Læsetid: 9 min.

Italiens krise udstiller det akutte behov for reformer i EU

Det seneste år er betingelserne for at nå til enighed om væsentlige økonomiske reformer i EU blevet drastisk forværrede. Euroen bliver først robust den dag, medlemslandene hæfter solidarisk for hinanden – men forinden kræver Nordeuropa ordnede forhold i syd
»Italien er trods politiske og økonomiske problemer eurozonens tredjestørste økonomi næst efter Tyskland og Frankrig. Skulle det kommende topmøde blive lammet af en politisk krise i Italien, vil det være et stort slag for reformprocessen, ikke mindst i forhold til den del af det, der handler om at komme i mål med den europæiske bankunion.« skriver Jakob Vestergaard.

»Italien er trods politiske og økonomiske problemer eurozonens tredjestørste økonomi næst efter Tyskland og Frankrig. Skulle det kommende topmøde blive lammet af en politisk krise i Italien, vil det være et stort slag for reformprocessen, ikke mindst i forhold til den del af det, der handler om at komme i mål med den europæiske bankunion.« skriver Jakob Vestergaard.

Riccardo Antimiani

30. maj 2018

På denne tid sidste år var Emmanuel Macron netop valgt til præsident i Frankrig med en ambitiøs europapolitisk dagsorden. Macron tog straks til Berlin, hvor Merkel tog imod ham, og her erklærede de deres fælles tilslutning til et tæt samarbejde om fortsat europæisk integration. Få uger efter lancerede EU-Kommissionen et ambitiøst visionspapir for reformer af Den Økonomiske og Monetære Union (ØMU), der udgør fundamentet for euroen.

Vi befandt os i et europæisk forår – med fornyet optimisme for Europa efter adskillige år med finansiel og økonomisk krise og stigende bekymring i den politiske elite for den stadigt større opbakning til elitekritikere og populister, som man så rundt om i medlemslandene.

Om mindre end en måned skal der efter planen træffes bindende beslutninger om de reformer af ØMU-samarbejdet, som det politiske establishment i Bruxelles har arbejdet på siden 2012. Men de politiske muligheder ser alt andet end gode ud.

Den Økonomiske og Monetære Union (ØMU) er et samarbejde om økonomisk politik, om den fælles valuta euroen og om oprettelse af Den Europæiske Centralbank.

Kilde: Folketingets EU-oplysning

Både Merkel og Macron er siden dengang for et år siden blevet hårdt svækket indenrigspolitisk. De presses af en ny alliance bestående af en række små men stærke nordeuropæiske økonomier, og senest udstiller markedsturbulensen omkring Italien og den italienske politiske krise på én gang, hvor magtpåliggende reformer af ØMU’en er – og hvor umådelig lang vej der er til mål.

Italien er trods politiske og økonomiske problemer eurozonens tredjestørste økonomi næst efter Tyskland og Frankrig. Skulle det kommende topmøde blive lammet af en politisk krise i Italien, vil det være et stort slag for reformprocessen, ikke mindst i forhold til den del af det, der handler om at komme i mål med den europæiske bankunion.

Bankunionen består af fælles regler for bankerne, fælles banktilsyn og fælles afvikling af nødlidende banker. Bankunionen skal sikre, at banksektoren i euroområdet ikke kommer i så alvorlige problemer igen, som det blev set under finans- og gældskrisen, hvor flere medlemslande måtte bruge store offentlige summer på at forhindre en række store bankers kollaps.

Kilde: Folketingets EU-oplysning

Finansmarkederne

En kollega tweetede forleden et tankevækkende uddrag af en mere end 25 år gammel dialog mellem den daværende franske præsident, François Mitterand, og hans italienske kollega, premierminister Giuliano Amato.

Mitterand var i oprør over, at francen, den franske valuta, kort forinden (i september 1992) havde været på nippet til at bukke under for et spekulativt angreb; en foreteelse, han beskrev som aldeles uacceptabel. Mitterand forklarede:

»Hvis ikke det var for samspillet mellem de forskellige EU-medlemslandes valutaer, så ville valutaspekulationen ikke eksistere.«

»Der er absolut ingen grund til, at en stat kun kan føre politik på finansmarkedernes nåde,« fortsatte han: »det er en utålelig form for amoral.«

For Mitterand forekom en fælleseuropæisk valuta (euroen) at være løsningen på problemet. Men i dag ved vi, at euroen i sig selv ikke er nok. Det er nu mere end fem år siden, men stadig i frisk erindring, at eurosamarbejdet var under alvorligt pres.

