Læsetid: 9 min.

Niviaq Korneliussen: »Jeg har venner, som er rigtigt vrede, sådan rigtigt enormt vrede«

De sproglige og kulturelle barrierer til danskerne får mange grønlændere til at føle sig truet, siger den unge grønlandske forfatter Niviaq Korneliussen. De ser danskerne køre i de største biler, bo i de største huse og have stor indflydelse på det grønlandske samfund. Det er derfor, nogle af hendes venner er vrede. Dette er et bearbejdet uddrag af Martin Breums nye bog, ’Hvis Grønland river sig løs’
Den grønlandske forfatter Niviaq Korneliussen har ikke selv noget stort ønske om, at Grønland løsriver sig fra Danmark, men mange andre – også unge – grønlændere har det anderledes og bærer på en stor vrede, som de bl.a. har arvet fra deres forfædre.

Den grønlandske forfatter Niviaq Korneliussen har ikke selv noget stort ønske om, at Grønland løsriver sig fra Danmark, men mange andre – også unge – grønlændere har det anderledes og bærer på en stor vrede, som de bl.a. har arvet fra deres forfædre.

Ditte Valente

13. april 2018

Den grønlandske selvstændighedstrang får igen intens omtale op til Grønlands parlamentsvalg 24. april. Men en anelse skjult under overfladen florerer en forestilling, som særligt trives blandt dem, der håber, at rigsfællesskabet vil bestå.

Forestillingen lyder, at der findes en voksende gruppe af unge i Grønland, der er lede og kede af deres forældres indædte fokus på opgør med Danmark. Tilhængerne af denne tanke håber, at de unge i Grønland vil redde rigsfællesskabet, fordi de i bund og grund er piftende ligeglade med det, og langt mere optaget af åbne, kreative relationer med ligesindede i Danmark og resten af verden.

Forestillingen fik ekstra vind i sejlene, da den unge forfatter Niviaq Korneliussen pludselig i 2014 bragede igennem med bogen HOMO Sapienne, et råt, men kærligt portræt af et ungdomsmiljø i Nuuk.

Niviaq Korneliussen blev indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris. Hun er tosproget og typisk for det urbane miljø i Nuuk, hun lever i. I bogen springer den unge fiktive Fia ud som lesbisk, går i byen, boller med mænd med »pølser« mellem benene, og vi møder den kriseramte veninde Arnaq. Hun er blevet misbrugt af sin far som barn, drikker og fester alt for meget. Fias lillebror giver i bogen Arnaqs offertænkning et gevaldigt los.

Han er træt af, at Arnaq skyder skylden for alle sine problemer på samfundet, på fortidens lænker og den danske kolonimagt. Fordømmelsen bliver leveret med piskesmæld i et brev: »Da du skulle forklare din vrede, sagde du, at du var blevet misbrugt af din far. Da du ikke længere kunne styre dit liv, indrømmede du, at dine forældre ikke elskede dig. Da du ødelagde din vens tillid til dig, brugte du dine personlige problemer som en undskyldning. Fordi dit liv er et helvede, siger du, at det er selve livets skyld. Du er ikke en kælling, du kan bare ikke finde ud af livet. Enough of that post-colonial piece of shit

Enough! Det blev den absolut mest citerede sætning fra bogen, og den placerede Niviaq Korneliussen midt i en ophedet debat. Blandt rigsfællesskabets venner næres en mistanke om, at frontkæmperne for løsrivelsen er groet fast i et forstokket og ikke længere relevant opgør med Danmark fra 1950’erne og 60’erne.

Kritikerne mener, at de løsrivelsesivrige har fremtiden bag sig, og at en hel ny blomstrende generation snart vil råbe fuck that postcolonial shit. De unge i Grønland er ikke født i en tid med primært danske magthavere. De burde ifølge skeptikerne snarere have behov for et opgør med Grønlands egne politiske ledere, der allerede sad på flæsket, da de unge kom til verden.

Niviaq Korneliussen, født 1990, bliver gerne fremstillet som ledestjerne for denne nye generation. Ikke fordi hun ønsker den rolle. Tværtimod. Hun har intet ønske om at være debattør eller indblandet i det politiske. Men HOMO Sapienne har haft sin effekt. Journalisterne stod i kø for at interviewe den debuterende forfatter. The New Yorker kaldte hende »den unge homoseksuelle forfatter, der blev Grønlands uventede litterære stjerne«, og bogen er nu på markedet i Tyskland, Storbritannien, USA og Canada.

