Læsetid: 10 min.

I dag er det 400 år siden, at Trediveårskrigen brød ud. Men dens uregulerede krigsførelse er ved at vende tilbage

For 400 år siden begyndte den fatale Trediveårskrig, der skulle ændre Europa for altid. Information har mødt den tyske politologiprofessor Herfried Münkler, der i sit nye storværk om Trediveårskrigen bruger ’krigenes krig’ som prisme til at forstå nutidens Mellemøsten
’Vinduesudsmidningen i Prag’ i 1618 blev startskuddet til en af de værste krige i Europas historie: Trediveårskrigen. I dag sammenligner politologiprofessor Herfried Münkler ’vinduesudsmidningen i Prag’ som krigsudløser med Det Arabiske Forår i 2011.

’Vinduesudsmidningen i Prag’ i 1618 blev startskuddet til en af de værste krige i Europas historie: Trediveårskrigen. I dag sammenligner politologiprofessor Herfried Münkler ’vinduesudsmidningen i Prag’ som krigsudløser med Det Arabiske Forår i 2011.

Maleri af Matthaeus Merian (1593-1650)/Scanpix

23. maj 2018

MAGDEBURG – Den 23. maj 1618 var en kold forårsmorgen som så mange andre i Prag. Men hen mod nitiden bevægede en stadig større og stadig mere ophidset menneskemængde sig gennem byens centrum – op mod Hradčany-borgen, hvor kejserens statholdere holdt til. De skulle svare menneskemængden på, hvorfor kejseren havde forbudt stænderforsamlingen at mødes, og om rygterne talte sandt: at kejseren havde planer om et attentat mod forsamlingen for at styrke fyrstehuset Habsburgernes position i Bøhmen.

Med den lutheranske leder af den bøhmiske adel i spidsen »braste de uanmeldt, endda kækt og med stor frækhed ind i landsdagssalen«, som det hedder i en optegnelse fra borggrevens svigersøn Jaroslaw von Martinitz.

Få minutter senere skete det: Martinitz og den katolske modreformator Wilhelm Slavata blev overmandet og ’defenestreret’ – eller på godt dansk: kylet ud af vinduet og ned i slotsgraven. Da den ophidsede forsamling allerede var godt i gang, røg sekretæren Fabricius samme vej.

De vidste udmærket, at deres politiske happening var begyndelsen på et bøhmisk oprør mod Habsburgerne. Men at to ud af de tre skulle overleve uden varige mén, vidste de ikke. Og de vidste slet ikke, at de med ’vinduesudsmidningen i Prag’ netop havde givet startskuddet til en af de værste krige i Europas historie: Trediveårskrigen. Frem til Den Westfalske Fred i 1648 skulle den koste over en tredjedel af befolkningen livet i det tysksprogede område, og den skulle trække historiske tråde op til i dag.

Krigerisk kludetæppe

Få mennesker kender denne uhyre komplicerede krig bedre end den tyske politologiprofessor Herfried Münkler. I anledning af 400-året har han udgivet den knap tusind sider lange og anmelderroste Trediveårskrigen 1618-1648 – Europæisk katastrofe og tysk traume.

»Som ’vinduesudsmidningen i Prag’ antyder, er der næsten uoverskueligt mange niveauer i Trediveårskrigen,« siger han, da Information møder ham efter et bloddryppende foredrag i Magdeburg. 

Trediveårskrigen 1618-1648

Krigen begynder den 23. maj 1618 med ’vinduesudsmidningen i Prag’. Historikere strides om, hvorvidt der er tale om én krig eller en lang række parallelle konflikter og krige i Europa i perioden 1616-1648. Hertil hører bl.a. krigene mellem Bøhmen og Pfalz, mellem Danmark og Niedersachsen og mellem Sverige og Frankrig.

De mange krige og konflikter, der kostede omkring otte millioner menneskeliv, udspillede sig især i det Tysk-Romerske Rige. De handlede både om konfessionsspørgsmål i kølvandet på reformationen, om territorial- og magtspørgsmål, om de overordnede magtbalancer i Europa og om et opbrud i magtforholdene mellem stænderne.

Krigen blev afsluttet med den Westfalske fred i 1648, som skabte en nyordning af både magtforholdene i Europa og reguleringen af krig mellem suveræne stater.

