Læsetid: 9 min.

Hvorfor lever vi i en vredens tidsalder? Er det bare noget, der sker hver 50. år?

Der er tegn i tiden på, at vores lethed til aggression bliver større, konstaterer forskere. De sociale mediers vredesforstærkende karakter kan være en forklaring, men det kan også dreje sig om historiske cyklusser – og lige nu nærmer vi os måske kulminationen på en historisk vredesbølge
Sociale spændinger og vredesudbrud kan også kaste progressive ting som fagforeninger, suffragetter og borgerrettigheder af sig. Her viser vreden sig i studenteroprøret i Frankrig i 1968.

Sociale spændinger og vredesudbrud kan også kaste progressive ting som fagforeninger, suffragetter og borgerrettigheder af sig. Her viser vreden sig i studenteroprøret i Frankrig i 1968.

Manuel Bidermanas/akg-images/Scanpix Danmark

22. maj 2018

Det forekommer mig, at man støder på vrede alle vegne nu til dags. Fra de sociale mediers evindelige mundhuggerier til tidens stadig giftigere politiske debatter føles det, som om vores samfund er på vej til at blive fortæret af en brændende og allestedsnærværende vrede. Hvad kan være forklaringen på tidens nye lethed til aggression, i den offentlige såvel som i den private sfære?

En nabo i Newcastle hidser sig op over, at et ungt par vandrer nøgne rundt i deres eget hjem. »Så fat dog, at vi ikke gider se på jeres store røve, kæmpepatter og lille tissemand,« lød beskeden på den seddel, de fik stukket ind ad brevsprækken. »Jeg melder jer til politiet for uanstændig blottelse,« truede den anonyme brevskriver.

En bagatel af en historie blottet for konsekvenser. Ikke desto mindre kommenterede over 15.000 brugere brevet, da Karin Stone (en af de to nøgne beboere) offentliggjorde den meddelelse, hun havde modtaget, på Facebook. Så stor opsigt vakte det, at hun desuden blev interviewet af en australsk radiostation.

Medrivende dramaer

Hvad vredens genstand mere præcist er, kan være ret underordnet for os tilskuere, som får lov at leve med i vredesdramaet. Det kan være et menneskerettighedsovergreb eller en nabostrid – det afgørende er, at vi føler retfærdig harme skylle gennem os. Vores galde kan rette sig mod selv de mindste detaljer.

Når jeg læser dette ubehjælpsomme brev med dets stavefejl og uskønne blanding af store og små bogstaver eller tænker på, hvor lidet sandsynligt det er, at brevskriveren skulle være udstyret med en mindre røv eller en større tissemand, kan jeg ikke lade være med at forestille mig personen som en tumpet Brexit-tilhænger, for dem er jeg tilfældigvis i forvejen vred på selv.

Givetvis har den anonyme brevskriver svælget i vrede over sine nøgne naboer, ganske som de australske radiolyttere har nydt at rette deres vrede mod vedkommende. Når vi oplever andre menneskers vrede, kan det ske, at vi kobler vores egen vrede på. Som om vi begærer at kunne føle vrede per stedfortræder.

Tiden er fuld af historier om umotiverede vredesudbrud. En eller anden havde efterladt en ondskabsfuld besked bag vinduesviskeren på en invalidebil, der retmæssigt holdt på en parkeringsplads for handicappede (»Jeg så dig og din datter gå ind i butikscenteret – ingen af jer så spor handicappede ud«).

To ambulancereddere blev overfuset af en kvinde, der var ligeglad med, om de forsøgte at redde menneskeliv – de skulle i al fald ikke parkere deres ambulance, så den spærrede for hendes indkørsel.

Og så er der trafikken, der som bekendt er fuld af vrede trafikanter: Sidste år tørnede så mange som 3.446 bilister vrede bilister gennem vejspærringer, der skulle beskytte vejarbejdere – et tal, der nu har fået den britiske trafikstyrelse til at lancere en storstilet kampagne mod ’vejvrede’.

Kortere lunter

Spørgsmålet er, hvordan vi skal tolke tidens tendenser til større vrede. Kan der være særlige historiske og sociale grunde til vredens øjensynligt stærkere fremmarch i disse år? Og hvis vi alle sammen har fået korte lunter, risikerer vi så at ende med en stor kollektiv eksplosion? Kan forklaringen være, at visse ting i tiden – de sociale medier især – er skadelige for vores mentale sundhed?

Det viser sig, at der findes en forskningsdisciplin – kliodynamik – som blev udviklet i begyndelsen af det nye årtusinde af forskeren Peter Turchin, og som bruger avancerede matematiske metoder til at kortlægge begivenheders historiske frekvenser.

Gennem indsamling af diverse relevante parametre er det nu lykkedes kliodynamikere at udarbejde et kort over vredens historiske cyklusser, af hvilket det fremgår, at vredeskulminationspunkter sætter ind cirka hver 50. år: 1870, 1920, 1970 – plus/minus nogle år, så vi får Første Verdenskrig og 1968 med.

Men sociale spændinger og vredesudbrud behøver ikke at være af det onde. De kan også kaste progressive ting som fagforeninger, suffragetter og borgerrettigheder af sig. Ja, ret beset er sociale fremskridt typisk vokset ud af perioder med intens uro, hvad enten det nu er strejker, protestaktioner eller opstande.

Nogle forskere mener, at de økonomiske konjunkturer bestemmer de sociale stemninger. De såkaldte Kondratievbølger hævdes at være supercyklusser, der varer fra 40 til 60 år og består af skiftende intervaller mellem høj og lav vækst – stagnationsperioderne skulle så være sammenfaldende med udbrud af social uro.

Vold og hakkeordener

David Andress er professor i historie ved University of Portsmouth og forfatter til bogen Cultural Dementia, der er en fascinerende redegørelse for, hvordan vores aktuelle politiske klimas skarpe, fortærende vrede kun kan udfolde sig, fordi vi er i stand til at fortrænge fortiden.

Han advarer imod en doven tolkning af historien – hvis alting bare gentager sig i bølger, hvad er der så tilbage at opdage? Men går gerne med til, at »alting i sidste instans beror på økonomien, medmindre at man skulle være rig nok til at være sikret mod afsavn. Økonomiske afsavn handler om knaphed og usikkerhed, og de kan meget hurtigt blive omsat til vrede og jagt på syndebukke«.

»Som historiker og underviser forsøger jeg altid at forklare, at de menneskelige samfund altid har været voldelige og hierarkiske,« siger han. 

»Folk som dig og mig vil gerne have, at samfund skal være mindre voldelige og hierarkiske, og vi har arbejdet for det. Det er aldrig rigtigt lykkedes. Vi har dog formået at overtale folk til at løfte foden fra andres struber, når de følte sig sikre nok.«

Vrede bliver dog først historisk bemærkelsesværdig, når den bliver så udbredt, at den føles som den dominerende kulturelle kraft. For Andress er det mest mest påfaldende undtagelserne – de historiske perioder, som er kendetegnet ved fravær af raseri.

»Normalt går modsætningsforhold aldrig væk. Det er det, der gør efterkrigstidens velfærdsstatsprojekter usædvanlige og EU-projektet så ganske usædvanligt.«

Den moderne vrede

En anden mulig tilgang er den psykodynamiske. Den udelukker ikke, at økonomiske faktorer spiller en rolle, eller argumenterer for, at vrede skulle være et nyt fænomen. Men der er alligevel elementer i den menneskelige følelsesmæssige rejse, der er nye og drevet frem af de moderne forhold, mener Aaron Balick, psykoterapeut og forfatteren til den skarpsindige og overraskende letlæselige afhandling The Psychodynamics of Social Networking.

»Det er klart min opfattelse, at vreden i dag kommer mere til udtryk. Det, vi oplever af den, er en form for følelsesmæssig smitte, som jeg er overbevist om, at de sociale medier er delvis ansvarlige for. Der er en klar medløbereffekt på færde her. Jo flere, der udtrykker deres vrede, jo flere andre inspireres til at gøre det samme. Det afgørende her er ikke så meget, at vi har disse følelser. Det er, hvad vi bruger dem til – om vi udtrykker dem, bearbejder dem, eller om vi lukker af for dem.«

»Hysteri er ikke længere en politisk korrekt betegnelse, fordi den lyder lidt kvindefjendsk, men den har stadig en teknisk betydning,« siger Balick. »En hysterisk følelsesmæssig reaktion er det, som opstår, når man bliver overvældet af alt for mange følelser, men ikke er i kontakt med sin grundfølelse. Et eksempel kan være de mundhuggerier, der kan opstå på kontorer. Når alle på kontoret begynder at hakke på hinanden, opstår der en hysterisk negativitet, der aldrig bliver bearbejdet, og ingen kan få noget ud af.«

De sociale medier har givet os en metode til at dirigere vores vrede væk fra arbejdspladsen – som vi kun i sjældne tilfælde har magt til at ændre på – til alle andre områder af livet. Man kan f.eks. finde lidelsesfælder på netværkstjenesten Mumsnet og sammen med disse rase over dovne ægtemænd eller forstyrrende svigermødre. 

Man kan gå på Twitter for at finde et fællesskab baseret på raseri over politik eller omsiggribende dårlig grammatik. Facebook er fuld af vrede mennesker, der raser over skrigende spædbørn i tog eller over mennesker, der efterlader deres hund i en solvarm bil. Sociale mediefora »muliggør shitstormenes hysteriske smitte«, siger Balick, men det betyder ikke, at enhver shitstorm er uproduktiv.

Ærkeeksemplet, han bruger på smittende vrede, der blev til en politisk forandrende bevægelse, er Det Arabiske Forår. Men også mobiliseringstjenester som Avaaz eller crowdfundede aktivistprojekter kan høste og nyttiggøre menneskers ulmende vrede: De fleste krav om politiske og sociale forandringer vokser ud af en eller anden historie, der har udløst smittende vrede blandt mennesker.

God og dårlig vrede

For at skelne ’god’ fra ’dårlig’ vrede – og dermed kunne afgøre, om noget produktivt kan komme ud af et givet raserianfald – er det værd at overveje formålet bag vrede.

»Formålet med vrede er at bevare ens personlige grænser. Så hvis nogen går dig for nær, bryder ind i dit privatsfære, fornærmer dig, rører ved dig, og du bliver vred, er det en produktiv brug af vrede at sige: ’Skrid!’,« siger Balick.

Også på de sociale medier »kan nogen krænke vores identitet eller værdisystem«. I offlineverdens naturlige størrelsesforhold kan vi nemmere leve med at blive forulempet. Hvis en anden shopper kommer til at køre over vores tæer med en indkøbsvogn, oplever vi det ikke som et angreb imod selve vores væsenskerne.

Men i den virtuelle verden opbygger og transmitterer vi en identitet gennem mange slags tilkendegivelser om, hvem vi er, hvad vi mener, hvordan vi ser ud, hvad vi spiser, hvem vi elsker, og det betyder, at der bliver mange flere personlige grænser, der kan blive invaderet af andre, forsætligt eller ikkeforsætligt.

Og hvad så hvis man får et kick ud af at ligge på sofaen, følge med i sit nyhedsfeed og harmes over dets strøm af forargelige historier. Behøver det at være en dårlig ting? Kunne det bare være en forbigående stimulans, som den man førhen fik ved at ryge? Der sker helt sikkert en fysiologisk reaktion (»Følelser har altid en fysisk komponent og manifestation,« pointerer Balick).

Det er dog ikke helt klarlagt hvordan: Neus Herrero, forsker ved universitetet i Valencia, ’vredesstimulerede’ 30 mænd i et forsøg og kunne konstatere overraskende og tilsyneladende modsætningsfyldte virkninger. Cortisol, som man skulle forvente, ville gå op i niveau, fordi det er et stresshormon, gik i stedet ned, mens testosteron gik op, og hjerterytme og arteriel spænding også gik op.

Herrera opdagede også noget påfaldende ved vores ’motiverende orientering’ – normalt vil vores positive følelser anspore os til at komme tættere på deres kilde, mens de negative vil få os til at trække os tilbage. Men vrede viser sig at have en ’nærhedens motivering’, som Herrera udlægger således: »Når vi bliver vrede, vil vi være naturligt tilbøjelige til at rykke tættere på det, som har vakt vores vrede, for at gøre noget ved det.«

Som andre stærkt stimulerende impulser har også vreden vanedannende karakter: Man kan blive afhængig og begynder at vakle rundt og lede efter flere ting at blive vred over. Vrede bringer en illusion om større magt med sig, omtrent som når tegneseriehelten Hulk stolt advarer om det enorme ødelæggelsespotentiale i sine sårede følelser: »Du vil ikke kunne lide mig, når jeg bliver vred.«

Det afgørende spørgsmål er dog ikke så meget, hvordan vreden påvirker det mentale helbred hos den enkelte, som hvad konsekvenserne kan blive for samfundet som helhed. En ubearbejdet vrede forurener den sociale sfære. Hver vredesudbrud legitimerer det næste. Mere eller mindre tilfældigt har vi i dag formået at udvikle en kommunikationsteknologi, som fastholder og forstærker vores vrede – som oftest uden, at det tjener noget fornuftigt formål.

Og på den globale politiske scene ser vi nu igen og igen, hvordan vrede udnyttes for de politiske effekters skyld – tag Trump eller Ungarns Viktor Orbán som eksempel. Problemet er, at i takt med at denne politiske vrede tager over, overdøves alle andre, mindre stærkt stimulerende reaktioner, herunder empati. Og i så fald kan vredens tidsalder bliver meget vanskelig at komme ud af. For vrede avler vrede. 

© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Benno Hansen
  • Kurt Nielsen
  • Flemming Berger
  • David Zennaro
  • Espen Bøgh
  • Torben K L Jensen
  • Søren Veje
  • Carsten Svendsen
  • Olaf Tehrani
Benno Hansen, Kurt Nielsen, Flemming Berger, David Zennaro, Espen Bøgh, Torben K L Jensen, Søren Veje, Carsten Svendsen og Olaf Tehrani anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jørgen M. Mollerup

Vreden, Gudinde! besyng, som greb Peleiden Achilleus
Rædsomt, og Qvaler i tusinde Tal Achaierne voldte.
Heel mangfoldige Heltes behjertede Sjele den skikked
Ned til Hades’s Hjem, og for Hunde til Rov som for alskens
Fugle den gav deres Liig, — fuldbragt blev Zeus’s Beslutning —
Alt fra den Stund, Uenighed først og Splid havde reist sig
Mellem den Ædling Achilles og Mændenes Drot Agamemnon.

Kurt Nielsen, Trond Meiring, Niels Duus Nielsen, Flemming Berger, Hans Aagaard, David Engelby og Henrik Brøndum anbefalede denne kommentar
Henrik Brøndum

Og nu er nabohistorien så også bragt i en dansk avis, med et udmærket topniveau men desværre raserifremkaldende lavt bundniveau.

Jens Falkenberg, Hans Aagaard, Bjarne Bisgaard Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Middelklassen har opdaget at folk er vrede!!!

Damen fra The Guardian har levet i en boble, hvor der var 7 km. til den nærmeste vrede. England er et af de lande der er kommet værst ud af finanskrisen, med lønninger der stadig er 10 % under 2007-niveau.

Damen tror at vreden er Trump-relateret eller måske fuldstændig irrationel.

Men den er netop skabt af en som hende og hendes fucking middelklasseavis, der støtter op om at skabe samfund, der må eksistere på nåden af dereguleringer af banker, af EU's hemmelige handelsaftale, hvor 1 mand snart ejer det sammen som halvdelen af jordens befolkning af krige vi knap nok kan forklare hvorfor vi har startet.

Kurt Nielsen, Trond Meiring, Niels Duus Nielsen, Torben Bruhn Andersen, Sven Christensen, Michael Waterstradt, Anders Funch Lerche, Katrine Damm, Ken Sass, Maria Jensen, Torben K L Jensen, Bjarne Bisgaard Jensen, ulla enevoldsen, Eva Schwanenflügel, Torben Skov og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
Peder Bahne

Man kan ikke fjerne nikotin fra et samfund, uden det får konsekvenser for det generelle stress og konfliktniveau. Den kolde tyrker viser sit grimme fjæs i disse år, men det får vel en ende ?

Kurt Nielsen, Trond Meiring, Rikke Nielsen, Jonathan Larsen, Carsten Munk og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Og når krybben er tom, bides hestene. Man kan ikke tage folk alvorligt, der ikke kender deres piketty. Hvis jeg gad, var det til at blive vred over, ikke kun at nogen er så dumme som zoe williams, men at nogen medier giver plads til deres dumheder.

Kurt Nielsen, Niels Duus Nielsen, John S. Hansen, Michael Waterstradt, Anders Funch Lerche, Katrine Damm, Torben K L Jensen, Bjarne Bisgaard Jensen, ulla enevoldsen, Torben Skov og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

Den kolde tyrker med det grimme fjæs

Er det så ham Erdogan, der skal hjælpe 'os europæere' med at opbevare de sorte fra Afrika og islamisterne fra Mellemøsten bag lås og slå i tyrkiske transitlejre, indtil 'vi' har fået etableret nogle flygtningelejre til dem i nærområderne på den anden side af Middelhavet, og vælgerne i USA får taget sig sig sammen til at udskifte Donald Trump med en præsident, som er mere spiselig for triumviratet Angela Merkel, Jean Claude Juncker og Emmanuel Macron?

Niels Duus Nielsen, Bjarne Bisgaard Jensen og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Morten Balling

Kunne det tænkes at Verdens almindelige tilstand (klima, miljø, befolkningsekplosion, mm.), og vores erkendelse af manglende evne til at gøre noget ved tingene, kommer til udtryk i vrede debatforumer, en overflod af søde katte og det absurd høje forbrug af psykofarmaka?

Kurt Nielsen, Trond Meiring, Niels Duus Nielsen, Torben Bruhn Andersen, Anne Schøtt, Flemming Berger, Randi Christiansen, Lise Lotte Rahbek, Bjarne Bisgaard Jensen og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Torben Skov

Jeg vil også begynde at fyre fede. Virkeligheden er ikke til at holde ud!

Maria Jensen

De er sgu så sure, de fattige. Hvis de ikke har mere brød, hvorfor spiser de så ikke bare kage, i stedet for at hidse sig sådan op?

Kurt Nielsen, Niels Duus Nielsen, Randi Christiansen, Torben Bruhn Andersen, Sven Christensen, Børge Neiiendam, Bjørn Pedersen, ulla enevoldsen, Jens Erik Starup, David Zennaro, Katrine Damm, Torben Skov og Frede Jørgensen anbefalede denne kommentar

Der kan sikkert være mange årsager til vrede, men ligefrem, at søge til matematiske forklaringer for en cyklus af vrede som en mental bevægelse bliver hurtigt en forklaring af vrede uden årsag. Og den slags er vi vel mange der har svært ved, at forstå. Social indignation var tidligere en mulig grund til vrede, og hvis denne indignation fører til sociale forandringer - eller udligning af uretfærdigheder, så må det vel være vrede i den forstand, som artiklen betegner som "positiv vrede".

Men nu kan vrede vel også komme af frustrationer og fremmedgørelse i al almindelighed. Reaktionen kan jo være alt fra opskæring af bildæk på parkeringspladsen til noget mere voldeligt.

Vi lever jo i en tid med globalisering, hvor mange måske føler sig ligegyldige i den store sammenhæng. Jobbet og de sociale vilkår bestemmes måske i en større sammenhæng. Ikke at kunne bestemme eget liv er jo frustrerende. Og nogen må jo være skyld i det. Så vi ser jo alle mulige tendenser i tiden som f.eks. Trump i USA. Men det er vel også udtryk for en vrede der kommer af den virkelige historiske bevægelse, ligesom vrede jo i forrige århundrede førte til aggressioner i stor skala.

Frustrationer kan måske ligefrem være opbyggelige, således at vi som frustrerede ligefrem kan ligge på sofaen og vente på vreden. Verden vil forarges med andre ord. Så kan det da godt være, at det er fordi naboen går i bar røv, men vi ser det vel også i mange enkeltsager i medierne, som trækkes frem. Medierne er jo ikke uskyldige i den sammenhæng.

Med Internettet nu om dage er der jo rig mulighed for, at lade vreden komme fluks til udtryk online.

I filmen "Falling down" med Michael Douglas ser man en mand der går amok fordi grænserne for hvad han kan tolerere overskrides

Der jo nok man kan være vred over, og nogle gange kommer vrede til udtryk for fordi der gennem tid er blevet hældt brændstof på det bål, som kan tanke vreden op - næsten som man kan hælde benzin på en bil.

Niels Duus Nielsen, Maria Jensen, Lise Lotte Rahbek og Katrine Damm anbefalede denne kommentar
Jonathan Larsen

Når det handler om de sociale medier tror jeg forklaringen er ganske simpel. Man skal ikke stå til ansvar for sine “svinestreger”, når man sidder sikkert og trygt bag sin skærm. Man skriver, før man tænker. Det er en nedadgående spiral hvor folk stille og roligt opfører sig mere og mere vanvittigt foran deres tastatur. Uden at lægge mærke til det. Som en flok gale hunde hyler, skriger og bider de mod andre mennesker, de ikke forstår og derfor ikke kan spejle sig i. De sidder i deres små bobler og kan ikke lide at blive udfordret.

Tino Rozzo, Henrik Leffers og Børge Neiiendam anbefalede denne kommentar
Espen Bøgh

Åh hvor dejlig, - at det altid kommer i bølger eller forskellige tidssekvenser, så er der heldigvis ingen skyldige eller årsager at pege på, - eller også er det hele vel bare "fake news"!

Niels Duus Nielsen, Jens Falkenberg, Randi Christiansen, Maria Jensen og Arne Lund anbefalede denne kommentar
Markus Lund

Og rydningen af Ungdomshuset 2007 og Det Arabiske Forår 2013 og borgerkrigen i Ukraine 2014. I det hele taget burde hvert eneste år tælle med, for der foregår noget konstant rundt omkring på kloden. Der er rigtig mange skæverter i forhold den der 50'er, så påstanden er upålidelig.

Den vrede der manifester sig i dag er markant anderledes end tidligere. For den er et produkt, dels af den ekstremt perverse individualisering af "civilisationsmennesket", det kun har ét i hovedet: Mig, mit og mine. Som fx kvinden, der gejler sig selv op fordi hun ikke kan komme ind i sin indkørsel, uden tanke for årsagen. Eller rablende bilister, der ikke vil tage hensyn til asfaltarbejdernes liv og lemmer.
Begge dele er udtryk for den infantilisering, der er sket i de sidste 2-3-4 årtier, og som bliver værre og værre. "Jeg finder mig ikke i noget", og "min tid er mere kostbar, end alle de andres - tilsammen".
Hvor gamle er børn, når de agerer sådan? 2 år? Højest 3 - og mange er ikke nået længere.
Logisk nok vælger pattebørnene et voksenbaby til præsident i United Bluff, og logisk nok står højrepopulisterne så stærkt i Europa..

Kurt Nielsen, Niels Duus Nielsen, Sven Christensen, Børge Neiiendam, Jens Falkenberg og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
R. K. Rasmussen

