Læsetid: 3 min.

Et gennemført valg i Libanon er trods alt en slags succes

Libanons konfessionelle demokrati hoster sig lige akkurat igennem sit første parlamentsvalg i ni år. Resultatet er et mere afklaret magtforhold internt mellem landets to største grupperinger, hvor Hizbollah har fået en mere uanfægtet magtposition. Spørgsmålet er, om det kan tolereres i det større regionale magtspil
Libanons demokrati hoster sig lige akkurat igennem sit første parlamentsvalg i ni år, hvor knap halvdelen af befolkningen stemte.

Libanons demokrati hoster sig lige akkurat igennem sit første parlamentsvalg i ni år, hvor knap halvdelen af befolkningen stemte.

brahim Chalhoub

8. maj 2018

Hizbollah kom forstærket ud af weekendens libanesiske valg, hvor bevægelsen og dens allierede – efter foreløbige og endnu ubekræftede, men dog rimelig troværdige målinger – vandt et fornuftigt flertal i det libanesiske parlament og dermed formelt overtog premierminister Saad al-Hariris sunni-dominerede og vestligt/saudisk orienterede alliances position som landets største.

Det reelle magtforhold mellem de to blokke i libanesisk politik blev fastslået lang tid før weekendens valg. Militært allerede i 2008, da Hizbollah ved en række aktioner i især Beirut demonstrerede sin militære overlegenhed. Men også politisk i stigende grad i løbet af de sidste par år, hvor magtbalancen i libanesisk politik i nogen grad har fulgt udviklingen i Syrien.

Fra en position, hvor det på et tidspunkt så ud som om Hizbollah nærmest ville bløde halvt ihjel i sin støtte til Syriens Bashar al-Assad og styrets iranske allierede i den syriske borgerkrig, er den shiamuslimske libanesiske bevægelse kommet styrket ud af den regionale styrkeprøve, mens Hariris sunnitiske udfordring af Hizbollahs magtposition i Libanon er faldet fra hinanden.

Ikke alene har sunnioppositionens kollaps og ekstremisering i regionen svækket Hariri og hans allieredes krav på magten. Den stigende trussel mod den interne libanesiske sikkerhed fra krigen i nabolandet har også betydet, at forsøget på at rokke ved Hizbollahs magtposition i vid udstrækning er ophørt.

»Temaer, der deler befolkningen som Hizbollahs våben og kontroverser omkring dets deltagelse i regionale konflikter, er næsten helt fraværende i valgkampen, hvilket indikerer en accept af partiets hegemoni i Libanon,« konstaterede analytikeren Joseph Bahout allerede før valget i en analyse for Carnegie Middle East Center.

For Hariri, der allerede sidste år blev politisk klædt af under en rejse til den politiske sponsor Saudi-Arabien, hvor han angiveligt blev tilbageholdt og formodentlig tvunget til at erklære sin tilbagetræden som Libanons premierminister af saudernes nye leder, Muhammed bin Salman (for senere, tilbage på libanesisk jord, at fortryde tilbagetrækningen), var valget en katastrofe.

Hans parti, Fremtidsbevægelsen, blev halveret i parlamentet, og hans indtil da uantastede position som leder af oppositionen til Hizbollah er nu under pres.

Det hindrer ikke, at der stor sandsynlighed for, at landets næste regeringsleder – som ifølge Libanons komplicerede sekteriske magtdelingssystem skal være sunnimuslimsk – også efter valget kommer til at hedde Saad al-Hariri. I givet fald bliver det i en samlingsregering med bl.a. Hizbollah, hvor der dog næppe bliver tvivl om magtforholdet, og hvorfra den kontroversielle bevægelse nok kan forvente mindre udfordring af sin position end nogensinde.

Den udfordring vil i stedet komme fra andre dele af Saad al-Hariris splintrede bagland, eksempelvis det stærkt højreorienterede Lebanese Forces, der gik frem ved valget. Men især vil det nok komme fra Israel, hvor der i går lød stærk bekymring over Hizbollahs forstærkede og mere eller mindre uindskrænkede mandat.

Her kædes valget sammen med en voksende bekymring over Irans stigende regionale indflydelse og trusler om en regional krig rettet imod ærkefjenden. Hizbollah som dominerende gruppering i Libanon er mere eller mindre uacceptabelt for Benjamin Netanyahu, og derfor er det måske ikke en dårlig idé for Hizbollah at undgå at flashe sin magt alt for meget, hvis den vil undgå et sammenstød.

For Libanons konfessionelle demokrati, med dets formaliserede uddelegering af magtpositioner til de forskellige religiøse grupper, er det usandsynlige valg – det første i ni år – en mærkelig og måske diskutabel succes. Trods sine åbenlyse demokratiske mangler, skæve fordeling af mandater i forhold til befolkningstal og favorisering af korrupte familieklaner og generelle kroniske dysfunktionalitet har systemet trods alt formået at holde Libanon fri for borgerkrig i 27 år.

Det er alt imens regionen kollapser, og systemet knirker faretruende omkring hver eneste forhandling af magt – som f.eks. et valg eller et præsidentskifte – men i sidste ende altid beholder hjulene på vejen.

Om det kan blive ved med at holde, og om de små justeringer og åbninger i systemet, der blev foretaget sidste år, er nok til at holde sammen på det, vil tiden vise. Indtil da er et gennemført valg trods alt en slags succes. Tillykke!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Touhami Bennour

Det undre mig ikke hvis Hisboallah fik fremgang. Palestina problemet er udfordringen. Men for USA heller sætte mellemøsten i ruiner end at løse Palestina problemet. Det er ellers den korteste vej at få folk væk fra det parti er at løse Palestina problemet.