Læsetid: 5 min.

Gazas døde viser, at status quo ikke virker for Israel

De blodige begivenheder i Gaza demonterer den israelske højrefløjs forestilling om, at man kan løse 'det palæstinensiske problem' alene med øget sikkerhedskontrol. Israel har brug for at opsøge reelle – og smertefulde – løsninger. Omverdenens opgave er at finde en ny mægler, nu hvor USA har diskvalificeret sig selv
De blodige begivenheder i Gaza demonterer den israelske højrefløjs forestilling om, at man kan løse 'det palæstinensiske problem' alene med øget sikkerhedskontrol. Israel har brug for at opsøge reelle – og smertefulde – løsninger. Omverdenens opgave er at finde en ny mægler, nu hvor USA har diskvalificeret sig selv

Ahmad Hasaballah

17. maj 2018

Efter et par stille dage forbereder Gaza sig på endnu en blodig fredag, den traditionelle protestdag i mange muslimske lande.

Dødstallet nåede tirsdag 107 palæstinensere efter seks ugers demonstrationer i Gaza mod grænsebarrieren til Israel. 11.000 er blevet såret, af dem er 3.500 ramt af israelske skud.

Forsvarere og kritikere af det israelske modsvar mod demonstranterne diskuterer endnu, hvilket ansvar Hamas har for den voldelige udvikling, men mens tåregassen lægger sig for en stund, står én ting allerede klart:

Israels politik om at bevare status quo uden hverken at give territoriale indrømmelser eller rettigheder til palæstinenserne er ikke holdbar.

»Jeg vil ikke have palæstinenserne som borgere i Israel, og jeg vil ikke have dem som undersåtter af Israel. Jeg vil have en løsning, hvor de har den magt, der er nødvendig for, at de kan regere sig selv, men ikke en slags magt, der kan true os,« sagde Benyamin Netanyahu tidligere på året.

I en artikel i Information i anledning af Israels 70-årsdag blev konteksten udlagt af Dror Eydar, debatredaktør for Israel Hayom, der er Israels største avis og en del af det ideologiske netværk bag landets leder:

»Lige nu er der ikke nogen måde at løse problemet på, og vi rykker os ikke tættere på, tværtimod. Hvorfor ikke vente 50-100 år på, at tingene forandrer sig og opretholde status quo indtil da? Det vil også være bedre for palæstinenserne,« sagde Dror Eydar.

At frasige sig sin stemme

Det er en tankegang, der går igen mange steder i det israelske samfund. At der ikke findes en løsning, og at det ikke nytter at prøve at finde en. I stedet må man isolere sig bag sikkerhedsbarrierer, så palæstinenserne ikke udgør en trussel. Fastfryse situationen.

Den strategi er i øvrigt også bedre for palæstinenserne selv, lyder argumentet: De ville ikke være i stand til at håndtere deres egen stat og har det allerede bedre end mange andre arabere i regionen – materielt, sundhedsmæssigt såvel som uddannelsesmæssigt – i hvert fald så længe de ikke skaber problemer.

Logikken går igen i debatten om Gaza-marchen: Hvorfor holder de sig ikke bare fra grænsehegnet? Så bliver de ikke skudt.

Argumentet er grundlæggende totalitært: Hvis I indvilger i at give afkald på modstand og på retten til at afgøre jeres egen skæbne, undgår I forfølgelse, opnår øget materiel sikkerhed og måske også rettigheder på længere sigt.

Det er det samme valg, diktatorer i hele verdenshistorien har givet deres befolkninger: Hvis I accepterer tingenes tilstand, får I lov til at være i fred. Og hvis I stoler på vores evner og fraskriver jer retten til at opponere, vil vi måske bringe jer fremgang. Det er at indvilge i ikke at have en stemme.

Det, som tilhængerne af status quo på den israelske højrefløj mangler at erkende, er 1) Hvor elendig situationen er i især Gaza, men også i resten af de palæstinensiske områder. 2) At den accelererende elendighed skaber reaktioner som den, vi har set i Gaza de seneste uger.

På Vestbredden har den palæstinensiske befolkning hver måned set deres område skrumpe med nye bosættelser og tvangsforflyttelser, samtidig med at dårlig økonomi gør det svært at leve.

I Gaza har blokade, bombninger – og skadelig Hamas-politik – bevirket, at levestandarden og folkesundheden er i frit fald, og mulighederne for at skabe et bedre liv er væk.

»De unge går ikke tæt på grænsen, fordi de gerne vil dø, eller fordi Hamas eller Fatah beder dem om det. De gør det, fordi de ser det som det eneste, de kan gøre for at ændre deres egen situation. De ser det som en sidste mulig udvej,« som en Gaza-beboer i denne uge fortalte Information.

Det er ikke tilfældigt, at demonstranterne mødes ved et grænsehegn. Det er det eneste sted, de har en stemme.

Og det er ikke en desperation, som vil gå væk. Det er ikke en desperation, som den nuværende politik kan lindre. Derfor er den uholdbar – ikke bare for palæstinenserne, men også for Netanyahu og israelerne på længere sigt.

En ny ramme

Spørgsmålet er naturligvis, hvad alternativet er.

Israel er ikke uvant med politiske opstande. Den første intifada (1987-93) og den anden (2000-2005) ændrede Israel og Palæstina grundlæggende.

Svaret på den første intifada var forhandlinger – og et øget fokus på sikkerhed. Svaret på den anden var hovedsaligt at øge sikkerheden markant og at skille sig af med Gaza. 

Om de nuværende uroligheder udvikler sig til en ny slags intifada er stadig for tidligt at sige. Endnu har de kun for alvor fænget an i Gaza, mens protesterne på Vestbredden har været mere spredte. Men den grundlæggende utilfredshed synes permanent. 

På den ene side kan en øget sikkerhedsindsats kun forværre situationen.

På den anden side vil en nok så tiltrængt forbedring af Gazas økonomiske situation næppe være populær i den israelske ledelse – ligesom den givetvis vil styrke Hamas, som står centralt i protesterne.

Svaret er snarere at genoplive et forhandlingsspor, som man kan tro på. Ikke med en færdigsyet løsning, men med en åben ende.

En ny ramme. Og et nyt hold.

Diskvalificeret

Her har USA indtil nu stået som den centrale eksterne aktør. Det er tvivlsomt, om de kan det længere. Trumps beslutning om at flytte den amerikanske ambassade fejres på især den israelske højrefløj, men på sin vis svækker den også Israels regering.

Flytningen fjerner illusionen om en aktiv fredsproces – og om USA som en neutral deltager i den.

Formelt set er det en sejr for Israel, at USA har flyttet ambassaden og dermed de facto anerkender Jerusalem som Israels hovedstad. Men derved har verdens største magt også erklæret sig som part i sagen og gjort det åbenlyst, at der ikke længere findes et bæredygtigt forhandlingsspor. 

USA er umulig at ignorere som medspiller, men det er også tydeligt, at landet i sin nuværende forfatning ikke kan indtage den centrale rolle, det har haft tidligere.

Her er der behov for nye aktører, eksempelvis EU, der på trods af indre kampe alligevel har formået at fastholde en politik, der har været markant mere kritisk over for Israel end USA’s.

Uanset om målet for nye forhandlinger vil være to stater eller én stat med lige rettigheder for alle – eller måske en helt tredje model – viser de døde ved Gazas grænser, at der ikke længere er et holdbart staus quo i Israel.

Og hvis det nuværende fait accompli skal genforhandles, må det ske på nye betingelser med nye aktører.

Serie

70 års Israel

Fra 18.april til 14. maj fejrer israelerne 70-året for staten Israels grundlæggelse, mens palæstinenserne ser tilbage på al-Nakbah, katastrofen. Samtidig flytter USA officielt sin ambassade til Jerusalem og markerer dermed en ny fase i verdens længste ulykkelige ægteskab. Information beretter om nutid, fremtid og midlertidighed set fra begge sider af grænsemuren

Seneste artikler

  • Jerusalem græder

    19. maj 2018
    Mens den jødiske del af byen fejrer flytningen af den amerikanske ambassade, befinder den palæstinensiske side sig i en tilstand af fortvivlelse og vrede
  • Jerusalem jubler

    19. maj 2018
    En stemning af sejr og selvsikkerhed har bredt sig i Jerusalem. Denne uges åbning af den amerikanske ambassade er den foreløbige kulmination på en nyere jødisk oprejsning
  • USA mister moralsk legitimitet gennem sin støtte til nedskydning af palæstinensere

    17. maj 2018
    Trumps talspersoner efterplaprer Netanyahus udlægning af de blodige sammenstød på grænsen til Gaza. Israel har en legitim ret til selvforsvar mod »terrorister«, lyder det fra Washington. Aldrig før har USA taget så entydigt parti for Israel mod palæstinenserne
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Torben K L Jensen
  • Poul Erik Riis
  • Eva Schwanenflügel
  • Christian Skoubye
  • ingemaje lange
  • Dorte Sørensen
  • David Zennaro
Torben K L Jensen, Poul Erik Riis, Eva Schwanenflügel, Christian Skoubye, ingemaje lange, Dorte Sørensen og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

jens christian jacobsen

Der er kun én løsning. Giv palæstinenserne staten Jordan. Størstedelen af Jordan er en del af det gamle palæstinensiske mandatområde som englænderne opgav da staten Israel blev dannet. Over 70 % af den nuværende befolkning er palæstinensere. Det er ingen løsning at oprette en 'stat' der består af vestbredden og Gaza . Og Israel vil aldrig opløse sig selv for at indkorporere en flere millioner stor palæstinensisk befolkning.

Vasili Frang og Holger Overgaard Andersen anbefalede denne kommentar

Afskyelig israelsk adfærd.

Torben Skov, Flemming Berger, Carsten Munk, Anders Graae, Torben K L Jensen, Viggo Okholm, Karsten Lundsby, Jesper Sano Højdal og John Andersen anbefalede denne kommentar
Holger Overgaard Andersen

Man vender alt på hovedet. Hvem er de angribende ?. Dem der forsvarer sig eller dem der angriber ? Fra stenkast naturligvis beskyttet identitetsmæssigt af masker -og hvorfor det? Hvis palæstinenserne ikke angriber , bliver der heller ikke forsvaret og ingen døde kommer der i denne situation. Artiklen her beviser en verdensfjern indstilling om simple juridiske problemstillinger. Nu er USA pludselig bortdømt af Information. Gad vide om det ikke rager USA en fjer. Er Information ikke ude på at opildne og godtage vold med denne holdning ? Det er en yderst farlig holdning at indtage, når sympatier forårsager retslig blindhed er for den sunde fornuft og den indlysende jura.

Viggo Okholm

Jeg forstår slet ikke de indlæg måske bortset fra Sten Sohn.
Jeg erkender at Israel har fat i det længste strå netop fordi et stort land mod vest i den grad har sat sig på dagsordenen og halvdiktaturstaten Israel kan dække sig og lukrere på våben, vetoer og good will fra stormagten. Demonstrationer og stenkast redder sikkert ikke det stakkels folkefærd som blev ofret for Europas dårlige samvittighed omkring jøder Desværre er flere arabiske stater syltet ind i andre konflikter og i følge det jeg har hørt er få reelt palæstinensernes venner. men som der antydes her anser en del stadig palæstinenserne som mere eller mindre uduelige, hvilket jo er en forfærdelig holdning at have. Ingen mennesker på denne klode er mindre værd end os her. Det burde aldrig blive til diskussion.