Niviaq Korneliussen voksede op i Nanortalik i Sydgrønland, indbyggertal cirka 1.500. Hendes far var skoleinspektør, moren ansat i retsvæsenet. Familien havde som så mange andre grønlandske familier aner også uden for Grønland, men både Niviaq Korneliussens far og mor talte og tænkte på grønlandsk, og det samme gjorde hun og de to søskende. Hun blev student i Grønland, udvekslingsstudent i Californien og i et års tid psykologistuderende i Aarhus. Skrivetrangen vandt, hun flyttede i lejlighed i Nuuk med kæresten, to hunde og et arbejdsliv som skrivende på fuld tid.

*

Dagen før hun skal rejse til Quebec i Canada for at lancere endnu en udgave af HOMO Sapienne, opsøger jeg hende i Nuuk. Humøret er strålende, hun har håret i hestehale, tyggegummi i munden, og jeg beder hende sige, hvad der falder hende ind.

Jeg tænker, at hun måske vil undvige diskussionen om uafhængighed, men tværtimod. Hun taler straks nonstop i 14 minutter om det kolossale fokus på selvstændigheden i Grønland:

»Jeg interesserer mig for, hvordan man kan gøre forholdet mellem Danmark og Grønland bedre, men jeg har givet lidt op. Bølgen af folk, der gerne vil være selvstændige, er alt, alt, alt for stærk til, at man kan komme udenom. Samfundet er splittet. Det er meget skræmmende. Mange grønlændere mener, at når vi bliver selvstændige, kan vi jo bare lige erstatte danskerne med nogle andre.«

»Jeg synes ikke, at vi er klar til at blive selvstændige. Det bliver vi ikke i min levetid, og jeg er kun 27. Jeg synes heller ikke, at vi er klar til at have et helt departement, der kun arbejder på selvstændigheden, når børn bliver misbrugt i alle bygder. Der er mange børn, der er sultne. Der er rigtig mange børn, der bliver afleveret på børnehjemmene, når forældrene skal drikke. Nogle gange tænker jeg, hvor fanden er selvstyret henne, hvor er kommunen henne? Der er så mange, der har det dårligt her i Grønland, og dem har vi jo også brug for, hvis vi skal være selvstændige. Og selvom vi bliver selvstændige, så håber jeg, at vi stadig kan have et forhold til Danmark, fordi det er danskerne, vi kender bedst. Vi har familier, der kommer fra Danmark, og vi har venner og kolleger. Alt det kan vi ikke bare pludseligt slette. Jeg håber, folk snart vil forstå, at vi er et blandet folk i Grønland. Det kan vi ikke lave om på.«

*

Mens HOMO Sapienne tog på verdensrejse, skrev Niviaq Korneliussen i 2017 teaterforestillingen Den grønlandske mand. Hun skrev om mandens skam og vrede, og da vi taler sammen i Nuuk, vender hun den igen:

»Meget af vreden kommer fra 1950’erne og 60’erne. Den grønlandske mand havde ikke magt til at forsvare sit eget land, da koloniherrerne kom. Pludselig duede man ikke til noget, og pludselig skulle man tage hensyn til, at der var en dansker, der havde meget større magt end en selv. Her kom skammen ind, også fordi mange fra den generation blev alkoholikere. Helt op til 70’erne kunne den grønlandske mand ikke kæmpe for sine egne værdier og sit eget sprog, og nu kommer det så som et ordentligt brag. Den grønlandske mand blev kastreret, men nu har han fået nosserne igen, og det er meget nemmere at være vred end at skamme sig. Skammen fylder rigtigt meget i Grønland i dag.«

Hun forstår udmærket den intense arrigskab. Niviaq Korneliussen kender selv til frustrationen:

»Min generation har arvet vreden. Jeg har venner, som er rigtigt vrede, sådan rigtigt enormt vrede. Og forholdet til Danmark er stadig kompliceret. Man hører alle mulige dårlige ting om grønlændere fra Danmark, totalt fremmedhadske udsagn fra danskere med stereotype fordomme. Folk er vrede over, at der stadig er rigtig mange danskere, der sidder på vores topposter. Mange steder kan man ikke snakke sit eget sprog. Mange læger kan ikke forstå grønlandsk. De sproglige og kulturelle barrierer gør, at mange grønlændere føler sig truet. De ser danskerne køre i de største biler, de bor i de største huse, og de har virkelig stor indflydelse på vores samfund.«

Hun fortæller, hvordan hun i 2017 rådgav et hold konsulenter fra Danmark på besøg for at bekæmpe hashmisbruget i Grønland:

»De anede overhovedet ikke noget om Grønland. De spørgsmål, de ville stille til folk, var 100 procent tilpasset det danske samfund. Jeg kiggede på spørgsmålene og tænkte, jamen, hvad fanden er det lige, vi gør? Og det er bare et lille eksempel på, hvordan tingene foregår. Folk kommer uden det ringeste kendskab til vores kultur og sprog. De aner ikke, hvordan man kommer fra den ene by til den anden. De kommer til Grønland om sommeren og har vintertøj på. De aner ikke en skid.«

*

Jeg stiller et hypotetisk scenarie op for hende. Lad os antage, at alle 27-årige i Grønland er samlet i Nuuk. De bliver nu stillet ét enkelt spørgsmål: Skal Grønland løsrive sig fra Danmark inden for de kommende 30 år? På min blok tegner jeg en stemmeseddel med plads til ’ja’ eller ’nej’ og beder hende fælde dommen.

Jeg forestiller mig, at hun måske vil være i tvivl. Et par måneder før vi mødes, er der tegnet et uhyre komplekst billede af, hvad de unge mener om selvstændighed. Mere end 20 mænd og kvinder i alderen 18-24 blev i fem dage bænket i et såkaldt ungdomsparlament i Nuuk.

Selvstændighed vil betyde en drastisk økonomisk omvæltning for Grønland, der vil indebære et markant fald i levestandard for den enkelte. Men i sidste ende er det et spørgsmål om prisen for at blive herre i eget hus, og den har et flertal af grønlænderne tilsyneladende allerede besluttet, at de en dag er villige til at betale
Læs også

Her blev de konfronteret med præcis det samme spørgsmål, som politikerne kæmpede med, fordi en forfatningskommission skulle nedsættes: Hvad er vigtigt at få med i en grønlandsk grundlov?

De unge konkluderede rapt: »Forfatningskommissionen bør arbejde for en grundlov, som baner vejen for fuld selvstændighed.« Men konklusionerne havde mange ansigter: »Vi foreslår, at tilknytningen til Danmark bevares. På grund af, at der er for mange forhold, der skal løses i samfundet, skal overgangen til selvstændighed ske gradvis.« Og videre: »Grønland skal bevare tilknytning til Danmark, selv om man får egen grundlov. Under og efter selvstændighedsprocessen skal militære forhold, beredskab, forsvar og valuta varetages i samarbejde med Danmark.« De unge anbefalede en minimumsstandard for den tilladte grad af menneskelig ulykke: »I stedet for at udarbejde en grundlov nu, bør der først udarbejdes et socialt charter«. Således vedtaget. Slutdokumentet kunne næsten være skrevet i det danske folketing.

Tilbage i Nuuk læner Niviaq Korneliussen sig frem for at svare. Hvordan vil de 27-årige fordele sig mellem ja og nej til løsrivelse inden for 30 år? Hun tøver ikke et splitsekund. Med pegefingeren tegner hun en ordentlig plamage på ja.

»Langt de fleste ville vælge løsrivelsen hurtigt,« siger hun. Kun et mikroskopisk mindretal ville svare ’nej’. Niviaq Korneliussen tror ikke et sekund på, at tidevandet er ved at vende. Jeg spørger, om ikke de unges globaliserede liv på nettet, Grønlands hastige åbning mod resten af verden, udvekslingsopholdene, de udenlandske gæstelærere på universitetet, forbindelserne til EU, USA, Norge, Island og Kina får danskernes magtposition i Grønland til at virke mindre skræmmende?