Under Trediveårskrigen tilsluttede Magdeburg sig den svenske Gustav Adolf og måtte i 1631 betale dyrt for denne alliance, da byen blev totalt ødelagt.

»Religionskrig, reformation og modreformation var kun én dimension. Stændernes opstand, bondeoprør, elementer af borgerkrig,« remser Herfried Münkler op, »og selvfølgelig statskrige og krige om det hegemoniale herredømme og magtfordelingen i Europa. Det var kulminationen på det forgangne århundredes konflikter.«

At det ofte foregik med fronter på tværs af trosretninger i de overlappende krige mellem magter som Bøhmen, Pfalz, Danmark, Niedersachsen, Sverige, Polen, Spanien, Frankrig, Wien og Rom, gør det ikke mere overskueligt. Heller ikke selv om slagene overvejende blev udkæmpet på det, der i dag er tysk territorium.

En ny verdensorden

Ud over at fortælle blodige anekdoter og portrættere figurer som Tily, Wallenstein og Christian IV har Herfried Münkler åbenlyst en mission med sine udredninger om krigens økonomi og taktik og om fredens logik.

»Jeg er netop ikke historiker, men politolog,« siger han.

»Min interesse for historie er ikke at opfylde Leopold von Rankes (tysk historiker fra det 19. århundrede, der anses som grundlæggeren af videnskabelig historieforskning, red.) mål om at beskrive, ’hvordan det egentlig var’, men at beskrive, hvad historiske mønstre kan forklare os om nutiden.«

I dette lange historiske bakspejl, som Münkler kalder det, er man nødt til at begynde med slutningen – altså med Den Westfalske Fred, der blev sluttet efter 30 års krig og mindst fire års forhandlinger på et tidspunkt omkring 1648.

På den geopolitiske overflade var resultatet af denne krig om verdensordenen, at Europa blev inddelt i hegemoniale sfærer mellem de fem stormagter Spanien, Frankrig, England, kejserdømmet i Wien og Sverige. For Tysklands vedkommende blev der ikke skabt en suveræn stat, men i stedet holdt fast i Det Tysk-Romerske Rige. Selv efter Prøjsens opkomst skulle Den Westfalske Freds orden her bibeholde sin betydning. Den orden og anskuelse af politik som stormagternes spil blev i store træk også bekræftet i Wienerkongressen efter Napoleonskrigene i 1814-15, påpeger Münkler. Dermed har den haft stor betydning op i det 20. århundrede.

Fredens tabte logik

»På et grundlæggende plan havde Den Westfalske Fred formået at skelne mellem forskellige typer af krig,« siger Herfried Münkler.

»I virvaret af religionskonflikter, grænseforskydninger, sociale kampe og krige om den overordnede hegemonialmagt i Europa fik Den Westfalske Fred adskilt de forskellige konfliktniveauer. Det gælder især konfessionsspørgsmålene og øvrige magtspørgsmål.«

Et resultat af Den Westfalske Fred var således, at ligeberettigede stater med samme status og rettigheder kunne forhandle på lige fod.

»Den Westfalske Fred definerede to klare tilstande, nemlig krig og fred. Det lyder banalt, men det er rasende vigtigt,« siger Münkler.

»I reglen var der slet ikke erklæret krig, fordi det fra magthavernes side blev betegnet som oprør, der skulle slås ned. Det her uklare system blev udredt, idet der blev skabt et binært system med tilstandene krig og fred, som dermed også bliver juridisk tilgængelige kategorier. Det bliver afgørende for den europæiske folkeret.«

Fra dette punkt springer Herfried Münkler ubesværet frem og tilbage mellem nutiden og Trediveårskrigen i det 17. århundrede.

Allerede i sit værk De nye krige, som udkom i 2002 i kølvandet på terrorangrebet 11. september 2001, opstillede politologiprofessoren den tese, at den verdensorden, som blev indstiftet med Den Westfalske Fred, de seneste årtier er begyndt at falde sammen for øjnene af os med stadig flere små krige og terrorismens opblussen. Som det var tilfældet under Trediveårskrigen, udkæmpes nutidens krige stadig sjældnere mellem nationalstaters hære og stadig oftere mellem krigsherrer, lejesoldater og terrorister, der går efter civilbefolkningen og symbolske mål – som f.eks. i Balkankrigene, i Ukrainekonflikten og Mellemøsten.

