Robert Kennedy og Luther King blev skudt på toppen af en bevægelse, og USA’s venstrefløj er aldrig kommet sig

Tidligt i 1968 havde studerende besat amerikanske universiteter i protest mod professorvældet. De store demonstrationer mod Vietnamkrigen var forlængst begyndt. Nogle år før havde Kongressen vedtaget borgerretsloven og valgretsloven, der gav sorte i sydstaterne samme rettigheder som hvide.

I Amerika var der tumult på gaderne og revolution i luften. Forventningerne til radikale sociale og økonomiske forandringer var tårnhøje.

To historiske skikkelser – den hvide aristokrat Robert F. Kennedy og den sorte prædikant Martin Luther King – skulle blive eksponenter for de unge og progressive amerikaneres opgør med en udbredt racediskrimination, dyb fattigdom og bombardementet af civile i Vietnam.

I anledning af 50-året for mordene har David Margolick skrevet en fascinerende bog om de to mænd, der i hans øjne repræsenterer det bedste i det amerikanske samfund: kampen for at opnå retfærdighed for de små, de umælende, de upriviligerede, de forskelsbehandlede og de økonomisk udbyttede.

I Margolicks bog, Løftet og Drømmen – den ufortalte historie om Martin Luther King, Jr. og Robert F. Kennedy, løftes sløret for disse to lederes enorme indbyrdes respekt og dog nødvendige distance fra hinanden i en uskreven alliance, der kulminerer i det revolutionære år 1968.

Senator Kennedy, den myrdede præsidents John F. Kennedys lillebror, havde i sidste øjeblik meldt sig som kandidat til præsidentvalget i 1968 og straks blandet kortene i det Demokratiske partis primærvalg. I løbet af kort tid lignede Kennedy en vinder. Hans valgtaler bar præg af en dybtfølt social indignation over den vide kløft mellem rige og fattige og mellem sorte og hvide.

King var gennem de sidste ti års kamp for ligestilling blevet det sorte Amerikas ubestridte leder. Men som Margolick bemærker i sin bog, var han blevet offer sin egen triumf og havde mistet fremdrift. I 1967-68 begyndte King at erkende, at en ophævelse af raceadskillelsen i sydstaterne ikke var nær nok til at opnå reel ligestilling for afroamerikanerne.

Borgerretsforkæmperens fokus lå i de år på den sorte befolknings situation i nordstaterne, hvor racediskriminationen var mindre tydelig end i sydstaterne, men ligeså indskrænkende. King havde også vendt sig mod krigen i Vietnam, hvor uforholdsmæssigt mange sorte soldater kæmpede og døde. Unge hvide amerikanere havde lettere ved at undslippe værnepligt. En af dem var Donald Trump.

Kritik af kapitalismen

I en række taler i 1967-68 skabte King kontrovers ved at kritisere krigen. Han foreslog f.eks. at stoppe krigen og bruge pengene på at bekæmpe fattigdom i USA.

Han gik endda så langt som til at kritisere fundamentale sider af kapitalismen. Borgerretslederen, der havde vundet Nobels Fredspris i 1964, var blevet radikaliseret under indflydelse af sine rådgivere og aktivister på venstrefløjen, og måske endda af Black Power-bevægelsen.

Det marginaliserede King i den hvide befolkning og i store dele af det sorte samfund, skriver David Margolick.

Kennedy og King var ikke rigtigt venner. Dog kendte de hinanden. Som justitsminister i 1961-63 havde Kennedy under hånden hjulpet King ud af fængsler og ud af mange kniber i en tid, hvor prædikanten anførte den ikkevoldelige bevægelse i sydstaterne.

King havde i ny og næ rost Kennedy. Han så et enormt potentiale i rigmandssønnen, selv om Kennedy i begyndelsen af sin karriere var lidet bekendt med og egentligt ret uinteresseret i de sortes lod i det raceadskilte Syden. Men ’Bobby’ var åbensindet og nysgerrig. Han frygtede ikke at blive konfronteret med virkeligheden. Han opsøgte den i rejser til sydstaterne og ture rundt i Nordens storbyghettoer.

