Reportage fra Gaza: »Det er forfærdeligt, men lige nu er martyrer prisen for opmærksomhed«

Der bliver klappet og hujet, da tuktuks og små hestevogne fredag morgen ankommer læssede med bildæk til bufferzonen ved Gazas grænse mod Israel.

Unge mænd og drenge griber et dæk hver og styrter mod grænsehegnet små 400 meter væk. Dagen for den anden store demonstration i den palæstinensiske ’March for tilbagevenden’-kampagne er på forhånd blevet døbt ’bildækdagen’. Tanken er, at den sorte røg fra det brændende gummi skal sløre udsynet for de israelske snigskytter, der ligger klar bag jordvolden langs grænsen.

Nogle palæstinensiske demonstranter har også taget spejle med for at blænde soldaterne. Ingen af delene virker som et særligt stærkt værn mod de hundredvis af skarpskytter, som for en uge siden dræbte 17 og sårede mere end 700 demonstranter.

»Jeg ved godt, at hvis man endelig skulle nå over grænsen, ville man alligevel blive skudt. Demonstrationen kommer ikke til at flytte grænsen eller hæve blokaden lige nu. Men det handler om at minde verden om, at palæstinenserne findes,« siger 24-årige Yousuf Abdulata, der sammen med to venner går i retning mod grænsehegnet.

»Vi er fanget i et fængsel, og der er ingen, der hører os. Det er forfærdeligt, men lige nu er martyrer prisen for opmærksomhed,« tilføjer Abu el Hareth, en anden demonstrant på vej imod bufferzonen.

Snart vælter den sorte røg op fra bildækkene. I horisonten ses tre lignende røgsøjler fra andre af de i alt fem protestlejre, som siden sidste fredag har været etableret langs grænsen. Da klokken er omkring halv 12 blandes osen med store mængder hvid tåregas, der daler ned over den forreste del af demonstrationen.

Samtidig kommer meldinger om, at den israelske hær er begyndt at skyde med skarpt mod demonstranter ved teltlejren ved den store Jabaliya-flygtningelejr. Der er stadig over en time til, at fredagsbønnen er slut, og demonstrationen skulle endnu ikke være begyndt.

Samlet front

Ved teltlejren ud for Gaza City spiller en skrattende højttaler gamle revolutionssange fra første intifada. Mens sidste uges demonstration talte omkring 35.000, regner det israelske militær med, at 50.000 demonstranter vil møde op i dag. Og den ubevæbnede massemobilisering vækker minder om netop den første intifada.

»De palæstinensiske partier har været optaget af alt muligt andet end Palæstinas befrielse i mange år. Men nu ser det anderledes ud. I dag marcherer vi som et samlet folk,« siger den 32-årige fabriksarbejder Ismael Abu Shanab, der hører til den minoritet af unge i Gaza, som har et arbejde.

At lejrene er så velorganiserede med både shuttlebusser, toiletter og egen vandforsyning indikerer, at Hamas er involveret i logistikken. Den israelske hær og flere internationale medier har da også erklæret, at protesterne primært er Hamas’ værk. Men alle de demonstranter, Information møder, siger, at initiativet til at begynde med kom fra unge, der var aktive på sociale medier efter Donald Trumps udmelding om at flytte den amerikanske ambassade til Jerusalem.

»Hamas støtter selvfølgelig marchen,« siger 30-årige Amr Abu Komsan, som har været med til at organisere protesterne i ugerne op til den første demonstration.

»Men det unikke ved det her er, at organisatorerne også tæller folk fra Fatah og andre fraktioner. Her er ingen partiflag, vi marcherer sammen under det palæstinensiske,« siger han og peger op mod nogle af de mange flag, der blafrer i vinden på det åbne landstykke op mod grænsen.

Større end en intifada

På teltene i lejren nærmest Gaza City har folk skrevet deres familienavne og de palæstinensiske byer, deres familier er flygtet fra i det, der i dag er Israel. Marchkampagnen blev startet på ’Land Day’, der markerer israelsk ekspropriering af palæstinensisk land i 1970’erne, og er sat til at afslutte på ’Nakba-dagen’ – katastrofen – den 14. maj, den dag 750.000 palæstinensere blev fordrevet ved Israels oprettelse i 1948.

»Israelerne tror, at vores ret til at vende tilbage bliver glemt, når vores ældre dør. Men de tager fejl,« siger 37-årige Im Mahmoud, der bærer et tørklæde med et stort billede af Jerusalems Klippemoské.

Klokken 15 meldes der om dræbte, og ambulancer begynder at køre i pendulfart mellem grænsehegnet og teltlejrenes felthospitaler.

Klokken 18 er tre blevet dræbt og 151 såret af skud. Men det virker ikke til at afskrække folk. Vurderingen fra både den israelske hær og demonstrationernes organisatorer er, at protesterne kun vil vokse sig større.

I en skurvogn ved Gaza Citys teltlejr sidder Mohammed Al Harrazin, der er medlem af koordineringskomiteen for marchen. Han repræsenterer Islamisk Jihad. Han afviser, at protesterne blot skulle være udtryk for impulsiv desperation.

»Vi har mange aktiviteter planlagt frem til 15. maj, hvor Trump har annonceret, at han ville flytte ambassaden,« siger han.

– Stopper det så der?

»Nej, jeg tror kun det vokser sig større. Jeg tror, det bliver noget endnu mere magtfuldt end en intifada,« siger han.