Læsetid: 7 min.

»Araberne har ikke brug for mere land, de har i forvejen 22 stater«

Fra en perifer position har den ortodokse bosætterbevægelse bevæget sig ind i centrum af magten i israelsk politik. I en af de bosættelser, hvor bevægelsen henter sin støtte, er der ubetinget glæde ved Trumps anerkendelse af Jerusalem og tostatsløsningens forlis. Men også usikkerhed om, hvad der kommer efter
Siden den israelske bosættelse Beit El blev oprettet i 1977 har der været utallige optøjer omkring den. Her ses sammenstød mellem palæstinensere og israelske sikkerhedsstyrker i maj 2017.

Siden den israelske bosættelse Beit El blev oprettet i 1977 har der været utallige optøjer omkring den. Her ses sammenstød mellem palæstinensere og israelske sikkerhedsstyrker i maj 2017.

ABBAS MOMANI

5. maj 2018

BEIT EL – Det ville ligne et hvilket som helst forstadskvarter, hvis det ikke var for den dumpe lyd af skud, der runger mellem bakkesiderne: En stille hovedvej, der bugter sig rundt i bebyggelsen, med stikveje fyldt med tyste rækkehuse, rundkørsler, gøende hunde, et par græsslåmaskiner og en enkelt håndværkervarevogn, hvis ejer er på besøg for at fikse et sprængt vandrør eller en ødelagt toiletcisterne.

Med jævne mellemrum kører en tom bus fra den ene ende af bosættelsen til den anden, forbi skydebanen, hvor en lokal beboermilits øver deres træfsikkerhed. Et skilt viser vej til Jacobs Klippe midt i bosættelsen, hvor den jødiske stamfader ifølge den bibelske fortælling så en trappe op til himlen, blev lovet Kanaans land af Gud og grundlagde byen Bethel – Beit El, Guds hus, som bosættelsen hedder i dag.

I dag er omgivelserne lidt mere prosaiske. I midten af byen står en håndfuld af de beboelsescontainere, der som regel markerer starten på en ny bosættelse, stadig tilbage, og en flok unge knægte står uden for en af dem og ryger smøger. Et par stykker har de karakteristiske slangekrøller, som når ned forbi ørerne.

Et par kilometer mod nordøst ligger den palæstinensiske hovedby, Ramallah, og en af drengene mindes dengang, der stadig var relationer mellem de to byer:

»Dengang min mor flyttede hertil, plejede hun indimellem at tage til Ramallah og købe ind. Hvis man prøvede det i dag, ville man blive lynchet på gaden,« siger han.

»Sandheden er, at palæstinenserne ikke ønsker fred. Vi vil gerne have fred, og vi vil gerne leve sammen. Men palæstinenserne er også nødt til at vide, hvem der bestemmer. Det er vores land, kun vores. Det står i Toraen. Vi levede her for 2.000 år siden. Vi vil gerne have dem her, men det er på vores betingelser,« siger han og bliver afbrudt af en anden:

»Jeg tror ikke på tostatsløsningen. De tabte, de burde opføre sig som mænd og tage konsekvensen: Tage deres ting og forsvinde,« siger han med ungdommelig begejstring og griner.

En voksende indflydelse

Det er synspunkter, som kan synes temmelig perifere og ekstreme – og som mere moderate israelere vil sige fylder for meget i omverdenens billede af Israel. Samtidig er det dog svært at se bort fra, at den religiøse højreorienterede zionistiske bevægelse, der har sit udspring i bosættelserne, fylder stadig mere i israelsk politik som støtte til Benjamin Netanyahus højreregering og i stigende grad udfordrer Israels sekulære principper.

Her er Beit El en af de centrale bosættelser, grundlagt af medlemmer af den religiøse højrepolitiske bevægelsen Gush Emunim i 1977 på palæstinensisk jord. Siden er den blevet hjem for flere af den religiøse politiske højrefløjs mest indflydelsesrige figurer og en indflydelsesrig yeshiva, som er en religiøs skole.

Den nok mest kendte beboer er parlamentsmedlemmet Bezalel Smotrich, der voksede op her og i dag repræsenterer det højreradikale ortodokse parti Det Jødiske Hjem i det israelske parlament, Knesset.

Smotrichs udvikling er på mange symptomatisk for den religiøse højrefløjs fremgang i Israel. Fra at være aktivist, der blev arresteret under rømningen af de jødiske bosættelser i Gaza, over grundlæggelsen af organisationen Regavim, der arbejder for at forvise palæstinensere fra deres landsbyer ved at indsamle inkriminerende materiale imod dem, til i dag at være beskrevet af mange som en af de mest indflydelsesrige – og ekstreme – politikere i israelsk politik. En politiker, der har fået gennemført lovgivning, som bl.a. tillader annektering af palæstinensisk land og kan bruges til at udelukke tilhængere af boykotbevægelsen BDS fra at blive lukket ind i Israel.

Om sin egen indflydelse har han sagt til den israelske avis Ha’aretz:

»Jeg tror, folk er bange for mig, fordi jeg tilsyneladende ved, hvad jeg laver, og fordi jeg har succes med det. Jeg fik presset flest love igennem i den seneste parlamentsperiode. Jeg involverer mig ikke i sager, jeg ikke kan vinde. Når jeg involverer mig i en kamp, forbereder jeg mig grundigt. Og i de fleste tilfælde vinder jeg den.«

Men man kunne også argumentere for, at Smotrichs kontroversielle figur skyldes hans forslag om at opdele fødegangene efter etnicitet, modstanden mod homoseksuelles rettigheder eller udsagn om, at israelske soldater skal skyde for at dræbe, når palæstinensiske børn kaster med sten, og generelt slå al modstand ned uden nogen af de restriktioner, der eksisterer i dag ­– med det eksplicitte formål at udrydde ideen om en palæstinensisk stat og i stedet annektere palæstinensisk land.

»Jeg fjerner deres håb om en stat,« som han siger. »De, som vil forlade Israel – og dem vil der være nogle af – vil jeg hjælpe væk. Når de ikke har noget håb og ingen drøm, vil de forsvinde. Som de gjorde i 1948.«

De lykkeligste araber i verden

I bosættelsen lægger de færreste skjul på, at de stemmer på enten Det Jødiske Hjem, der er ledet af uddannelsesminister Naftali Bennett og også sidder på justitsministerposten, eller på Benjamin Netanyahu. De fleste deler mere eller mindre den tidligere beboer Smotrichs holdninger: At palæstinenserne godt kan blive i landet, dog ikke i et Palæstina, men i et Israel, hvor tingene foregår på israelske betingelser.

Folk er mere eller mindre entydigt modstandere af en tostatsløsning. Enten med argumentet, at det er for farligt for israelerne, eller fordi det ikke er i palæstinensernes egen interesse. Og i øvrigt fordi de mener, det er deres historiske ret.

Det gælder også for bosættelsens rabbiner Shlomo Aviner, der selv er en lederskikkelse på den religiøse højrefløj. Han har markante holdninger om kvinder i militæret, omvendelse af homoseksuelle og fraternisering med kristne. Og han er imod fredsplaner med palæstinenserne, ligesom bosættelsens anden rabbiner, som har ført kampagne for, at man fratager palæstinensere, der taler kritisk om besættelsen, deres statsborgerskab, og for, at alle jøder i verden skal kunne stemme til israelske valg for at skabe et mere sikkert jødisk vælgerflertal på lang sigt.

Shlomo Aviner, der også leder den yeshiva i Jerusalems gamle by, som ligger tættest på Tempelbjerget, er i hvert fald imod ideen om at give palæstinenserne deres egen stat:

»Det er umuligt at give noget til dem, som vi har ventet på så længe,« siger den hvidskæggede og lidt krumryggede rabbiner, da han tager imod Information i et rækkehus med et lille bibliotek i entreen, hvor gæster kan købe religiøse tekster og betale for dem i en lille sparebøsse.

»Hvorfor kan vi ikke leve sammen? Araberne har 22 stater i forvejen, de har ikke brug for mere land. Araberne er meget ulykkelige andre steder, men ikke her. Der er ingen forskel på livet i palæstinensiske Nablus eller i Israel. I hvert fald ikke særlig meget. Vi har de lykkeligste arabere i verden,« siger han og finder et stykke papir frem fra en stak på sit skrivebord, som han citerer fra.

»Hør her: 55 procent af palæstinenserne ser optimistisk på fremtiden, 49 procent er lidt optimistiske, kun seks procent er utilfredse,« siger han uden helt at kunne huske, hvor tallene kommer fra.

»Det er noget, en eller anden har sendt til mig,« forklarer han og udtrykker sin begejstring for USA’s flytning af landets ambassade til Jerusalem. Trumps nye ambassadør, David Friedman, er tilfældigvis også formand for Beit Els amerikanske støttefond.

»Jeg var meget glad for Trumps udmelding omkring Jerusalem. For os er det godt og meget simpelt: Hvordan skulle det være muligt at benægte, at det er vores hovedstad, at falsificere tusinder af års historie,« siger han og afviser samtidig ideen om at rydde nogen bosættelser.

»Hvordan skulle det kunne lade sig gøre? Det ville ingen acceptere. Det ville også være alt for dyrt,« siger rabbineren.

»Der vil blive fred, men ikke på den måde.«

Tro på sameksistens

På borgmesterens kontor i en undseelig lille samling af beboelsescontainere i midten af bosættelsen er en lang dag ved at være slut. Næsten alle sekretærer og de bevæbnede vagter har forladt lokalerne, og Beit Els borgmester, Shai Alon, ser meget træt ud – og endnu trættere ved synet af en journalist. Men han tager sig alligevel tid til at forklare sit standpunkt.

»Jeg tror ikke på en tostatsløsning, det er en dårlig idé. Det er bedre at leve sammen. En tostatsløsning vil i sidste ende blive som Gaza: At vi bygger en mur, og så kommer qassam-raketterne tilbage mod os og vores raketter den anden vej,« siger borgmesteren, der dog virker mere oprigtig i sin tro på en fredelig sameksistens end de fleste andre.

