Læsetid: 8 min.

Nu begynder den europæiske kamp om de syv tusind milliarder kroner

Onsdag indleder EU-Kommissionen den store kamp om EU’s enorme ’flerårige finansielle ramme’ fra 2021 til 2027, og det tegner til at blive mere dramatisk end nogensinde før, fordi hullet efter Brexit skal lukkes
Emannuel Macron ønsker, at eurozonen danner fortrop i EU med et selvstændigt eurozone-budget, der kan blive en makroøkonomisk magtfaktor.

Emannuel Macron ønsker, at eurozonen danner fortrop i EU med et selvstændigt eurozone-budget, der kan blive en makroøkonomisk magtfaktor.

Ludovic Marin / Ritzau Scanpix

2. maj 2018

»Så starter teatersæsonen i EU. Skuespillet, der hedder ’budgetforhandlinger’, opføres hvert syvende år. Det sætter giverlandene op mod modtagerlandene i EU, og de reformivrige mod de konservative. Efter aktørerne er blevet helt udmattede af at bluffe, mobbe, afpresse og bedrage, enes alle om nogle minimale forandringer.«

Sådan har økonomiprofessor Jean Pisani-Ferry fra den europæiske tænketank Bruegel formuleret det skuespil, som officielt begynder onsdag, når EU-kommissær for budget, Günther Oettinger, på vegne af EU-kommissionen præsenterer sit første forslag til EU’s næste ’flerårige finansielle ramme’, der vil løbe fra 2021 til 2027, og som i sidste periode omfattede svimlende 7.800.000.000.000. kroner – altså knap otte tusind milliarder.

Men Jean Pisani-Ferry, der var en af hovedarkitekterne bag den franske præsident Emmanuel Macrons proeuropæiske og succesrige valgkamp, ved kun alt godt for godt, at skuespillet vil blive opført i en helt ny og langt mere dramatisk kulisse, end det har været tilfældet ved de tidligere flerårige budgetforhandlinger i EU.

For det første spiller en række østeuropæiske nettomodtagere ikke længere med på EU’s liberale grundprincipper, påpeger han. For det andet er EU’s naboer fra Ukraine over Syrien til Nordafrika rystet af kriser, mens USA måske er ved at trække sig fra rollen som Europas naturlige allierede. For det tredje ønsker Emannuel Macron, at eurozonen danner fortrop i EU med et selvstændigt eurozone-budget, der kan blive en makroøkonomisk magtfaktor. Og for det fjerde er den ellers enorme kage denne gang blevet markant mindre, da Storbritannien ikke længere vil yde sit enorme nettobidrag til EU.

Med andre ord: Skuespillet bliver i Pisani-Ferrys øjne til en mere eksistentiel kamp.

Ramme, ikke budget

Hvilke konsekvenser det bør få, og hvordan EU-midlerne efter 2021 skal fordeles mellem de forskellige lande og sektorer, har der i årevis været debat, analyser, strid og lobbykampagner om i Bruxelles og i resten af EU. Kommissionens forslag vil ikke give endelige svar på alle disse spørgsmål, da det drejer sig om overskrifterne for de enkelte sektorer i EU-støttesystemet.

Men til forskel fra nationale budgetter, som mest er rettet mod sociale sikringssystemer og offentlige tjenesteydelser, er der med EU’s flerårige finansielle ramme tale om en investeringsramme, der afspejler de politiske prioriteter i EU.

Rammen lægger de øvre grænser for, hvor meget EU kan tildele de enkelte politisk-områder i et tidsrum på mindst fem år – altså et så langt perspektiv, at de økonomiske impulser kan nå at udfolde deres virkning.

»At lægge et budget er ikke en bogføringsøvelse – det handler om prioriteter og ambitioner,« understregede EU-Kommissionens formand Jean-Claude Juncker allerede i januar.

»Lad os derfor først tale om, hvilket Europa vi vil have.«

Oettingers X

Om den debat er ført tilstrækkeligt nuanceret til at skabe nye indholdsmæssige prioriteter, er der delte meninger om. Alt tyder på en reduktion af de to suverænt største poster i rammebudgettet, nemlig landbrugsstøtten og regionalstøtten, der sluger tre fjerdedele af budgettet.

I debatten om en ny omfordeling er ’europæisk merværdi’, ’målrettethed’ og ’mere effektivitet i støttemidlerne’ blandt de gængse termer både i EU-Kommissionen og i flere medlemslande som f.eks. Danmark.

Det er samtidig en åben strid, hvilket omfang budgetrammen skal have. Emmanuel Macron har meldt ud, at Frankrig er klar til et »ekspansivt budget« – og villig til at betale for det. I Tyskland er det ligefrem en del af regeringsgrundlaget at styrke EU, også i kraft af større bidrag, har den åbenhjertige melding lydt fra Merkel. Også fra italiensk side har der de sidste måneder været argumenteret for en mindre forøgelse af EU-budgettet, for så vidt at de ekstra midler bruges effektivt.

At Günther Oettinger i februar fik tilsagn fra otte østeuropæiske lande om, at de er med på at udvide EU-budgettet, er mindre overraskende. De er nemlig alle nettomodtagere. Men Oettinger er på deres side. Han har talt om at udvide budgetrammen fra det nuværende 1 procent til 1,1X procent af den såkaldte bruttonationalindkomst (BNI), hvor X’et i hans øjne bør være de marginaler, der forhandles om.

Den magtfulde tysker: Günther Oettinger - EU’s kommissær for budget

  • EU-kommissæren for budget, den 64-årige Günther Oettinger, sidder i disse forhandlingstider med en af EU’s sværeste opgaver: som følge af Brexit at overbevise de nationale regeringer om at bidrage mere til EU-budgettet, som skal være i balance og ikke kan gå i minus.
  • Günther Oettinger stammer fra det industritunge Baden-Württemberg og har i dag stadig et tæt forhold til især den tyske industri. I løbet af sin karriere i EU fra 2010 har CDU-politikeren måttet høre meget for sit gebrokne engelsk. Han har desuden en række politiske skandaler på CV’et – herunder forsvaret for den tyske bilindustris lave miljøstandarder i hans tid som energikommissær – men Oettinger har altid formået at rejse sig igen. I dag sidder han på en af de vigtigste europæiske poster under forhandlingerne for den flerårige finansielle ramme 2021-27, som Oettinger efter eget udsagn er villig til at ofre sin sommerferie på at få på plads før Europaparlamentsvalget i 2019.
  • Til Oettingers held regnes han for at være ’den mest magtfulde tysker i Bruxelles’, hvilket ikke vil sige så lidt. Han har samtidig opbakning fra Emmanuel Macron, men også fra den tyske regering i forhold til et mere ambitiøst EU-budget, mens en række nordiske lande stritter stærkt imod.

Ballade efter Brexit

Selv om det er ude i decimalerne, handler det om voldsomt store summer. Det forstærkes i de kommende forhandlinger smerteligt af, at briterne er ude af spillet. Når Storbritanniens store nettobidrag på godt 80 mia. kroner om året falder væk, er de øvrige nettoydere tvunget til enten at reducere budgettet på visse områder, øge deres bidrag – eller en kombination af de to.

For Danmarks vedkommende har regeringens udmelding været, at de 27 tilbageværende EU-lande må reducere det samlede budget, så det ikke overskrider 1,0 procent af BNI. Lande som Holland og Østrig er på samme vogn. Alligevel kan det blive en sej kamp for Danmark. Som lille EU-land har danskerne ikke bare mistet tyskerne som interessepartnere i forhold til at holde budgettet på én procent. Danskerne skal samtidig forsøge at sikre en fortsættelse af den rabat, som briterne hidtil har været en partner i at holde i hævd.

Måske ligger en del af løsningen et andet sted. Hvor den finansielle ramme i dag langt overvejende trækker på medlemslandenes bidrag samt europæisk moms, kan der være en åbning i forhandlingerne i forhold til at skabe nye indtægtskilder som f.eks. en fælles EU-selskabsskat inklusive den meget omtalt ’digitale skat’ eller i udvidede CO2-emmissionsafgifter.

Landbrugsstøtten

Størrelsen er kun den halve bekymring. Det lige så komplicerede spørgsmål er, hvordan budgettet skal fordeles mellem EU-landene og mellem de forskellige sektorer i et system, der er så kompliceret, at udarbejdelsen af den flerårige finansielle ramme i Bruxelles sammenlignes med at spille skak i 12 dimensioner.