I 1968 krydsede deres veje igen. Denne gang talte de to mænd om de samme uretfærdigheder og på nogle emner lignede deres budskaber hinanden. Begge slog til lyd for grundlæggende forandringer af det amerikanske samfund.

Og så blev de myrdet. Martin Luther King faldt for en hvid attentatmands kugler den 5. april i Memphis. Mordet udløste optøjer i alle amerikanske storbyer. Biler, forretninger og bygninger blev nedbrændt.

Den dag førte Kennedy valgkamp i midtveststaten Indiana. Rådgivere opfordrede ham til at indstille valgkampen. I stedet besluttede Kennedy at gennemføre et valgmøde i et sort bykvarter i Indianapolis og stillede sig op på ladet af en lastbil og fortalte en forsamling på flere tusinde mennesker, at deres helt – Martin Luther King – var blevet myrdet.

Indianapolis var den eneste storby, der blev sparet voldelige optøjer. Selv eksponenter for Black Power valgte at gå hjem efter at have hørt Kennedys tale.

Kun tre måneder senere, 5. juni 1968, blev det Kennedys tur. En palæstinensisk født immigrant skød ham i hovedet på et hotel i Los Angeles. Attentatet fandt sted den aften, han vandt primærvalget i USA’s største delstat Californien og dermed havde taget et syvmileskridt mod det demokratiske partis nominering. Dagen efter døde han af sine sår.

Højrefløjen slår til

Tabet af de to mest indflydelsesrige modstandere af Vietnamkrigen og de kendteste eksponenter for sociale og økonomiske forandringer af USA’s samfund var ifølge Margolick et dødeligt slag for den amerikanske venstrefløj.

»Man kan roligt konstatere, at siden det tab er den amerikanke venstrefløj aldrig kommet sig,« siger han i et interview.

I de næstfølgende måneder slog det amerikanske højre til. I august endte den demokratiske partikongres i Chicago i blodige optøjer, hvor borgmesteren, en konservativ Demokrat, satte politihunde ind mod antikrigsdemonstranter. Vicepræsident Hubert Humphrey, en centrumpolitiker, blev kåret som kandidat uden at have vundet et eneste primærvalg.

I det efterårs præsidentvalg vandt krigstilhængeren, republikaneren Richard Nixon, med støtte fra hvide vælgere i sydstaterne, som var oprørte over krigsmodstanden og sorte amerikaneres nyvundne rettigheder.

Mordene på Kennedy og King gav hurtigt anledning til konspirationsteorier. Deres budskaber lå så langt uden for den politiske mainstream og deres tiltrækningskraft – især Robert Kennedys – virkede så magnetisk på store dele af befolkningen, at mange følte, at repræsentanter for »systemet« måtte have beordret deres eliminering.

»Kennedy kunne på én og samme dag føre kampagne i sorte kvarterer og etnisk hvide kvarterer i Indiana og være lige populær begge steder,« mener Margolick.

Men der er aldrig blevet ført bevis for en sammensværgelse. I denne weekend bragte The Washington Post et interview med Robert F. Kennedy Jr., der var 13 år gammel, da hans far blev myrdet. Sønnen fortæller, at han fornylig besøgte attentatmanden Sirhan B. Sirhan i et fængsel i Californien.

Sirhan skal i samtalen have hævdet, at det ikke var hans skud, der dræbte Kennedy. Det skal i stedet have været en anden og ukendt attentatsmands kugle. Kennedy Jr. siger, han tror på Sirhan. Men det skal tages med et gran salt. Kennedysønnen er f.eks. en landskendt modstander af at vaccinere børn mod børnesygdomme.

Det er ikke kun konspirationsteoretikere, der opfatter mordene på King og Kennedy med et så kort mellemrum som mere end bare en tilfældighed. En af dem er advokaten Adam Walinsky. Han var rådgiver for Kennedy i Justitsministeriet og hans taleskribent i valgkampen i 1968.

Margolick fortæller:

»Walinsky mener, at det er højst usandsynligt, de to attentatmænd agerede selvstændigt. Hans teori er, at King og Kennedy begge udgjorde en markant trussel mod status quo.«

Frygtløse og modige

At lytte til de to mænds stemmer i dag er at blive mindet om, hvor meget mere progressive, modige og frygtløse de var end nutidens amerikanske ledere. Begge var gjort af et helt særligt stof.

Til deres dyder hørte en næsten religiøs sans for social retfærdighed, en kompromiløs oprigtighed og ærlighed, en personlig loyalitet og værdighed, som ifølge Margolick mangler hos vore dages politikere og ledere.

Forfatteren fremdrager et illustrativt eksempel på Kennedys loyalitet. Blandt sorte såvel som hvide progressive vidste alle, at han havde arbejdet som juridisk rådgiver for kommunisthaderen, senator Joe McCarthy. Men da McCarthy blev revet ned fra tinden og endte som et sølle og nedbrudt menneske, afviste Robert Kennedy at forråde deres venskab.

»Jeg følte sympati for McCarthy. Efter at alle hans såkaldte venner forstod, han var en slagen mand, distancerede de sig fra ham og efterlod ham næsten alene. Man kunne blive populær ved at kritisere ham og kalde ham et svin. Men det lå ikke til mig,« fortalte Kennedy senere.

Margolick fortæller i interviewet, at denne anekdote virkelig ramte ham.

»Det var ikke, fordi Kennedy undlod at kritisere McCarthys heksejagt på kommunister. Men han var ikke villig til at forråde deres venskab. For ham var loyalitet og oprigtighed uundværlige dyder, og senere i Kennedys liv kunne vælgerne mærke, at disse dyder var vigtigere for Kennedy end øjeblikkets politiske hensyn.«

Margolick fortsætter:

»Hvis folk mærker, at du er ærlig, er de rede til at tilgive dig for flere politiske afvigelser. De respekterer dig for at være ægte. Det er et træk, man kan beundre hos Kennedy.«

Martin Luther King var udmærket klar over Kennedys antikommunistiske og konservative baggrund, da ’Bobby’ af sin bror, præsident John Kennedy, blev udnævnt til justitsminister.

Kennedy redder King

Men King sagde til sine rådgivere: »Hvis det skal lykkes os at frigøre os fra deres bånd, er han som justitsminister den vigtigste person at have på vores side. Et eller andet sted i denne mand ser jeg godhed. Fra nu af er det jeres opgave at afsøge hans sjæl, lokalisere hans moralske center og rekruttere ham til vores sag.«

Og det er præcist, hvad der skete. I Kennedys periode som justitsminister 1961-63 var han i konstant telefonisk kontakt med King, der havde desperat brug for hans og FBI’s hjælp i Alabama, Georgia og Mississippi, hvor guvernører og politi stod på de hvide racisters side. Kennedy fik flere gange King ud af fængslet og reddede ham under nogle protestmarcher fra den racistiske pøbels morderiske anslag.

Efter at have besøgt fattige sorte i Mississippi Delta og fattige hvide i Appalachierbjergene blev deres elendige vilkår og nødvendigheden af at få forbundsstaten til at intervenere nærmest en besættelse for Robert Kennedy.

Hans unge kampagnerådgiver Jeff Greenfield spurgte Kennedy under valgkampen i 1968, om han virkelig syntes, det var en god idé endnu en gang at tale om hungersnød i Amerika til en gruppe vælgere.

»Jeg tror, de er ligeglade,« indvendte Greenfield.

Kennedy svarede: »Hvis de er ligeglade med hungersnød, kan de gå ad helvede til.«

David Margolick skriver: »Siden Kennedy har ingen talt om Amerikas fattige så ofte, så utvetydigt, så ligefremt og så intenst. Det er umuligt at forestille sig en politiker gøre det i dag.«

Gang på gang fortalte Kennedy som senator og præsidentkandidat vælgerne, hvad han mente uden at tage hensyn til, at det var i strid med deres interesser.

»Til studerende på universiteter kunne han kritisere krigen og få bifald og så kritisere dem for at søge om at udsættelse af værnepligten på grund af studierne. ’Hvorfor skal sorte og fattige kæmpe og dø for jer’, spurgte han dem. Og de hvide studerende klappede. De kunne godt se det,« fortæller David Margolick.

David Margolick: ’The Promise and the Dream – The Untold Story of Martin Kuther King, Jr. and Robert F. Kennedy’, Rosetta Books, New York 2018