»Bibi (Benjamin Netanyahu, red.) siger nej til at give dem statsborgerskab. Det er jeg uenig i. Det er vi nødt til for at kunne leve sammen. Og vi kan godt leve sammen. Det har vi gjort i mange år tidligere. Der arbejder 100 palæstinensere her i bosættelsen, og det fungerer uproblematisk,« siger han.

»Vi er nødt til at indse, at der ikke kommer noget godt fra oven. Ikke nogen løsninger, hverken fra Netanyahu eller fra Abu Mazen (Mahmoud Abbas, red.). Hverken den ene eller den anden regering vil kunne skabe fred,« siger han.

»Hvis vi vil skabe fred, er vi nødt at tale sammen uden om dem, by til by, borgmester til borgmester, borger til borger. Vi er nødt at opbygge et system baseret på tillid.«

Serie

70 års Israel

Fra 18.april til 14. maj fejrer israelerne 70-året for staten Israels grundlæggelse, mens palæstinenserne ser tilbage på al-Nakbah, katastrofen. Samtidig flytter USA officielt sin ambassade til Jerusalem og markerer dermed en ny fase i verdens længste ulykkelige ægteskab. Information beretter om nutid, fremtid og midlertidighed set fra begge sider af grænsemuren

Seneste artikler

  • Jerusalem græder

    19. maj 2018
    Mens den jødiske del af byen fejrer flytningen af den amerikanske ambassade, befinder den palæstinensiske side sig i en tilstand af fortvivlelse og vrede
  • Jerusalem jubler

    19. maj 2018
    En stemning af sejr og selvsikkerhed har bredt sig i Jerusalem. Denne uges åbning af den amerikanske ambassade er den foreløbige kulmination på en nyere jødisk oprejsning
  • USA mister moralsk legitimitet gennem sin støtte til nedskydning af palæstinensere

    17. maj 2018
    Trumps talspersoner efterplaprer Netanyahus udlægning af de blodige sammenstød på grænsen til Gaza. Israel har en legitim ret til selvforsvar mod »terrorister«, lyder det fra Washington. Aldrig før har USA taget så entydigt parti for Israel mod palæstinenserne
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Touhami Bennour

"Arabere har ikke brug for mere land, de har 22 stater" jeg ved ikke hvad menes med det. Artiklen mener måske der er plads til palestinænserne i de 22 stater. Det regnstykke holder ikke i en domstol. Domstol ville sige ret er ret. Domstolen beskæftiger sig ikke med fordeling mellem dem, der har og dem der ikke har. Jeg har bemærket noget usædvanligt når europeere tænker "israelisk" . Det holder ingen steder i retten. Det gælder også når Et skandinavisk lande giver tilskud til En palestinæsisk (NGO):, Kriterie skulle bl andet at reparere skaderne forvoldt af besættelse, Men nej. Besættelsen må gerne bruge magt mens den forurettet skal ikke forsvare sig. det holder heller ikke i en domstol. Egypten har det nok med at tilfredstille sine borgere, og det gælder det samme alle andre. Ejer forholdet er simpelthen glemt her, og det holder ikke i en domstol. De arabiske lande er souveraine stater, det kan acceptere eller afvise nogen som ikke er borger i deres land, og det fungere faktisk sådan. Sverige kunne tænkes at givet et område ti Israeler som betaling for forfølgeser begået i Europa mod jøder gennem 2000 år. Palestineser har ikke sådan gæld til Israelere. Det er urationetl. for den løsning kan kun anvendes med tvang.

Espen Bøgh, Nike Forsander Lorentsen, Eva Schwanenflügel og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Mogens Brolin

Hold nu op med at kalde dem "bosættere". De er besættere og er en direkte forlængelse af militæret og de er svært bevæbnede vagtposter der har rettigheder til at udøve vold.

Hvorfor bringer Information besætteres synspunkter? Er de ikke lidt irrelevante?

Den form for racisme, at araberne har 22 stater, dermed fornægtelse af palæstinensernes eksistens (de er bare arabere og palæstinenserne eksistere ikke) burde IKKE blive gengivet i vestlige medier.

Hans Larsen, Erik Karlsen, Touhami Bennour, Espen Bøgh, Nike Forsander Lorentsen, Eva Schwanenflügel, Torben K L Jensen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Erik Karlsen

"Artiklen mener måske....."

Touhami,
det er ikke noget, artiklen eller artiklens forfatter mener, men noget den interviewede mener. Der er en vis, ikke ubetydelig forskel her.

Touhami Bennour

Eric Karlsen
Jeg var ikke efter artiklen eller artiklens forfatter men problermet. Det er ikke sjælden at man sender regningen til palestinænser. I tilfælde Syrien gjorde man det samme, For at undgår konfrontation med Rusland, så smider man Syrien til Ulven. det gjorde man til palestinænser for længst. Hvad angår Syrien vidste man den trics og nogen kommentator sagde lige ud, lad den går: vil du have en 3 edje verdens krig? Jøderne taler 0m 2000 år forfølgelser og efter 2000 år forfølgelser etc.. De mener problemet er med Europeere og ikke med Palestinænsere, og det er det stadigvæk.