I et positionspapir fra Hollands regering kræves der f.eks. et mere effektivt fokus på færre områder, hvor der er fælles europæiske udfordringer som f.eks. beskyttelse af de ydre EU-grænser, forskning og klima.

I et foreløbigt udspil til EU-Parlamentet har EU-Kommissionen bl.a. foreslået at bruge ca. 25 mia. kroner ekstra om året på sikring af de ydre grænser, knap 40 mia. på fælles forsvar samt flere midler på bl.a. forskning, innovation, energiforsyning, infrastruktur og internet – herunder skal især den europæiske grænsebeskyttelse Frontex ifølge informationer fra Der SPIEGEL udbygges markant.

Til gengæld er der tale om en mulig drastisk nedskæring i regional- og landbrugsstøtten på flere hundrede milliarder euro i rammebudgettet. Da den fælles landbrugsstøtte udgør ca. 38 procent af budgettet, handler det for hele perioden om intet mindre end 3.000 mia. kroner til bl.a. markedsreguleringer og direkte betalinger til landbrug og udvikling af landdistrikter.

Det hollandske krav går som eksempel her på at have markant færre direkte betalinger i landbrugsstøtten og istedet flere midler til fødevaresikkerhed og miljø. Andre har supplerende foreslået at reducere forskellene i landbrugsstøtten mellem medlemslandene. Selv Macron har direkte udtalt, at landbruget – også det franske – nok skal have mindre af kagen. For en fransk præsident er det et lidt af en hellig ko at slagte og dermed et tegn på, at der vil ske stærke omprioriteringer i den sektor.

Straf til de illiberale

En anden vigtig post i budgettet er kriterierne for regionalstøtten i den såkaldte samhørighedsfond, der udgør det næststørste område. Den hjælper for tiden især lande og regioner, der har en bruttonationalindkomst (BNI) på under 90 pct. af gennemsnittet i EU, med at indhente deres socioøkonomiske efterslæb i kraft af en bæredygtig udvikling, som det hedder i EU-jargon. Uagtet, at langtidsvirkningerne er omstridte, kan der med små justeringer i procentsatsen og kriterierne ændres voldsomt meget på, hvor støtten havner.

Ifølge rapporter fra bl.a. Financial Times og Der SPIEGEL vil der ske en betragtelig omfordeling af midler fra Øst- til Sydeuropa – en debat, der bl.a. hænger sammen med forslag om at gøre midlerne afhængige af medlemslandenes retsstatslighed.

I februar udtrykte Macron det meget direkte: der bør ikke udbetales midler fra samhørighedsfonden til lande, som bedriver social dumping og løndumping, ligesom der kun skal flyde midler til de lande, der overholder EU’s demokratiske værdier og og principper om retsstatslighed.

»Jeg vil være imod er europæisk budget, der ville bidrage til at finansiere en øget social eller skattemæssig divergens samt uenigheder om værdier,« sagde Macron ifølge online-magasinet Politico. Uden at nævne navne tilføjede han her, at lande, der får penge fra EU og samtidig gør nar af EU’s regler og værdier, »får os til at ligne idioter«.

Det store uløste spørgsmål er dog stadig, om det er muligt at lave et praktisk og juridisk holdbart grundlag for en fordeling baseret på retsstatslige principper. Og dertil: om det er taktisk klogt.

En aftale vil tage år

Uanset hvor hård tonen måtte blive, vil det tage lang tid at forhandle den flerårige finansielle ramme på plads. Formelt bliver forordningen, der fastlægger den flerårige finansielle ramme, først foreslået af den europæiske kommission. Herefter skal den godkendes i Europa-Parlamentet og enstemmigt vedtages i Det Europæiske Råd.

Det er efterhånden kun EU-Kommissionen selv, der tør håbe på, at rammen er færdigforhandlet før valget til Europa-Parlamentet i maj 2019. Blandt politikere og kommentatorer mener de fleste, at det er mere realistisk, at budgettet først bliver forhandlet færdigt i løbet af 2020 – også selv om kommissionen truer med, at panikløsninger og forsinkelser kan være yderst skadelige for langsigtede projekter inden for f.eks. forskning og infrastruktur som Femern-broen.

Hvis den franske økonomiprofessor Jean Pisani-Ferry, der ser rammeforhandlingerne som et udmattende skuespil, får sine anbefalinger opfyldt, vil der vitterligt komme helt nye helt nye budgetboller på EU-suppen.

