Læsetid: 9 min.

Vejen til fred på den koreanske halvø er hullet af mistillid og brudte løfter

Fredag mødes en nordkoreansk statsleder for første gang i ti år med sin sydkoreanske modpart. Information besøgt Kim Jong-uns lukkede land for at undersøge, hvilke historier nordkoreanerne fortæller om konflikten mellem dem og verden
En soldat fremviser tegninger over området ved Panmunjom – grænseområdet mellem Nord- og Sydkorea.

En soldat fremviser tegninger over området ved Panmunjom – grænseområdet mellem Nord- og Sydkorea.

26. april 2018

Asfalten er som et kludetæppe af håndgjorte lapninger på Genforeningsvejen, der bugter sig 170 kilometer sydøst fra den nordkoreanske hovedstad, Pyongyang, til Panmunjom i det bevogtede grænseland mellem Nord- og Sydkorea. Det er her, den nordkoreanske leder, Kim Jong-un, fredag er inviteret til møde med Sydkoreas præsident, Moon Jae-in.

Som et praj om, hvor meget der er på spil på den koreanske halvø, bekræftede Sydkorea i sidste uge, at landet har været i dialog med både Nordkorea og USA om at underskrive en fredsaftale for Koreakrigen, der aldrig formelt er afsluttet, og en aftale om, at Nordkorea skal standse sine atomtests.

I en lokalt produceret minibus af mærket 3000 Li bumper vi afsted ad Genforeningsvejen.

Biltrafikken forsvandt, da vi forlod Pyongyang. Nu er biler erstattet af cyklende bønder, der fragter store bylter på bagagebæreren. Kilometer efter kilometer, fra én lille landsby til den næste.

Efter en ansøgningsproces på tre måneder fik Information i slutningen af marts tilladelse til at sende en journalist og en fotograf til Nordkorea i anledning af den nationale helligdag Solens Dag, der markerer fejringen af landsfaderen Kim Il-sung, som i 1948 grundlagde Den Demokratiske Folkerepublik Korea.

I hovedstaden Pyongyang bruger middelklassen den nationale ferie til at gå tur i parken og købe is og balloner til deres børn, men her bare få kilometer fra bygrænsen er der travlhed.

Vi passerer en gruppe på omkring fyrre mænd, som ved håndkraft lapper vejens huller. Blomsterbedene ved grænseposterne bliver ordnet, og fra et vindue i sjettesals højde er en mand i gang med at male facaden i en grøn pastelfarve.

Alt emmer af aktivitet før det historiske møde mellem Nord og Syd i morgen. Det er tredje gang statsledere fra Nord og Syd mødes ansigt til ansigt, siden Koreakrigens blodsudgydelser stoppede med en våbenhvile i 1953. Aftalen blev dengang underskrevet af Nordkorea, Kina og USA — på vegne af FN’s styrker — mens den daværende sydkoreanske præsident, Syngman Rhee, afviste at underskrive, angiveligt fordi han ønskede at kæmpe videre. En fredsaftale på den koreanske halvø er derfor ikke kun et lokalt anliggende mellem Pyongyang og Seoul, men kræver forhandlinger med både Beijing og Washington.

Kulturelle bånd

Spændingerne mellem Nordkorea og USA voksede sidste år, hver gang Nordkorea testede et nyt mellem- eller langdistancemissil, og kulminerede med Nordkoreas sjette atomtest i september. Imens har Sydkoreas præsident, Moon Jae-in, dog holdt fast ved sit ønske om at genoptage dialogen med sin nabo mod nord.

Frem for yderligere sanktioner har han arbejdet målrettet på at styrke de kulturelle bånd med Nord — senest med den fælles indmarch ved Vinter-OL i Sydkorea i februar.

I sidste uge erklærede Nordkorea via det statslige nyhedsbureau KNCA, at landet vil indstille alle atom- og missiltests. Sådanne prøvesprængninger var ikke længere nødvendige, lød forklaringen fra den nordkoreanske leder Kim Jong-un ifølge nyhedsbureauet, men det står endnu ikke klart, om landet på sigt vil afvikle sit atomvåbenprogram fuldstændigt.

Grænsebyen Kaesong husede kongedømmet Koryo, som fra 918-1392 samlede den koreanske halvø til ét storrige og stadig i dag holder liv i drømmen om Koreas genforening.

Netop atomafrustning har hidtil været et ufravigeligt krav fra USA. Derfor er udfaldet af fredagens møde afgørende for det forestående historiske møde mellem USA’s præsident, Donald Trump, og Nordkoreas Kim Jong-un. Det er planlagt til at foregå på en endnu ikke fastsat dato i slutningen af maj eller begyndelsen af juni.

Moon Jae-ins succes på fredagens møde står og falder derfor med, om han kan få Kim Jong-un til offentligt at erklære sig villig til at afvikle sit atomprogram.

’Uafhængig genforening

Mens hele verden taler om atomafrustning, er det anderledes uklart, hvad Nordkorea forventer at få ud af mødet. Hvorfor skulle Nordkorea overhovedet gå med at rulle det atomprogram tilbage, som landet i årevis har kastet ressourcer efter, og som spiller en enorm rolle i det nationale selvbillede, som alle koreanske skolebørn lærer i skolen?

En del af landets fortælling om sig selv handler om at presse USA til at forsvinde fra den koreanske halvø og overlade fredsprocessen til regeringerne i Seoul og Pyongyang. Det handler om »uafhængig genforening«, som der står malet på koreansk på den bro, der fører over den eneste vej ind i det bevogtede grænseland fra den nordkoreanske side.

Hvilken form for genforening Nordkorea forestiller sig, og hvor langt Nordkorea er villig til at gå for at normalisere sit forhold til USA, er usikkert.

»Med Nordkorea ved man aldrig helt, hvad man kan forvente,« siger Camilla T.N. Sørensen, der blandt andet arbejder med Nordkorea ved Forsvarsakademiet.

Hun henviser til en lang historik med brudte løfter fra både USA og Nordkorea.

Ét Korea

Efter at både Kina og Sovjet i begyndelsen af 1960’erne afviste Nordkoreas ønske om hjælp til at udvikle atomvåben, påbegyndte Nordkorea arbejdet med at udvikle et atomprogram på egen hånd.

I 1985 gik Nordkorea dog med til at underskrive Det Internationale Atomenergiagenturs ikkespredningsaftale, der skal hindre spredning af atomvåbenteknologi, men kun et år efter aftalen trådte i kraft, trak Nordkorea sig igen. I stedet fortsatte det sit atomprogram.

I forsøg på at få Nordkorea til forpligte sig til at standse sit atomprogram indledte USA, Kina, Rusland, Japan og Sydkorea i 2003 de såkaldte sekspartsforhandlinger, der arbejdede frem mod en normalisering af relationen til USA og åbnede op for, at Nordkorea efter et princip om noget for noget kunne modtage internationale bidrag i form af brændstof til gengæld for at lukke sit atomprogram. Men i februar 2005 annoncerede Nordkorea, at landet havde produceret det første atomsprænghoved til selvforsvar og to år senere brød sekspartsforhandlingerne sammen.

Det er med den historie i bagagen, at Sydkorea og Nordkorea mødes til forhandlinger.

»Fra nordkoreansk side handler det først og fremmest om, at Kim Jong-un bliver hørt og opnår respekt som ligeværdig. Det handler om at få legitimitet og anerkendelse af landet som atommagt. Det er med det udgangspunkt, at Kim Jong-un går ind til forhandlingerne,« siger Camilla T.N. Sørensen.

Kort før grænsen passerer vi Kaesong, der husede kongedømmet Koryo, som i godt fire hundrede år frem til 1392 samlede den koreanske halvø til ét storrige og fortsat holder liv i drømmen om, at et samlet Korea kan blive en realitet igen.

I dag er byen mest kendt for at lægge navn til den industrizone, der siden 2007 gennem investeringer fra Sydkorea periodevist har skabt arbejdspladser til nordkoreanske arbejdere, som har sendt billige varer tilbage over grænsen mod syd. I det fjerne kan vi skimte sporene til Pyongbu-jernbanen, der – hvis det ikke havde været for de politiske spændinger – ville kunne fragte mennesker og varer fra Pyongyang til Seoul.

For tiden er fabrikshallerne i Kaesong tomme, men det store industriområde er et symbol på de økonomiske muligheder, som fred på den koreanske halvø kan bringe til den forarmede stat.

Grænsen

En grænsevagt tjekker vores papirer, før vi får lov til at køre videre. Nu må der ikke længere tages billeder, lyder det formanende fra vores guider fra den nordkoreanske komité for kulturelle forbindelser til andre lande.

Kort efter stiger en gruppe på omkring 30 midaldrende kinesiske turister ud af en bus og går over i souvenirbutikken på den nordkoreanske side af grænsen. En af verdens bedst bevogtede grænser er også et populært turistmål – især blandt kinesiske turister.

En midaldrende mand fortæller, at flere fra gruppen har familiemedlemmer, der kæmpede på Nordkoreas side i Koreakrigen, hvor omkring tre millioner kinesiske soldater fra vinteren 1950 blev sendt over grænsen for at presse den amerikanskledede FN-hær ud af Nordkorea.

»Nordkorea er vores broderland,« siger han.

»Kina har også været sådan her engang.«

Mere når jeg ikke at høre, før jeg bliver kaldt væk af vores tolk, der strengt beder mig følge med.

Blodigt opgør

Foran et kort over grænseområdet smiler en høj solbrun seniorløjtnant til os. Den såkaldt demilitariserede zone (DMZ), der deler den koreanske halvø i to, er trods navnet en af de bedst bevogtede grænser i verden.

Aftalen om våbenhvile fra 1953 tillader ikke soldater at anvende tungere våben end pistoler og geværer i området, men det er ikke nok til at dæmpe det konstant høje spændingsniveau. I august 1976 var et stort træ i den demilitariserede zone tæt på at udløse krig mellem Nordkorea og USA, da amerikanske soldater en sommermorgen trodsede nordkoreanske advarsler og fortsatte med at beskære et træ, der hæmmede deres udsyn.

Det endte i et blodigt opgør og to døde amerikanske soldater, fortæller den nordkoreanske seniorløjtnant. Flere gange har der været skudvekslinger hen over grænsen. Det er alvor det her. Alligevel er det, som om amerikanerne ikke helt har forstået det, siger han.

»Amerikanerne har flere gange brudt den våbenhvile, som de selv har skrevet under på.«

Seniorløjtnanten henviser til episoden med de amerikanske besætningsmedlemmer på flådefartøjet USS Pueblo, der i 1968 blev taget til gidsler i Nordkorea og torteret i 11 måneder.

Det er bare ét blandt mange tegn på, at amerikanerne ikke er oprigtige i deres ønske om fred i Korea, men blot bruger truslen fra Nordkorea som undskyldning for sin fortsatte militære tilstedeværelse i Sydkorea, mener seniorløjtnanten.

Kun få kilometer fra bygrænsen til den nordkoreanske hovedstad, Pyongyang, breder dyrkede marker sig ud over landskabet. Her er biltrafikken erstattet med hestevogne og cykler.

Aftalen om våbenhvile fra 1953 kræver, at ingen parter introducerer nye våben på den koreanske halvø og tillader kun gradvise udskiftninger. Men allerede efter fem år trodsede USA sine allieredes ønsker og opstillede missiler, der kunne bære atomsprænghoveder og krydsermissiler, som ville kunne ramme Kina og det daværende Sovjetunionen.

Den amerikanske modvilje mod fred ses også i byggeriet ved Panmunjom, fortsætter seniorløjtnanten. Da våbenhvilen skulle underskrives, havde amerikanerne foreslået, at det skulle foregå i et telt, forklarer seniorløjtnanten og leder os ind i den kølige ceremonibygning.

»Men vores store leder Kim Il-sung mente, at det koreanske folk havde betalt med deres liv for fred. Derfor skulle det foregå ordentligt,« siger han og forklarer, at Kim Il-sung lod ceremonibygningen opføre på fem dage.

»Amerikanernes ambition om at vinde Koreakrigen har aldrig forandret sig.«

Nu smiler seniorløjtnanten ikke længere.

»Hvis amerikanerne vil fremprovokere en krig, så vil vi ødelægge dem.«

Jeg får ikke helt fat i oversættelsen og beder ham gentage. Han ser mig ind i øjnene, mens oversætteren gentager den alvorlige erklæring om, at åben krig kan blive en mulighed, hvis amerikanerne bryder deres løfter.

’En lang historie’

En ung soldat er ved at male porten ind til den ceremonibygning, hvor våbenhvilen blev underskrevet i 1953. Han tager fat i lågens nymalede gitter og ser opgivende på sine håndflader, der nu er smurt ind i brun maling. Det er forhåbentlig tørt, når Kim Jong-un fredag ankommer til Panmunjom. Her vil han modsat sin far og farfar krydse grænsen til Sydkorea og mødes til forhandlinger i den såkaldte Fredsbygning.

»Det er en god anledning for Koreas genforening,« konstaterer seniorløjtnanten tørt.

Men da jeg spørger, om det er rigtigt, at Nordkorea er villig til at indstille sit atomprogram som en del af de kommende forhandlinger – som både Sydkorea og Det Hvide Hus oplyser – ser han mistroisk på mig og spørger: »Hvor har du hørt det? Jeg tror ikke på den form for rygter. Jeg tror kun på det, jeg læser i partiavisen. Jeg vil vente og se.«

Vi ser ned på de velkendte blå barakker, hvor forhandlingerne mellem USA og Nordkorea har fundet sted i løbet af årene.

Grænsen mellem Nord- og Sydkorea går midt igennem de legendariske blå barakker i Panmunjom, der siden 1951 har været mødested for fredsforhandlinger i Korea.

Lige nu i forårssolen ser det næsten fredfyldt ud, men i november sidste år, mens spændingerne på tværs af grænsen var på sit højeste, flygtede en nordkoreansk soldat over grænsen til Sydkorea. Han blev ramt fem gange af nordkoreanske kugler og kæmpede for sit liv, da han blev fundet på den sydkoreanske side af grænsen.

De nordkoreanske soldater overtrådte i deres jagt efter afhopperen kortvarigt grænsen mellem Nord og Syd.

Jeg får ikke noget svar, da jeg spørger til episoden:

»Det er en lang historie,« siger seniorløjtnanten.

»Du kan komme tilbage en anden gang,« siger han.

– Så skulle jeg vist have stillet det spørgsmål som det første…

»Ja, det skulle du,« siger vores guide Kim Kyong Chol.

»Så ville jeg også have fået at vide, hvad der var sket.«

Informations reportagetur til Nordkorea er delvist støttet af Danida

Serie

Fred i Korea

Nordkoreas leder, Kim Jong-un, har bygget sin legitimitet på tre ben: et stærkt atomprogram, en forbedret økonomi og total kontrol med alle informationer, der slipper ind og ud af landet. Information fik lov til at besøge det lukkede land for at undersøge, hvilke historier nordkoreanerne fortæller hinanden om konflikten mellem dem og verden – og hvor dybtfølt viljen er til fred med USA og det tabte broderfolk i Sydkorea. Reportagerejsen blev delvist støttet af Danida.

Seneste artikler

  • Fred på den koreanske halvø er forpurret af alt det, vi ikke ved om verdens mest lukkede land

    26. maj 2018
    Midt i diskussionerne om atomnedrustning på den koreanske halvø rejste vi i april til Nordkorea for at forstå, hvordan landet ser sig selv og sin rolle i verden. Efter en uge i Pyongyang har vi fået et unikt indblik i verdens mest lukkede land, men vi kom også i tvivl om, hvorvidt vi bare var statister i et kæmpe teater
  • Set fra Nordkorea er USA ikke til at stole på

    26. maj 2018
    Efter flere måneders forberedelse valgte præsident Donald Trump i slutningen af maj at aflyse det historiske statsledermøde med Nordkoreas Kim Jong-un. Det er ikke første gang de to lande har udtrykt mistillid over for hinanden og spildt chancer for forsoning. Information er rejst til Nordkorea for at forstå, hvordan USA ser ud fra Pyongyang
  • Syv dage i Nordkorea

    12. maj 2018
    Informations fotograf Sigrid Nygaard er netop hjemvendt fra Nordkorea. Se hendes billeder fra det lukkede land her
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bettina Jensen

"Hvilken form for genforening Nordkorea forestiller sig, og hvor langt Nordkorea er villig til at gå for at normalisere sit forhold til USA, er usikkert"

Alt for ofte drukner omtalen af Korea i et enøjet fokus på Nordkoreas totalitarisme, mens det nærmest lades ude af historien at amerikanerne installerede en nationalistisk, højreradikal og despotisk præsident i syd (Rhee), som ikke blot nedslagtede civile oprør og protester i Sydkoreas landdistrikter, men også bidrog til optrapningen af konfliktforholdet til Nordkorea; bl.a. med provokationer til kamp forud for den nordkoreanske invasion i sommeren 1950. Rhee's regeringsførsel indebar desuden en stærk tilknytning til USA og Japan, den tidligere besættelsesmagt.

Det sydkoreanske samfund er blevet stærkt militariseret og har været udsat for flere militærkup siden krigshandlingerne ophørte i 1953 - og ligesom det blev tilfældet for Sovjetunionen i Nordkorea, levede den imperiale part i syd, USA, ikke op til løfterne om at sikre demokratisering af Korea som et hele og arbejde for genforening af landene. Idag står vi, som forudset, med to lande som begge lider af betydelige demokratiske vitaminmangler, blot på hver deres måder. Men så er det vel, hmmm, udmærket? at de er begyndt at 'tale sammen'.

David Zennaro, Hans Aagaard og John Andersen anbefalede denne kommentar