London er billedet på, hvorfor byboerne bliver mere og mere røde

LONDON – Sidste år sikrede Jeremy Corbyn Labour den største andel af stemmer, noget parti nogensinde har fået i London. Over halvdelen af londonernes stemmer gik hans vej.

London er blevet mere og mere rød, og tendensen ser ud til at fortsætte med torsdagens lokalvalg i den engelske hovedstads 32 bydele – de såkaldte boroughs. Labour sidder på 49 ud af 73 valgkredse i Greater London og har desuden borgmesterposten, som Sadiq Khan vandt i 2016.

En af dem, som har holdt et vågent øje med Londons tiltagende venstredrejning, er professor i politologi Tony Travers fra London Schools of Economics, der har speciale i Londons politiske forhold.

»Labour klarer sig markant bedre i London, end de gjorde på landsplan ved sidste parlamentsvalg. Det skyldes, at befolkningen i London løbende bliver mere og mere forskellig fra resten af landet. Londonerne er yngre, bedre uddannede og mere etnisk mangfoldige end resten af befolkningen. Alle de tre faktorer taler til fordel for Labour,« siger Travers.

Unge mellem 25 og 34 år udgør i visse kvarterer af London helt op mod 24 procent af befolkningen. Det er langt mere end i resten af landet.

Samtidig består 41 procent af Londons befolkning af etniske minoriteter imod 10 procent i resten af Storbritannien.

London kan derudover også bryste sig af at være Europas bedst uddannede by. I det vestlige Indre London, som Camden, Wandsworth og Westminster, er koncentrationen af universitetsuddannede unge og ældre helt oppe på 70 procent af indbyggerne.

»Labour var engang arbejdernes, fagforeningernes og de fattiges parti, mens de konservative var det for erhvervslivet, det velhavende borgerskab og aristokratiet. Det har ændret sig i dag. Labour er nu mere og mere et parti for de højtuddannede, ungdommen, og folk som er socialliberale og åbne over for immigration. Dertil kommer også de etniske minoriteter. De konservative er i stedet blevet de lavtlønnedes og de allermest velhavendes parti,« siger Travers.

Corbyns unge kernetropper

Den 26-årige Artin Giles er en af de unge højtuddannede londonere, som er faldet for Corbyns nye Labour.

Sammen med godt 20 andre Labour-aktivister er han troppet op ved Tooting Bec undergrundsstation aftenen før lokalvalget for at stemme dørklokker og tale med vælgere i bydelen Wandsworth.

»Jeg meldte mig ind i Labour i 2015 for at støtte Jeremy Corbyn i formandskabsvalget. Jeg havde hørt ham tale, og han lød ikke som alle andre politikere. Rent faktisk ville han forandre tingene,« siger Artin Giles, der er et af de titusindvis af nye medlemmer, som har hjulpet Corbyn til magten i Labour.

Efter at have taget en universitetsgrad i historie og politologi arbejder Giles i dag som skolelærer på gymnasieniveau.

En stor del af hans fritid bruger han som frivillig organisator i Young Labour. Netop i Wandsworth har Giles forhåbninger om fremgang. Bydelen har været konservativ de seneste 40 år ved lokalvalgene, men denne gang viser målinger, at den måske kan falde til Labour. Det ville være en stor sejr.

»Bydelen har mange unge og højtuddannede – og 75 procent af remain-vælgere ved Brexit-afstemningen. Det burde tale for Labour. Men det konservative bydelsråd her i Wandsworth har i store træk gjort det godt, så det trækker selvfølgelig den anden vej,« siger Giles.

Han forklarer, at det konservative bydelsråd dog alligevel har fejlet på et afgørende punkt.

»Det har ikke som lovet bygget nye billige boliger, som folk har råd til at bo i. Det vil vi slå på,« siger Giles.

Boligkrise

Han peger på, at Labour-borgmester Sadiq Khan har gjort byggeriet af nye billige boliger til en mærkesag. Antallet af nybyggede boliger skal ifølge Khan øges fra 29.000 til 66.000 om året, og samtidig skal andelen af billige boliger ved nybyggeri også forøges fra 38 til 65 procent.

Khans planer skal imødegå Londons boligkrise, der er skabt af ejendomsopkøb og -investeringer og en befolkningsforøgelse på 1,7 millioner indbyggere siden 2001.

En rapport fra Institute of Fiscal Studies viste for nylig, at unge briter fra middelklassen i dag har halvt så stor chance for at komme ind på boligmarkedet, inden de bliver 34 år, end samme gruppe havde for 20 år siden.

Årsagen er, at priserne på boligmarkedet er steget med 156 procent, mens de unges lønninger kun er steget med 22 procent i samme periode. Skolelærere, sygeplejersker og kontoransatte i London kan derfor godt vinke farvel til egen bolig, medmindre de har penge med hjemmefra.