Nok havde man nu en fælles valuta, men flere medlemslande oplevede låneomkostninger, der var så voldsomt stigende, at det satte spørgsmålstegn ved deres mulighed for at forblive i euroen. Da Italien blev trukket ind i den dynamik, blev selve euroens overlevelse pludselig også truet.

De ØMU-reformer, man har diskuteret siden 2012, er først og sidst en bestræbelse på at gøre euroen betydeligt mere robust i tråd med Mitterands oprindelige vision.

Selvom euroen nærmer sig et imponerende 20-årsjubilæum, så minder disse dages begivenheder i Italien os om, at finansmarkedernes magt over de europæiske nationalstater på ingen måde er forduftet, som Mitterand forventede.

Finansmarkederne reagerede på den italienske regeringsdannelse med de to euroskeptiske partier Lega og Femstjernebevægelsen med stigende låneomkostninger for italiensk statsgæld.

Rentespændet mellem tyske og italienske statsobligationer steg til næsten to procentpoint – det højeste niveau siden 2014 – og flere internationale kreditvurderingsbureauer advarede om muligheden for snarlige nedjusteringer af Italiens kreditværdighed.

Rentespændet er forskellen mellem to rentesatser, for eksempel på samme obligationer i forskellige lande. En højere italiensk rente på statsobligationer gør det dyrere for Italien at forrente sin statsgæld, som derfor – alt andet lige – vil blive større.

Søndag tog den italienske præsident, Sergio Mattarella, det radikale skridt at benytte sin konstitutionelle ret til at afvise den ministerliste, som Guiseppe Conte præsenterede ham for.

Mattarella anså Italiens position i eurosamarbejdet for truet af Paolo Savona, den økonom, der blev indstillet til den vigtige post som finansminister.

»Usikkerheden om vores position i eurosamarbejdet har alarmeret italienske og udenlandske investorer,« forklarede præsidenten. »Stigningen i rentespændet øger vores gæld (…) og indebærer store risici for italienske familier og borgere.«

Efter Mattarellas afvisning af ministerlisten opgav Conte sit mandat til at forme koalitionsregeringen, og præsidenten udpegede i stedet Carlo Cottarelli, en tidligere italiensk embedsmand i IMF, som leder af en midlertidig administrativ regering.

Trods præsidentens indgreb, fortsatte markedsuroen mandag. I løbet af formiddagen nærmede rentespændet sig 2,5 procentpoint, og der var bekymrende spredning til Spanien og Portugal, som begge oplevede mindre stigninger i rentespændet for deres statsobligationer.

De fleste forventer nu et nyvalg, formentlig på den anden side af sommerferien. Imens undrer mange sig over præsidentens drastiske skridt. For mange italienske vælgere er det svært at forstå, at Paolo Savona ikke skulle være en fuldt ud kompetent og legitim italiensk finansminister. Savona er en respektabel økonom med ansættelser i både den italienske nationalbank og det italienske finansministerium, samt en periode som industriminister i en tidligere regeringsdannelse.

Men det CV var angiveligt ikke nok til at opveje for noget – i Mattarellas øjne – langt mere alvorligt: Nemlig, at Savona er erklæret euroskeptiker.

Savona havde ganske vist søndag eftermiddag udsendt en pressemeddelelse, hvor han understregede, at han i sit virke som italiensk finansminister ville arbejde for »fuld implementering af Maastricht og Lissabon-traktaterne«.

Too little too late? Noget kunne tyde på det.

Finansielle aktører lægger ikke skjul på, at de ser deres rolle som disciplinerende i forhold til nationalstaternes økonomiske politik. Nicola Mai, analytiker for den amerikansk finansgigant, Pimco, udtalte således forleden i en direkte kommentar til situationen i Italien, at markederne kunne forventes, at ville presse den nye italienske regering til at »rette ind« – ikke mindst rette ind til en mere moderat kurs over for EU. Det er ikke uden ironi, at det netop er finansmarkedernes såkaldte disciplinering, der er den største trussel mod euroen og det europæiske projekt.

Alvorlig slagside

De seneste dages udvikling i Italien er især bekymrende, fordi processen med reformer af ØMU’en i forvejen var alvorligt udfordret.

