Læsetid: 5 min.

Klimaaktivisten Bill McKibben: Grønne investeringer giver bedre afkast – og finansverden har opdaget det

En af verdens førende klimaaktivister Bill McKibben ser opmuntrende tegn i investormiljøer: Omstillingen til vedvarende energi bliver en stadig bedre forretning – og det har finanseliten indset hurtigere end politikerne
Forskere samler prøver ind fra Great Barrier Reef ved Australiens kyst. Revet er ifølge klimaaktivist Bill McKibben »et af de klareste tegn« på de igangværende ødelæggelser forårsaget af klimaforandringerne. Eller som McKibben formulerer det: »En klar demonstration af dumheden i ​​det, vi laver.«

Forskere samler prøver ind fra Great Barrier Reef ved Australiens kyst. Revet er ifølge klimaaktivist Bill McKibben »et af de klareste tegn« på de igangværende ødelæggelser forårsaget af klimaforandringerne. Eller som McKibben formulerer det: »En klar demonstration af dumheden i ​​det, vi laver.«

David Maurice Smith

9. maj 2018

Efter næsten tre årtiers aktivisme har Bill McKibbens engagement i klima og miljø taget en ny drejning: Han går nu efter at blive verdens førende grønne investeringsmægler.

»Vi får aldrig løst problemet med klimaforandringer, hvis vi tror, at enkeltstående initiativer hver for sig kan gøre det,« siger han til Guardian Australia.

Forfatteren og stifteren af ngo’en 350.org er for tiden på rundrejse i Australien, hvor han mødes med byråd, fagforeninger, banker og pensionskasser – ja, med alle, som råder over store investormidler og vil høre på ham. Hans mission: at få deres opbakning og penge til et »aggressivt« fremstød mod stadig mere omfattende omstilling til vedvarende energikilder.

Hvad der først tog form som en kampagne for mere etiske investeringer, herunder for tilbagetrækning plus grøn reinvestering af midler sat i den fossile brændselsindustri – er nu i vidt omfang blevet en salgstale, der går målrettet for at vinde kapitalister for det synspunkt, at der er store profitter at høste på vedvarende energi.

»Da vi for seks år siden begyndte at anbefale grønne om-investeringer, var mine bevæggrunde alene vores moralske begrundelser«, siger McKibben.

Ifølge Bill McKibben har finansverden fået øjnene op for noget, som politikerne tilsyneladende ikke har opdaget: At den grønne omstilling bliver en stadig bedre forretning.

Redux

»Men vi indså ret hurtigt, at der også var flere fremragende rent finansielle grunde, end vi umiddelbart havde gjort os klart. Da vi så småt gik over til at pushe den slags salgsargumenter for fem år siden, følte vi os først som banditter.«

I denne uge lancerer McKibben en rapport udgivet af 350.org, University of Technology Sydney, og Future Super, hvori det påvises, at blot 7,7 procent af Australiens pensionskassemidler vil være nok til at sikre en fuldstændig omstilling til vedvarende energy i 2030.

Politisk indflydelse

McKibben fortæller, at der ikke er tale om aktivistillusioner, men om en proces, der allerede er i gang. I New York har både bystyrets og statens pensionsfonde omlagt alle de midler, de før havde sat i fossilt brændsel. Dusinvis af australske kommuner har siden fulgt trop.

»Jeg har med interesse noteret mig, at finansgutterne er hurtigere til at finde ud af, hvad der foregår, end de politiske hoveder,« siger han.

»Solenergifolkene har ikke tjent de store penge endnu, så derfor har de svært ved at købe sig til politisk indflydelse. Men de, som forvalter en pensionsfond eller et stort investeringsfirma, har for længst forstået, at de ikke kan tjene flere penge på kul. Det løb er kørt. Til gengæld er der helt åbenlyst mange penge at tjene på sol og vind, så nu er de massivt på vej i den retning.«

McKibben har ikke spildt sin tid i Australien. Som noget af det første besøgte han to af de mest fremtrædende frontlinjer. I Newcastle, den næststørste by i delstaten New South Wales efter Sydney og verdens største kuleksporthavn, stod han i sidste i uge i skyggen af ​​bunkevis og bunkevis af sort kul og mødte lokale samfundsgrupper.