Der er mange nuancer i det her. Der er vrede, der er så reel og vigtig, at det for nogen handler om at skabe en utopi om, at "man" ikke må være vred. Så bliver der bedt om kammertonen i de mest absurde situationer. I den sammenhæng er der ikke plads til temperament og store armbevægelser, vigtige protester eller en kanal til at få sin frustration der ellers hæmmer ud. Der er også vrede, der viser, på en frygtelig arrogant måde, at den vrede opfatter "virkeligheden" som et produkt, der altid skal leve op til hans/hendes/hens forventninger. Den yderst forkæledes, og blinde overfor det, vrede bliver ynkelig at overvære for den, der virkelig har grund til vrede. Den forekommer med rette at være grådig. Og det der af og til omtales som vigtige kanaler for disse udladninger bliver til kanaler for reaktioner uden omtanke, nærmest vanereaktioner hvor nogen lige ryster lidt på hovedet over noget, ligesom de plejer. De misforstår ytringsfrihed med ytringsdiarré. Og måden de viser vreden på viser, at de tror, at de ejer alt, og nu blot er i færd med at markere "deres" territorium. Hvis flere mennesker i stedet for denne automatvrede, som for nogen virker til at være ren rutine, i stedet trådte et skridt tilbage og kanaliserede den umiddelbare vrede ind i noget, der skabte noget, der kunne ændre det, de er irriterede på, så ville verden se anderledes ud. Hvis du har en voldsom energi til at være vred over petitesser, så har du også energien til at gøre noget bedre. At få det at være privilegeret til ikke at føre til at være privilegieblind er øjensynligt en stor kunst for nogen. Grådighed og tomhed hænger sammen. At ville give er et helt andet udgangspunkt, som det meste burde starte med, fordi det åbner.

Niels Duus Nielsen, Carsten Munk, Henrik Leffers, Randi Christiansen, Michael Waterstradt, Arne Lund og Børge Neiiendam anbefalede denne kommentar
Sven Christensen

Hvis der er en vredens cyklus, så hænger den sammen med at et hvert politisk system har en tendens til at koncentrere magt, indkomst og ejendomsret hos en stadig mindre elite. Magt korrumperes. Det er jo i den grad tilfældet i vores globale økonomi. Thomas Jefferson sagde allerede ved grundlæggelsen af det dengang revolutionære USA, at et hvert politisk system havde brug for en revolution, mindst hvert 200. år.

I Danmark oplever vi også at vores regerende elite, i folketinget og ministeriernes top, i stigende grad lever helt i deres egen verden. Det bliver stadigt sværere at se nogen forbindelse til borgernes virkelighed i de vedtagne love og vores ledelses praksis. Politikernes markedsføring er helt ude i hampen, og går i al væsentlighed på at fortælle hvorfor alting er nogle andres skyld, og pege fingre af udsatte grupper i samfundet, hvorefter disse udsættes for lidet konstruktive straffeforanstaltninger, økonomisk og socialt.

Det gælder åbenlyst bare om at fortælle en konstrueret historie, frigøre eliten for ethvert ansvar, og så bare håbe vælgerne ikke opdager fiduserne. Men selvom konstruktionerne er sindrige, så er den økonomiske virkelighed for mange borgere til at tage og føle på, og det giver selvfølgelig en fundamental vrede over at blive holdt for nar.

Det seneste indgreb kaldet parallelsamfundspakken er et glimrende eksempel. Så lidt om dette eksempel.

Den havde ikke kunnet lade sig gøre uden at årtiers hetz mod "fremmede", arbejdsløse eller syge havde forbundet dem med bestemte almene boligområder. Når Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti stemmer for pakken, er det først og fremmest fordi den markedsføres som et berettiget angreb på "fremmede" og arbejdsløse, og således stemmer med disse partiers retorik.

Selve pakken er en fantasi, hvor bygninger gøres til årsag for skiftende regeringers svigt i uddannelse, beskæftigelse og integration. Pakken indeholder vanvittige indgreb i den personlige frihed for rigtigt mange mennesker, men selvfølgelig i første omgang mod de fremmede og de økonomisk svageste i samfundet. Det kommer ikke til at ændre noget i en konstruktiv retning.

Finansieringen er "fundet" ved at tage 10 milliarder i Landsbyggefonden. Men Landsbyggefonden har ikke nogen penge. Faktisk er fonden negativ med 7 milliarder, fordi tidligere regeringer allerede har taget godt 11 milliarder på et fiktivt grundlag. Disse penge er gået direkte i statskassen gennm de seneste ca. 15 år og finansierer således også skattelettelser for de velstillede.

Hvordan kan Landsbyggefonden så betale yderligere 10 milliarder til ghettopakken? Jo den søde regering låner bare Landsbyggefonden pengene, mod renter selvfølgelig. Regeringen regner med at fremtiden beboere i hele Danmarks almene boliger kan afbetale gælden over de næste 20-30 år. Regeringen har ovenikøbet offentliggjort denne sindrige gældsøkonomi i en beregningsmodel, som sædvanligt helt ude af trit med borgernes realøkonomi.

https://www.trm.dk/da/publikationer/2018/analyse-af-landsbyggefondens-oe...

Rapporten er en neo-liberal fantasi. Den går kun ud på at vise, hvordan regering og folketing kan pantsætte hele den almene boligsektor frem til 2050, og bruge pengene på tåbelige populistiske fejltagelser her og nu. Det er sådan set ikke anderledes, end når vores regeringer sælger andre af vores kollektivt ejede forsyningsselskaber. De kan godt nok ikke sælge vores kollektivt ejede boligforsyning, men det går helt fint med at pantsætte hele området.

Kurt Nielsen, Niels Duus Nielsen, Jørgen Kærbro Jensen, Jonathan Larsen, Jens Erik Starup, Randi Christiansen og John S. Hansen anbefalede denne kommentar
odd bjertnes

En del af vreden skyldes pligten til at være imod - for at vise kritisk selvstændig tænkning 'by numbers'. De 'voksne generationer pt. er præget af deres 90'er ungdoms bodega-postmodernistiske anti-ismer, og den yngre er truet af opfattelsen af krænkethedskultur som på nogen måde progressivt, så det trækker lidt tungt med det frisind, der er nødvendigt for ikke at være vrissen over 'de andre'.
Men påstanden om en cyklus er noget klamphugget .. er 1920 og 1970 mere vrisne år end 1930 og 1980 ? Narj ...

Jan Weber Fritsbøger

vrede opstår typisk når der er noget at være vred over, når dette noget hober sig op bliver vreden mere synlig, og på et tidspunkt bryder den for alvor ud, det er dette som er på vej, og dette noget som har hobet sig op har alt sammen sin årsag i grådighed,
efter anden verdenskrig udviklede verden og især vesten sig i retning af bedre kår for stort set alle, samarbejde og sammenhold blev styrket, og dette medførte et markant løft for samfundets fundament den menige arbejder, samtidig blev solidaritet en bærende ide, hvilket medførte forbedringer helt ned til de ringest stillede, alt dette medførte en optimisme og lyst på livet som vel kulminerede med hippiebevægelsen og en tro på en fremtid helt uden krig !! denne tro spredte sig desværre ikke til magthaverklassen, og denne fandt efterhånden på modtræk imod samfundenes socialisering, og med chatcher i England, Reagan i USA, og schlutter i DK, og sikkert mange andre, blev den positive udvikling stoppet nu blev penge igen vigtigere end mennesker, og langsomt men sikkert blev alle de faktorer som havde skabt fremgangen i samfundenes trivsel, brudt op solidariteten kom under pres, med skabelsen af gule fagforeningen fik man stækket lønmodtagernes indflydelse på egne forhold, og sikkerhedsnettet blev udhulet eller snarere smadret, så det igen blev en katastrofe at blive ledig, og nu i dag går det rigtig hurtigt med at nedbryde alt godt som tidligere generationer havde opnået, og når man så oveni denne deroute kan opleve nye meningsløse krige blive startet på den ene løgn efter den anden, og man ser selve livsbetingelserne på vores klode være under pres, med klimaændringer og tab af natur, alt sammen fordi nogle mennesker ikke kan styre deres sygelige grådighed, deriblandt de politikere som burde beskytte samfundene imod uhensigtsmæssig opførsel og holde os på rette vej, når politikerne i stedet puster til ilden og skaber kunstig vrede imod dem som ikke kan forsvare sig; fremmede, syge, ledige, de anderledes, så er det at vreden hober sig op, og bliver først ubehagelig og siden farlig,
jeg håber så bare vi i stedet for den krig magthaverne har i støbeskeen får et verdensomspændende oprør i Gandhi´s ånd, civil ulydighed hvor vi strejker massivt, hvor soldaterne alle siger op og bliver civile, hvor våbenindustrien ikke kan få medarbejdere, og vi alle opdyrker en lille økologisk køkkenhave, hvor ingen køber meningsløse produkter, og 1000 andre gode ændringer af vores hverdag som alle gør verden bæredygtig igen.