»Selv hvis de skyder mig i knæskallerne, vil jeg kravle til næste demonstration«

GAZA – Fra morgenstunden tirsdag er Gazastriben stille. Myndighederne har indkaldt til generalstrejke, og alt er lukket.

Mandag aften rystede jorden ellers under Gaza, da en i forvejen drabelig protestdag sluttede med, at det israelske militær bombede 11 Hamas-mål i den smalle landstribe. Men det gengældelsesangreb fra Hamas, som mange frygtede ville kunne eskalere situationen yderligere, kom aldrig.

Khaled Batch, en leder fra grænseprotesternes koordineringskomite, har ifølge The Guardian udtalt, at tirsdagen vil være dedikeret til begravelser. Mange spekulerer i, om dagens længe ventede protester er fuldstændig aflyst.

Begravelser præger bestemt området omkring Gaza Citys store Al Shifa hospital tirsdag morgen. Aftenen forinden var det præget af totalt kaos. I mangel på plads blev sårede placeret på gulve og udenfor bygningerne, og der var konstant tumult ved skadestuens indgangsporte, hvor politi og vagter pressede pårørende ud, fordi der ikke var plads til besøgende indenfor.

»Gazas sundhedssystem er allerede på grænsen til at kollapse,« fortæller lederen af skadestuen, Ayman al-Sahabani, foran hospitalet.

»Og i løbet af to timer modtog vi så over 500 sårede. Hvis noget lignende sker i dag, vil det være helt katastrofalt, for vi mangler både medicin og udstyr,« siger han.

’Jeg tror, han gerne ville være martyr’

Mandag aften var 24-årige Yassan Aktubasi blevet bragt til Al Shifa hospitalet og erklæret død, og tirsdag formiddag blev han ligesom mange andre af mandagens 55 omkomne kørt til sin egen begravelse.

Kort efter lå hans lig til skue i den nærliggende al-Faroug moske, indsvøbt i et grønt Hamas-flag og med en blodig forbinding om hovedet og øjet, hvor han var blevet skudt.

I et hjørne af moskeen fortalte Yassan Aktubasis far grædende en lokal journalist, at han ikke tror, hans søn døde forgæves.

Den 24-årige havde ligesom 65 procent af Gazas unge mænd haft svært ved at finde arbejde, og det sidste lange stykke tid havde han haft problemer med at forsørge sin familie.

»Han var deprimeret,« siger en ven og tidligere kollega, Daud Aouda.

»Jeg tror, han gerne ville være martyr.«

Få bygninger derfra sørger Yassan Aktubasis moder i hjemmet med de kvindelige familiemedlemmer og venner. Der er ingen elektricitet, så en nabo viser vej op til lejligheden med en lommelygte i den vinduesløse opgang. Familien siger, at den unge mand ikke var organiseret i Hamas, men at bevægelsen har tilbudt familien støtte.

»De unge går ikke tæt på grænsen, fordi de gerne vil dø, eller fordi Hamas eller Fatah beder dem om det,« siger naboen, Samira Aissa.

»De gør det, fordi de ser det som det eneste, de kan gøre for at ændre deres egen situation. De ser det som en sidste mulig udvej,« siger hun.

Demonstrationerne ved Gazas grænser har varet i knap otte uger, og skønt de snart har kostet mere end 100 mennesker livet, er deltagertallene forblevet i titusinderne.

Mange unge siger, at de er virkelig glade for, at protest-kampagnen begyndte – med en militær blokade, der bevirker, at de unge ikke har nogen drømme for fremtiden, giver det dem endelig en mulighed for at handle på deres egen situation. Koste hvad det vil. Som 20-årige Abdallah Khalid Hamed sagde, da han mandag aften lå ubevægelig på en båre, skudt i både skulderen og i maven.

»Næste fredag vil jeg demonstrere på grænsen igen.«

For mange er demonstrationerne den eneste måde at få verdenssamfundets øjne op for i Gaza igen. Protesterne blev oprindeligt startet på initiativ af en gruppe unge uafhængige aktivister som reaktion på den amerikanske anerkendelse af Jerusalem som Israels hovedstad. De havde følelse af, at det internationale samfund forrådte dem, som mange palæstinensere havde efter en fredsproces, som ind til videre primært har kostet dem mere land. Flere går derfor også til demonstrationerne med en opfattelse af, at diplomatiet har svigtet, og at man nu tager sagen i egne hænder.

»Jeg har intet budskab til verdenssamfundet eller vestlige medier. De ved allerede, hvad der sker her,« siger Abdallah Khalid Hamed fra båren på hospitalet.

»De fleste unge vil bare væk fra Gaza,« fortæller Samir Zaqout, der leder afdelingen for menneskerettighedsmonitorering i den Gaza-baserede ngo Al Mezan.

»Men det kan de ikke. Så ligesom under den første intifada massemobiliserer de for at protestere mod deres manglende bevægelsesfrihed. Men hvor man under intifadaen kunne konfrontere besættelsesmagten her i området, så bliver man nu nødt til at gå mod grænsen for at nå den,« siger han.

’Alle familier burde være her’

Tirsdag er demonstrationerne sat til at begynde klokken 15, men klokken 16:30 tæller deltagerne stadig kun en tiendedel af, hvad de gjorde mandag.

De busser, som kørte demonstranter til marchen mandag, er ikke ankommet i dag. Noget, som bestemt kan tolkes som, at protesternes lederskab og Hamas, som står for meget af logistikken, ikke er interesseret i, at dagen skal udvikle sig på samme måde som protesterne dagen før.

De droner, som man i løbet af dagen har kunnet høre summe over hele Gaza, er pludseligt synlige. Da de flyver ind over os, omkring 800 meter fra den israelske bufferzone, begynder folk at løbe, mens dronerne slipper seks-syv tåregasgranater hver.

Da granaterne er løbet tør for gas, løber børn og teenagere om kap for at få fat i dem.

Der er mange hele familier til stede, men det er de unge, der bevæger sig nærmest de jordvolde, hvor alle ved, at de israelske snigskytter er placeret. Som noget nyt kan man også se flere unge kvinder i front.

»Det har virkelig været forbeholdt de unge mænd tidligere, men det har ændret sig på det seneste,« siger den 28-årige palæstinensiske journalist Nesma Seyem.

Blandt nogle ældre kvinder fra hendes familie står 16-årige Ghadeer Obaid med sin tre måneder gamle datter. Med barnet på armen har hun deltaget i samtlige demonstrationer i den knap otte uger lange march.

»Det er farligt, ligegyldigt hvor man er i Gaza, så hvorfor skulle jeg ikke være her?« siger hun, mens tåregassen vælter ned nogle hundrede meter bag hende.

»Her gør jeg i det mindste noget for at ændre på det. Alle palæstinensiske familier burde være her i dag,« siger Ghadeer Obaid, som er skuffet over, at der endnu ikke er kommet flere til dagens demonstration.

Hun håber, at grænseprotesterne kan føre til ophævelsen af Israels og Egyptens blokade af Gaza. Skulle det ske, ville hun rejse væk med sin familie.

»Jeg tror ikke på, at Gaza igen kan blive noget godt sted at lade børn vokse op,« siger hun.

Der kommer hele tiden flere til demonstrationen, om end den ikke ser ud til at blive bare halvt så stor som mandagens. Omkring klokken 18 kan man høre skarpe skud, og ambulancer begynder at køre frem og tilbage mellem bufferzonen og teltlejrens felthospital. Alligevel begiver flere og flere sig i retningen af grænsen. Flere humper på krykker efter skader, der ser ud til at være fra gårsdagens protest.

25-årige Abdulrahim Alashram går i retning af grænsen med en forbinding om hovedet, der dækker det sår, han fik, da han blev ramt af en tåregasgranat mandag.

»Selv hvis de skyder mig i knæskallerne, vil jeg kravle til næste demonstration,« siger han.