Læsetid: 3 min.

Planen om topmøde mellem USA og Nordkorea lever

Weekenden bragte en opvisning i lyndiplomati mellem Nord- og Sydkorea. Parterne er på talefod igen, og Nordkorea rede til at afvikle sine atomvåben – om tilliden til gensidige garantier holder, er dog fortsat uvist
28. maj 2018

SEOUL – Kim Jong-un er stadig opsat på at møde Donald Trump og på at gennemføre en fuld atomar nedrustning. Det meddelte Sydkoreas præsident, Moon Jae-in, i går efter et overraskende møde med den nordkoreanske leder sent lørdag.

Under fremvisning af kram og store smil mødtes Moon med Kim på den nordkoreanske side af Panjumom, den såkaldte våbenstilstandslandsby ved grænsen, som også var mødested for deres første samtaler for en måned siden. Atmosfæren var »ligesom ved et almindeligt møde mellem venner«, og begge havde ført »åbenhjertige drøftelser«, erklærede Moon bagefter. En video udsendt af det sydkoreanske præsidentkontor med lydspor af dramatisk musik viste de to mænd omfavne hinanden – begge bredt smilende.

Kims spontane tilbud om et møde og Moons hurtige accept viser, hvor tæt de to ledere på kort tid er kommet på hinanden. Det blev sat i stand og afviklet på under et døgn som et udtryk for Moons ihærdige bestræbelser på at redde det topmøde mellem Trump og Kim, som var aftalt til at finde sted 12. juni, indtil Trump brat aflyste det torsdag.

Trump fortryder

Men da Moon lørdag aften kunne fortælle journalister om sit møde med Kim, foreslog Trump nu, at mødet alligevel kunne finde sted som oprindeligt aftalt.

»Vi gør det rigtigt godt med hensyn til topmødet med Nordkorea,« sagde Trump i Det Hvide Hus. »Det bevæger sig rigtig pænt fremad. Så vi ser frem til den 12. juni i Singapore. Det har ikke ændret sig. Nu må vi se, hvad der sker.«

Kim »gav igen tilsagn om fuldstændig atomar nedrustning«, sagde Moon. Men den nordkoreanske leder skal dog gentagne gang have afvist at svare på mere specifikke spørgsmål om, hvordan Nordkorea vil dokumentere en afvikling af sit atomvåbenprogram, herunder om man vil give våbeninspektører fuld adgang. Netop disse praktiske og konkrete enkeltheder har også tidligere gjort samtalerne mellem Washington og Pyongyang vanskelige.

Forhandlere fra den amerikanske regering har krævet, at Nordkorea nedruster unilateralt, før der kan blive tale om at slække eller opgive de økonomiske og sanktioner og indgå en ikkeangrebspagt, mens man fra nordkoreansk side foretrækker en forhandlingsfase med trinvise amerikanske indrømmelser.

Kim erklærede, at hans vilje »var fikseret« på det historiske møde med Trump, oplyste det nordkoreanske nyhedsbureau, KCNA. Fotos af mødet med Kim var gengivet på forsiden af det herskende arbejderpartis avis, Rodong Sinmun.

Fortsat stor kløft

»Det er strategisk klogt af Kim at invitere Moon til et møde ansigt til ansigt – det hjælper ham til at præsentere sig i offentlighedens øjne som en meget venlig og diplomatisk orienteret statsmand,« siger Jenny Town, chefredaktør for monitoreringsgruppen 38 North. ”Det bryder med den tone, Kims regime tidligere har lagt an med udsagn, der truer med atomkrig.«

Hun advarer dog om, at der stadig er en stor kløft mellem Washington og Pyongyang om de helt centrale spørgsmål, og pointerer, at der næppe kan komme så meget ud af et amerikansk-nordkoreansk topmøde, hvis det ikke forholder sig til substansen.

»Det er ikke diplomati, men politisk teater,« siger Town. »Der er ingen tillid mellem de to parter nu, så hvorfor skulle Kim stole på en amerikansk sikkerhedsgaranti, der blot gives på papiret. Tillid mellem parterne er noget, der vil skulle bygges op over tid, og ingen skal forvente, at Trump har alle de nordkoreanske a-våben med, når han flyver hjem fra Singapore.«

»Vejen til fuldkommen atomar nedrustning og fuldkommen fred har aldrig tegnet let,« sagde da også Moon, men tilføjede dog: »Jeg er sikker på, at det nok skal lykkes for os.«

Moon sagde, at han håbede på, der også kunne komme et møde mellem Nordkorea, Sydkorea og USA, hvor man formelt kunne sætte et endeligt punktum for Korea-krigen 1950-53, som endte i våbenstilstand snarere end fredsslutning. Han udtalte sin anerkendelse af Kims bekendtgørelse af en pause for atomprøvesprængninger og for at have lukket Nordkoreas nukleare testområde tidligere på ugen.

De to parter håber at kunne føre »nye drøftelser på højeste niveau« den 1. juni, foruden militære samtaler om, hvordan man kan mindske spændinger, og om, hvordan bestræbelserne på at genforene familier, der blev splittet af krigen, kan intensiveres.

© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Nordkorea har ingen som helst grund til at tro på nogen form for garanti fra USA efter det, der skete med Libyen.

Hvis de derfor går med på at afvikle deres atomvåben - hvad jeg stærkt tvivler på - kan det kun være fordi, de har en eller anden anden garanti at læne sig op ad. F.eks. en hemmelig beskyttelsesaftale med Kina.

Nordkorea og USA er begge brutale regimer, blot på hver deres måde.