Kommissionsformand Jean Claude Junckers tale til Europa-Parlamentet i september havde ellers forstærket fornemmelsen af, at tiden nu var kommet til at få gjort alvor af de reformer, der skulle fremtidssikre EU og euroen. Med en reformivrig Emmanuel Macron i Frankrig og en stærk Angela Merkel på kurs mod genvalg i Tyskland så tiden ud til at være moden.

Men så tikkede resultaterne af det tyske valg ind. Valget blev et stort slag for både Angela Merkels kristendemokrater og for det tyske socialdemokrati, mens en række euroskeptiske partier stormede frem. Efter adskillige måneders forhandlinger stod det klart, at Angela Merkel kunne fortsætte som regeringsleder, men det stod også klart, at Forbundsdagen var blevet betydeligt mere skeptisk over for yderligere politisk og økonomisk integration i EU.

Lidt længere mod syd har selv Macron, den ellers så populære franske præsident, måttet sande, at et år er lang tid i politik. Macrons meningsmålinger er støt nedadgående, således at nu kun 32 procent af de franske vælgere erklærer sig tilfredse med ham, mens hele 58 procent er utilfredse.

Længere mod nord blæste der også nye vinde. Den hollandske statsminister, Mark Rutte, lancerede i starten af året en ny alliance, som en vittig finansiel presse var hurtig til at døbe ’Hoekstra og de syv små dværge’ efter den hollandske finansminister, Wopke Hoekstra. Foruden Holland, Irland og de tre baltiske lande indgår Danmark, Finland og Sverige i alliancen, og det centrale budskab er, at yderligere europæisk integration ikke kan komme på tale, før alle medlemslande har vist, at man har styr på de offentlige finanser og har forpligtet sig troværdigt og endegyldigt på, at sådan vil man fortsætte, så langt øje rækker.

»Opskriften på en større europæisk lagkage er ikke centraliserede redningspakker og fuldt fart på seddelpressen, men strukturelle reformer og ansvarlig finanspolitik,« forklarede Rutte.

Selvom der er relativt stor enighed blandt medlemslandene om vigtigheden af reformer af ØMU’en, så har bekymringen blandt iagttagere af processen været støt stigende de seneste mange måneder.

Allerede længe inden resultatet af det italienske valg forelå, var der stor bekymring for reformprocessen blandt uafhængige eksperter og analytikere. I en sjælden akademisk intervention udgav 14 franske og tyske økonomer i januar en rapport, der konstaterede, at der siden 2014 reelt ikke havde været nogen »meningsfulde fremskridt« med reformerne. Ifølge rapporten skyldes det dybe politiske uenigheder imellem medlemslandene, hvorfor økonomerne i fællesskab identificerede den reformpakke, man anså for nødvendig.

Både kommisæren for finansiel stabilitet, Valdis Dombrovskis, og Klaus Regling, chefen for den europæiske afviklingsfond, har i løbet af foråret advaret om, at hvis medlemslandende ikke kommer i mål med reformerne nu, så vil de formentlig blive forsinket helt til den anden side af Europaparlamentsvalget i efteråret 2019 med risiko for at blive underløbet af en ny europæisk finanskrise inden da.

Senest var det den afgående næstformand for Den Europæiske Centralbank (ECB), Vítor Constâncio, der gav udtryk for bekymring for den manglende fremdrift i reformprocessen. I et interview med Financial Times udtrykte han stor nervøsitet for, at medlemslandene ikke ville være i stand til at nå til enighed om at gøre en større del af ansvaret for bankkriser i EU til et fælles anliggende og ansvar – og at man derfor ikke ville kunne lægge den praksis bag sig, at det er op til de enkelte medlemslande og deres skatteydere.

Der er udbredt enighed om, at euroen kun for alvor bliver robust den dag, medlemslandene hæfter solidarisk for hinanden – både når det gælder bankproblemer og statsgæld. Men den form for ’risikodeling’ kan ikke komme på tale, – siger en række lande anført af Tyskland og Holland – før der er opnået en passende ’risikoreduktion’ i hvert enkelt medlemsland.

EU kan kort sagt ikke forvente at komme ikke et skridt videre med bankunionen, før medlemslandene er i mål med risikoreduktionen.