Torben Skov, Karsten Lundsby, Flemming Berger, Jakob Venning, Gunilla Funder Brockdorff, Jesper Sano Højdal, Verner Nielsen, John Andersen, Eva Schwanenflügel, Bjarne Bisgaard Jensen og Annemette Due anbefalede denne kommentar
Erik Jakobsen

Viggo Okholm m.fl. Israels oprettelse har intet med nogens samvittighed at gøre hverken god eller dårlig. Dagens Israel er et resultat af af en jødisk befolkning, der boede i området svarende stort til nuværende Israel under det osmanniske rige. Plus at jøderne i specielt Rusland fandt det uholdbart, at blive betragtet som vildt under progromerne,hvor de blev jaget ud af ghettoerne og fik et lille forspring inden man satte efter og nedskød dem, og jøderne i Vesteuropa i hvert fald siden inkvisitionen også har oplevet en tilværelse som jaget vildt, disse jøder besluttede sig for at forsøge dannelsen af en jødisk stat, hvilket de gjorde ved opkøb af jord i det område der så i 1948 blev til staten Israel, der indtil videre er godkendt af verdenssamfundet. Det indebærer at de staten Israel har ret til at beskytte deres civilbefolkning og landegrænser. Og det er værd at bemærke, der tales så meget, om at det er demonstranter, der er blevet dræbt. Jeg synes, man glemmer, at Hamash som der forhåbentlig ingen er uenig er en terrororganisation står bag forsøgene på at gennembryde grænsehegnene, og demonstranter jeg har mange gange gået til demonstration i min tid i Danmark og vil meget nødig sættes i bås med de personer der forsøger ulovligt at overskride en landegrænse medens de slynger sten og andet imod grænsevagterne i ly af kvælende røg fra bl.a. bildæk, samtidig lægger Hamash ikke skjul på at jøderne skal fordrives fra Mellemøsten.
Dette er den korte version og vældig vanskelig at skrive på en smartphone.

Viggo Okholm

Erik Jakobsen:
Ja en hver kan være salig i sin tro og du skal ikke være i tvivl om at tyskerne og andres behandling af jøderne i sin tid, tager jeg dyb afstand fra.. Men det er trgisk at en del jøder har glemt disse pinsler og så lader deres nye stat agere som de gør. Hvor er medfølelsen og ønsket om lighed? Hamas er valgt på lovlig vis uanset jeg ikke mener de handler klogt hele tiden. Men så megen terror har de vist ikke udført og du skal ikke komme her at påstå at Israels ca ti dobbelte hævntogter er rimelige. Hvis de er så gode som du påstår burde de jo som såkaldt demokratisk og human stat vise vejen gennem forhandling og dialog .I øvrigt er jeg helt enig med Sille.

Torben Skov

Jeg kan forstå, at Israelerne brugte jagtammunition. Det er ikke forsvar, men rendyrket ondskab!

Michael Friis

jens christian jacobsen du skriver bl.a. "Der er kun én løsning. Giv palæstinenserne staten Jordan"
Tja der bor allerede over 2 mill palæstinenser i flygtninglejre i Jordan, ca en halv mill hver i lejre i Syrien og i Lebanon. De har det heller ikke det specielt godt trods de har arabiske værter.
Yarmouk Camp i Syrien har haft det vanskeligt under borgerkrigen med flere kamphandlinger og infiltration af Hamas, ISIL, Arabisk Broderskab m.fl.
Hvis der var een simpel løsning var den nok fundet i løbet af de sidste 70 år.
De palæstinensere der har det bedst bor sikkert ikke i mellemøsten. De ca 500,000 der bor i Chile hører man sjældent om. Flertallet af den halve million i Chile er faktisk kristne,
Mange er statsløse. Palæstinensere er typisk Sunni (som Saudi).