Læsetid: 9 min.

1968 blev aldrig en entydig god historie i Tyskland

I Vesttyskland var ungdomsoprøret også et opgør med forældregenerationens nazistiske fortid. Men i dag læser vi for meget ind i det radikale oprør, mener den tyske sociolog Armin Nassehi, der er aktuel med bogen ’Fandtes 1968?’ Oprørets arv er en mere inkluderende velfærdsstat – og at venstrefløjens utopiske kilder er tørret ud
Den 26-årige lærerstuderende Benno Ohnesorg blev skudt den 2. juni 1967. Billedet af den blødende og døende Ohnesorg gik verden rundt, og i historieskrivningen ses hans død ofte som startskuddet på ungdomsoprøret i Vesttyskland.

Den 26-årige lærerstuderende Benno Ohnesorg blev skudt den 2. juni 1967. Billedet af den blødende og døende Ohnesorg gik verden rundt, og i historieskrivningen ses hans død ofte som startskuddet på ungdomsoprøret i Vesttyskland.

Ullstein Bild - Meller Marcovicz

24. maj 2018

»Gaden ser ud som en slagmark. Mellem politi og demonstranter er der opstået håndgemæng, og det må med beklagelse meddeles, at politiet giver et ret nervøst indtryk. De har pryglet enkelte personer, ikke kun med gummiknipler, men også med spark.«

Stemningen var oprørt, men ikke ude af kontrol, den dag i Berlin, den 2. juni 1967, da Radioen i den Amerikanske Sektor (RIAS) rapporterede fra demonstrationerne mod den persiske shahs besøg.

Hvis ikke en pressefotograf havde været på pletten få minutter senere, ville studenteroprøret måske være forløbet mindre radikalt. Men fotografen stod lige i nærheden, da den 26-årige lærerstuderende Benno Ohnesorg blev skudt i hovedet på klos hold af en politibetjent, der først årtier senere skulle vise sig at være Stasi-agent. Billedet af den blødende og døende Ohnesorg gik verden rundt og gav næring til de oprørske tyske studenters mistanke: at den vesttyske stat stadig var gennemsyret af fascisme.

I historieskrivningen ses Benno Ohnesorgs tragiske død ofte som startskuddet til ungdomsoprøret i Vesttyskland. Det kan man med god ret vælge at gøre, mener Armin Nassehi, der er sociologiprofessor i München og forfatter til det nye værk Fandtes 1968?

»I mine øjne er 1968 mindst to ting,« siger Arnim Nassehi til Information. For det første den konkrete protestbevægelse, der i Tyskland varede omtrent fra demonstrationerne mod shahens besøg i sommeren 1967 til sommeren 1969.

Og for det andet et opgør med det tonstunge konservative og fortidsfornægtende Vesttyskland. Ikke med ét slag, men med 1968 som kondenseringen af et langsomt opbrud, der havde stået på siden slutningen af 1950’erne, såvel økonomisk, kulturelt, uddannelsesmæssigt og politisk.

»Ud over den konkrete protestbevægelse kan man med lige så god ret hævde, at 1968 er en generationstilstand, hvis virkninger stadig gør sig gældende i dag. At året 1968 her nærmere virker som en generator for erindringer om og fortolkninger af de store opbrud,« siger Armin Nassehi.

To årtier efter Holocaust

Her i 50-året for 1968 er der ifølge Armin Nassehi få lande, hvor ungdomsoprøret stadig spiller en så stor rolle som i Tyskland. Det skyldes bl.a., at det er svært at fortælle en entydigt god historie om 1968, som både gav grobund for radikaliseringen af flere aktører i den senere terrororganisation Rote Armee Fraktion, og fordi begivenhederne udspillede sig i et land, der godt et par årtier forinden havde stået midt i Holocaust.

»Det spørgsmål har selvfølgelig givet det tyske studenteroprør en særlig karakter. Når politiske konflikter samtidig er personlige konflikter, får de en langt større sprængkraft. Det har grebet dybt ind i hele familier og biografier,« siger Arnim Nassehi.