Det var da også netop det spørgsmål, Vítor Constâncio brugte alt sit krudt og sin symbolske kapital på i sit fratrædelsesinterview med Financial Times. Både i Spanien, Portugal, Grækenland og Irland har man gennemført så grundlæggende reformer, forklarede Constancio, at man er lykkedes med at gå fra store underskud til at være i fuld overensstemmelse med EU’s regler.

»Risikoreduktionen i disse lande har været rigelig til at berettige, at man nu går videre med de dele af reformerne, der handler om risikodeling,« understregede Constancio. Men den fortælling er der ikke megen tillid til i Tyskland, Holland og andre ligesindede lande.

Næste onsdag gør vi status på bankunionen, og hvilke reformer der skal til for at fuldende den.

Jakob Vestergaard er lektor i global politisk økonomi ved Roskilde Universitet.

Seks centrale figurer i den italienske krise

 

Sergio Mattarella
Alessandro Serrano

Italiens præsident. Nedlagde søndag veto mod Paolo Savona som finansminister, fordi han mener, at Italiens position i eurosamarbejdet vil være truet af Savona som finansminister.

 

 

 

Paolo Savona
Cesareo/Fotogramma/Ropi

Afvist finansministerkandidat. Økonom, stærkt eurokritisk og udpeget af Femstjernebevægelsen, Lega og Giuseppe Conte, men afvist af præsident Mattarella, der har benyttet sin konstitutionelle ret.

 

 

 

 

Giuseppe Conte
ALESSANDRO DI MEO

Tidl. premierministerkandidat. Under 100 timer efter, at han var blevet udpeget af de to koalitionspartnere, opgav han at danne regering og nedlagde samtidig sit eget kandidatur.

 

 

 

 

 

Carlo Cottarelli
Mari

Ny premierministerkandidat. Har en fortid i Den Internationale Valutafond, IMF. Udpeget af Mattarella til at stå i spidsen for en teknokratregering – som lader til at være dødfødt.

 

 

 

Luigi Di Maio
Riccardo De Luca

Femstjernebevægelsens leder. Er rasende over, at præsident Mattarella har blokeret for dannelsen af en ny regering. Mattarella skal stilles for en rigsret for »forræderi«, siger Di Maio.

 

 

 

 

Matteo Salvini
Riccardo Antimiani

Legas leder. Lægger op til nyvalg med ordene: »Vi vil ikke lade os afpresse. I et demokrati – hvis vi altså stadig lever i et demokrati – så er der kun én ting at gøre, og det er at lade italienerne stemme.«

 

 

 

 

»Selv om det umiddelbart lyder som gode nyheder for Europa, har der ikke været meget eufori i Tyskland, efter at den planlagte regering bestående af de eurokritiske italienske partier Femstjernebevægelsen og Lega søndag aften blev aflyst af præsident Sergio Mattarella til fordel for endnu en teknokratisk overgangsregering i Italien.« skriver Mathias Sonne.  
Læs også
64-årige Carlo Cottarelli (th.), der har en fortid i den internationale valutafond, IMF, blev mandag af den italienske præsident Sergio Mattarella udpeget til at stå i spidsen for en midlertidig teknokratregering. Men regeringen vil sandsynligvis blive nedstemt i parlamentet, hvorfor det ligner endnu et valg senere i år.
Læs også
Serie

Hvad blev der af det europæiske forår?

De europæiske armbevægelser var store sidste forår, da Macron var blevet valgt som fransk præsident, og da den umiddelbare fare fra højepopulisterne var blevet afværget. Blot to uger efter Macrons tiltrædelse lancerede EU-Kommissionen sine visioner for fortsat europæisk integration og udbygning af Den Økonomiske og Monetære Union, der udgør fundamentet for euroen.

Ét år senere kan man med rette spørge, om noget af det har nogen som helst gang på jord.

Lektor i politisk økonomi Jakob Vestergaard klæder os på til at forstå de tunge forhandlinger om bankunionen, kapitalmarkedsunionen og fælleseuropæiske gældspapirer frem til EU-topmødet den 28.-29. juni, hvor ØMU-ambitionerne skal stå deres prøve.