»Der findes et ét-til-ét-forhold mellem de store kulminer bag os, og det forhold, at der er lande, som ikke længere vil eksistere ved dette århundredes udgang,« fortalte han dem. »Det ene er direkte relateret til det andet.«

Koralrevsdød

I weekenden besøgte han Great Barrier Reef. Her så han to versioner af en fremtid, han begyndte at advare om for næsten tre årtier siden.

Den første var en ’skræmmevision’, som han i sin første bog kaldte for ’naturens undergang’: et rev i den nordlige ende, der reelt var ’kogt væk’, som den førende koralrevsforsker Terry Hughes beskrev det under den marine hedebølge i 2016.

»Der var en plet med næsten 100 procents koraldødelighed – og det var en deprimerende, grå monokrom udstrækning af, nå ja, visnet liv,« siger McKibben.

»En kilometer derfra gjorde vi igen holdt. Her var døden kun indtrådt pletvis i måske halvdelen af området. Og det var en påmindelse om, hvilket bemærkelsesværdigt hjørne af Guds hjerne koralrev er. Det var stadig fyldt med farver og levende liv.«

»Man ved ikke, om man skal være lykkelig over at se det leve, som det endnu gør det. Eller trist over, at så meget af det allerede er blevet ødelagt.«

Blå bog: Bill McKibben

  • Amerikansk miljø- og klimaaktivist, forfatter, journalist og investeringsmægler
  • Stifter af ngo’en 350.org, der arbejder for afvikling af al fossil energiindustri til fordel for ren og grøn energi
  • Udnævnt af Foreign Policy til en af verdens 100 mest indflydelsesrige tænkere i 2009. Vinder af Gandhi-prisen i 2013
  • Udvalgte værker: ’The End of Nature’ (1989), ’Hope, Human and Wild’ (1995), ’The Global Warming Reader’ (2011)

’Kynisk akrobatik’

Da McKibben var på vej til revet, breakede den nyhed, at den australske forbundsregering vil finansiere en 500 millioner dollar stor ’redningspakke’ til revet. For dem, der kender videnskaben – at korallernes blegning og død er udløst af klimaforandringer – var der noget latterligt over dette tilsagn.

»På én gang at fremme verdens største kulmine og foregive at bekymre sig om verdens største rev er en øvelse i akrobatik, som kun kyniske politikere vil vove sig ud«, siger han.

Tilbage i land ved Port Douglas var hans første reaktion efter at have set revet:

»Vi må hele tiden optrappe tempoet i vores omstillingsbestræbelser.«

»Pointen er, at alt handler om tempo her. Vi må presse på for at omstille til vedvarende energikilder i så højt et tempo, der nu er muligt. Elon Musk har demonstreret, i hvor højt tempo det nu er muligt at bevæge sig (med det australske Tesla-batteriprojekt, red.). Alle må forsøge at operere i samme høje tempo.«

»Alle ved, at om 70 år fra nu vil vi skulle drive denne planet med sol og vind. Spørgsmålet er bare, om vi skal energiforsyne en ødelagt planet. Revet er et af de klareste tegn på de igangværende ødelæggelser – en klar demonstration af dumheden i ​​det, vi laver. Der er ingen obskur mystik ved noget af det her.«

»Det er vigtigt at forstå, at revet ikke er et dødt økosystem. Mennesker har ikke ret til at afskrive det som økosystem, og det forbliver et mirakuløst sted, selv om dette mirakel nu hænger i en tynd tråd.«

»Jeg må sige, at den dominerende følelse hos mig lige nu, er en følelse af frygt for, at verden skal vise sig ikke at være denne kæmpeudfordring voksen.«

The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er sandt og det er godt, at vi, os miljøtåber, får de store investeringshuse med på vognen. Det er ikke så godt, at storfinanser fordærver de mennesker og omgivelser, de kommer i kontakt med.

Bjarne Bisgaard Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar