Læsetid: 5 min.

»Euroen har bragt os italienere i knæ. Hvorfor skulle vi ikke melde os ud?«

Den kommende italienske regering, der nu har færdigforhandlet et regeringsgrundlag, er på kollisionskurs med EU. Mens det giver anledning til bekymring i Bruxelles, støtter store dele af den italienske befolkning et opgør med euroen, som får skylden for landets økonomiske stagnation
Legas leder, Salvini (t.h.), har beskrevet euroen som ’en af de største økonomiske og sociale forbrydelser, der er blevet begået mod menneskeheden’.

Legas leder, Salvini (t.h.), har beskrevet euroen som ’en af de største økonomiske og sociale forbrydelser, der er blevet begået mod menneskeheden’.

Alessandro Serrano

18. maj 2018

UDINE – Er Italien på vej ud af euroen? Det er i virkeligheden ikke det afgørende spørgsmål, mener Mario Gollino, en erhvervsleder i det nordøstlige Italien.

»Det er slet ikke nødvendigt for Italien at træde ud. Den europæiske fællesvaluta vil alligevel falde fra hinanden og ophøre med at eksistere,« forudser han.

»Euroen har været en katastrofe, og vi har mistet 20 år på det her eksperiment.«

Italiens forhold til euroen er blevet debatteret længe, men i denne uge endnu heftigere end normalt i forbindelse med regeringsforhandlingerne mellem de to store vindere af parlamentsvalget i marts, det højrenationale Lega og protestpartiet Femstjernebevægelsen.

Begge partier er yderst euroskeptiske. Og i sådan en grad, at de mandag i et udkast til et regeringsgrundlag luftede muligheden for en italiensk euroexit og fremsatte en målsætning om, at den europæiske centralbank skal sløjfe 250 mia. euro af Italiens gæld.

Ifølge italienske medier har de to partier dog siden slettet de to kontroversielle punkter i det endelige regeringsgrundlag, som de forhandlede færdig torsdag. Men at italiensk exit fra eurozonen overhovedet har været sat på skrift så langt henne i forløbet med at danne en ny regering, er tegn på, at Roms forhold til EU kan blive yderst stormfuldt.

Både Legas partileder, Matteo Salvini, og Femstjernebevægelsens leder, Luigi Di Maio, har tidligere åbent erklæret, at de støtter en euroexit. Og under alle omstændigheder lægger partierne op til dyre tiltag, bl.a. borgerløn, en flad skat på 15 procent og en bekostelig tilbagerulning af en pensionsreform.

Det vil bringe det allerede stærkt forgældede Italien på kollisionskurs med EU’s skrappe regler for offentlige budgetunderskud – regler, som de to regeringspartnere anklager for at være skyld i Italiens økonomiske kvaler, og som de lover at gøre op med.

Dømt til at fejle

Lega og Femstjernebevægelsen mangler fortsat at sætte navn på den kommende premierminister, men når det sker, vil det være første gang i EU’s historie, at der sidder en så EU-fjendtlig regering ved magten i et af de store EU-lande, som var med til at grundlægge det europæiske samarbejde.

Mens det skaber bekymring i Bruxelles og andre europæiske hovedstæder, nyder den store EU-skepsis opbakning i dele af den italienske befolkning. Italien var ellers et af de mest euroglade lande, da den fælles valuta erstattede liren som betalingsmiddel i 2002. Men nu får euroen skylden for, at væksten er gået i stå. Italiens BNP er mindre i dag, end det var i 2007, og landets gæld svarer nu til omkring 130 procent af BNP.

»Jeg har været imod euroen, lige siden vi fik den,« siger entreprenøren.

Mario Gollino står i spidsen for virksomheden 4S, der producerer emballage til fødevarer og møbler og bl.a. leverer til Ikea, og han er præsident for industrikonsortiet Cosint.

»Euroen var dømt til at fejle, da der mangler en fælles underbyggende struktur til at holde valutaen oppe. Den er designet med den tyske økonomi i tankerne, og den er uforenelig med vores.«

Han fremviser et ark med statistik over emballageindustriens udvikling. Før euroen blev indført oplevede hans emballagesektor en årlig vækst på tre procent. Men for hele perioden siden euroen blev indført, har væksten blot været 11 procent i alt.

»Alle bruger emballage. Og når der ikke er vækst i emballageindustrien, så står det også slemt til for den økonomiske vækst generelt i samfundet.«

Mario Gollino er overbevist om, at det ville gå bedre uden euroen.

»Hvis vi trådte ud nu, ville jeg måske få to-tre hårde år, men derefter er jeg sikker på, at min virksomhed – og Italien – ville få gang i væksten igen.«

Økonomiske kvaler

Der har i flere år i Italien været stemmer at hente på at slå på EU og euroen, da der blandt almindelige italienere er en udbredt opfattelse af, at euroen er skyld i stigende priser, alt imens lønningerne er stagneret.

Den 46-årige Francesca Galetti er også stærkt kritisk:

»Euroen har bragt os italienere i knæ. Hvorfor skulle vi ikke melde os ud?« spørger hun.

Hun arbejder som hjemmeplejer og får udbetalt lige under 6.000 kr. månedligt efter skat.

»Før var det muligt at lægge penge til side, men nu har vi svært ved at få pengene til at række til slutningen af måneden. Almindelige varer er blevet to-tre gange dyrere, mens vi stadig får det samme i løn,« siger hun. »Vi er ikke ligesom tyskerne, der bare kan kaste om sig med penge.«

En spørgeundersøgelse, foretaget af Eurobarometer, viser, at blot 41 procent af italienere ser positivt på euroen, mens 47 har en negativ holdning.

Utilfredsheden med euroen var bl.a. udslagsgivende ved parlamentsvalget den 4. marts, hvor Lega og Femstjernebevægelsen blev de store vindere. Legas Matteo Salvini har talt om, at EU’s krav om en stram økonomisk politik har »kvalt« den italienske økonomi og har umuliggjort forsøg på at stimulere økonomien.

Det vil den kommende regering nu forsøge at råde bod på bl.a. med introduktionen af en borgerløn og  flad skat.

Politiske ledere i eurozonen er dog skræmte ved udsigten til disse tiltag, der kan tynge Italiens statsbudget gevaldigt. Alene den flade skat vurderes at kunne reducere skatteindtægten med 80 mia. euro om året, mens borgerlønnen kan koste staten knap 17 mia. euro ekstra om året.

Både Salvini og Di Maio har tidligere talt om, at det er nødvendigt for Italien også at generobre sin »valutasuverænitet«.

Salvini har beskrevet euroen som »en af de største økonomiske og sociale forbrydelser, der er blevet begået mod menneskeheden«, og Lega har som erklæret mål, at Italien skal forlade eurozonen. Mens Femstjernebevægelsen er blevet lidt mere forsigtig, så har Di Maio så sent som sidste år sagt, at han ville stemme for at forlade euroen.

Økonomer, der støtter et exit for Italien, argumenterer, at det igen ville give Rom mulighed for at devaluere den italienske valuta, hvilket tidligere var det foretrukne middel til at styrke den italienske konkurrenceevne. Samtidig vil staten få frie hænder til at pumpe penge ind i økonomien for igen at få gang i hjulene.

Økonomer på den modsatte side mener, at et exit i stedet vil føre til inflation, høje renter, og at italienernes opsparing dermed vil smuldre.

Bekvem syndebuk

Salvinis og Di Maios anti-euro-retorik får det til at løbe koldt ned ad ryggen på Mario Zearo, der ejer Plan1Health, som producerer medicinsk udstyr og har 16 ansatte.

»Vi bor tæt på Østrig, og hvis Italien forlader euroen, flytter vi dertil med det samme,« siger han.

»Det ville være en katastrofe.«

»For en lille virksomhed som vores har euroen været en stor fordel,« siger Mario Zearo.

»Det har gjort det meget nemmere for os at komme ind på andre markeder. Det har gjort det hele meget mere strømlinet.«

Mario Zearo mener, at euroen blot er blevet en bekvem syndebuk for de italienske politikere, der ikke har været i stand til at sætte gang i økonomien.

»Desværre er der mange italienere, som hopper på den og tror, at EU er skyld i alt,« siger han.

»Folk har rigtignok tabt købekraft, og det har specielt ramt de virksomheder, der kun opererer på det italienske marked, men samtidig har vores egne politikere intet gjort for at forbedre Italiens konkurrencedygtighed eller forbedre mulighederne for små virksomheder.«

Serie

Populismens hjemland går til valg

Den 4. marts var der valg i Italien. En omfattende ændring af valgloven skulle give landet mere stabile regeringer, men to populistiske bevægelser og to populistiske partiledere har gjort magtforholdene i italiensk politik uforudsigelige.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

John Christensen

»Euroen har bragt os italienere i knæ. Hvorfor skulle vi ikke melde os ud?«

Aarrhhh.....mon ikke det snarere er EU som sådan der har trykket italienerne "i knæ"?

Om mønten hedder Lire eller Euro, kan ikke være så vigtig - det er den politik der knyttes til projektet som galt.

Fedt hvis Italien vælger en euroexit, fordi det vil svække Unionen - og gøre det nemmere at gennemføre et Daxit, altså et Danmark udenfor EU.

Mit argument for Daxit vil dog ikke være økonomi, men derimod et argument om selvbestemmelse. Præcis som i Storbritanien, er "her og nu økonomi" ikke det afgørende - det er der imod det forhold at Bruxelles vil bestemme over vores gøren og laden. Nu også på sikkerheds og forsvarsområdet. Lad det ikke ske.