Seneste artikler

  • De store visioner for Europa ender i bedste fald med fortvivlende små fremskridt

    28. juni 2018
    Trods mere end fem års intenst forarbejde og skubben på fra EU-Kommissionens side, ser det ud til, at det topmøde, der på forhånd var udråbt som den centrale milepæl for euroreformer, ender med i bedste fald fortvivlende små fremskridt
  • Et potentielt kapitalmarked i EU skal levere vækst – men prisen kan blive øget finansiel ustabilitet

    18. juni 2018
    Trods årtiers snak om kapitalens fri bevægelighed er kapitalmarkederne i Europa fortsat stærkt fragmenterede. Det skal EU’s nye kapitalmarkedsunion råde bod på. Initiativet sælges til borgerne som et projekt, der handler om at skabe vækst og arbejdspladser. Men først og sidst handler det om at fremme lønsomheden i den europæiske finanssektor på bekostning af regulering. Et af værktøjerne er såkaldt sekuritisering, der anses som en central faktor bag finanskrisen
  • Analyse: EU satser på mere budgetdisciplin, og sender bankunionen til tælling

    6. juni 2018
    Midt i Merkels nylige afvisning af Macrons visioner for øget samarbejde i eurozonen gav hun som et lille lys i mørket sin fortsatte støtte til at udbygge bankunionen. Lige nu er bankunionen en ufuldstændig konstruktion, hvor mindst et par af de bærende søjler hænger i luften eller helt mangler. Men meget tyder på, at Merkel har noget ganske andet i tankerne end Macron om, hvordan den skal bygges færdig
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Thomas Tanghus
  • Kurt Nielsen
  • Christian Mondrup
  • Christian Skoubye
  • Espen Bøgh
  • Poul Erik Riis
  • Torben K L Jensen
Thomas Tanghus, Kurt Nielsen, Christian Mondrup, Christian Skoubye, Espen Bøgh, Poul Erik Riis og Torben K L Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

Der er tale om et noget værdiladet ordvalg, når det fremstilles sådan, at stater fører politik på finansmarkedernes nåde, og at finansmarkederne har magt over de europæiske nationalstater.

Bortset fra, selvfølgelig, når der er tale om egentlig valutaspekulation mod enkelte landes valuta, og det sker jo regelmæssigt, eller der er tale om, at et land har bragt sig i en meget kritisk situation på grund af en uansvarlig økonomisk politik fra skiftende regeringers side.

Ville man bruge de samme formuleringer om den almindelige dansker, der ønsker et lån i sin bank til et bestemt formål eller at tegne en forsikring hos sit forsikringsselskab? Det er vel rimeligt nok, at banken eller forsikringsselskabet gør opmærksom på, at du skal opfylde visse betingelser, for at opnå visse lån til en bestemt rente, eller opfylde visse betingelser med hensyn til sundhed og livsstil, for at få adgang til en forsikring på særligt favorable vilkår? Vil man her tale om, at borgerne i et land lever på bankernes og forsikringsselskabernes nåde?

Når Mark Rutte - alliancen stiller krav til de øvrige medlemslande i EU, med henblik på øget europæisk integration, er det vel fuldt forståeligt. Meningen kan jo ikke være, at nogle medlemslande skal have lov til at føre økonomisk politik på andre medlemslandes bekostning.

Øget europæisk integration må forudsætte overholdelse af en række fælles regler, så enkelte lande f.eks. ikke på baggrund af en uansvarlig populistisk politisk kultur fører en økonomisk politik og løber en række risici, der samtidig indebærer, at hvis det så med en øget sandsynlighed går galt for landet, så kommer de andre og betaler regningen.

Det er vel fuldt forståeligt, at der stilles krav i retning af "styr på deres banksektor, "styr på offentlige finanser", "strukturelle reformer og ansvarlig finanspolitik" og "risikoreduktion i hvert enkelt medlemsland".

Når der stilles krav fra finansmarkederne til lande i EU og fra Mark Rutte - alliancen er det klart, at kritikken, direkte og indirekte, er rettet mod forholdene i et land som Italien, der har en statsgæld på omkring 135%, og hvor det kommende regeringsgrundlag, med de to populistiske partier i spidsen, på økonomiens område lovede lavere skatter, borgerløn og sænkning af pensionalderen.

Samtidig med at man bekendtgjorde, at man var lige glade med, at man ikke kunne overholde EUs budgetregler, og at man ville øge den samlede offentlige gæld.

På en række områder er Italien et land, der står i vejen for en øget økonomisk integration i EU.
https://www.information.dk/udland/2017/06/eu-giver-italien-lov-redde-to-...

