Orbáns sejr viser, hvorfor det liberale Vesten har misforstået nationalkonservatismens appel

BUDAPEST – For tredje valg i træk har Viktor Orbán vundet absolut flertal i parlamentet: 134 af 199 pladser i parlamentet.

Det største oppositionsparti er det højreradikale Jobbik. Og det eneste sted, den ungarske centrum-venstreopposition formåede at skabe et nævneværdigt resultat, var i hovedstaden Budapest.

»Budapest søgte mod til venstre og er således ude af trit med resten af landet. Eliten i Budapest burde spørge sig selv, hvorfor den øvrige befolkning afviser den,« mener György Schöpflin, medlem af Europa-Parlamentet for Orbáns Fidesz-parti.

Men Orbáns sejr er mere end bare en ungarnsk begivenhed, påpeger parlamentarikeren. Den markerer næste kapitel i opgøret mod den herskende politiske ideologi i hele Europa og Vesten. Han tolker Fidesz’ klare sejr søndag som en »afvisning af den hyperliberalisme, som hævdes at have eneret over europæisk politik«.

»I den sammenhæng er Orbáns valgsejr mere end bare en ungarsk begivenhed. Det er på tide, at den europæiske venstrefløj begynder at gentænke sin egen rolle – og ikke blot på vegne af den ungarske venstrefløj,« lyder opsangen fra den nationalkonservative europaparlamentariker.

Forskellige opfattelser af moral

Genvalgte Viktor Orbán er lige nu den europæiske højrefløjs stærkeste mand, og han har de senere år angrebet det liberale Vesten og ikke mindst EU-bureaukraternes »moralske imperialisme« og »politiske korrekthedstyranni«.

Men opfordringen til det progressive Europa om at vende blikket indad, har man også hørt fra liberale akademikere de senere år.

En af dem er Jonathan Haidt, der er professor i politisk psykologi på New York University. Siden udgivelsen af hans bog The Righteous Mind fra 2012 har han argumenteret for, at den økonomiske fortælling om ’globaliseringens tabere’ ikke er hele forklaringen på, hvorfor mange af disse mennesker stemmer på nationalistiske, konservative politikere som Orbán eller Trump.

Moral og politisk psykologi spiller en mindst lige så stor rolle for deres valg, mener Haidt, der i sin bog forklarer, at venstrefløjen har en tendens til at se ned på moralsk orden, hierarkier og tradition – vigtige værdier for den konservative borger.

»Konservatisme og autoritære strømninger kan bedst forstås som reaktioner på en venstrefløj, der strækker sig for langt,« som den amerikanske professor skriver i bogen.

Det kan være, når progressive fokuserer på politik omhandlende køn, minoriteter, race og miljø. Ifølge Haidt er det tendensen til politisk korrekthed, der skaber en modreaktion på højrefløjen.

Fejlen hos mange venstreorienterede er, at de tror, at deres egne værdier er universelle og gælder for alle, siger professor George Lakoff fra UC Berkeley til Information.

»Derfor tror venstrefløjen, at den kan nøjes med at fremlægge fakta og forslag til, hvordan man konkret realiserer værdierne,« siger Lakoff.

»Konservative har derimod en anden opfattelse af værdier og moral: De ved, at moralen og værdierne ikke på forhånd deles af alle. Man skal kæmpe for at sætte sin moral igennem,« pointerer han og påpeger, at konservative vinder, fordi de taler moral, mens progressive taber, fordi de taler politik og teknik.

De nye samfundsrebeller

På Princeton University genkender sociolog og ungarnkender Kim Lane Scheppele Haidt og Lakoffs teorier. Hun tilføjer, at de konservative til en vis grad har overtaget rollen som samfundsrebeller – en rolle, der i 1960’erne og 1970’erne tilhørte de venstreorienterede.

»Tænk bare på budskabet om, at vi skal af med den politiske korrekthed. Det har højrefløjen nu overtaget. De konservative har brugt årtier på at trænge igennem med deres budskab til borgerne, mens de venstreorienterede i dag ikke forstår, hvorfor deres rationalisme og humanisme ikke har gennemslagskraft over hele linjen,« siger hun.

Efter lidt tøven tilføjer Kim Lane Scheppele en for nogle måske kontroversiel pointe:

»Jeg mener, at folk i mindre fordelagtige positioner annammer det synspunkt, som W.E.B. DuBois artikulerede omkring den såkaldt dobbelte bevidsthed. I sit værk The Souls of Black Folk argumenterede DuBois for, at sorte havde en dobbelt bevidsthed: De var i stand til at tænke både som sorte og som hvide. At se begge perspektiver,« siger hun.

»Det var en overlevelsesevne, som var nødvendig, hvis du havde begrænset magt eller selvbestemmelse. Jeg tror, at konservative føler, de har lidt under en mangel på magt og gennemslagskraft og derfor har annammet et lignende synspunkt.«

Orbán bestemmer Europas migrationspolitik

I forhold til Viktor Orbán mener hun, at Vesten har undervurderet den ungarske premierminister.

»Til at begynde med (i 2010, red.) lignede han en ’tinpot’-diktator i en afsides del af Europa, så hvorfor skulle Vesten bekymre sig om ham? Nu har Europa mere erfaring med ham. Alle kan se, at han er klog, nådesløs og effektiv i sin måde at udnytte sprækkerne i den liberale facade på,« siger Kim Lane Scheppele.

»Migrationspolitikken i EU styres i dag af Orbán. Det var ham, der foreslog at lave aftaler med tredjeverdenslande for at få dem til at stoppe flygtningene, før de kom til Europa. Det var ham, der slog hårdt ned på asylansøgere og insisterede på at håndhæve Dublinforordningen. Orbán er ikke bare en ungarsk politiker, han er blevet en europæisk politiker, og jeg tror ikke, resten af Europa havde set det komme,« pointerer sociologen.

Hun mener, at Europa har misforstået, hvor stærk nationalismen har vokset sig.

»I særdeleshed når en finanskrise efterfølges af en flygtningekrise. Dette ’tvillingeangreb’ på selvsikkerheden hos de ringere økonomisk udviklede grupper har skabt et tilbageslag, som tager en illiberal form. Vi ser presset alle steder på tværs af Europa, men kun i Ungarn har en regering – ikke bare et oppositionsparti – satset på, at den kunne mobilisere en nervøsitet, som er opstået som følge af den usikkerhed, der har domineret i Europa det seneste årti,« siger Kim Lane Scheppele.

Østlande vil bare være i fred

På University of Kent fremhæver den britisk-ungarske sociolog Frank Furedi, at det liberale Vestens syn på Central- og Østeuropa er styret af værdier og politiske impulser, som er bundforskellige fra de værdier, man har i Central- og Østeuropa.

»Man insisterer arrogant på, at østlandene skal take it or leave it. Man insisterer på, at de skal tilpasse sig Bruxellesbureaukraternes konsensus, ellers vil de blive ekskluderet fra det fine selskab. Som jeg ser det, handler det især om en manglende vilje til at ville forstå Østlandene. Omvendt forstår Østlandene ikke, hvorfor de bliver sygeliggjort, og hvorfor de ikke kan få lov at være i fred,« forklarer Frank Furedi.

Han udgav for nylig bogen Populism and the European Culture Wars, som handler om konflikten mellem det konservative Ungarn og det liberale EU’s forskellige værdier.

»Jeg synes, det er vigtigt at forstå, at forskellige samfund er formet af forskellige værdier, som hjælper dem til at få deres liv til at give mening. I stedet for at kræve, at alle taler ud fra det samme manuskript, er det bedre at lade forskellige mennesker udtrykke deres drømme og håb i overensstemmelse med deres egne erfaringer og verdenssyn. Det hjælper ikke at tvinge dem til at annamme det samme syn på verden,« konstaterer han og pointerer, at også journalister spiller en vigtig rolle og skal passe på ikke at blive politisk farvede i deres arbejde.

Bolden ligger hos begge parter

Fra Princeton University konstaterer Kim Lane Scheppele, at de fleste vestlige journalister til en vis grad er liberale.

»De tror på borgerrettigheder og på kontrol af magthaverne. De stemmer ikke alle på de samme partier, men anklagen om liberale holdninger hos journalister hænger ved, fordi journalister ikke vil opfattes, som om de vælger side. Derfor er de bange for højlydt at råbe op om de basale værdier i bæredygtige demokratier. Men hvad er journalisters rolle, hvis de ikke går ind for ytringsfrihed, faktabaseret viden og demokrati?« spørger hun.

Kim Lane Scheppele mener, at anklagen om mediernes liberale bias er sammensat af to elementer. For det første journalisternes forsvar for den institutionelle konstruktion, som gør journalistik særlig vigtigt og særlig beskyttet i demokratiske samfund. Og for det andet forsvaret for særlige partier og kandidater.

»Men det er nemt at overdrive, hvor forskellige højrefløjsfolk er fra venstrefløjsfolk. Konservative ønsker i det store hele det samme, som de liberale gør: et bedre liv for deres børn, en regering som deler deres værdier og ikke er korrupt, og et værdigt liv, hvor andre ikke ser ned på dem. Liberale ville blive overrasket – hvis de brugte mere tid sammen med konservative – over, hvor meget de kan blive enige om. Og omvendt,« konstaterer hun og opfordrer til, at liberale og konservative bruger mere tid på at tale med hinanden.

»Polariseringen i vor tids samfund betyder, at få konservative på højrefløjen har liberale venner på venstrefløjen og omvendt,« pointerer Kim Lane Scheppele.

Hun mener, at journalister og forskere som hende selv har en professionel undskyldning for at bryde isen og tale med ’den anden side’:

»Journalister og forskere er nødt til at tale med folk, vi er uenige med, for at kunne gøre vores arbejde. Vores faglige erfaring betyder, at vi er nødt til at vide, hvad ’den anden side’ tænker, og hvordan den ser verden. Lad os håbe, at journalistik og samfundsvidenskab ikke bliver bremset i forsøget på at gøre dette arbejde.«