Læsetid: 5 min.

»Selv hvis de skyder mig i knæskallerne, vil jeg kravle til næste demonstration«

Tirsdag blev nærmere en dag for begravelser end for protester i Gaza. Men de palæstinensiske unge ser ikke mange andre muligheder for en bedre fremtid end at blive ved med at marchere mod grænsehegnet
Tirsdags demonstrationer ved Gazas grænse til Israel blev mindre omfangsrige end gårsdagens, måske til dels fordi arrangørerne og Hamas havde stillet færre busser til rådighed. Men intet tyder på, at de er slut, og selv de sårede demonstranter vender tilbage.

Tirsdags demonstrationer ved Gazas grænse til Israel blev mindre omfangsrige end gårsdagens, måske til dels fordi arrangørerne og Hamas havde stillet færre busser til rådighed. Men intet tyder på, at de er slut, og selv de sårede demonstranter vender tilbage.

Ibraheem Abu Mustafa

16. maj 2018

GAZA – Fra morgenstunden tirsdag er Gazastriben stille. Myndighederne har indkaldt til generalstrejke, og alt er lukket.

Mandag aften rystede jorden ellers under Gaza, da en i forvejen drabelig protestdag sluttede med, at det israelske militær bombede 11 Hamas-mål i den smalle landstribe. Men det gengældelsesangreb fra Hamas, som mange frygtede ville kunne eskalere situationen yderligere, kom aldrig.

Khaled Batch, en leder fra grænseprotesternes koordineringskomite, har ifølge The Guardian udtalt, at tirsdagen vil være dedikeret til begravelser. Mange spekulerer i, om dagens længe ventede protester er fuldstændig aflyst.

Begravelser præger bestemt området omkring Gaza Citys store Al Shifa hospital tirsdag morgen. Aftenen forinden var det præget af totalt kaos. I mangel på plads blev sårede placeret på gulve og udenfor bygningerne, og der var konstant tumult ved skadestuens indgangsporte, hvor politi og vagter pressede pårørende ud, fordi der ikke var plads til besøgende indenfor.

»Gazas sundhedssystem er allerede på grænsen til at kollapse,« fortæller lederen af skadestuen, Ayman al-Sahabani, foran hospitalet.

»Og i løbet af to timer modtog vi så over 500 sårede. Hvis noget lignende sker i dag, vil det være helt katastrofalt, for vi mangler både medicin og udstyr,« siger han.

’Jeg tror, han gerne ville være martyr’

Mandag aften var 24-årige Yassan Aktubasi blevet bragt til Al Shifa hospitalet og erklæret død, og tirsdag formiddag blev han ligesom mange andre af mandagens 55 omkomne kørt til sin egen begravelse.

Kort efter lå hans lig til skue i den nærliggende al-Faroug moske, indsvøbt i et grønt Hamas-flag og med en blodig forbinding om hovedet og øjet, hvor han var blevet skudt.

I et hjørne af moskeen fortalte Yassan Aktubasis far grædende en lokal journalist, at han ikke tror, hans søn døde forgæves.

Den 24-årige havde ligesom 65 procent af Gazas unge mænd haft svært ved at finde arbejde, og det sidste lange stykke tid havde han haft problemer med at forsørge sin familie.

»Han var deprimeret,« siger en ven og tidligere kollega, Daud Aouda.

»Jeg tror, han gerne ville være martyr.«

Få bygninger derfra sørger Yassan Aktubasis moder i hjemmet med de kvindelige familiemedlemmer og venner. Der er ingen elektricitet, så en nabo viser vej op til lejligheden med en lommelygte i den vinduesløse opgang. Familien siger, at den unge mand ikke var organiseret i Hamas, men at bevægelsen har tilbudt familien støtte.

»De unge går ikke tæt på grænsen, fordi de gerne vil dø, eller fordi Hamas eller Fatah beder dem om det,« siger naboen, Samira Aissa.

»De gør det, fordi de ser det som det eneste, de kan gøre for at ændre deres egen situation. De ser det som en sidste mulig udvej,« siger hun.

Demonstrationerne ved Gazas grænser har varet i knap otte uger, og skønt de snart har kostet mere end 100 mennesker livet, er deltagertallene forblevet i titusinderne.

Mange unge siger, at de er virkelig glade for, at protest-kampagnen begyndte – med en militær blokade, der bevirker, at de unge ikke har nogen drømme for fremtiden, giver det dem endelig en mulighed for at handle på deres egen situation. Koste hvad det vil. Som 20-årige Abdallah Khalid Hamed sagde, da han mandag aften lå ubevægelig på en båre, skudt i både skulderen og i maven.

»Næste fredag vil jeg demonstrere på grænsen igen.«

For mange er demonstrationerne den eneste måde at få verdenssamfundets øjne op for i Gaza igen. Protesterne blev oprindeligt startet på initiativ af en gruppe unge uafhængige aktivister som reaktion på den amerikanske anerkendelse af Jerusalem som Israels hovedstad. De havde følelse af, at det internationale samfund forrådte dem, som mange palæstinensere havde efter en fredsproces, som ind til videre primært har kostet dem mere land. Flere går derfor også til demonstrationerne med en opfattelse af, at diplomatiet har svigtet, og at man nu tager sagen i egne hænder.

»Jeg har intet budskab til verdenssamfundet eller vestlige medier. De ved allerede, hvad der sker her,« siger Abdallah Khalid Hamed fra båren på hospitalet.

»De fleste unge vil bare væk fra Gaza,« fortæller Samir Zaqout, der leder afdelingen for menneskerettighedsmonitorering i den Gaza-baserede ngo Al Mezan.

»Men det kan de ikke. Så ligesom under den første intifada massemobiliserer de for at protestere mod deres manglende bevægelsesfrihed. Men hvor man under intifadaen kunne konfrontere besættelsesmagten her i området, så bliver man nu nødt til at gå mod grænsen for at nå den,« siger han.

’Alle familier burde være her’

Tirsdag er demonstrationerne sat til at begynde klokken 15, men klokken 16:30 tæller deltagerne stadig kun en tiendedel af, hvad de gjorde mandag.

De busser, som kørte demonstranter til marchen mandag, er ikke ankommet i dag. Noget, som bestemt kan tolkes som, at protesternes lederskab og Hamas, som står for meget af logistikken, ikke er interesseret i, at dagen skal udvikle sig på samme måde som protesterne dagen før.

De droner, som man i løbet af dagen har kunnet høre summe over hele Gaza, er pludseligt synlige. Da de flyver ind over os, omkring 800 meter fra den israelske bufferzone, begynder folk at løbe, mens dronerne slipper seks-syv tåregasgranater hver.

Da granaterne er løbet tør for gas, løber børn og teenagere om kap for at få fat i dem.

Der er mange hele familier til stede, men det er de unge, der bevæger sig nærmest de jordvolde, hvor alle ved, at de israelske snigskytter er placeret. Som noget nyt kan man også se flere unge kvinder i front.

»Det har virkelig været forbeholdt de unge mænd tidligere, men det har ændret sig på det seneste,« siger den 28-årige palæstinensiske journalist Nesma Seyem.

Blandt nogle ældre kvinder fra hendes familie står 16-årige Ghadeer Obaid med sin tre måneder gamle datter. Med barnet på armen har hun deltaget i samtlige demonstrationer i den knap otte uger lange march.

»Det er farligt, ligegyldigt hvor man er i Gaza, så hvorfor skulle jeg ikke være her?« siger hun, mens tåregassen vælter ned nogle hundrede meter bag hende.

»Her gør jeg i det mindste noget for at ændre på det. Alle palæstinensiske familier burde være her i dag,« siger Ghadeer Obaid, som er skuffet over, at der endnu ikke er kommet flere til dagens demonstration.

Hun håber, at grænseprotesterne kan føre til ophævelsen af Israels og Egyptens blokade af Gaza. Skulle det ske, ville hun rejse væk med sin familie.

»Jeg tror ikke på, at Gaza igen kan blive noget godt sted at lade børn vokse op,« siger hun.

Der kommer hele tiden flere til demonstrationen, om end den ikke ser ud til at blive bare halvt så stor som mandagens. Omkring klokken 18 kan man høre skarpe skud, og ambulancer begynder at køre frem og tilbage mellem bufferzonen og teltlejrens felthospital. Alligevel begiver flere og flere sig i retningen af grænsen. Flere humper på krykker efter skader, der ser ud til at være fra gårsdagens protest.

25-årige Abdulrahim Alashram går i retning af grænsen med en forbinding om hovedet, der dækker det sår, han fik, da han blev ramt af en tåregasgranat mandag.

»Selv hvis de skyder mig i knæskallerne, vil jeg kravle til næste demonstration,« siger han.