John Christensen

Bjarne Toft Sørensen..........alle ord der er beregnet på at cementerer EU´s, og finansmonopolernes magt over nationalstaterne og deres befolkninger - er i den grad grad værdiladede.

Ellers havde folk for længst lugtet lunten, og fundet Guillotinen frem.

Torben K L Jensen

Italien - "et land der står i vejen for øget økonomiske integration" Sig mig Bjarne - har du tabt sutten ?
Det er sgu da Tyskland der blokerer for Macron´s reformer af det indre marked og den fælles valuta - euroen. Med et handelsoverskud på 800 mia. euro er balancen mellem nord og syd ikke eksisterende - netop hvad Macron prøver at gøre op med ved at indføre fælles hæftning for gæld med euro-bonds (euro-obligationer) og udligningsordninger som man har i USA mellem nord og syd. Alt det som er galt med euro-zonen. I øvrigt mener jeg at euroen skal opgives hvis de nødvendige reformer ikke kan gennemføres.

Henrik Peter Bentzen, Ole Bach og Alvin Jensen anbefalede denne kommentar
Jørgen Wind-Willassen

Husk at renten nede i den lokale bank ikke er den samme for alle kunder.
De mere tvivlsomme betalere tilbydes selvfølgelig en højere rente, som følge af større risiko.
Sådan er det også på nationalt plan, selvom valutaen er den samme.
Surt for italienerne, men retfærdigt.
De har jo selv lånt pengene- og brugt dem.

Kurt Nielsen

Eliten kritiserer elitekritikerne for at være populister. På trods af efterhånden 1½ til 2 års debat har eliten simpelthen - på trods af deres elitære fortrin - endnu ikke fattet, at det er eliten, der er problemet og ikke populismen.

Henrik Peter Bentzen, Flemming Berger, Torben K L Jensen og Claus Kristoffersen anbefalede denne kommentar

"Macron valgt på ambitiøs europapolitisk dagsorden" - du milde Moses. Jakob Vestergård, tag dig sammen, tak.
Det er pinligt, tragikomisk, latterligt, ja snotdumt ... at skrive europapolitisk, når det så åbentlyst handler om EU-politisk!
Macron har aldrig sagt, at han vil reformere Europa. - Gøre Europa til en del af USA eller Afrika?? - Løsrive Frankrig, Tyskland og de latinske lande fra Europa??
Visse-Vasse-Vrøvl !!
Macron vil reformere EU sammen med Merkels Tyskland!
--> Så skriv dog EU i stedet for Europa!
Den samme politisk forvirrende fejl hørte jeg tre gange i forgårs på DR2 og TV2.
- Melder England sig ud af Europa / eller EU?!
- Skal vi stemme til Europa- /eller EU- parlamentsvalget i maj 2019?!
Europa er meget andet end EU, tak!

Thomas Petersen, Henrik Peter Bentzen, Kurt Nielsen og Michael Friis anbefalede denne kommentar
Bjarne Toft Sørensen

Torben K L Jensen: Principperne om fælles hæftning af gæld og en form for udligningsordning mellem nord og syd er en fin målsætningen at have, men forudsætningen for at den kan gennemføres er, at sydeuropæiske lande som Italien og Grækenland viser en vilje og evne til at implementere de reformer, der allerede er vedtaget vedrørende ØMUen og bankunionen.

Hvis nogle lande siger "ja" til reformer og i praksis ikke gennemfører dem, fordi det vil udfordre magtfulde økonomiske interesser i de pågældende lande, f.eks. inden for banksektoren, går det ud over troværdigheden og tilliden landene imellem. Især hvis det samtidig følges af en misvisende fremstilling til EU systemet af, hvad der reelt foregår. I begge de nævnte lande findes en "økonomisk elite", der i praksis har en stor indflydelse på, hvilken EU - lovgivning der bliver implementeret på økonomiens område, og hvilken der ikke gør.

Så kunne det være lidt interessant at høre fra 5 stjernerne eller Liga eller manden det hele handlede om finansministeren som ikke blev Finansminister Paolo Savona. Hvorfor valgte de ham og hvorfor insisterede de?

For at høre det sædvanlige kor af EU-jubeloptimister udlægge, hvad dem de ikke kan lide, gør, er sku fordummende..