Læsetid: 5 min.

»Euroen har bragt os italienere i knæ. Hvorfor skulle vi ikke melde os ud?«

Den kommende italienske regering, der nu har færdigforhandlet et regeringsgrundlag, er på kollisionskurs med EU. Mens det giver anledning til bekymring i Bruxelles, støtter store dele af den italienske befolkning et opgør med euroen, som får skylden for landets økonomiske stagnation
Legas leder, Salvini (t.h.), har beskrevet euroen som ’en af de største økonomiske og sociale forbrydelser, der er blevet begået mod menneskeheden’.

Legas leder, Salvini (t.h.), har beskrevet euroen som ’en af de største økonomiske og sociale forbrydelser, der er blevet begået mod menneskeheden’.

Alessandro Serrano

18. maj 2018

UDINE – Er Italien på vej ud af euroen? Det er i virkeligheden ikke det afgørende spørgsmål, mener Mario Gollino, en erhvervsleder i det nordøstlige Italien.

»Det er slet ikke nødvendigt for Italien at træde ud. Den europæiske fællesvaluta vil alligevel falde fra hinanden og ophøre med at eksistere,« forudser han.

»Euroen har været en katastrofe, og vi har mistet 20 år på det her eksperiment.«

Italiens forhold til euroen er blevet debatteret længe, men i denne uge endnu heftigere end normalt i forbindelse med regeringsforhandlingerne mellem de to store vindere af parlamentsvalget i marts, det højrenationale Lega og protestpartiet Femstjernebevægelsen.

Begge partier er yderst euroskeptiske. Og i sådan en grad, at de mandag i et udkast til et regeringsgrundlag luftede muligheden for en italiensk euroexit og fremsatte en målsætning om, at den europæiske centralbank skal sløjfe 250 mia. euro af Italiens gæld.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

John Christensen

»Euroen har bragt os italienere i knæ. Hvorfor skulle vi ikke melde os ud?«

Aarrhhh.....mon ikke det snarere er EU som sådan der har trykket italienerne "i knæ"?

Om mønten hedder Lire eller Euro, kan ikke være så vigtig - det er den politik der knyttes til projektet som galt.

Fedt hvis Italien vælger en euroexit, fordi det vil svække Unionen - og gøre det nemmere at gennemføre et Daxit, altså et Danmark udenfor EU.

Mit argument for Daxit vil dog ikke være økonomi, men derimod et argument om selvbestemmelse. Præcis som i Storbritanien, er "her og nu økonomi" ikke det afgørende - det er der imod det forhold at Bruxelles vil bestemme over vores gøren og laden. Nu også på sikkerheds og forsvarsområdet. Lad det ikke ske.

EU nej tak.
Britere, danskere og italienere vil være herrer i eget hus, koste hvad det vil.
Dø om så det gælder - vi må åbenbart ikke stemme om det.

Lad blot Euroen bryde sammen af sig selv, fordi konstruktionen ikke holder, men vi skal hele EU til livs, hvis vi vil en demokratisk fremtid i Europa. EU kan ikke ændres indefra, fordi traktaten er forkert opbygget.
EU sikrer kapitalen og ikke europas befolkninger - det er hovedproblemet med EU konstruktionen.

God dag der ude

Olav Bo Hessellund, Leo Nygaard og Per Torbensen anbefalede denne kommentar

Detligt emne det der EU. Der er tilstrækkelig mange tilhængere og modstandere til, at man altid kan sætte en artikel sammen med nogle markante meninger.

Espen Bøgh

Den politiske kultur der har udviklet sig i EU, og som ikke vil ændre sig, bliver årsagen til EU vil bryde sammen - før eller siden.

I øjeblikket ser det ud til at blive Balkan der skal have den store opmærksomhed i EU, og man atter klynger sig til det oprindelige budskab om EU, som en revitalisering af "fredens projekt".

Imidlertid ser vi også de gamle mønstre fra Balkankrigen, stikke deres hoved frem igen, så løsningen dengang ser ud til at smuldre langsomt men sikkert, så krigen for "freden" og opdelingen af Jugoslavien i små landenklaver med nye lokalnavne, der fulgte kun er blevet et mellemspil.

En politisk gentagelse af opdelingen af Mellemøsten(Picot-Sykes aftalen), - som en moderne fortsættelse af slavehandlerkulturen overfor de mindre intelligente folkeslag, og en ret som vesten tog sig efter krigen, til opdelingen af Jugoslavien i mindre enheder.

Optagelsen af nye medlemmer skal så dække over den udeblevne velfærdkontrakt med EU befolkning som EU i et øjebliks angst efter BREXIT lovede, som ny udvikling for EU's borgere i stedet for den absolutte kontrakt med liberalismen entydigt på liberalismens betingelser.

Man klynger sig til magten i stedet for, og vil ikke reformere noget som helst for borgernes liv i EU, imod bedre tider med velstand og velfærd.

Imens vokser modstanden mod EU iblandt borgerne, der ikke ser deres liv være meningsfuldt med arbejde, velstand og velfærd blive en del af fremtiden, og i stedet satser på det nationale som det langt mere sikre og med større identitets fornemmelse for dem og deres liv.

Tyskland satser ensidigt på sparepolitikken, Frankrigs omrejsende præsident leverer ikke varen til franskmændene, og England er i BREXIT, de Østeuropæiske lande vælger stærke højreorienterede magtfuldkomne ledere, og de sydlige lande lider fortsat under krisen.

Kejser mentaliteten i EU med drømmene om endnu mere EU eksisterer fortsat i de øverste politiske lag, som en frelsende faktor for EU og sammenholdet og "fredens projekt", en drømmetilstand der ikke vil forlade dem, - men når der ingen sociale reformer er i sigte, men kun tomme ord fra den politiske elite i elfenbenstårnet, så vender folket sig imod politikerne - først indenlands, som ved BREXIT, Italien og siden vil der kommer flere til i den Vestlige del af Europa.

Den fortsatte politiske nedladenhed overfor borgerne i EU, er af arrogant natur som åbenbart kun lader sig kurere af udmeldinger af EU langsomt men sikkert.

Italien, Holland, Frankrig samt Grækenland kan blive de næste, - og på halvdistancen ser vi allerede flere Østeuropæiske landes stærke højreorienterede ledere lægge afstand til EU, og hvor modsvaret lader til at blive "den hårde linje", - hvilket næppe vil blive accepteret hverken politisk eller i befolkningen, - og spørgsmålet er om ikke de ser, eller lægger, det samme i denne "hårde linje" lige så snærende som dengang under kommunismen, hvor trangen til selvbestemmelse lå øverst på ønskesedlen, - men nu i det "fredelige" EU syntes at gentage sig politisk med modsat fortegn.

Man kan tvivle på om politikerne i EU overhovedet vil indse det - før det er for sent, men så er løbet også kørt for EU.

Det vil være trist med opløsningen af EU som "frihandelsområde", men det er politikerne der misforvalter EU i en sådan grad at opløsning ser ud til at være den eneste løsning på problemerne, og som de ikke under nogen omstændigheder og i stædighed vil indse.

Vivi Rindom, Eva Schwanenflügel og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Leo Nygaard

I ræset mod toppen er der tabere. Men har vi og italienerne overhovedet deltaget i løbet.
Det kommer an på hvem "vi" er. Englænderne er delte. Vi er delte.
Får vi lov til at vise hvor delte. ? Nej, vi får ikke en afstemning om Daxit.
Vi er nemlig et velfærdssamfund, hvor det store flertal er ligeglade.
Og så er politikerne også.