»I disse mange ’små krige’, der stiler mod terror og vold mod civilbefolkningerne, kan der ikke længere skelnes skarpt mellem regulære tropper, lejesoldater og civile bander – altså kort sagt mellem kombattanter og ikkekombattanter,« siger han.

Dermed bliver disse krige heller ikke afsluttet eller fuldendt med de forskrifter, som krigsteoretikeren Carl von Clausewitz har betegnet som ’underkastelsesstrategien’, fordi de ikke længere kulminerer i store afgørende slag, som kan munde ud i en fredskontrakt med en vinder og en taber.

»Da Bush den 11. september 2001 fik at vide, hvad der var sket, reagerede han med et: ’Åh, nu er vi i krig.’ Men end ikke USA’s svar på 11. september var at regne for krig. Når en amerikansk drone udsletter en terroristisk aktør i Afghanistan, er det nærmere en slags politiaktion. Lige som i Putins hybride krigsførelse, ser vi en tredje tilstand mellem krig og fred. De klare skel fra Den Westfalske Fred og den historiske orden, der fulgte, er gået til grunde.«

De uendelige krige

Paralleller mellem Trediveårskrigen og Mellemøsten i dag er der rigeligt af, mener Herfried Münkler, der i bogens sidste kapitel historisk bramfrit sammenligner ’vinduesudsmidningen i Prag’ som krigsudløser med Det Arabiske Forår i 2011.

Parallellerne gælder ikke mindst Syrien, hvor allianceforholdene er under konstant forandring. Men helt overordnet kan Mellemøsten ses som en moderne udgave af det Tysk-Romerske Rige, hvor der sidder en række stormagter og trækker i trådene i baggrunden, mener Münkler.

Under Trediveårskrigen var det især Frankrig og Spanien, der sendte både penge, tropper og forsyninger. Tragedien i Syrien er ligeledes præget af det, Herfried Münkler betegner som den »åbne krigsøkonomi«. I lukkede krigsøkonomier brænder krige og konflikter ud af sig selv efter få år, når ressourcerne bliver knappe nok. Men som i Trediveårskrigen fodrer eksterne aktører som Tyrkiet, Saudi-Arabien, Iran og Rusland krigen udefra.

»Ved forhandlingerne omkring 1648 var et af de store spørgsmål: Hvem betaler soldaterne? De har ikke tænkt sig at takke af, før de har fået deres løn,« siger Münkler.

Det kan igen blive relevant, efter at Islamisk Stat ikke længere har territorium af betydning.

»Det spørgsmål er atter vigtigt i dag. For vi ved ikke, hvad der sker med alle de IS-kæmpere, der bliver arbejdsløse i Syrien.«

Blå bog: Herfried Münkler

  • Født 1951.
  • Professor i politologi ved Humboldt Universitetet i Berlin og en af Tyskland mest indflydelsesrige politiske kommentatorer.
  • Kendt for sin forskning i Machiavelli og for bøgerne ’De nye krige’ (2002), ’Imperier – verdensherredømmets logik’ (2005), ’Magten i midten – Tysklands nye opgaver i Europa’ (2015) samt ’De nye tyskere’ (2016).
  • Hans aktuelle bog ‘Der Dreißigjährige Krieg. Europäische Katastrophe, deutsches Trauma 1618-1648‘ er udkommet på forlaget Rowohlt.

Ud over de mange allianceforhold i Mellemøsten, som baserer sig på såvel religiøse, økonomiske, politiske og geostrategiske interesser, handler det selvsagt også om, hvem der bliver den dominerende hegemonialmagt i Mellemøsten.

»Bliver det et shiitisk præget Iran, et sunnitisk præget Saudi-Arabien eller måske et Tyrkiet med neoosmanniske storhedsfantasier? Og hvornår vågner Egypten som aktør,« spørger Münkler.

»Dertil kommer alle grænsespørgsmålene i Mellemøsten, som har været omstridte siden slutningen af Første Verdenskrig, og hvor de russiske interesser – som forventeligt – er genopblusset.«

Magt før værdier

Tyske historikere har ikke været sene til at påpege, at Münklers sammenligninger nedtoner virkeligheden i det 17. århundrede, hvor det især handlede om nationalstaternes kamp mod det habsburgske monarki. Men for politologiprofessoren handler det ikke om at drage paralleller for parallellernes skyld, men om at spørge, hvad vi kan bruge de historiske mønstre til i dag.

Blot at kræve en ’westfalsk fred’ i Mellemøsten, nytter ikke meget, mener han. Spørgsmålet er, hvordan man når til fred. Med et samtykkende nik bekræfter han, at en pædagogisk hovedpointe med hele hans behandling af Trediveårskrigen er at guide europæerne og især tyskerne ud af den meget værdibundne udenrigspolitik og hen mod en mere kalkulerende magtpolitik.

»Vi henviser gerne til ret, rettigheder og konventioner og overser det strategiske og realpolitiske niveau,« mener Münkler.

Hans ansigtsudtryk afslører, at han ikke har det fjerneste imod, at hans kolde realisme virker som en rød klud for øjnene af de fleste tyskere.

»Til en start kunne europæerne erkende styrkeforholdene i Syrien,« mener han.

»Det gælder f.eks. russernes overlegenhed, fordi de bl.a. har forbundet sig med Assad og med den iransk-støttede Hizbollah-milits.«

Læren af historien er her, at krige, der føres ud fra rationelle kalkuler, er langt nemmere at afslutte, end krige, hvor værdier, religiøs solidaritet eller diffuse ambitioner spiller hovedrollen.

»Et grundlæggende spørgsmål er, om vi er parat til at tilsidesætte vores egne værdiforestillinger for at opnå fred? En forudsætning for Den Westfalske Fred var, at de religiøse sandhedskrav og de værdimæssige bindinger i det religiøse blev tilsidesat, og man i stedet fokuserede på benhårde interesser. Magtkrav og interesser har den store fordel, at der kan skabes kompromisser om dem. De kan deles. Sandheder kan man ikke dele,« siger den tyske politolog.

Ubehagelige partnere

Han håber på, at europæerne vil holde op med dogmatisk at insistere på internationale retlige bestemmelser for i stedet at fokusere på strategiske kompromisser.

»Vi skal ud af den stramme værdiorientering, hvilket også indebærer, at vi må indlade os med ubehagelige samtalepartnere. Hvis vi ikke kan komme af med Assad, er vi tvunget til at forholde os til, hvordan vi kan komme overens med ham,« siger Münkler.

Med et udfordrende blik tilføjer han, at det måske også var en europæisk mulighed at indgå et kompromis om Krim for til gengæld at få en aftale med Rusland om Mellemøsten, som i hans øjne er et langt mere påtrængende praktisk problem for Europa end Krim med millioner af syriske flygtninge og et Libanon på randen af sammenbrud.

Når vi de sidste årtier har oplevet en genopblussen af asymmetriske krige i grænsefeltet mellem krig og fred, er vi tvunget til at gå realistisk og magtorienteret til værks for at skabe den fornødne klarhed, mener han.

»Når de mange konfliktlinjer er tilpas sammenflettede, og når der er tilstrækkeligt mange bevæbnede organisationer som Islamisk Stat eller al-Qaeda, er der så mange aktører med så mange agendaer, sårbarheder og rationaler, at der ikke kan skabes politisk stabilitet. Som organisation er Islamisk Stat f.eks. slået ned som territorialt fænomen, så nu lever den atter som netværk,« siger Münkler.

»I den situation er krig noget helt andet, end når min fjende efter et nederlag også er tvunget til at resignere i forhold til at indfri sine politiske ambitioner. Vi står i en ny tilstand, men den har historiske paralleller. Derfor er Trediveårskrigen også yderst interessant i dag, selv om den ligger 400 år tilbage. Desværre, kan man sige.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Espen Bøgh
  • Henrik Leffers
  • Søren Peter Langkjær Bojsen
  • Benno Hansen
  • Torben K L Jensen
  • Stig Bøg
  • Christian Skoubye
Espen Bøgh, Henrik Leffers, Søren Peter Langkjær Bojsen, Benno Hansen, Torben K L Jensen, Stig Bøg og Christian Skoubye anbefalede denne artikel

Kommentarer

Claus Simonsen

Umådeligt interessant artikel ... læste den med fryd. I papirudgaven af avisen står der i faktaboksen at "[trediveårskrigen] blev afsluttet med den Westfalske Fed i 1648" ... man ser for sig hvorledes Europas renæssancefyrster efter udskejelserne samles om en hyggelig pibe ... :-)