Læsetid: 2 min.

Under normale forhold ville Trumps skandaleramte miljøchef forlængst være blevet bortvist. Men han sidder stadig på posten

I sin tid som statsadvokat og justitsminister i konservative Oklahoma plejede Scott Pruitt intim omgang med lobbyister fra energiindustrien. Det er en praksis, han har bragt med sig til Washington som chef for miljøagenturet – og som Kongressen nu undersøger
Ganske bemærkelsesværdigt har skandalerne endnu ikke ført til miljøchef Scott Pruitts fald.

Ganske bemærkelsesværdigt har skandalerne endnu ikke ført til miljøchef Scott Pruitts fald.

Tom Brenner

5. maj 2018

Nogle af Donald Trumps nære rådgivere synes at være immune over for beskyldninger i pressen om uetisk adfærd i deres embede. Uagtet forseelsernes grove karakter holder præsidenten hånden over dem.

Det mest eklatante eksempel er den klimafjendtlige chef for USA’s miljøagentur (EPA), Scott Pruitt, der aldrig har lagt skjul på sin forkærlighed for fossile brændsler og uvilje mod at lade forbundsstaten regulere forurening og beskytte miljø og natur. Det bør være delstaternes ansvar, siger han.

Noget tyder på, at Pruitt har syv politiske liv, hvilket er usædvanligt i Washington, D.C. Normalt tager det ikke lang tid, inden beskyldninger i pressen for brud på forbundsregeringens etiske regler resulterer i den mistænktes tilbagetræden.

Et eksempel: Sundhedsminister Tom Price blev hurtigt fyret af Trump, da det kom frem, at han havde brugt over en mio. dollar på leje af privatfly i stedet for at benytte kommerciel luftfart.

Scott Pruitt har ikke alene brugt privatfly og fløjet på første klasse i stedet for business class. Han har også medbragt en korrupt politisk praksis fra de konservative Sydstater til Washington; en praksis, hvor man ser gennem fingre med, at ministre og folkevalgte politikere har nære forbindelser til den industri, de er valgt til at føre tilsyn med.

Som statsadvokat i Oklahoma omgikkes Pruitt uden samvittighedskvaler repræsentanter for de energiselskaber, for hvem han og statsadvokater i andre republikansk styrede delstater førte sag ved forbundsdomstolene mod præsident Barack Obamas klimapolitik.

Og som senator i Oklahoma med en tarvelig løn lykkedes det ham ved hjælp af »vennetjenester« at købe en luksusvilla nær parlamentsbygningen i hovedstaden Tulsa og bekoste en dyr renovering af familiens andet hus. 

Dræne sumpen

Det er derfor ikke så underligt, at Scott Pruitt synes, det er helt i orden at betale 50 dollar pr. nat for at overnatte i en andelslejlighed, mens han er i Washington. Medejeren af boligen, J. Steven Hart, er en førende lobbyist for amerikanske energiselskaber. Hart har bl.a. anbefalet Pruitt tre kandidater til at sidde i miljøagenturets forskningsudvalg.

Og så er der Pruitts udlandsrejser til Italien og Marokko. To af dem blev arrangeret af lobbyistvenner fra Oklahoma – en opgave, der ellers påhviler miljøagenturet. Ikke overraskende mente begge venner at kunne tjene penge på lobbykontrakter i de to lande. Den ene underskrev efterfølgende en kontrakt, der gjorde ham til rådgiver for Marokkos regering for 40.000 dollar om måneden.

Agenturets inspektør undersøger nu sagen. Det gør Kongressen også. I en kongreshøring i sidste uge hævdede Pruitt, at han var ubekendt med udgifterne og lagde ansvaret over på sine medarbejdere.

Præsident Trump har forsvaret EPA-chefen i et tweet: »Scott udfører et fremragende stykke arbejde«. Trump havde ellers lovet at »dræne sumpen« i Washington. Der skulle ryddes ud i politikere og ministre, der varetager den private sektors interesser mod pengebidrag til deres kampagnekasser og levering af frynsegoder.

Indtil videre har præsidenten udstedt én enkelt etisk forordning. Den forbyder ministre og politisk udpegede embedsmænd at føre lobbyvirksomhed over for forbundsstaten i fem år efter at have forladt deres stilling. Det er dem også forbudt at virke som lobbyister for fremmede stater på livstid.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer