Læsetid: 4 min.

Italiens krise er også Tysklands – og dermed hele Nordeuropas – problem

Femstjernebevægelsen og Lega anklager både EU og især Tysklands europolitik for den mislykkede regeringsdannelse og demokratiets fallit i Italien. Tyske eurokritikere ser det som begyndelsen på enden for den fælles valuta, men også moderate økonomer og kommentatorer taler om nødvendige reformer af euroen
»Selv om det umiddelbart lyder som gode nyheder for Europa, har der ikke været meget eufori i Tyskland, efter at den planlagte regering bestående af de eurokritiske italienske partier Femstjernebevægelsen og Lega søndag aften blev aflyst af præsident Sergio Mattarella til fordel for endnu en teknokratisk overgangsregering i Italien.« skriver Mathias Sonne.  

»Selv om det umiddelbart lyder som gode nyheder for Europa, har der ikke været meget eufori i Tyskland, efter at den planlagte regering bestående af de eurokritiske italienske partier Femstjernebevægelsen og Lega søndag aften blev aflyst af præsident Sergio Mattarella til fordel for endnu en teknokratisk overgangsregering i Italien.« skriver Mathias Sonne.  

Silvia Lore

29. maj 2018

Selv om det umiddelbart lyder som gode nyheder for Europa, har der ikke været meget eufori i Tyskland, efter at den planlagte regering bestående af de eurokritiske italienske partier Femstjernebevægelsen og Lega søndag aften blev aflyst af præsident Sergio Mattarella til fordel for endnu en teknokratisk overgangsregering i Italien.

Præsidenten henviste ikke bare til, at det fremlagte regeringsprogram »muligvis ville fremprovokere Italiens exit fra euroen«, og at hans rolle netop er at sikre de italienske statsfinanser og borgernes økonomiske ve og vel og opsparinger. Mattarella nægtede samtidig at overdrage finansministerposten til den 81-årige jurist Paolo Savona, som er stærk kritiker af euroen og ikke mindst af den tyske europolitik.

»Tyskland har ikke ændret sine visioner om sin egen rolle i Europa siden nazismen – landet har blot taget afsked med forestillingen om at indtage denne rolle ved hjælp af våbenmagt,« har Paolo Savona formuleret sit syn på Tysklands euro- og eksportpolitik.

Ingen ekstrem position

Set fra den tyske venstrefløj er der noget om denne anklage. Den stærkt eurokritiske og venstreorienterede tyske sociolog Wolfgang Streeck har i Die ZEIT formuleret det på den måde, at »Italiens politiske klasse ønskede euroen, eller rettere: den ønskede sig euroen som hård valuta, fordi den kunne bruges som instrument til at modernisere det italienske samfund – altså til markedsøkonomisk disciplinering af fagforbundene og deres politiske repræsentanter«.

Resultatet af euroindførelsen blev i hans øjne ikke bare neoliberale reformer og et demokratisk underskud, men også en svag italiensk vækst og en permanent høj arbejdsløshed siden finans- og eurokrisen.

Kritikken af sparepolitikken bakkes nu op af Jan Zielonka, der er professor i europæisk politik ved Oxford University.

»Vinderne af årets valg i Italien er ikke fans af stabilitetskriterierne for euroen. De mener, at overdreven sparepolitik hæmmer Italiens vækst. Det er ingen ekstrem position, men et synspunkt, som ansete økonomer som Paul Krugman og Joseph Stiglitz deler,« skriver Zielonka i Die ZEIT.

Selv blandt liberale italienere argumenteres der ifølge Zielonka således for blødere gældskriterier, der passer bedre til Italiens økonomi og industri, som før euroens indførelse blev holdt konkurrencedygtig med målrettede devalueringer.

Værre end 2008

En anden stærk kritiker af den nordiske europolitik er økonomen Heiner Flassbeck.

»Masserne i nord og de ’europavenlige’ politikere i syd har forhindret, at det kommer til en reel diskussion om den rigtige kurs for valutaunionen. Det bliver Europas endeligt,« lyder det i en analyse fra den uortodokse økonom, der især ser Tyskland som medansvarlig i Italiens krise i kraft af den stædigt fastholdte sparepolitik.

