapitalistiske system i sit eget land, men ønsker at bevæge hele den latinamerikanske region i en ideologisk retning hen mod kommunisme og ikke mindst væk fra USA.

Chávez har brug for Cuba og Fidel Castro som ideologisk referencepunkt, og Cuba har i den grad brug for en ny, økonomisk stærk allieret.

I 2000 underskriver Cuba og Venezuela den første af flere handels- og samarbejdsaftaler, der betyder, at Venezuela sender gratis eller meget billig olie til Cuba, som til gengæld sender læger, sygeplejesker, efterretningsofficerer og militære rådgivere til Venezuela. Fidel Castro begynder at omtale Venezuelas præsident Chávez som sin »åndelige søn« og ideologiske arvtager i den latinamerikanske region.

I alle årerne med en Castro ved magten har der været politiske fanger på Cuba; år efter år fremhæves Cuba af menneskerettighedsorganisationer som et land, der undertrykker den frie debat – ikke mindst i pressen. Og selv om der er sket en bedring – bl.a. hjulpet på vej af internettet, skriver Amnesty International i deres seneste 2017/18-afrapportering fra Cuba om blandt andet de cubanske myndigheders undertrykkelse af demonstranter, der kæmper for at få frigivet politiske fanger:

»De Hvide Damer, en gruppe af kvindelige familiemedlemmer til politiske fanger, er fortsat én af de primære mål for myndighedernes undertrykkelse. Under anholdelser er kvinderne ofte blevet slået af både politifolk og civilklædte sikkerhedsfolk.«

Ingen åbning i sigte

Castro-brødrenes Cuba har været på den tabende ideologis side. Først med Sovjetunionen og østblokken under Den Kolde Krig. Og siden da Hugo Chávez og Venezuela forsøgte at genoplive samme kommunisme, som kort tid inden havde fået østblokken til at kollapse.

I modsætning til i lande som Kina eller Vietnam, der ligeledes fastholder et etpartisystem, har der i Cuba ikke for alvor været forsøg på at åbne for økonomien. De tiltag, der er gjort, har været beskedne. Eksempelvis når det i begrænset omfang er blevet muligt at åbne egen forretning, men ikke at have ansatte eller eje jord og ejendom.

Derfor – og til trods for at der torsdag vælges ny leder – er der ikke meget, som tyder på et hurtigt kursskifte i Cuba. Og der er heller ingen garanti for, at der ikke dukker en ny Castro op. Rauls eneste søn, Alejandro Castro Espín, er indenrigsminister og højt placeret i militæret, og han kunne være overraskelsen, der dukkede op af hatten torsdag.

Men alt peger på den 57-årige Miguel Diaz-Canel, og det giver ingen grund til at tro på hastige og radikale forandringer i Cuba. Raul Castro forbliver leder af kommunistpartiet og de facto leder af de væbnede styrker. Efterfølgeren vil bliver holdt i kort snor.

Men cubanerne, og især generationerne født efter revolutionen, er trætte af manglerne i et system, de for længst har gennemskuet. Som en af de mest læste eksilcubanere, journalisten og forfatteren Carlos Alberto Montaner, skriver på sin blog:

»Ideen om en økonomisk central enhed bestående af 2.500 virksomheder, styret af staten og ejet af militæret, fejler totalt i forhold til at udvise spontanitet, fleksibilitet, og er en sikker vej til en ruin…«

»Efter 60 år med tosserier ved cubanerne udmærket, at der ikke findes et alternativ til et frit marked og privat ejendomsret. Præcis som de også ved, at den eneste styreform, der trods sine mangler kan sikre os en fredelig magtoverdragelse og den nødvendige udrensning, er en retsstat,« skriver Carlos Alberto Montaner.

2006-2016: Fidel slutter, Raul tager over

I 2006 optræder Fidel Castro for sidste gang offentligt som Cubas leder, og i 2008 overlader en sygdomspræget Fidel Castro formelt magten til lillebror Raul.

Styret på Cuba gør samtidig antræk til små åbninger af den cubanske økonomi for at få gang i hjulene. Dels ophæves i 2008 et nationalt forbud imod mobiltelefoner og computere, dels åbnes for at en række erhverv som restauranter, moteller, cykelmekanikere, frisører og en lang række andre serviceydelser kan privatiseres – dog under skrappe restriktioner.

Flere års tilnærmelser mellem EU og Cuba bærer også frugt, og EU ophæver en række sanktioner imod Cuba indført i 2003 på grund af det cubanske styres manglende respekt for menneskerettighederne.

Endeligt opblødes forholdet mellem USA og Cuba, de diplomatiske forbindelser genoptages, og USA åbner for rejser og private forsendelser til Cuba.

Fidel dør i 2016.

2017-2018: Ny leder, nye udfordringer

Det ellers varmere forhold mellem USA og Cuba kommer igen under nedkøling med valget af republikanske Donald Trump som USA’s præsident. Blandt andet som følge af amerikanske beskyldninger om, at deres personale på ambassaden i Havanna har været udsat for skadelige lyde under deres ophold.

Samtidig forbereder Cuba og det kommunistiske parti sig på en tid efter Castro, hvor det ser ud til, at der for første gang skal vælges en leder, der ikke er en Castro, og som ikke er født før revolutionen. Valget står til at blive den 57-årige Miguel Diaz-Canel.

Den nye leder arver et Cuba, der igen er i økonomiske problemer. Efter Hugo Chávez’ død i 2013 har Venezuela befundet sig i en økonomisk og politisk nedsmeltning, og de mange tusinde tønder gratis og billig olie fra Venezuela til Cuba bliver færre og færre for hver måned.

Cuba er under det kommende nye lederskab tvunget til at søge nye veje og allierede.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jesper Eskelund
  • Eva Schwanenflügel
  • Katrine Damm
  • David Zennaro
Jesper Eskelund, Eva Schwanenflügel, Katrine Damm og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben K L Jensen

Skriv USA og økonomisk diktatur foran artikel og se så hvem der har klaret sig bedst.
At forandringen kommer - også i Cuba - er der vist ingen tvivl om og det er de jo fint rustet til med al den gratis velfærd
som uddannelse,gratis tandpleje,sundhedsvæsen og universiteter på eliteplan der også uddanner mange fra resten af Latin-amerika. De starter faktisk få meter fra målstregen.

Ole Bach, John Andersen, Daniel Santos, Dennis Tomsen, Hans Larsen, Eva Schwanenflügel og Holger Madsen anbefalede denne kommentar
olivier goulin

Ironisk nok er det bedste USA kan gøre for Cuba at opretholde isolationen.
Cuba har rigeligt med økonomiske relationer til Europa og de lande, der ikke har efterkommet USA på dette punkt.

/O

Bjarne Bisgaard Jensen

Jeg kender cubansk everyday life ganske udmærket da jeg har en søn, svigerdatter og hendes familie boende der og derfor ganske ofte har besøgt landet, og haft hyppig kontakt til ganske almindelige cubanske familier.
Som jeg ser det er der et grundlæggende problem, som et "nyt" Cuba må forholde sig til. Der er en helt vanvittig stor sort økonomi bl.a. begrundet i så lave lønninger, at blot det mindste behov udløser tuskhandel, byttehandel m.m.
Der er ganske rigtigt taget skreidt til at befolkningen i en vis udstrækning kan etablere små selvstændige virksomheder indenfor cykel og bilværksteder, B&B, bønder kan sælge en del af deres høst på markedet osv, men vilkårene er strenge og ændres ofte uden forudgående varsel.
Uddannelse og sunhedspleje er fantastisk godt og højt værdsat i befolkningen og klart en stærk faktor i tilliden til systemet, som man ellers ofte morer sig voldsomt med at gøre grin med men i en kærlig atmosfære.
Jeg tror den cubanske politiske ledelse har svært ved at finde balancen for hvor stærkt og i hvilken form en transformation skal finde sted. Der kommer til at ske tilnærmelse til en mere åben økonomi men måske mere i en kinesisk model.
Det er allerede nu muligt for cubanere at eje egen bolig - min søn og svigerdatter ejer deres - men du kan ikke spekulere i boligmarkedet. Du må drive en B&B, et værksted, en landbrugsbedrift og der stopper det, og det er vel rimeligt nok. Der er ingen grund overhovedet til at gå i fodsporene fra naboen i nord.

Ole Bach, Daniel Santos, Solveig Jensen, olivier goulin, Jens Thaarup Nyberg og Jesper Eskelund anbefalede denne kommentar