Læsetid: 4 min.

EU har selv skabt den italienske populistkrise

Europas fravær af solidaritet over for Italiens fortsatte problemer med tilstrømning af illegale migranter har gødet jorden for italienernes uventede EU-fjendtlige populisme. EU har kun få måneder til at rette op på miseren – i modsat fald står de italienske populister til ny valgsejr og et styrket mandat
Leder af partiet Lega Matteo Salvini i Pisa under valgkampen i Italien. Partiet beskrives som populistisk, og skeptikere frygter, at det vil være med til at udgøre Europas første populistiske regering. Men det vil langt fra være Europas første populistiske regering, skriver den hollandske politolog Cas Mudde.

Leder af partiet Lega Matteo Salvini i Pisa under valgkampen i Italien. Partiet beskrives som populistisk, og skeptikere frygter, at det vil være med til at udgøre Europas første populistiske regering. Men det vil langt fra være Europas første populistiske regering, skriver den hollandske politolog Cas Mudde.

Aleandro Biagianti

1. juni 2018

Udsigten til at et eller flere populistiske partier vil lede Italiens næste regering – som vil skulle dannes efter nyvalg til efteråret – sender chokbølger gennem Europa. Endnu engang må EU se sig stillet over for en eksistentiel trussel.

Status quo er under belejring af populistiske bevægelsers ubønhørlige fremmarch. Skygger fra Europas dystre nylige fortid kommer på ny til syne over kontinentet. Flere kommentatorer taler frygtsomt om Vesteuropas ’første populistregering’ – ja, nogle har sågar sammenlignet koalitionen mellem den ’røde’ Femstjernebevægelse og det ’brune’ Lega-parti med Hitler og Stalins ikke-angrebspagt fra 1939.

De to partier stod allerede over for at skulle indlede et regeringssamarbejde, da Italiens præsident, Sergio Mattarellea, intervenerede. Ved nyvalget kan deres mandat blive yderligere styrket.

De fleste avisledere og analyser om den seneste politiske udvikling i Italien har tre ting til fælles:For det første afspejler de en begrænset forståelse af italiensk politik i almindelighed og af Femstjernebevægelsen, M5S, i særdeleshed. For det andet lider de under historisk perspektivforsnævring, når de stiltiende forudsætter, at populisme først er vokset frem i det 21. århundredes Europa. For det tredje fokuserer de på skeptiske og fjendtlige følelser over for EU i de to italienske populistpartier, men forholder sig slet ikke til eventuelle valide kritikpunkter, som kunne forklare disse følelser.

Faktum er, at hverken M5S eller Lega er ekstremister eller for den sags skyld antidemokratiske. Lige så lidt er M5S et venstreradikalt parti, ja, vel knap nok venstreorienteret. Som eksperter for nylig har pointeret, stort set for døve øren, er M5S en bevægelse uden kerneideologi. Dets nominelt venstreorienterede positioner (f.eks. i forhold til miljøbeskyttelse og gratis internet) flyder sammen med højreradikale holdninger og alliancer til højre. M5S har således i Europa-Parlamentet valgt at indgå i gruppen Europa for Frihed og Direkte Demokrati, som også britiske UKIP tilhører. Nok så afgørende blev M5S Italiens største parti på at føre en valgkamp, hvis mærkesager var modstand mod EU og indvandring.

Populistiske forgængere

For det andet ville en regering af M5S og Lega aldeles ikke være den første populistregering i hverken Europa, Vesteuropa eller Italien. Populistiske regeringer så vi i Østeuropa i Rumænien og Slovakiet i 1990’erne, og pt. er populistregeringer ved magten i Ungarn og Polen.

Også Vesteuropa har haft og har stadig populistregeringer. Andreas Papandreous PASOK-regeringer var populistiske, især i 1980’erne, og den siddende regering i Athen er en veritabel koalition af venstre- og højrepopulisme.

Desuden var efterkrigstidens første højrepopulistiske regering i Vesteuropa – ja, de kvikke læsere har sikkert gættet det – en italiensk regering. I 1994 kunne Silvio Berlusconi danne sin første koalitionsregering bestående af hans højrepopulistiske Forza Italia, den populistiske højreradikale Lega Nord (Legas forgænger) og den postfascistiske National-Alliance (AN).

Endelig findes der bag den flodbølge af politisk vrede, der bragte M5S og Lega til magten, en lille og forholdsvis ufortalt historie om EU-fiaskoer.

En nylig Kantar-meningsmåling om europæiske befolkningers holdninger, der blev bestilt af Europa-Parlamentet, viste, at »europæere elsker EU (og populister også)«. Italienerne elsker imidlertid deres populister meget mere, end de elsker EU. En holdning, der næppe vil ændre sig under indtryk af  EU’s reaktioner på det seneste valg, herunder antydninger af, at det italienske vælgerflertals valg vil få negative økonomiske konsekvenser for landet.

