I Øst blev 1968 året, hvor det stod klart, at kommunismen ikke kunne reformeres

»Vi var ankommet til Prag med tog aftenen før, den 20. august 1968. Vi boede midt på Wenzelspladsen og hørte dem allerede om natten – militærflyene og panserkøretøjerne. Men vi tænkte ikke videre over det, før vi næste morgen blev vækket og fik at vide: Tjekkoslovakiet er besat. Det ændrede alt, ikke mindst for min far.«

René Böll viser en række af de fotos, som han de følgende dage tog som 20-årig i Prag i 1968. På et foto ligger en tønde på en russisk panservogn, hvor demonstranter har ridset et hagekors ind, mens oprevne mennesker i baggrunden har forsamlet sig i de brændende gader. 

Efter ’foråret i Prag’, efter den ny statsleder Alexander Dubčeks omfattende krav om økonomiske reformer og den konkrete gennemførelse af mere pressefrihed og større politisk frihed, havde Moskva bedt landene i Warszawa-pagten om assistance til at slå det tjekkoslovakiske oprør ned. Alle lande på nær Rumænien og Albanien parerede ordre.

René Bölls far, forfatteren og den senere nobelpristager Heinrich Böll, der selv havde tjekkiske rødder, skulle egentlig have deltaget i en forfatterkongres i Prag. Men med den brutale reaktion på de tjekkoslovakiske frihedsbestræbelser endte Heinrich Böll med at bruge dagene i Prag på at give illegale interviews og skrive om begivenhederne – og love tjekkoslovakkerne den opbakning, han som verdensberømt forfatter kunne give dem.

»Folk skrev flyveblade i hånden og håbede til det sidste, at det ikke ville ende som i Budapest i 1956,« husker René Böll, da han 50 år senere fortæller om sine oplevelser på en historisk konference om »østblokken i oprørsåret 1968« i netop Heinrich-Böll-Stiftelsen i Berlin.

I Ungarn havde Den Røde Hær brutalt slået det ungarske forår ned i 1956. Trods alle forhåbninger endte det også yderst dramatisk i Prag, fortæller René Böll.

»Alene i optøjerne her døde der 15 mennesker. Heinrich satte altid menneskets frihed øverst. Hans store drøm var den menneskelige socialisme, men den kom aldrig. Efter foråret i Prag sagde han bittert: utopien om en socialisme med et menneskeligt ansigt er død.«

Drømmen om tøvejr

René og Heinrich Bölls oplevelse bekræftes af den russiske historiker Irina Sherbakova, der til daglig arbejder ved Det internationale selskab for historisk oplysning, menneskerettigheder og sociale spørgsmål (MEMORIAL) i Moskva. Hun understreger, at 1968 samtidig var et vigtigt år i andre socialistiske lande som bl.a. Polen, DDR og Jugoslavien.

»I Vesten handlede 1968 om sociale protester, om livsreformer, borgerrettigheder og kvindefrigørelse,« siger Irina Sherbakova i Berlin.

»I Øst var det andre temaer, der dominerede – hos os stod økonomiske reformer og afskaffelse af censur i centrum. Groft sagt var det et forsøg på at fortsætte opgøret med stalinismen, der var gået i stå i løbet af 1960’erne.«

Mens det i stalinismen havde været »selvmorderisk at gå på gaden i protest«, var det i det sovjetiske ’tøvejr’ under Khrusjtjov atter blevet tænkeligt. Men da Bresjnev i 1964 overtog roret som Sovjetisk leder, svandt håbet om liberale reformer og mere frihed, fortæller den russiske historiker.

»Tøvejret fra begyndelsen af 1960’erne var frosset til igen, og selv i Moskva fik vi først nyt håb med foråret i Prag, med Alexander Dubčeks tiltræden (som leder af KPČ’s centralkomité og dermed af Tjekkoslovakiet i januar 1968, red.). Min far var litterat og samarbejdede med en tjekkisk avis. Derfor havde vi ofte besøg af tjekkiske forfattere. Selvom jeg kun var 18 år og ikke forstod tjekkisk, fornemmede jeg åbenheden og håbet.«

På den brandvarme sommerdag den 21. august hørte Irina Sherbakova meldingen fra nyhedsbureauet TASS i sin kuffertradio: »Vi har bedt vores forbundne i Warszawa-pagten om hjælp til at stabilisere situationen i Prag.«

»Jeg var nær besvimet af vrede og skuffelse. Jeg fornemmede, at alle mine håb ville forblive illusioner i årtier, at stalinismens kulde ville vende tilbage. Det unikke ved Dubčeks reformkrav var netop, at de ikke bare kom fra studenter, men også fra den politiske elite, der ønskede et nyt samfund. Det gav os fornemmelsen af, at det også kunne ske i Rusland,« siger hun.

»I 1968 kendte vi selvfølgelig godt til historierne om oprør i både Polen, Jugoslavien og i Vesten. Men i østblokken var Tjekkoslovakiet det store håb, der overskyggede alle andre protester, fordi vi her så en model og et forbillede for, hvordan kommunismen kunne reformeres.«

Generelt spillede oprørene i Vesten en marginal rolle i østblokken, fortæller Irina Sherbakova.

»Vi hørte selvfølgelig om protesterne i Paris, Berlin og Frankfurt. Men de virkede afskrækkende på os, fordi trotskisterne og maoisterne stod i forgrunden. Vi vidste godt, hvor det førte hen. For os havde det en bismag af, at nu vil de have kage, selvom de har rugbrød nok. De havde jo allerede deres politiske frihed,« siger den russiske historiker.

»Fra politisk side blev protesterne i Vesten – ikke overraskende – udlagt som et symptom på kapitalismens krise.«

Scanpix

Antisemitisk modsvar

Mens de færreste østeuropæiske lande oplevede begivenheder i 1968, der skulle få afgørende betydning ud over østblokkens levetid, oplevede Polen en række antisemitiske udladninger, der har kastet skygger op i nutidens polske samfund, fortæller den polske historiker Zofia Wóycicka fra Centrum for historisk forskning ved Polsk videnskabsakademi i Berlin.

I en strid om et teaterstykke af den polske nationaldigter Adam Mickiewicz, der indeholdt en subtil kritik af Sovjet, protesterede flere hundrede studenter for kunstnerisk frihed i Warszawa i januar 1968. På højdepunktet for protesterne blev universitetet i den polske hovedstad besat i tre dage af flere tusind studerende.

»Demonstrationerne blev slået brutalt ned. Det var gnisten til endnu større protester – og en selvforståelse som en bevægelse,« siger Zofia Wóycicka.

»Samtidig blev det til den generationserfaring, hvor tvivlen på systemet for alvor blev konkret.«

Blandt de hundredvis af anholdte demonstranter var der ikke bare adskillige børn af partifunktionærer. Statsmagten brugte samtidig uroen til at skabe en hetz mod både jøder og intellektuelle ved at hævde, at zionistiske kræfter underminerede den patriotiske og socialistiske dynamik i det polske samfund.

»Kernen i kommunistpartiet brugte den antisemitiske kampagne mod studenterne, som trods alt var meget få og derfor ret elitære, til at få befolkningen over på partiets side,« siger Zofia Wóycicka.

»Derfor blev de oppositionelle identificeret som ’stalinistiske jøder’, som fjender af ’Folkepolen’.«

Ud over at koste en række ministre og ledende embedsmænd jobbet, endte 68-oprøret således med, at tusindvis af polske jøder forlod landet – ofte fordi de havde mistet job eller studie. Den folkelige opbakning til kommunistpartiets antisemitiske stemning er ifølge Wóycicka i dag stadig et polsk debatemne.

Jugoslaviske illusioner

Lande som Rumænien og DDR oplevede ikke øget politisk frihed i 1968, men dog en ny kulturel åbenhed. Det gjaldt især den vestlige popkultur – inklusive den engelsksprogede popmusik, der kom til at præge østblokken i årene omkring 1968 – og det gjaldt forsigtigt eksperimenterende livsformer og kønsroller.

Mere politisk progressivt gik det til i Jugoslavien, der med sin selvforvaltede socialisme ofte blev set som et positivt modbillede til Sovjet-socialismen. I juni 1968 opstod her massedemonstrationer og omfattende besættelser af en række universiteter i bl.a. Beograd og Sarajevo.

»Deres program var egentlig kommunistpartiets program, som var opstået i 1948 efter bruddet med Sovjet,« fortæller Milan Ristović, der i dag er historieprofessor ved Beograd Universitet.

»Studenterne insisterede bare på, at det jugoslaviske styre skulle holde sit ord og skabe en åben og demokratisk socialisme med chancelighed, og at partibureaukratiet skulle nedbrydes,« siger han.

De protesterende studenter havde bred opbakning, men efter kort tøven skabte Tito med en magtcentralisering en repressiv bølge i landet.

»I sidste ende mistede Jugoslavien sit ansigt som progressivt socialistisk land i 1968.«

68’er-ånd i 1989

I østblokken blev 1968 således en tid, der især huskes for at indvarsle en ny vinter. Dermed mistede stadig flere borgere troen på, at kommunismen overhovedet kunne reformeres og kombineres med retsstatslighed, pressefrihed og menneskerettigheder, mener den russiske historiker Irina Sherbakova.

Her i 50-året får 1968 derfor også begrænset opmærksomhed, fordi hele østblokkens sammenbrud har skabt så radikale ændringer, at disse kampe gjaldt et andet system – igen er en undtagelse Tjekkiet, hvor venstrefløjspolitikere har prøvet at slå en historisk bro til frihedsgejsten og foråret i 1968.

»Til gengæld blev 1968 afgørende i 1980’erne,« siger Irina Sherbakova.

»Rigtig, rigtig mange af Perestrojka-forkæmperne var dem, der som unge havde oplevet 1968. De var typisk 40-60 i 1980’erne under reformprocesserne. Hos dem havde håbet fra 1968 og især fra ’foråret i Prag’ klart efterladt et spor. Her havde vi lært at stille nogle grundlæggende spørgsmål. Så 68 var også et opbrudsår i Sovjet.«

Artiklen er tidligere publiceret den 29. maj.