Selv for de højtuddannede, som ikke lige arbejder i højtlønnede erhverv som for eksempel i finanssektoren, er en egen bolig ofte uden for rækkevidde, før folk kommer godt op i 30’erne.

De tårnhøje boligpriser i dele af Indre London betyder som regel, at de unge må flytte til en forstad i Greater London eller ud af storbyen, hvis de har drømme om hus og have til familieforøgelse.

Lumpenborgerskab

Ifølge Tony Travers er udviklingen på boligmarkedet en vigtig nøgle til at forstå nogle af de dynamikker, der ligger bag Labours aktuelle fremgang i London.

»Folk i store dele af London plejede før i tiden at eje deres egen bolig. I dag bor de fleste til leje, fordi det meste af boligmassen er i hænderne på private udlejere. Den udvikling har gavnet Labour og Jeremy Corbyn. For der findes vel næppe nogen, som er bedre til at fremelske antikapitalistiske holdninger, end en privat boligudlejer i London,« siger Travers.

Han peger på, at en stor del af den yngre højtuddannede befolkning også bor til leje.

»På sin vis kan man tale om et slags lumpenborgerskab – altså højtuddannede, som før i tiden ville have haft mulighed for at købe bolig i London, men som nu også har svært ved det,« siger Travers.

Han forklarer, at det konservative parti fra slutningen af 1970’erne og helt op i 1990’erne sad på hovedparten af valgkredsene i Greater London. London var hovedsagelig blå. Kun i Indre London, der tæller 12 boroughs med mere end tre millioner indbyggere, dominerede Labour. Rundt om i forstæderne i Outer London stemte den hvide middelklasse konservativt.

Det billede har i dag ændret sig.

De højtuddannede, som tjener nok penge, og de etniske minoriteter, som har klaret sig godt, er i løbet af de sidste par årtier flyttet ind i flere af forstæderne, og har rykket valgkredsene i Labours retning.

Etniske minoriteter

Londons tiltagende røde farve bekymrer Paul Canal, der er næstformand for Det Konservative Parti i London.

»Ved de sidste to valg i 2015 og 2017 har vi tabt i alt 12 parlamentssæder i London. Havde vi haft dem i dag, havde vi haft et absolut flertal i parlamentet,« siger Canal.

Den ældre herre, der er først i tresserne, har samlet mig op i sin Audi i den øvre middelklasseforstand Woodford i Borough of Redbridge og inviteret på te i den lokale klub.

Med ved bordet sidder den 62-årige Lee Scott, der sad i parlamentet for de konservative for Redbridge-valgkredsen Ilford North frem til valget i 2015. Her tabte Scott til Labour-kandidaten Wes Streeting.

En stor del af forklaringen på Lee Scotts nederlag skal findes i, at den hvide andel af befolkningen i Redbridge fra 2001 til 2011 er faldet fra 63 til 42 procent. Omvendt steg det etniske befolkningselement, som primært består af indere, bengaler og pakistanere.

»De etniske minoriteter, som flytter hertil, er typisk dem, der har klaret sig godt. Hovedparten af inderne, som er hinduer og sikher, stemmer konservativt. Mens pakistanerne og bengalerne stemmer Labour,« siger Paul Canal.

Han forklarer, at han har et problem med Labour under Jeremy Corbyn i dag.

»De spiller helt klart kynisk på de religiøse forskelle mellem grupperne. Når Corbyn taler om, at Hamas er hans venner og taler dunder mod Israel, så tiltrækker de muslimske stemmer,« siger Canal.

Næstformanden erkender dog, at de konservative ikke har gjort sig selv en tjeneste ved at rode sig ind i Windrush-skandalen om efterkommere af caribiske migranter, der er blevet nægtet basale rettigheder, hvis ikke de kan dokumentere deres opholdsgrundlag.

Skandalen har styrket påstanden om, at Det Konservative Parti består af hvide småracistiske mænd.

»Det passer ganske enkelt ikke. Men vi skal blive bedre til at kommunikere med de etniske grupper, så vi kan få vores budskab ud,« siger Canal.

Han indrømmer, at han godt kan være misundelig på Labours hær af unge aktivister, som Artin Giles. Dem har de konservative ikke.

Men Paul Canal fortæller, at hans konservative i London netop har investeret i at opbygge et netværk af unge medlemmer, gerne med etnisk baggrund. Indtil videre har partiet ansat unge organisatorer i hver enkelt borough i London, som skal stå for opgaven.

Canal fremviser et flyveblad af ham selv, side om side med en smuk sort kvinde af kenyansk ophav.

»Jeg tror på, at vi kan vinde valgkredsen tilbage. Men vi skal også have opbygget et hold af yngre aktivister og partimedlemmer, ligesom Labour har gjort det,« siger Canal.