Baggrund
Læsetid: 8 min.

Grønlands nye politiske komet vil gøre op med krævementaliteten

Niels Thomsen er 36 år, direktør for en af Grønlands største erhvervssucceser, og så fik han næstflest personlige stemmer ved valget i Grønland i april, hvor han gjorde politisk comeback. Hans mål er, at flere grønlændere skal kunne forsørge sig selv
Niels Thomsen bor med sin kæreste Pilu og deres tre sønner i Ilulissat ud til Diskobugten på den grønlandske vestkyst. Billedet her er taget, da Information besøgte ham i 2013.

Niels Thomsen bor med sin kæreste Pilu og deres tre sønner i Ilulissat ud til Diskobugten på den grønlandske vestkyst. Billedet her er taget, da Information besøgte ham i 2013.

Tine Sletting

Udland
18. maj 2018

Med 2.710 personlige stemmer ved det grønlandske valg i slutningen af april fik 36-årige Niels Thomsen 600 flere stemmer end den siddende landsstyreformand, Kim Kielsen, og næsten fem gange så mange stemmer som sin egen partiformand i Demokraterne, Randi Vestergaard Evaldsen. Kun IA-formand Sara Olsvig fik flere personlige stemmer.

Det var endda Niels Thomsens første valgkamp efter syv års fravær fra grønlandsk politik.

Læg dertil, at han er direktør for den succesfulde fiskerivirksomhed Halibut Greenland, tidligere fodboldlandsholdsspiller for Grønland og søn af en ufaglært mor, og der tegner sig et billede af en usædvanlig mønsterbryder i grønlandsk politik.

Hans udtalte ambition er at gøre op både med en udbredt krævementalitet i befolkningen og med den måde, der bliver ført politik på i Grønland i dag.

»Jeg har fået nok,« siger Niels Thomsen i den facebookvideo, han brugte til at annoncere sit eget kandidatur og forklare, hvorfor han vil tilbage til Landstinget, Inatsisartut:

»De folkevalgte, som ellers burde tjene befolkningen, fører en politik, hvor de tænker mest på sig selv og deres egen snævre interesser.«

I denne uge samledes det nye Inatsisartut for første gang, og det bliver fra en position i opposition, at Niels Thomsen og det socialliberale Demokraterne skal forsøge at gøre op med den førte politik.

Når Demokraternes partiformand, Randi Vestergaard Evaldsen, skal sætte ord på Niels Thomsens imponerende politiske comeback, fremhæver hun hans dedikation, som hun selv kender helt tilbage fra deres fælles gymnasietid.

»Allerede dengang var han typen, der gik 100 procent ind i alt, hvad han gjorde. Sådan er han stadig; han presser på for at få trumfet de ting igennem, han tror på,« siger hun.

Selv mener Niels Thomsen, at opbakningen skyldes hans vilje til at sige tingene ligeud.

»Jeg fokuserer på samfundets reelle udfordringer og udviklingsmuligheder i stedet for på brandslukning,« siger Niels Thomsen.

I politik som 27-årig

Første gang, Niels Thomsen havde fået nok og ville gøre op med grønlandsk politik, var i 2009.

Som 27-årig fuldmægtig i Landsstyrets finansdepartement var han med til at udforme Grønlands finanslov og udarbejde økonomiske beretninger om den grønlandske økonomi. Her mente han, at tingene kunne gøres bedre, og besluttede sig for at stille op til Inatsisartut.

Halibut Greenland
»Der manglede nogle politikere og embedsmænd, der kunne komme med en langsigtet strategi for Grønland, efter vi havde fået selvstyre,« husker Niels Thomsen.

Han havde gået med tanken om at stille op i noget tid. Alligevel var det en temmelig spontan beslutning, da han på et tidspunkt slog op på et grønlandsk nyhedssite og opdagede, der var udskrevet valg. Et opkald til kæresten og en kaffeaftale med Demokraternes partiformand senere og hans navn var på stemmesedlen.