»Men også her viser den historiske forskning, at 1968 ikke var året, hvor det store opgør med forældregenerationens nazistiske fortid pludselig brød ud i lys lue, og alle unge pludselig konfronterede deres forældre med deres roller i krigen. Allerede med Eichmann-processen i 1961 og med Hannah Arendts Ondskabens banalitet et par år senere, men også med Auschwitz-processerne i Frankfurt op gennem 1960’erne, havde emnet Holocaust fået en beskeden plads i den tyske offentlighed,« siger han.

»Det helt brede gennembrud kom først i 1970’erne, ikke mindst med tv-serien Holocaust. Jeg håber, at jeg ikke skuffer for mange 1968’ere, men også på dette område var 1968-oprøret et begrænset fænomen. Det handlede om en relativt lille kreds, hvor ikke mindst de radikale oprørere brugte Holocaust som et spejl, idet de hævdede, at Tyskland med den store koalition mellem CDU/CSU og SPD atter var ved at blive fascistisk.«

Armin Nassehi

  • Født 1960 
  • Sociologiprofessor ved Ludwig-Maximilians-Universität i München 
  • Hans seneste værk Gab es 1968 er udkommet på forlaget Murmann

Den udeblevne revolution

Som sociolog skelner Armin Nassehi mellem to strømninger. For det første den ’implicitte venstrefløj’, der over en årrække skulle ændre samfundets institutioner grundlæggende. Og for det andet den ’eksplicitte venstrefløj’, der var en revolutionær, antiborgerlig og til dels antidemokratisk bevægelse.

Den sidste fløj havde Rudi Dutschke som vigtigste ansigt og hjerne. En sindsforvirret mands skudattentat på ham den 11. april 1968 blev derfor endnu en anledning til, at protesterne blussede op.

Allerede samme aften – mens Dutschke stadig lå i koma – drog omkring 2.000 mennesker mod Axel Springers avisforlag i Kreuzberg, som de holdt ansvarlig for hetzen og dermed attentatet mod Rudi Dutschke.

»Springer, morder!« lød det fra mængden, der var anført af spidserne fra Socialistisk Tysk Studenterforbund, SDS, og det legendariske kollektiv Kommune 1. Billederne af vejspærringer, angreb på det politisikrede forlagshus, knippelsuppe, brændende stakke af aviser og blødende studenter og politifolk chokerede tyskerne.

I de følgende påskedage i 1968 kom det til protester i en snes tyske byer – særligt blodigt blev det i München, hvor en fotograf og en student omkom under de voldsomme protester.

»Alligevel var den eksplicitte venstrefløj en forholdsvist lille bevægelse i Tyskland. I Vestberlin handlede det om nogle få hundrede studerende, der var meget aktive,« siger Nassehi og nævner, at de vedvarende protester stort set kun forekom i Vestberlin, Frankfurt og München.

Mange af de protesterende, tyske studenter havde genopdaget filosofferne Theodor Adorno og Max Horkheimers stærkt pessimistiske Oplysningens dialektik fra de sidste år af 2. Verdenskrig. Men til 68’ernes skuffelse havde de to filosoffer ikke i sinde at drage revolutionære konsekvenser af deres værk.

Armin Nassehi betoner derfor i stedet den åndsbeslægtede Herbert Marcuse, der i bogen Det endimensionale menneske havde formuleret en »randgruppe-strategi«: I mangel af et klassisk revolutionært subjekt måtte randgrupper i samfundet overtage denne opgave for at gøre opmærksom på selvmodsigelserne og uretfærdighederne i den moderne verden.

Dette billede bekræfter ifølge Nassehi, at der ikke var tale om en bred bevægelse i hele Tyskland – heller ikke selvom en figur som den senere leder af det franske oprør, Daniel Cohn-Bendit, i februar 1968 konstaterede, at »der sker ikke noget i Paris – vi må til Berlin«.

Det fik han ret i, da den Internationale Vietnamkonference i februar 1968 samlede op mod 12.000 demonstranter i Berlin. Men efter attentatet på Dutschke og påskeurolighederne overtog Paris scenen.