»Den Europæiske Union voksede op i en verden, hvor den i sikkerhed kunne koncentrere sig om sin egen velstand,« mener Jean Pisani-Ferry.

»Den verden er væk. Hvad vi nu konfronteres med, er en ny definition af offentlige goder i EU, og det bør få dybe konsekvenser for budgettet,« mener han.

At han som Macrons rådgiver er stærkt proeuropæisk, er der ingen tvivl om. Men ligesom Macron taler han og en lang række øvrige progressive meningsdannere med store bogstaver, som pressen ynder at citere. Om de vil sætte sig igennem over for de mere lavmælte og konservative kræfter, er blot et af de mange åbne spørgsmål i de kommende måneders og års kamp, strid og skuespil om den enorme ’flerårige finansielle ramme’ fra 2021-27.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bettina Jensen

"»Så starter teatersæsonen i EU. Skuespillet, der hedder ’budgetforhandlinger’, opføres hvert syvende år. Det sætter giverlandene op mod modtagerlandene i EU, og de reformivrige mod de konservative. Efter aktørerne er blevet helt udmattede af at bluffe, mobbe, afpresse og bedrage, enes alle om nogle minimale forandringer.«"

En understregning af at EU-systemet reproducerer alle de dårligdomme, vi kender fra de hjemlige, nationale parlamenter og som får almindelige mennesker til at resignere, blive frustrerede og apatiske ... og give op overfor det politologiske, undskyld politiske. Og dermed forstærkes afviklingen af det helt nødvendige, folkelige engagement og kontinuerlige bidrag til demokratiudvikling.

Espen Bøgh

Man bliver helt rundforvirret af disse svimlende talstørrelser, der fordi vi er medlem af EU skal lægges oveni vore egne landes økonomiske størrelser, der skal betales via skattekronerne fra det arbejdende folk.

Dertil kommer såvel tidshorisonten for omtalte budget 2021-27, der så igen skal sættes i relation til dets forelæggelse allerede nu i 2017 - 4 år før det skal træde i kraft.

Det er som at sige; "her i EU arbejder vi meget meget langsom", og ikke nok med det; " her i EU skubber vi demokratiet væk, ved at vedtage budgetter så langt ud i fremtiden, at borgerne ikke kan få indflydelse på det, eller huske hvem der stod for hvad, så vi kan risikere ikke at blive genvalgt, for vore handlinger"!

EU er blevet den mest udemokratiske institution i Europæiske politik, som borgerne skal lade være med at stemme på næste gang, der er valg til EU, det er nemlig det eneste demokratiske vi som borgere kan gøre, og som giver politikerne den modstand de fortjener for dette udemokratiske væsen de har ført med sig.

Der er jo snart intet folkeligt i den måde de teer sig på overfor borgerne.

Eva Schwanenflügel, Michael Friis, Bettina Jensen og Ole Bach anbefalede denne kommentar

Så kan vi da lægge den med at EU er fredens projekt i graven..

EU er skabt af landbrugs- og andre industriinteresser..

Hvis man bor i et land, der stort set mangler alle den primære sektors mineraler og andre råstoffer, er man nødt til at eksportere varer eller/og service, for at kunne importere - i øvrigt bl.a. også råstoffer til eksportproduktion.

Og medens f.eks. USA er en udenrigshandel på mindre end 11% af al USA-handel, har Danmark altså udenrigshandel for 87%.

Og hvis man er borger et råvarerfattigt land med en såkaldt "lille åben økonomi", tror jeg, at man har fordel af en toldunion som EU udgør.

Det betyder absolut ikke, at EU på en række områder ikke kan fungere bedre. Men samarbejdet koster altså penge, nogle til drift og herunder beskyttelse af de ydre grænser, men flest penge går der til støtte for landbruget. Danmark står for 6,2 mia. DKK. til EU, men da det skal vejes op mod et BNP på mere end 2.000 mia. DKK, må det jo siges at være pebernødder - eller 0,31% af BNP..

Touhami Bennour

Man skal lægge de tilskud Norge gav til palestinæsisk ONG organisationer og som er stoppet, så bliver det 11 tusind milliarder plus, siger vi, 200 millioner norske kroner.