Italien har den laveste befolkningsprocentdel, der siger, at deres land har haft gavn af EU-medlemskabet (44 pct.), og den højeste procentdel af dem, der siger, det ikke har haft gavn af det (41 pct.). Det resultat skal ses i lyset af den kraftige tilbagegang i EU-støtte, der blev konstateret i Italien allerede i 2015. Men hvor mange lande oplevede lignende tilsvarende fald i 2015, er den folkelige tilslutning til EU siden 2017 genoprettet. Dog ikke i Italien.

Flygtningekrise

Årsagen er klar: Nedgangen i EU-støtte i hele Europa hang primært sammen med til den såkaldte flygtningekrise.

Da krisen blev ’løst’ gennem aftalen mellem EU og Tyrkiet, begyndte støtten at stige igen. Parallelt hermed begyndte støtten til de højre-populistiske partier at aftage (om end den stabiliserede sig på et højere niveau end før). Italien har nu brudt denne europæiske tendens, fordi illegal migration vedblev at være et stort problem i landet.

For et år siden på en workshop i Berlin opfordrede et parlamentsmedlem fra Italiens daværende regerende centrum-venstre-parti sine socialdemokratiske kolleger til at hjælpe Italien med at håndtere landets løbende tilstrømning af asylansøgere. Men som sine landsmænd og kolleger i Bruxelles blev hun ikke bønhørt. Skræmte over, at en anerkendelse af en ’krise’ i Italien ville bringe flygtningespørgsmålet tilbage på dagsordenen i deres egne lande og afsløre, at ’problemet’ overhovedet ikke var løst, foretrak de andre europæiske lande at ofre Italien for unionens påståede bedste.

Således handlede den italienske valgkamp overvejende om indvandring og modvilje mod indvandring kombineret med EU-fjendtlige følelser. Som Grækenland før det forandrede Italien sig fra at være et stærkt pro-EU-land til at være et stærkt euroskeptisk land – og det inden for få år.

Der er mange rent interne grunde til de politiske og sociale dårligdomme i begge lande, men EU’s manglende solidaritet med dets svagere medlemsstater, der betaler prisen for et fælleseuropæisk problem, har ubetinget bidraget til at forværre situationen.

Når italienerne igen skal stemme, formentlig i sensommeren, har EU et par måneder til at forsøge at rette op på i det mindste nogle af de seneste års skader ved åbenlyst at anerkende Italiens immigrationsproblemer og tilbyde ægte hjælp og solidaritet. Hvis det ikke gør det, vil vi se et endnu stærkere Lega i spidsen for solid højre-koalitionsregering eller for en yderligere styrket EU-fjendtlig koalition.

Cas Mudde er hollandsk politolog og populismeforsker

© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Ifølge Mathias Sonne blomstre vreden pt. om kap med citronerne, hvilket kan resultere i at Italien forlader samarbejdet om euroen. 
Læs også
»Italien er trods politiske og økonomiske problemer eurozonens tredjestørste økonomi næst efter Tyskland og Frankrig. Skulle det kommende topmøde blive lammet af en politisk krise i Italien, vil det være et stort slag for reformprocessen, ikke mindst i forhold til den del af det, der handler om at komme i mål med den europæiske bankunion.« skriver Jakob Vestergaard.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Poul Erik Riis
  • Ejvind Larsen
Poul Erik Riis og Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Cas Mudde

Spændende artikel - og jeg tror helt bestemt, at du har ret i, at "EU’s manglende solidaritet med dets svagere medlemsstater, der betaler prisen for et fælleseuropæisk problem, har ubetinget bidraget til at forværre situationen."

Det er straks sværere at finde på en løsning af flygtninge- og migrantkrisen.

EU Kommissionen kom med et solidarisk fordelingsforslag, der omfattede et mindre antal flygtninge; men kunne ikke engang få dette begrænsede forslag implementeret.
Forslaget blev torpederet af de enkelte lande i smukt samarbejde med Det europæiske Råd.

Hvis vi blot ser på Danmark, så snoede vi os dengang udenom ved at henvise til Holger K's Retsforbehold - og vi står nu overfor et Folketingsvalg indenfor et år, så ....

Men jeg forstår sagtens, at italienerne giver alle os andre fingeren ved at stemme som de gør.

Touhami Bennour

Hvad har flygnins og immigrant crise at gøre med "Euroen og gældsproblemer i Europa. Jeg har læst i Politikken i går At "65 % af dansker er imod Islam, og det betyder de er imod folk født i et muslimsk land uanset deres politiks holdninger. Forfatteren af artiklen forbinder den med "Danskhed" og ikke med racism eller religiøs overbevisning, og jeg er enig i, Dansker går ud fra at arabisk( og det er det det drejer sig om) er lig "olie rigdom" og de skal ikke være, de er ikke europeere og slet ikke "Dansker" til at gå ind i en rigklub som Norge" eller scandinavien.
Populismen er I virkeligheden en syg fortælling af Europa der har de ikke godt. Men hvem begyndte, hvem var foregangsland? Jeg ved det ikke men europa steger nu i sin egn fedt. Flygningskrise var skabt af den verdensorden som tjener Europa mest. Der er total forvirring.