»Uden at underkende, at demonstrationerne kunne samle mange tusind mennesker, var der ikke tale om en massebevægelse eller om revolutionære tilstande i hele samfundet. Som politisk-revolutionær bevægelse ændrede 1968 forbløffende lidt – for til gengæld i løbet af de kommende år at afstedkomme ufatteligt mange forandringer som samfundsmæssig bevægelse i Vesttyskland.«

I forhold til verdensrevolutionen stod Vesttyskland i den særlige situation, at landet havde et realsocialistisk spejlbillede i DDR. Det skræmte ikke de mange såkaldte K-grupper (kommunistiske grupper), der opstod i forskellige overvejende maoistiske fraktioner i tiden op til SDS’s opløsning i 1969.

»DDR-styret var alt for autoritært for den brede masse, også for de studerende« mener Armin Nassehi.

»Det var kun et fåtal, der flirtede med det konkrete DDR, og det var også relativt få, der hyldede maoismen. Fra statslig side lagde man desuden stor afstand til DDR i starten af 1970’erne med ’ekstremismebeslutningen’, hvor forfatningsfjender blev nægtet adgang til jobs i den offentlige sektor.«

Den store inklusion

Mens tiden omkring 1968 ikke skabte de revolutionære omvæltninger, som bl.a. SDS håbede på, så banede dets ånd – ledsaget af valget af den første socialdemokratiske efterkrigskansler i 1969 – vejen for en helt ny samfundsmæssig inklusion af grupper, som hidtil havde stået helt uden for indflydelse. Det afspejlede sig især i den stærke stigning i antallet af studerende og i en mere mangfoldig og mindre autoritetstro kultur, hvor langt flere mennesker kunne tage ordet og blive hørt i samfundet.

»Denne enorme inklusionsbevægelse blev stærkt politiseret. Det gælder f.eks. adgangen til SU og dermed til uddannelseschancer og social mobilitet, og det gælder velfærdsstaten som sådan. Denne inklusion er i mine øjne den helt afgørende udvikling omkring 1968,« siger Armin Nassehi.

Han nævner her så forskellige sociale bevægelser som arbejder-, freds-, miljø- og kvindebevægelsen. Disse bevægelser førte ikke til omfattende modreaktioner, men derimod til »inklusionsfremmende reaktioner« fra staten: Staten indoptog med andre ord disse strømninger, hvormed de samtidig blev gjort ufarlige og var med til at stække den ’eksplicitte venstrefløj’.

»Samfundet havde groft sagt givet dem det, de bad om. Med den store inklusion var det svært at opretholde en revolutionær ånd,« siger Nassehi.

»Det skete ikke i så høj grad som i Danmark, men i Vesttyskland blev den offentlige sektor stærkt udvidet i 1970’erne, ikke mindst med pædagogiske og terapeutiske institutioner og tilbud. Fra at være nogle, der protesterede mod staten, blev den nye generation således statens agenter. Med dette krav på uddannelse og støtte blev det samtidig individets problem, når det ikke lykkedes – ikke mindst i en tid med fuld beskæftigelse.«

At reflektere og moralisere

I Armin Nassehis bog får en række uomgængelige fænomener i 1968 hvert deres kapitel. Det første er ’den permanente refleksion’. Alt skulle gennemtænkes og begrundes, selv hvis man blot ønskede at opretholde status quo. Hvis man vil nedbryde autoriteter og skabe et nyt samfund, hvor alle har mulighed for deltagelse, er det i sociologens øjne et til tider anstrengende, men ikke desto mindre nødvendigt foretagende.

Det andet uomgængelig 68’er-fænomen er ’den permanente moraliseren’.

»Faktum er, at der skete en stærk moralisering af debatten, en opvurdering af det normative sprog. Jo sværere de samfundsmæssige mål var at opnå, desto mere blev diskurserne moraliseret,« siger Nassehi.

»Når man beskæftiger sig længe nok med debatter, bøger og mediebidrag fra den tid, så springer det i øjnene, at den her generation optrådte med en ufattelig stor moralsk selvbevidsthed.«

Et tredje fænomen er den ’permanente æstetisering’.

»Hvis du spørger folk fra 1968-generationen, hvad de husker fra dengang, så starter de som regel med at fortælle om fester, tøj og musik, før de kommer til de tanker, de gjorde sig om samfundet,« siger sociologen.

»Den her generation kan slet ikke tænkes uden den æstetiske omvæltning og det opbrud på markedet, som popkulturen medførte. Æstetiseringen havde helt sikkert også en aflastende funktion i forhold til at kunne holde ud hele tiden at skulle snakke om alt. Når musikken spiller højt nok, kan man tage en pause med moralen og refleksionerne,« siger Armin Nassehi med et grin.