Mere opsigtsvækkende er det, at Tysklands måske mest anerkendte økonom, Marcel Fratzscher, direkte kalder Italiens politiske krise for »Tysklands problem«. Som andre økonomer påpeger Fratzscher i avisen Tagesspiegel, at problemet økonomisk betragtet i første omgang måske nok er italiensk, fordi markederne vil straffe det stærkt forgældede land med dårligere ratings og højere renter på de italienske statsobligationer.

Men hvor andre økonomer hævder, at den italienske gæld overvejende er indenlandsk og i en krise overvejende vil ramme Italien selv, mener Marcel Fratzscher, at en italiensk krise »klart vil overtrumfe omkostningerne ved Lehman Brothers’ konkurs i 2008 – og at Tyskland vil være det største offer for en sådan krise næst efter Italien selv«.

Derfor har den italienske regering ret i, mener Marcel Fratzscher, at »de fælles regler for finanspolitikken, for en bankunion, for det indre marked og for andre områder bør reformeres«.

Sydeuropæisk afpresning

Hans position bakkes op af Jana Puglierin, der er Italiens- og Europaekspert ved tænketanken DGAP.

»Tyskland er tvunget til at gå mere offensivt til reformer af euroen,« siger hun til Information.

»Selv som unionens tredjestørste økonomi efter Brexit er Italien i årevis blevet prioriteret alt for lavt i Tyskland, og der har nok været for snævert fokus på Frankrig. Italien har altid været en progressiv del af den europæiske integration, men stemningen mod Tyskland har været under opsejling i et stykke tid. Det er på allerhøjeste tid at diskutere mulige reformer.«

Ligesom den italienske præsident Mattarella, der entydigt har understreget, at de lovfæstede euro-regler ikke bare kan genforhandles for Italiens skyld, tror Jana Puglierin heller ikke på, at den tyske regering vil sætte spørgsmålstegn ved stabilitetspagten og gældskriterierne for euroen.

»Det ville blive opfattet som sydeuropæisk afpresning,« siger hun og kalder de sidste dages udvikling for »faretruende«.

»Den rammer direkte ind i fortællingen om, at eliten – også den europæiske elite – sætter sig ud over folkets demokratiske beslutninger. Det vækker vrede, at præsidenten nu skulle beskytte det italienske folk mod sig selv. Jeg er bange for, at det vil hævne sig ved næste valg.«

Nasserne fra Rom

Denne frygt er Jana Puglierin ikke ene om at nære.

Frankfurter Allgemeine Zeitung mener, at al tysk kritik af Italien fra nu af vil være vand på de italienske populisters mølle. Det spil har allerede været i gang, siden den toneangivende kommentator Jan Fleischhauer fra Der Spiegel under overskriften »Nasserne fra Rom« har anklaget Italien for at række den tiggende hånd frem mod nord for at kunne finansiere det søde italienske liv, for med den anden hånd at true giverne – især tyskerne – når de minder italienerne om, at de gerne vil have lånene tilbage.

Med adresse til Berlin fik det Legas leder Matteo Salvini til på Twitter at kommentere:

»Tyskerne fornærmer os, og så skulle vi tilmed vælge en økonomiminister, der passer dem? Nej tak.«

Søndag tilføjede han: »Nogen har sagt nej til os. Men vi er hverken tyskernes eller franskmændenes slaver.«

Ifølge Jana Puglierin fra DGAP vil vi formentlig se mere af den slags.