EU nej tak.
Britere, danskere og italienere vil være herrer i eget hus, koste hvad det vil.
Dø om så det gælder - vi må åbenbart ikke stemme om det.

Lad blot Euroen bryde sammen af sig selv, fordi konstruktionen ikke holder, men vi skal hele EU til livs, hvis vi vil en demokratisk fremtid i Europa. EU kan ikke ændres indefra, fordi traktaten er forkert opbygget.
EU sikrer kapitalen og ikke europas befolkninger - det er hovedproblemet med EU konstruktionen.

God dag der ude

Olav Bo Hessellund, Leo Nygaard og Per Torbensen anbefalede denne kommentar

Detligt emne det der EU. Der er tilstrækkelig mange tilhængere og modstandere til, at man altid kan sætte en artikel sammen med nogle markante meninger.

Espen Bøgh

Den politiske kultur der har udviklet sig i EU, og som ikke vil ændre sig, bliver årsagen til EU vil bryde sammen - før eller siden.

I øjeblikket ser det ud til at blive Balkan der skal have den store opmærksomhed i EU, og man atter klynger sig til det oprindelige budskab om EU, som en revitalisering af "fredens projekt".

Imidlertid ser vi også de gamle mønstre fra Balkankrigen, stikke deres hoved frem igen, så løsningen dengang ser ud til at smuldre langsomt men sikkert, så krigen for "freden" og opdelingen af Jugoslavien i små landenklaver med nye lokalnavne, der fulgte kun er blevet et mellemspil.

En politisk gentagelse af opdelingen af Mellemøsten(Picot-Sykes aftalen), - som en moderne fortsættelse af slavehandlerkulturen overfor de mindre intelligente folkeslag, og en ret som vesten tog sig efter krigen, til opdelingen af Jugoslavien i mindre enheder.

Optagelsen af nye medlemmer skal så dække over den udeblevne velfærdkontrakt med EU befolkning som EU i et øjebliks angst efter BREXIT lovede, som ny udvikling for EU's borgere i stedet for den absolutte kontrakt med liberalismen entydigt på liberalismens betingelser.

Man klynger sig til magten i stedet for, og vil ikke reformere noget som helst for borgernes liv i EU, imod bedre tider med velstand og velfærd.

Imens vokser modstanden mod EU iblandt borgerne, der ikke ser deres liv være meningsfuldt med arbejde, velstand og velfærd blive en del af fremtiden, og i stedet satser på det nationale som det langt mere sikre og med større identitets fornemmelse for dem og deres liv.

Tyskland satser ensidigt på sparepolitikken, Frankrigs omrejsende præsident leverer ikke varen til franskmændene, og England er i BREXIT, de Østeuropæiske lande vælger stærke højreorienterede magtfuldkomne ledere, og de sydlige lande lider fortsat under krisen.

Kejser mentaliteten i EU med drømmene om endnu mere EU eksisterer fortsat i de øverste politiske lag, som en frelsende faktor for EU og sammenholdet og "fredens projekt", en drømmetilstand der ikke vil forlade dem, - men når der ingen sociale reformer er i sigte, men kun tomme ord fra den politiske elite i elfenbenstårnet, så vender folket sig imod politikerne - først indenlands, som ved BREXIT, Italien og siden vil der kommer flere til i den Vestlige del af Europa.

Den fortsatte politiske nedladenhed overfor borgerne i EU, er af arrogant natur som åbenbart kun lader sig kurere af udmeldinger af EU langsomt men sikkert.

Italien, Holland, Frankrig samt Grækenland kan blive de næste, - og på halvdistancen ser vi allerede flere Østeuropæiske landes stærke højreorienterede ledere lægge afstand til EU, og hvor modsvaret lader til at blive "den hårde linje", - hvilket næppe vil blive accepteret hverken politisk eller i befolkningen, - og spørgsmålet er om ikke de ser, eller lægger, det samme i denne "hårde linje" lige så snærende som dengang under kommunismen, hvor trangen til selvbestemmelse lå øverst på ønskesedlen, - men nu i det "fredelige" EU syntes at gentage sig politisk med modsat fortegn.

Man kan tvivle på om politikerne i EU overhovedet vil indse det - før det er for sent, men så er løbet også kørt for EU.

Det vil være trist med opløsningen af EU som "frihandelsområde", men det er politikerne der misforvalter EU i en sådan grad at opløsning ser ud til at være den eneste løsning på problemerne, og som de ikke under nogen omstændigheder og i stædighed vil indse.

Vivi Rindom, Eva Schwanenflügel og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Leo Nygaard

I ræset mod toppen er der tabere. Men har vi og italienerne overhovedet deltaget i løbet.
Det kommer an på hvem "vi" er. Englænderne er delte. Vi er delte.
Får vi lov til at vise hvor delte. ? Nej, vi får ikke en afstemning om Daxit.
Vi er nemlig et velfærdssamfund, hvor det store flertal er ligeglade.
Og så er politikerne også.