Serie

70 års Israel

Fra 18.april til 14. maj fejrer israelerne 70-året for staten Israels grundlæggelse, mens palæstinenserne ser tilbage på al-Nakbah, katastrofen. Samtidig flytter USA officielt sin ambassade til Jerusalem og markerer dermed en ny fase i verdens længste ulykkelige ægteskab. Information beretter om nutid, fremtid og midlertidighed set fra begge sider af grænsemuren

Seneste artikler

  • Jerusalem græder

    19. maj 2018
    Mens den jødiske del af byen fejrer flytningen af den amerikanske ambassade, befinder den palæstinensiske side sig i en tilstand af fortvivlelse og vrede
  • Jerusalem jubler

    19. maj 2018
    En stemning af sejr og selvsikkerhed har bredt sig i Jerusalem. Denne uges åbning af den amerikanske ambassade er den foreløbige kulmination på en nyere jødisk oprejsning
  • USA mister moralsk legitimitet gennem sin støtte til nedskydning af palæstinensere

    17. maj 2018
    Trumps talspersoner efterplaprer Netanyahus udlægning af de blodige sammenstød på grænsen til Gaza. Israel har en legitim ret til selvforsvar mod »terrorister«, lyder det fra Washington. Aldrig før har USA taget så entydigt parti for Israel mod palæstinenserne
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Palæstinenserne demonstrerer ikke bare fredeligt, men har en strategi. De ville lige så gerne være voldelige, vurderer en tidligere journalist med tidligere base i Israel i de tidlige nattetimer i Deadline i går.

Og - at palæstinenserne er voldelige, er så udgangspunktet for resten af interviewet. Israelerne derimod reagerer blot på palæstinensernes voldelige provokationer. De strammer op fx. mod de voldlige ikke-voldlige demonstranter, hvor vi andre siger at de dræber dem osv.

Ja, jeg tror at samtlige af det Israelske sikkerhedspolitis talepunker ridses op! Vi hører at palæstinenserne råber at de vil have hævn over Israel, mens de i studiet fx mener at velstand ville være bedre.

Men bare roligt. Nu kommer Google med noget Ggaza eller sådan noget og redder palæstinenserne. De skulle ligesom giver dem håb, i flg. exJournalisten. Men mere hører vi dog ikke til dette fantastiske projekt..

Niels Duus Nielsen, Erik Jakobsen og David Zennaro anbefalede denne kommentar
Jørgen Tryggestad

Jan Skovgaard Jensen :

Problemet med dette Deadline-interview omkring fangelejren Gaza var at der - igen, igen - stort set kun blev snakket Hamas, og ikke om Israels utallige brud på menneskerettigheder som fangevogter, besættelsesmagt og undertrykker igennem 70 år. Dette var som sædvanligt to journalister - Jacob Rosenkrands og Louise Stigsgaard - som vanen tro holder sig til det politisk ufarlige for ikke selv at komme i en jobmæssig risikabel position.

Den eneste måde at skabe positive ændringer for palæstinenserne, er at lægge massiv internationalt pres på Israel via sanktioner, noget der også vil kræve en konfrontation med USA.

Så længe de statslige public service-medier - DR og TV2 - ikke har ryggen fri fra politisk indblanding vedr. økonomi og journalistisk ledelse - så vil vi aldrig høre en klar fordømmelse af Israel for brud på basale menneskerettigheder på palæstinenserne fra den kant.

John Andersen, Karsten Lundsby, Niels Duus Nielsen, Bjarne Bisgaard Jensen og Jenny Bager anbefalede denne kommentar
Khuram Bashir

Vestlige medier er helt groteske i deres dækning af konflikten. Sig mig, hvor er proportionerne?!

En kvinde, der river og slår sin overfaldsmand, der er i færd med at voldtage hende, er ikke voldelig. Det er modstand.
Samme kan siges om den "vold" palæstinenserne udøver. De har ret til at gøre modstand.

De lever i verdens største open-air fængsel, i en israelsk produceret humanitær krise, hvor over halvdelen af børnene har anæmi og over 90 procent af vandet er kontamimeret. En koncentrationslejr. En ghetto. Når de så forsøger at flygte over hegnet bliver de skudt. Hvor er proportionerne i den danske dækning?

Lige nu udøver palæstinenserne en ikke-voldelig modstand, en modstand israelerne frygter for det viser omverden, hvor grusomme israelerne er. Israel håber kun på at provokere en militær reaktion fra Hamad aå de har deres undskyldning for at begå endnu en massakre i Gaza.

Man kan kun hylde palæstinenserne for deres mod til at udøve ikke-voldelig modstand. Og hvis de ikke har modet til at udøve ikke-voldelig modstand, kan man håbe de har mod til at udøve voldelig modstand, for retten er på deres side. Israel har kun ret til at trække sig fra de besatte områder.