Læsetid: 2 min.

Vi har ikke lært nok af USSR’s miljøgyser

Når det gælder økologi og bæredygtighed lever en række af Sovjetunionens skavanker videre i vores kapitalistiske system
31. maj 2018

VANADZOR – Udsigten over Armeniens tredjestørste by, Vanadzor, skæmmes af, hvad der er tilbage af fabrikker fra dengang, landet var en sovjetrepublik – mest fylder tekstilfabrikken og kemikaliefabrikken.

Byen ligger i en floddal omgivet af bølgende grønne bakker og længere væk sneklædte bjerge. Midt i det hele ligger industriarealerne så med tårnhøje jern- og betonkonstruktioner, elmaster og rød-hvid-tværstribede skorstene. Fabrikkerne og det tilhørende kraftværk har været ude af drift i en snes år og ingen vil betale for vedligeholdelse eller nedrivning. Det har med gigantspaghetti af rustne rørledninger, smadrede vinduer og ukrudt overalt, også inde i de spøgelsesagtige bygningsskeletter, gjort synet helt surrealistisk.

Men pyt nu med æstetikken. Hovedsagen er fabrikkernes forurening af området, en typisk USSR-miljøgyser.

»Fuglene er kommet igen,« fortæller en af byens gamle.

»Dengang var her kun krager. Jobbene er væk, men fuglene er vendt tilbage.«

Spild af ressourcer og energi

Efter Jerntæppets fald og Sovjetunionens opløsning kom mange dunkle sager frem i lyset. Det blev lettere at måle østblokkens miljøforurening. Fagfolk gjorde status, og status var chokerende. En del af det, som femårsplanerne kaldte produktion og vækst, var snarere destruktion og tilbageskridt, hvis man regnede det hele med.

Planøkonomien fungerede i praksis sådan, at fokus var på produktionstal og materiel vækst: Hvor mange dæk laver dækfabrikken? Hvor meget maling laver lakfabrikken? Alt andet var enten ligegyldigt eller nogle andres problem.

Arbejdskraft var der nok af, jord og naturressourcer var statsejet og kostede derfor heller ikke noget. Ingen grund til at økonomisere, bare output-tallene steg, så planen kunne opfyldes. Denne model førte til et enormt spild af ressourcer og energi og til miljøforurening i mange afskygninger.

Blandt de mange, som i 1990’erne dansede på USSR’s grav var adskillige kapitalisme- og markedsbegejstrede økonomer, der så Østblokkens forurening som en bekræftelse af, at det er ’socialisme’ snarere end kapitalismens profitmaksimering, som udgør en trussel mod natur og miljø.

Socialisme og statseje, fremgik det, fører uvægerligt til miljøødelæggelser pga. the tragedy of the commons, ’fælledens tragedie’, som består i, at det for den enkelte er rationelt at overudnytte og derved skade fællesskabets ejendom. På den måde blev Sovjetunionens katastrofale miljøpåvirkninger vendt til et argument – i miljøets navn – imod offentlig produktion og for privatisering og det fri initiativ.

Politisk regulering

Vist er der forskel, men når det gælder økologi og bæredygtighed, er der også en del ligheder imellem USSR’s og vores – kapitalistiske – samfundsmodel.

Ligesom i Sovjetunionen er der hos os et for snævert fokus på materiel vækst og produktionstal. Også i vores system er det output og BNP, som tælles, og som derfor tæller. Heller ikke vores forbrug af naturressourcer økonomiseres tilstrækkeligt, fordi det ignoreres eller medregnes til priser, som undervurderer de samlede, samfundsmæssige omkostninger. Tag f.eks. vores kunstgødede pesticidlandbrug: Fokus er på output. Minusserne i form af udledte drivhusgasser, plantegift i grundvandet og bier dræbt af pesticider indgår overhovedet ikke i producentens økonomiske kalkuler.

Privatkapitalisme fører ikke af sig selv til bæredygtige samfund. Atmosfæren, havene, ferskvand, artsmangfoldighed og andre fælles naturressourcer overforbruges også i kapitalistiske lande. Vi har lige set de europæiske dieselbilfabrikanter fuske for milliarder og være sovjet-ligeglade med miljøet.

Om et samfund kan blive bæredygtigt kommer an på en politisk regulering af produktion og forbrug. Forudsætningen er regler, der prioriterer omstillingen, og magten til at håndhæve dem.

Nils Enrum er lektor, cand.polit.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Alvin Jensen
  • Poul Erik Riis
  • Benno Hansen
  • Ejvind Larsen
  • Christian Estrup
Alvin Jensen, Poul Erik Riis, Benno Hansen, Ejvind Larsen og Christian Estrup anbefalede denne artikel

Kommentarer

Poul Erik Riis

Bemærk også, at Sovjetunionen var et militariseret samfund, der lagde vægt på mængde, som man har brug for, når man fører krig – russerne manglede geværer i Første Verdenskrig – og at vores politiske tænkning er dybt inficeret af tænkningen i det militaristiske USA, der fører an i miljøødelæggelsen.