»Egentlig havde jeg ikke nogen forventning om at blive valgt ind. Min ambition var at få bare ti personer til at se lyset og indse, at ham dér har nogle gode ideer,« siger Niels Thomsen.

Men ind kom han, og efterfølgende blev han udnævnt som Demokraternes politiske ordfører.

Naaja Nathanielsen sad i landstinget for det socialistiske parti IA sammen med Niels Thomsen fra 2009 til 2011. Hun husker hans meget ligefremme facon, når der blev diskuteret politik:

»Han kan være temmelig heftig i sin tilgang. Han går virkelig til den i argumenterne og diskussionerne, men udviser til gengæld stor respekt for folk, der viser samme engagement som ham selv,« siger Naaja Nathanielsen, der på trods af deres ideologiske uenigheder roser ham for hans indsigt.

»Han er en person, der sætter sig enormt godt ind i tingene, og det er altid nogle kvalificerede diskussioner, jeg har haft med ham,« siger hun.

Trods engagementet besluttede Niels Thomsens allerede efter to år at skrinlægge sin politiske karriere. Han overtog i stedet posten som direktør for fiskerivirksomheden Halibut Greenland, som han stadig bestrider.

Beslutningsprocessen i politik gik for langsomt, forklarede han i 2013, da Information besøgte ham i hjemme i Ilulissat.

»Jeg kan ikke trives et sted, hvor der ikke sker noget. Det var derfor, jeg var nødt til at forlade politik. Her i det private erhvervsliv træffer jeg nogle beslutninger, og resultaterne kan man se dagen efter,« sagde han dengang.

Den rette arbejdsmoral

Niels Thomsen bor med sin kæreste Pilu og deres tre sønner i Ilulissat ud til Diskobugten på den grønlandske vestkyst – samme by, som han selv blev født i i 1981 som barn af en grønlandsk far og en bornholmsk mor, der var flyttet til Grønland i 1970’erne.

Niels Thomsen voksede op i en tid, hvor det at have en dansk forælder »ikke var velanset«, som han siger. Selvstændighedsdrømmene ulmede allerede dengang.

Da moren fik konstateret sklerose i 1994, flyttede familien en årrække til Bornholm i håb om, der var behandling at få i Danmark. Der var dog ikke det store, man kunne stille op, og efter tre år flyttede familien tilbage til Grønland.

Morens helbred blev ret hurtigt forværret, husker Niels Thomsen. Alligevel fortsatte hun med at arbejde, efter familien var vendt tilbage til Grønland, og Niels skulle begynde i gymnasiet. Han var på det tidspunkt 16 år.

»Jeg har min arbejdsmoral fra hende. Min mor har ingen uddannelse og har altid arbejdet til mindsteløn. Som rengøringsdame og i de job, andre i Grønland ikke gad tage. Til trods for det har hun altid varetaget sit arbejde med stolthed. Hun er altid mødt til tiden og taget på arbejde, selv om hun var syg,« siger Niels Thomsen.

Det var først for få år siden, da moren »var tæt på at kravle«, fordi hendes ben ikke kunne mere, at hun stoppede på arbejdsmarkedet. Hun ønskede at opretholde en tilværelse på egen hånd, så længe hun kunne, fortæller Niels Thomsen.

»Hun bidrog til samfundet efter bedste evne, og det er det, hun repræsenterer for mig. Hun havde den mentalitet, at man skal sørge for sig selv frem for bare at lægge sig ned og bede om hjælp fra det offentlige,« siger Niels Thomsen.

Fodbold og fisk

Trods sine meritter som politiker og erhvervsmand fremhæver Niels Thomsen sin tid som fodboldspiller som den, der har formet ham mest.

I sine teenageår var han som anfører med til at vinde grønlandsmesterskaberne adskillige gange. Sepp Piontek, der dengang var grønlandsk landstræner, spåede ham til at være en af få grønlændere med potentiale til en professionel karriere i den danske Superliga.

»Jeg tror ikke, man bliver født til at være leder, men jeg blev tildelt noget ansvar, og jeg lærte at gribe det,« husker Niels Thomsen.

En brækket knogle i foden kom imidlertid i vejen for drømmen om fodbolden som levevej, og Niels Thomsen dedikerede i stedet sin tid til studierne. Han udmærkede sig som en sjælden mønsterelev i det udskældte grønlandske uddannelsessystem og fik flere hædersbeviser i løbet af sin tid som gymnasieelev i Nuuk og studerende ved Grønlands Universitet, Ilisimatusarfik, hvorfra han har en kandidatgrad i offentlig administration.

Niels Thomsen medgiver, at han får travlt med at skulle forene sit politiske liv med det som erhvervsmand. Men han har folk omkring sig i Halibut Greenland, der springer til, når hans politiske virke kommer til at kræve hans opmærksomhed. Og så er han »ikke typen, der arbejder fra 8 til 16«, som han formulerer det.

»Der skal ske noget i alle døgnets timer, på nær når jeg sover,« siger Niels Thomsen.

I virkeligheden er hans mentalitet bedre egnet til det private erhvervsliv end til politik, siger han.

»Men jeg har også jeg et hjerte, der brænder for det grønlandske samfund.«

Ned med skatten

En af Niels Thomsens politiske kæpheste er at gøre op med, at det for nogle grønlændere kan betale sig at stå uden for arbejdsmarkedet.

Som direktør for Halibut Greenland har han jævnligt undret sig over, at han har manglet arbejdskraft, selv om arbejdsløsheden i Grønland har været høj.

Et af løsningsforslagene fra Demokraterne er »så lavt et skatteniveau som muligt«, så det bliver »mere synligt for den enkelte borger, at det kan betale sig at have et arbejde og yde en indsats«, som det fremgår af partiprogrammet.

»Folk skal beholde flere af de penge, de selv tjener, så de er i stand til at forsørge sig selv og deres børn. Jeg vil gerne have ændret den mentalitet, at det er det offentliges opgave at sørge for alting,« siger Niels Thomsen, der ikke vil sætte tal på, hvor lav skatten skal være.

Niels Thomsens langen ud efter grønlandske arbejdsløse gjorde ham i 2012 uvenner med Grønlands største fagforbund, SIK.

»Jeg føler mig hensat til kolonitidens kæft, trit og retningsfilosofi, hvor en arbejdsgiver nok vidste, hvad der var bedst ’for de dovne grønlændere’,« sagde SIK-formand Jess Berthelsen dengang som reaktion på Niels Thomsens forslag om at stoppe al offentlig hjælp til ledige, der nægtede at tage arbejde.

Niels Thomsen kan ikke huske den konkrete debat, men han mener stadig, at systemet i Grønland risikerer at gøre folk passive:

»Folk, der er sunde, raske og arbejdsparate, skal arbejde. Men systemet gør, at lysten til at have og beholde et arbejde for visse personer bliver mindre,« siger Niels Thomsen.

Fremtiden

Et andet punkt, Niels Thomsen er gået til valg på, er bedre vilkår for det private erhvervsliv i Grønland. Selskabsskatten skal ned, og Selvstyrets sagsbehandling gøres mere effektiv. Niels Thomsen oplever »en mistro til det private erhvervsliv« i Grønland.

»Både i centraladministrationen og blandt visse politikere er der en tendens til at betragte det private erhvervsliv som en modsætning til det offentlige, frem for at se dem som hinandens forudsætninger. Lige nu er den offentlige sektor i Grønland alt for dominerende. Det vil jeg gerne ændre på,« siger Niels Thomsen.

– Handler dit politiske engagement også om at forbedre vilkårene for din egen virksomhed?

»Jeg er ikke gået ind i politik for at gavne mig selv. Jeg har gennem valgkampen understreget, at jeg ikke kommer til at sidde i fiskeriudvalget, hvor der er størst indflydelse på erhvervet. Omvendt har jeg netop mine kompetencer inden for fiskerisektoren, så jeg vil selvfølgelig deltage i debatten,« siger Niels Thomsen.

Som så mange andre grønlændere håber Niels Thomsen, at Grønland en dag bliver selvstændigt. Det skal dog ikke være lige nu. En mulig løsrivelse ligger langt ud i fremtiden og forudsætter, at landet har en økonomi, der er stor og stærk nok til at kunne løfte de enorme sociale udfordringer, der i øjeblikket er i Grønland.

Det handler blandt om at ændre skatte- og afgiftsområdet, så man får stærkere fundament for selvstændighed, forklarer han. Men også om at sikre et højere uddannelsesniveau og at udnytte Grønlands ressourcer bedre, end man gør i dag.

Der er dog ingen garantier for, at Niels Thomsen kommer til at sidde med ved forhandlingsbordet, når dagen for grønlandsk selvstændighed oprinder. Han vil nødigt gætte på, hvad han laver om 10-15 år.

»Jeg er ikke typen, der lægger planer langt ude i fremtiden. Jeg gør mit bedste der, hvor jeg er i øjeblikket. Resten må tiden vise,« siger han.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben K L Jensen

Vorherrebevares.

Eva Schwanenflügel og Steen K Petersen anbefalede denne kommentar
Anne Mette Jørgensen

Er det muligt at uddybe hvorfor I mener, Vorherrebevares?

Anne Mette Jørgensen

Jeg har en del gange besøgt Sisimiut, fordi min datter, svigersøn og børnebørn boede der i 4 år indtil sommeren 17 for min datter og børnebørns vedkommende. Min svigersøn bor der stadig.
Det er et vidunderligt land,men også et land med store problemer og et land med en splittet befolkning.
De, der er opvokset der, hvor hovedsproget er dansk,og de behersker ikke sproget( grønlændere) ugle ses af de der i dag stort stort set kun taler Grønlandsk.
Der hersker stadig en forståelig modstand mod danskere, men det udtales ikke åbenlyst. Som jeg oplever det er grønlændere et meget imødekommende folk,men også et meget introvert folk.
Det er svært at fornemme hvad de mener og hvordan de har det.
Indstillingen til at møde på arbejde er meget meget anderledes end her. På nogle områder er det godt men kan også være temmelig frustrerende, når f.eks en medarbejder flere gange om måneden melder barn syg, trods konen eller manden er derhjemme.
Jeg har en stor undren over Danmarks negligering af egen andel i problemerne.
Det er trods alt ikke så mange år siden at man tvangsflyttede børn til Danmark, men at danske politikere ikke vil erkende det overgreb - ja det er en skamplet.
Når man i dag sidestiller grønlænderes ret til at bosætte og studere i Danmark har man intet forstået af, hvordan det er at komme fra et så anderledes samfund.Fordi man på mange parametre har samme rettigheder som herboende danskere er det langt fra sikkert,at man kan finde vej i den bureaukratiske jungle som DK har udviklet sig til. Det er sgu svært nok for os andre.
Der tilbydes ikke kurser i dansk og vej i jungle Danmark som trods alt tilbydes folk udefra. Vi kan ikke være det bekendt.
Men de grønlandske politikere gør desværre også meget lidt for at fremme tilgængeligheden.
At fastholde sproget er fint,men de kan nu engang i så lille sprogområde forvente samme nutidige muligheder som den del af verden de gerne vil tilhøre. Der eksisterer ikke faglitteratur på Grønlandsk, som kan sammenlignes med andre sprog. Det er svært nok på dansk. Grønlands skriftsprog er forholdsvis nyt og er slet ikke udbygget. Om de vil vælge engelsk som andetsprog eller dansk beror jo også på hvem de fremover vil tilhøre. At fraskrive sig Danmark kan de jo, men om USA vil give dem samme privilegier er meget tvivlsomt.

Anne Mette Jørgensen

Flertallet i Danmark interesserer sig ikke en bønne for Grønland. Alle andre emner diskuteres livligt her i Information.
Jeg fatter det ikke.
Kom nu på banen!