Nyhed
Læsetid: 2 min.

EU-Domstolen forbyder fældning af Europas sidste urskov

Tirsdag fastslog EU-Domstolen, at den polske regerings træfældning i den fredede Bialowieza-urskov strider mod EU’s naturlov
Aktivister demonstrerer mod træfældning i Bialowiezaskoven.

Aktivister demonstrerer mod træfældning i Bialowiezaskoven.

Janek Skarzynski

Udland
21. april 2018

I denne uge kom der endelig en afgørelse fra EU-Domstolen i sagen om den polske regerings træfældning af Europas sidste urskov, Bialowiezaskoven, der er mere end 10.000 år gammel og ifølge UNESCO strækker sig over et område på 1.419 kvadratkilometer mellem Polen og Hviderusland.

I 2016 besluttede den tidligere polske miljøminister Jan Szyszko at tredoble fældningen i urskoven med den begrundelse, at skovens rødgraner var truet af et barkbilleangreb, der kunne forringe »skovens vigtigste naturlige habitater«.

En forklaring, som flere eksperter har afvist, da et barkbilleangreb er en naturlig del af skovens cyklus, og det desuden er praktisk talt umuligt at bremse et barkbilleangreb på den måde. Ifølge en skovforvaltningsplan udgør billen ikke en fare for det område på 34.000 hektar, hvor Polen ønskede at tredoble træfældningen frem til 2021.

Siden maj 2017 har aktivister bosat sig i skoven for at forsvare urskoven, der allerede i 1979 blev optaget på UNESCO’s verdensnaturarvsliste, og som huser Europas største population af bisonokser samt ulve og losser.

Forsatte træfældning trods påbud

I juli 2017 pålagde EU-Domstolen på opfordring fra EU-Kommissionen de polske myndigheder at stoppe træfældningen i urskoven, der strider mod EU’s fælles regler om naturbeskyttelse.

Det valgte de polske skovmyndigheder at ignorere og gav i stedet private virksomheder lov til at fortsætte træfældningen, der først ophørte midlertidigt i november 2017, da EU-Domstolen valgte at idømme Polen dagbøder på 100.000 euro, indtil træfældningen stopper.

Til Information har Aleksander Brzózka, talsmand for den polske regering, tidligere udtalt, at regeringen er overbevist om, at skovmyndighedernes fortsatte træfældning ikke er i strid med EU’s naturlov.

»Urskoven er ikke kun en fredet nationalpark, men også et større almindeligt skovområde. Der har ikke været nogen træfældning i nationalparken. Mange folk tager fejl, når de tror, at hele skoven er en nationalpark. Hvis man lægger hele arealet sammen, så er der stadig 45 procent af skoven, der er uberørt. Det er ikke imod lovgivningen,« sagde han i marts måned.

Men tirsdag erklærede EU-Domstolen forklaringen for utilstrækkelig og slog fast, at Polen med sin omfattende træfældning, der er gået ud over skovens insekter og fugle, har tilsidesat sine forpligtelser om at beskytte området og dets dyrebestand.

Derfor forbyder EU-Domstolen nu Polen at genoptage fældning af træerne i urskoven, da det kan forringe yngleområderne for beskyttede dyr.

EU-dommen sender ifølge EU-parlamentariker for SF, Margrete Auken, der sidder i Udvalg om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed (ENVI), et vigtigt signal om, at naturområdet også er en vigtig EU-kompetence.

»Denne urskovssag er vigtig, fordi vi har haft et stort problem med at få EU-Kommissionen til for alvor at tage ansvar for naturområdet, som de har forsøgt at skubbe fra sig og over til EU-medlemslandene. Med denne afgørelse får vi knæsat det europæiske ansvar for biodiversitet – som Bialowiezaskoven er en vigtig del af,« siger hun til Information.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

@Jakob Stein

Det er ærligt talt lidt pudsigt at læse Margrethe Aukens insisteren på, at EU Kommissionen haler et medlemsland, Polen, for EU Domstolen.

Hvad mon Rina Ronja Kari & Søren Søndergaard siger til denne trampen på en nationalstats rettigheder ??