CERCIVENTO, Italien – Italien er nu blot et strøg med en tændstik fra at få en ny regering. Elleve uger efter parlamentsvalget er det politiske system så godt som klar til at tænde den ild, der skal sende hvid røg op gennem skorstenen i Rom og formelt bekendtgøre den nye koalition, som af pessimisterne – og dem er der mange af over hele Europa – er blevet beskrevet som et mareridtsscenarie for EU.
De stærkt EU-skeptiske nye ledere af Italiens regering nummer 65 siden Anden Verdenskrig ser imidlertid sig selv som fortrop i et nødvendigt nybrud, der skal give den etablerede orden i både Italien og Europa en gedigen og veltiltrængt rystetur.
»Vi vil gøre det modsatte af det, som tidligere regeringer har gjort,« lover Matteo Salvini, lederen af det højrenationale parti Lega.
De italienske vælgere udtrykte netop et ønske om markant forandring, da de den 4. marts gjorde Lega og protestpartiet Femstjernebevægelsen til valgets store vindere. Matteo Salvini og Femstjernebevægelsens leder, Luigi Di Maio, mødte mandag aften ind hos den italienske præsident for formelt at præsentere og få godkendt deres fælles regeringsprogram. Og også for at komme med navnet på den person, de er blevet enige om at indstille til posten som premierminister.
Både Salvini og Di Maio nærede drømme om at få topposten, men de valgte en tredje: den lidet kendte Giuseppe Conte, en 54-årig juraprofessor uden politisk erfaring.
Både Lega og Femstjernebevægelsen har ellers inden for de seneste uger udlagt udsigten til at få en teknokrat som regeringsleder som en katastrofe, men nu er det lige netop en sådan, de har valgt.
Hvad Giuseppe Conte egentlig står for lader ikke til at være afgørende. Valget af ham er resultatet af et kompromis mellem de to regeringspartier, og mens Salvini og Di Maio rumsterer i baggrunden, så skal han være ansigtet udadtil, når regeringsprogrammet, som Lega og Femstjernebevægelsen blev enige om i sidste uge, føres ud i livet.
Imod Berlins ordrer
Det er et program, der på mange måder udfordrer EU.
Bl.a. har begge de italienske regeringspartier et godt øje til Ruslands præsident Vladimir Putin, og det i en sådan grad, at det truer en fælles front over for den østlige nabo.
På flygtningeområdet vil Italien også presse sine europæiske partnere. Over en halv million flygtninge og immigranter er ankommet til Italien over Middelhavet siden 2013. Den nye regering har lagt op til massedeportationer og vil samtidig kræve, at andre EU-lande tvinges til at tage imod asylansøgere gennem et fælleseuropæisk og automatisk distributionssystem – i modsætning til nu, hvor asylansøgere skal blive i det første europæiske land, de ankommer til, og som oftest er netop Italien.
Men det nok mest sprængfarlige løfte fra den kommende regering er dens økonomiske politik, som er et opgør med den fremherskende økonomiske politik i Europa. Lega og Femstjernebevægelsen abonnerer bestemt ikke på den stramme økonomiske politik, som er den foretrukne kurs i Bruxelles og Berlin. »Vi vil ikke længere følge Berlins ordrer,« som det lyder fra Lega.
Regeringsgrundlaget indeholder bl.a. markante skattelettelser, indførelse af borgerløn og en nedsættelse af pensionsalderen. Det vurderes, at de tiltag vil koste et godt stykke over 100 mia. euro om året, hvilket er et kæmpe beløb for en stat, der allerede er i dyb gæld. Og det virker uundgåeligt, at Italien – i sit forsøg på at skabe vækst – bringer sig selv på kollisionskurs med EU’s skrappe regler for offentlige budgetunderskud.
Der lyder stadig mere højlydte advarsler fra EU og regeringskontorerne rundtom i Europa om, at den nye regering kan true hele eurozonens stabilitet. Men Lega og Femstjernebevægelsen har aldrig lagt skjul på, at euroen ikke er deres hjertebarn. Salvini har talt åbent for, at Italien skal vende euroen ryggen. De samme tanker har Di Maio luftet.
Italienerne som sådan har efterhånden heller ikke meget tillid til EU eller de etablerede politiske partier, som hidtil har regeret i Rom. Italienerne kan mærke, at deres købekraft er blevet udhulet, og de giver EU’s økonomiske sparepolitik skylden for Italiens ringe økonomiske forfatning. Samtidig føler de sig ladt i stikken af resten af Europa på flygtningeområdet.
Derfor har et flertal stemt for at give en radikalt anderledes regering og politik en chance. Det kan udvikle sig til et vildt eksperiment, der kan ændre Italien og få store konsekvenser for EU.
Populismens hjemland går til valg
Den 4. marts var der valg i Italien. En omfattende ændring af valgloven skulle give landet mere stabile regeringer, men to populistiske bevægelser og to populistiske partiledere har gjort magtforholdene i italiensk politik uforudsigelige.
Seneste artikler
Italiens nye ledere har en pointe, som EU bør lytte til
4. juni 2018Alarmklokkerne bimler og bamler over den nye italienske regering, men den repræsenterer langt hen ad vejen en forståelig vrede, som EU gør klogt i at tage alvorligtMed Giuseppe Conte bliver Italiens premierminister ’degraderet til talsmand’
23. maj 2018Hans navn har ikke været på en stemmeseddel, og han er fuldstændig uden politisk erfaring. Giuseppe Conte, der formentlig bliver Italiens næste premierminister, skal gennemføre et projekt, han ikke selv har været med til at udforme»Euroen har bragt os italienere i knæ. Hvorfor skulle vi ikke melde os ud?«
18. maj 2018Den kommende italienske regering, der nu har færdigforhandlet et regeringsgrundlag, er på kollisionskurs med EU. Mens det giver anledning til bekymring i Bruxelles, støtter store dele af den italienske befolkning et opgør med euroen, som får skylden for landets økonomiske stagnation
Det bliver spændende når Lega, der om nogen repræsenterer det rige Nord Italien, og femstjernen, som repræsenterer Syden skal finde en fælles kurs. Det er meget lovende hvis de to parter kan opnå en konsensus, samt forandre og samle Italien. Det bliver ikke nemt. Begge er populistiske partier med rod i utilfredshed med den herskende tilstand. Men med to meget forskellige populistiske platforme, en fra højre og en fra venstre. Hvis den nye regering kan enes om grundlæggende ændringer i Italien, kan det måske løse op for den demokratiske splittelse i Europa, og tvinge populismen til at engagere sig i realpolitik, og ikke kun leve af at pege fingre af "de andre".
Regeringsprogrammet indeholder mange progressive elementer, men er ikke klart på finansieringen. Det er imidlertid spændende at Italien nu udfordrer de store skel mellem dem der er i arbejde, og dem der ikke kan få et ordentligt job, med indførelse af borgerløn. Det bliver meget afgørende, hvordan den borgerløn føres ud i livet. Men spændende er det, for hele Europa har brug for en opblødning i arbejdsbegrebet og fordelingen af goder i samfundet. Den nuværende absurde koncentration af indkomster og ejendomsret er helt uholdbar i et demokrati. Der kan helt sikkert frigøres mange kræfter, såfremt det lykkes at involvere flere italienere i den værdiskabende samfundsøkonomi.
At Italien kræver støtte og Europæisk solidaritet på flygtningeområdet er fuldt forståeligt, landet er åbenlyst blevet ladt i stikken af resten af Europa. Tænk bare på hvordan Danmark gik sort over nogle tusinde flygtninge for et par år siden, og undgik at tage proportionelt ansvar.
Men det bliver spændende at følge udviklingen, og resten af Europa bør ikke være bange, men se på de positive muligheder for en spændende og internt udfordret koalition. At Lega og Femstjernen har mod til at prøve er faktisk opløftende for vores Europæiske demokrati.
Spændende bliver det i hvert fald.
Den italienske statsgæld er enorm, næsten ligeså stor som den græske. Men modsat Grækenland får Merkel og Macron sit hyr med at banke Italien på plads. I denne EUs tredjestørste økonomi vil Italiens farvel til euro'en få fatale konsekvenser for hele EU-projektet. Euro'en ses jo af rigtig mange italienere som årsagen til deres lave økonomiske vækst i de senere år. Hvad vil Frau Merkel egentlig gøre, hvis Italien vælger at betale deres gæld tilbage i en ny og devalueret lire? Sætte hæren ind, eller hvad?