»Jeg er bange for, at Lega vil skrue op for den stærkt fjendtlige tone mod EU og Tyskland i den næste valgkamp. Og at de vil profitere på det.«

64-årige Carlo Cottarelli (th.), der har en fortid i den internationale valutafond, IMF, blev mandag af den italienske præsident Sergio Mattarella udpeget til at stå i spidsen for en midlertidig teknokratregering. Men regeringen vil sandsynligvis blive nedstemt i parlamentet, hvorfor det ligner endnu et valg senere i år.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Thomas Tanghus
  • Eva Schwanenflügel
  • Stig Bøg
  • Olav Bo Hessellund
  • Poul Erik Riis
  • Kurt Nielsen
  • Espen Bøgh
  • Torben K L Jensen
Thomas Tanghus, Eva Schwanenflügel, Stig Bøg, Olav Bo Hessellund, Poul Erik Riis, Kurt Nielsen, Espen Bøgh og Torben K L Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben K L Jensen

Tyskernes arrogance vil i sidste ende bringe euro´en til fald og dermed hele fredsprojektet EU i fare.

William Schou

Kære Information

En lille rettelse - I skriver " Mattarella nægtede samtidig at overdrage finansministerposten til den 81-årige jurist Paolo Savona, som er stærk kritiker af euroen og ikke mindst af den tyske europolitik."
Paolo Savona er ikke jurist, men derimod økonom.

Karsten Aaen, Eva Schwanenflügel, Alvin Jensen, Torben K L Jensen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Espen Bøgh

Det er politikerne i EU der har skylden for såvel BREXIT om nu muligvis også et kommende Italiensk EXIT fra EU.

Det er jo politikerne i EU der har truffet alle de beslutninger vi i EU skal leve med, - så er det også deres ansvar når kontakten med borgerne ikke er i orden.

Per Torbensen, Flemming Berger, Eva Schwanenflügel, Claus Nielsen, Alvin Jensen, Olav Bo Hessellund, Kurt Nielsen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
John Christensen

"Fredprojektet EU?"
Den må du længere ud på landet med Torben K.L. Jensen.

EU fremmer krigens genkomst, ikke mindst nu hvor folkene har fået nok af EU´s indskrænkning af suverænitet, demokrati, selvbestemmelse.

EU har ikke vores mandat - og slet ikke når det kommer til opbygning af et EU-styret EU-forsvar og sikkerhedssystem.
Det skal vi kæmpe så aktivt imod som overhovedet muligt!

Historisk har det aldrig været "folk", altså folkeslag - som har ønsket/villet krig!
Det handler der imod altid om berigelse/dominans - på andres bekostning, og det kan vi godt sætte os ud over - UDEN EU!
Det skal vi huske inden vi giver EU fjer i hatten, som EU på ingen måde fortjener.
EU som fredens projekt, er tom retorik og propaganda, fra magthavernes side.
Det er så klamt som noget overhovedet.

Jeg har ikke problemer med Italiens krise, og ønsker blot at EU-unionen bryder sammen eller opløses.
EU er ikke hverken folkenes fællesskab, eller et fredeligt "fredens projekt".

Kan I mærke blodet bruse i årene?
Jeg kan.

God dag der ude

Peder Bahne, Flemming Berger, Eva Schwanenflügel, Torben K L Jensen, Michael Friis, Alvin Jensen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

John - du har fuldstændig ret - det der startede som et europæisk fredsprojekt har udviklet sig til et neo-liberalt helvede for alle 500 mio. borgere og har meget lidt med demokrati at gøre.
Fint for mig at folket tager den økonomiske magt tilbage til demokratiet hvor det hører hjemme.
Kald det populisme - bare det virker.

Per Torbensen, Peder Bahne, Flemming Berger, Eva Schwanenflügel, Alvin Jensen, David Zennaro, Bjørn Pedersen og Olav Bo Hessellund anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Har lige undersøgt Paolo Savona´s karriere og han er ikke nogen "hvem som helst" i de økonomiske skoler. Blandt andet har han en uddannelse i økonomi fra MIT - den samme økonomiske skole som Paul Krugman,den Nobelpris-vindende økonom der kaldte finanspagten for "selvmordspagten" - også manden bag kritikken af Tyskland´s rolle i euro-zonen.

Karsten Aaen, Eva Schwanenflügel og Alvin Jensen anbefalede denne kommentar
Nike Forsander Lorentsen

Ha, Italienerne skal vel selv tage ansvar for sin højre Lega Nord og Femstjernebevægelse plus Maffia kaos politik. Nemt at anklage EU før all dårligdom, og alltid bruge sit gamle Tyskland fordom som ekstra krydderi på sin foragt.

Bjarne Toft Sørensen

Det, at den italienske præsident griber ind med den begrundelse at beskytte nogle interesser (hos middel - og overklassen) hos pensionsopsparerne, er en kortsigtet løsning.

Uden at have det helt store overblik over italiensk økonomi, og specielt over sammensætningen af den italienske gæld til udlandet, er følgende scenarie muligt:

En kommende regering med samme parlamentariske grundlag som det nuværende og nogenlunde samme politik, vil skabe mistillid til Euroen på finansmarkederne, hvilket også, på forskellige måder, vil påvirke kommende investeringer. Det vil dog især ramme Italien.

Indtil nu har der været en rimelig tillid til italiensk økonomi på såvel finansmarkederne som hos investorerne, til trods for den store italienske gæld til udlandet, der procentvis er større end den græske, inden de for alvor løb ind i problemer.

Da Italiens økonomi er langt større end Grækenlands, kan EU ikke tilbyde de samme løsninger, som Grækenland tog imod, og Italien vil blive nødt til at træde ud af Euroen.

Da voksende mistillid på finansmarkederne og hos investorerne på kort sigt har langt større betydning end virkninger af at forsøge at sætte gang i italiensk økonomi, vil Italien komme til at stå med en voldsom gældsbyrde, der med en vis sandsynlighed, inden for måske 2 - 4 år, vil føre til en statsbankerot. Og det vil ikke kunne undgås ved gentagne devalueringer. Det vil også få destruktive konsekvenser for de mange pensionsopsparinger i Italien, men folket har jo fået deres demokratiske vilje.

At det kan blive enden for Euroen er ikke usandsynligt, men mere sandsynligt er det, at Italien vil gå statsbankerot forinden.
https://www.dr.dk/nyheder/udland/fakta-hvad-er-en-statsbankerot

John Christensen

Bjarne Toft Sørensen - så italienerne har ikke noget rigtigt valg, er det - det du siger?
Den situation har udlånerne til Italien da været bevidst om, da de lånte pengene ud - så gammel er Euroen jo heller ikke.
Er det ikke blot skræmmekampagne for at holde befolkningen fast. De går alligevel bankerot!

Torben K L Jensen

Er der nogen her der kan forestille sig at italienerne vil finde sig i at blive sat under administration af en "Trojka" som det skete i Grækenland ? Så langt rækker min fantasi trods alt ikke.

Bjarne Toft Sørensen

John Christensen: Udlånerne så trods alt en sikkerhed i, at Italien, trods en række af ustabile regeringer, der varetog særinteresser og ikke landets interesser, var med i Euroen og dermed var bundet af den række af forpligtelser, der fulgte med. De betragtede det uden tvivl som ret usandsynligt, at modstanden mod EU og Euroen ville udvikle sig til det niveau, den har nået i Italien.

Måske ville det mere langsigtet have været fordelagtigt for Grækenland tidligt i landets krise at være trådt ud af Euroen, være gået statsbankerot og efter nogle meget hårde år igen langsomt at have genopbygget økonomien, i stedet for stadig at stå med den gæld, de står med (selv om de dog også har fået en vis gældssanering).

Fra italiensk side at tro, at man kan reformere EU systemet og betingelserne for den fælles økonomiske politik (dikteret af især Tyskland) indefra, virker for mig at se naivt. Det vil være begrænset, hvor mange indrømmelser man kan give Italien (da det ville ødelægge tilliden til EU systemet og til Euroen - og der har EU slet ikke samme position som USA og den amerikanske Dollar), og det vil i hvert fald kun i begrænset omfang kunne løse Italiens økonomiske problemer.

Den bedste langsigtede løsning for Italien ville måske være, ret hurtigt, at beslutte sig for en udtræden af Euroen, muligvis med en statsbankerot som konsekvens.

Under alle omstændigheder vil det for selv dygtige fagøkonomer være svært præcist at sige, hvilke konsekvenser det i givet fald ville få for såvel Italien, EU og Euroen. Usikkerheden som sådan har negative konsekvenser.