Niviaq Korneliussen køber den ikke:

»Vi har jo været en koloni. Og når man har været en koloni, så er der rigtigt mange, der drømmer om at løsrive sig fra kolonimagtens kultur og sprog. De prøver at nulstille systemet og bygge på deres egne værdier. Det synes jeg også er vigtigt. Vores sprog og vores kultur er meget anderledes end det danske. Man kan ikke bare tage et dansk system og placere det i det grønlandske samfund og forvente, at det fungerer. Vores kultur og sprog er vigtigt for os, så vi kan komme videre. Og forhåbentlig også få et helt nyt ligeværdigt forhold til Danmark. Man må have lov til at arbejde mod selvstændighed, og jeg tror, at vi bliver et selvstændigt land uanset hvad på et tidspunkt. Fordi der er et stort ønske om det. Jeg synes bare slet ikke, vi er parate til det, og jeg har ikke noget stort ønske om det selv. Jeg ville ønske, at vreden ikke var så stor. At vi kunne hvile lidt mere i os selv, og ikke pege fingre ad Danmark hele tiden.«

*

Vi taler længe. Hun har det rigtigt godt i Grønland, understreger hun. Men hun er i gang med en ny roman om en ung kvinde, der har svært ved at føle sig hjemme. Som Niviaq Korneliussen oplever kvinden af og til en voldsom trang til en pause fra Nuuks lillebymiljø, men forfatteren fastholder, at bogen ikke handler om hende selv:

»Der er rigtig mange, der siger, at mit hjem det er Grønland, eller mit hjem er min hjemby eller min kæreste eller min mor, home is where the heart is. Men jeg tror, at hjem er en tilstand, og rigtig mange i den moderne verden stræber hele tiden efter noget, der er bedre. Min hovedperson føler sig ikke rigtigt hjemme i Grønland, fordi hun ikke har de samme holdninger og de samme værdier, som rigtigt mange grønlændere har. Hun flytter til Danmark, men der kan hun heller ikke finde de værdier, hun selv har. Og så drømmer hun om noget andet, som hun ikke rigtig kan finde. Sådan et fysisk sted, hvor hun kan føle sig hjemme.«

Hendes humør er stadig lyst som solen i sneen udenfor, da vi skilles. Hun er tydeligvis glad for at være Niviaq Korneliussen. Hun har vænnet sig til at være i mindretal. Hun skal hjem og pakke til Quebec.

’Hvis Grønland river sig løs – en rejse i kongerigets sprækker’ er netop er udkommet. Martin Breum er Weekendavisens Arktis- og Grønlandsskribent.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Carsten Munk
Eva Schwanenflügel og Carsten Munk anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Martin Breum

Jeg forstår godt, at grønlænderne ønsker selvstændighed -
og jo mere veluddannet jo højere er ønsket.

Det er en helt naturlig udvikling; men selvfølgelig kan økonomien sætte begrænsninger.

Eva Schwanenflügel

Vi burde vide meget mere om Grønland i Danmark.
Problemet med fordomme er ofte uvidenhed, og det burde der tages hånd om allerede i skolen.
Jeg håber ikke, hverken for Grønland eller Danmark, at der kommer en hovedkuls løsrivelse lige om nærmeste hjørne.
Vi kunne have uendelig god gavn af Rigsfællesskabet, hvis de ret så bastante problemer blev håndteret med mere intelligens og finfølelse.

Torben Skov, Claus Bødtcher-Hansen, Carsten Munk og Carsten Wienholtz anbefalede denne kommentar
Claus Bødtcher-Hansen

13. April 2018

Kære alle i Grønland,
jeg ønsker at bidrage med
følgende synspunkter:

1 At Grønland er en selvstæn-
dig del af det danske rigsfæl-
lesskab beskytter Grønland
mod at blive domineret af
USA, Canada og især Rusland.

2 Lad på intet tidspunkt Kina
eje eller dominere grønlandsk
territorium og/eller økonomi.

3 Danmark vil til alle tider være
den mindst besværlige forhand-
lings- og samarbejds-partner.

Kærlig hilsen
Claus Bødtcher-Hansen

PS: Jeg har besøgt samtlige byg-
der og byer på hele Grønlands
vestkyst - og har i alt været i
Grønland 7 gange, inkl. østkysten :-) ...

Ole Bach, Christian De Thurah og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Smuk, skarp historie, Martin Breum - med forståelse af nogle grønlandske dobbelttydige paradokser.
Jeg glæder mig til at læse din nye bog!