»Hele vores reklame- og konsumkultur er jo stærkt præget af den tids udvikling. Jeg tror, at det er rimeligt at antage, at det også har sneget sig ind i det politiske, som dermed er blevet afpolitiseret. Til manges skuffelse mødte den sociale inklusion sine grænser allerede i 1970’erne, men i dag handler det stadig mindre om reel chancelighed og frigørende perspektiver i inklusionen. Fokus ligger nærmere på en ligelig fordeling af anerkendelse. Inklusionen i sproget er efterhånden vigtigere end inklusionen i samfundet.«

Utopien fra højre

Hvis det skal give mening at beskæftige sig med 1968 50 år senere, skal man også turde levere samtidsdiagnoser på baggrund af sine erkendelser, mener Armin Nassehi.

Hans diagnose er ikke umiddelbart opløftende: Godt nok har velfærdsstaten og socialdemokratismen indoptaget kravene om samfundsmæssig inklusion fra en lang række samfundsgrupper, der tidligere var marginaliserede. Det er entydigt positivt, mener han. Men den inkluderende velfærdsstat har ikke formået at skabe en karismatisk fortælling om sig selv.

»De utopiske kilder er tørret ud og kan i dag kun vækkes af højrepopulismen – også selvom et parti som AfD ikke bidrager en døjt til at løse de presserende samfundsproblemer. På venstrefløjen er utopierne døde. Vi tror ikke på, at socialstaten kan skabe en stærkere udligning af sociale uligheder, og vi har for længst opdaget, at samfundet er langt mere komplekst og sværere at styre, end 1968’erne troede,« siger Nassehi.

Alligevel er det alt for nemt bare at skælde nutidens unge ud for at være apolitiske eller visionsløse sammenlignet med 68’erne.

»For de klassiske 1968’ere stod de fleste døre åbne: De var studenter, hvilket det stadig kun var en tiendedel af generationen, der var. De havde glimrende jobmuligheder i det vesttyske Wirtschaftswunder, der frem til oliekrisen i 1973 blev ved at med overgå alle forestillinger med fuld beskæftigelse og enorm vækst. Så entydige fremtidsperspektiver findes ikke i dag.«

- Men fandtes 1968 så i Tyskland?

»På visse planer, ja. Men det ville være overdrevet at sige, at alt det, som vi anser for at være 1968 udspillede sig fra sommeren 1967 til sommeren 1969. Det var lige så meget en generationstilstand, som har haft enorm betydning. Konservative som Alexander Dobrindt (der er fra partiet CSU, og som i vinter krævede et opgør med 1968, red.), har endda stadig brug for 1968 som fjendebillede, selvom konservatismen for længst har indoptaget den store inklusion, som 1968 medførte. Det siger en hel del.«

Serie

Opgøret med '68

I både USA og Europa er 1968 gået over i den kollektive erindring som et ungdomsoprør mod efterkrigstidens konservatisme, autoriteter og undertrykkende strukturer. Men de lokale årsager til oprørene var forskellige, ligesom de konsekvenser de fik for samfundene op til i dag.

I denne artikelserie fokuserer Information på et usædvanligt år i Tyskland, Frankrig, USA og Østblokken.

Seneste artikler

  • Stol ikke på nogen i aldersgruppen 35-65!

    15. juni 2018
    I maj 1968 fødtes ungdommen som politisk subjekt og de gamle røg på porten. 50 år senere dannes nye alliancer mellem generationer – mellem dem, der har set det hele før, og dem, der skal være på denne jord mange år endnu
  • Hvis man skal sige noget kort om tiden dengang, så skal man nok citere Freewheelin’ Frank fra ’Flipkompagniet’

    1. juni 2018
    I anledningen af 50-året for 1968 husker en række kunstnere og kulturpersonligheder, som selv var der, tilbage på personer, kunstværker og begivenheder, som gjorde indtryk på dem dengang. Ifølge musiker Karsten Vogel, som spillede med Burnin Red Ivanhoe, er det tegneserien Flipkompagniet, som bedst sætter ord på tiden dengang
  • I USA var 1968 kulminationen på ti års frihedskamp. Herefter satte modreaktionen ind

    30. maj 2018
    Midt i de kaotiske begivenheder i USA i 1968 var det meget svært at gennemskue, hvordan det hele skulle ende. En af iagttagerne var Todd Gitlin, der havde været formand for Students for a Democratic Society i 1963-64 og var blevet dybt involveret i antikrigsarbejdet i San Francisco. »Det Nye Venstre overvurderede det revolutionære potentiale,« fortæller han i et interview
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Ejvind Larsen
  • Kim Folke Knudsen
  • Torben K L Jensen
Eva Schwanenflügel, Ejvind Larsen, Kim Folke Knudsen og Torben K L Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kim Folke Knudsen

Ungdomsoprøret i Vesttyskland var velgørende for udviklingen i det tyske samfund og helt nødvendig.

Men trist, at der var afløbere til Bader Meinhof og venstrefløjsterrorisme.

At erindre nogen fakta om det vesttyske samfund på daværende tidspunkt.

Den tyske forbundskansler Willy Brandt var udsat for en hadekampagne, fordi han opfordrede til udsoning med de østeuropæiske lande specielt Polen, Tjekkoslovakiet og det daværende DDR. Der var på daværende tidspunkt grupper i det vesttyske samfund, som ikke ville acceptere den nye grænse mellem Polen og DDR Oder Neisse linien.

Nazitiden var tabuiseret. Mange af den ældre generation havde personlige oplevelser og involvering med NSDAP og hele magtapparatet, som var med til at skabe en tys tys kultur om Tysklands hovedansvar for den 2 Verdenskrig og for hele den enestående forbrydelse med mordet på jøderne i hele Europa.

I datidens Tyskland var mange af de rettigheder, som vi andre betragter som en selvfølge ingen rettighed.

Eksempel Kvinder skulle spørge deres ægtemand, om de måtte have et arbejde eller om de måtte oprette en personlig bankkonto.

Skilsmisse og enlige forsørgere blev der kigget på med fordømmelse og afstandtagen. Den danske velfærdsstats institutioner eksisterede ikke i det daværende Vesttyskland eksempelvis offentlig børnepasning.

Moderniteten ramte Vesttyskland med studenteroprøret, og dets udtryk blev betydeligt mere radikalt og voldsomt end i Danmark, fordi der var store forskelle mellem det liberale og den gang frisindede Danmark og det dybt konservative Vesttyskland. Jeg vil gå så langt som til at sige, at samfundet: Tyskland var traumatiseret af katastrofens eftervirkninger fra NSDAP´s brutale styre fra 1933-1945.

Idag kan vi glæde os over, at Forbundsrepublikken Tyskland gennem en lang periode har tilnærmet sig de nordiske landes levevis og samfunds systemer dog stadigvæk med betydelige forskelle. Tyskland er idag et solidt funderet demokrati med en velfungerende retsstat og en stærk og stabil økonomi bygget op om ideen om europæisk integration. Tillykke Tyskland og tyskere med den lange rejse fra kaos, ideologisk nulpunkt og total ødelæggelse i 1945 til nu år 2018 vejen tilbage i det europæiske fællesskab af nationer. Hvad der ikke lykkedes i Weimar tiden fra 1919-1932 er lykkedes nu.

David Joelsen, Ole Bach, Nike Forsander Lorentsen og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar

Vesttyskland var et helt specielt land. Så sent som 1951 var 66 procent de ledende medarbejdere tideligere medlemmer af nazipartiet.
I Justitsministeriet var tallet endnu højere. Man forstår godt, at børnene begyndte at stille spørgsmål.

Per Torbensen, Flemming Berger, Ole Bach, Anne Mette Jørgensen, Nike Forsander Lorentsen, Torben K L Jensen, Eva Schwanenflügel og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar
Anne Mette Jørgensen

Desværre er der ikke off. hjælp til børnepasning.
Stadig stopper mange tyske kvinder med at arbejde efter børnefødsler. At vi så i dag i DK, er på kollisionskurs vedr. dette er bare trist.

Anne Mette Jørgensen

Mange forhenværende stasi ansatte lever i dag i bedste velgående i Vest Berlin.