Læsetid: 7 min.

Søndagens valg tager endegyldigt livet af det venezuelanske demokrati

Præsidentvalget i Venezuela finder sted uden internationale valgobservatører. Der er heller ikke en opposition at kæmpe imod, og stort set ingen lande vil efterfølgende anerkende resultatet af valghandlingen. Det eneste søndagens valg ikke mangler, er en vinder
Den nu fuldendte afmontering af det venezuelanske demokrati er ikke alene præsident Maduros (billedet) værk, men bør også tilskrives hans forgænger, Hugo Chávez.

Den nu fuldendte afmontering af det venezuelanske demokrati er ikke alene præsident Maduros (billedet) værk, men bør også tilskrives hans forgænger, Hugo Chávez.

Federico Parra

19. maj 2018

Vinderen af søndagens præsidentvalg i Venezuela er den siddende præsident, Nicolas Maduro. Det er der på forhånd sørget for.

Oppositionen, samlet i alliancen Mesa de la Unidad Democratica, MUD, annoncerede allerede på dagen, hvor valget blev udskrevet, en samlet boykot. Blandt andet fordi de fleste af oppositionens ledere enten sidder i fængsel eller på anden måde er blevet forhindret i at deltage. Men også fordi de efter åbenlyst snyd ved de seneste regionalvalg ikke længere tror på muligheden for en fair og fri valghandling.

Eneste reelle udfordrer til præsident Maduro er Henri Falcón, en frafalden Chávez-støtte, der pludseligt er hevet frem fra gemmerne. Og selv om Falcón er benhård i sin kritik af regimet og har et par udfordrende punkter på programmet – eksempelvis et forslag om at indføre amerikanske dollar i stedet for den lokale valuta, bolivaren, for at imødegå den galopperende inflation – virker hans politiske enmandshær tragikomisk og næsten iscenesat. Falcóns deltagelse sikrer blot, at der er en alternativ kandidat til den siddende præsident ved søndagen valg.

Præsident Maduros parti, PSUV, er derfor mere bekymret over stemmedeltagelsen, end om Maduro sejrer, og har i uger kørt massive kampagner på stats-tv, hvor præsidenten lover sociale goder til dem, der møder op ved stemmeurnerne med deres carnet de la patria (’fædrelandskort’ – et id-kort som give adgang til sociale ydelser), som Maduros parti har udstedt mere end tre mio. af.

Maduros pressestab forsvarer kampagnerne med, at de ønsker at fremme stemmedeltagelsen, mens kritikere kalder det »ren bestikkelse«. En af kritikerne – og absolut den mest bemærkelsesværdige – er Eva Golinger, der indtil for få år siden støttede først Hugo Chávez og efterfølgende Nicolas Maduro i et og alt.

La novia de Venezuela

Eva Golinger er jurist, har dobbelt amerikansk-venezuelansk statsborgerskab, og blev af Chavez  kaldt la novia de Venezuela, Venezuelas forlovede. Hun har igennem årene været en af de hårdeste kritikere af USA’s kurs over for Venezuela, mens hun som Chávez’ personlige ven har været en offentlig meget aktiv forsvarer af det venezuelanske samfundssystem. Hun var en af de bærende stemmer på den del af den internationale venstrefløj, der førte kampagne for Venezuela.

I en debat om fremtiden for Venezuela onsdag på den franske nyhedskanal France24 var Golinger utvetydig i sin kritik af udviklingen i Venezuela.

»Venezuela havde tidligere en meget åben og gennemsigtig valgproces. Jeg har selv stemt der otte gange som venezuelansk statsborger, da jeg boede der. Men siden sidste år, hvor de snød med stemmetal og valglister, hvor der ingen opposition var og heller ingen som helst form for gennemsigtighed  – og vi så det samme i december ved regionalvalgene, hvor der var åbenlys snyd – så vil folk selvfølgelig denne gang formode, at der vil være snyd, for der er ikke ændret på forholdene siden sidst (…) Der foregår åbenlyst køb af stemmer og chikane af modstandere, og regeringen bruger de sociale ydelser for at købe stemmer«, sagde Eva Golinger blandt andet, og understregede, at den slags ikke skete under Chávez:

»Han var imod den form for praksis – men jeg er enig i, at der var autoritative tendenser dengang, som har åbnet døren for det, vi ser i dag.«

Parlamentet kuppet

Selv om søndagens valg cementerer Maduro og hans partis greb om magten i Venezuela, blev det sidste søm i det venezuelanske demokratis ligkiste allerede hamret i for knap et år siden, i juni 2017.

Som sin sidste magtbastion havde oppositionen i alliancen MUD flertallet af sæderne i landets parlament, og udgjorde trods et utal af benspænd en reel opposition til regeringenspartiet PSUV. Det var et problem for Maduro, der også ønskede en ny forfatning, og derfor sidste år vedtog at udskrive valg i utide til et nyt forfatningsudvalg, der skulle erstatte det siddende parlament – og hurtigst muligt forfatte en ny grundlov.

Cristian Hernandez

Folkeafstemningen foregik uden oppositionen, der boykottede valget til det nye forfatningsudvalg, som også blev mødt af massiv kritik internationalt.

Og i februar i år besluttede det nu fungerende og særdeles magtfulde forfatningsudvalg – der er flyttet ind i parlamentsbygningen – at udskrive præsidentvalg knap to år før tid.

Kamp om grundloven

Den nu fuldendte afmontering af det venezuelanske demokrati er dog ikke alene Maduros værk, men bør også tilskrives hans forgænger, Hugo Chávez. Det skyldes, at alle økonomiske og politiske strukturer i det moderne Venezuela er skabt af Chávez, der også lagde grunden for de »autoritative tendenser«, der i dag præger regimet, og som også Eva Golinger blev presset til at erkende i debatten på France24.

Det gælder eksempelvis de milicias, nogle hjemmeværnslignende brigader, udstyret med automatrifler, der bevogter revolutionen lokalt i los barrios, slumkvarterene i byerne. Det gælder også den politiske forfølgelse af modstandere og private medier.

Ligesom det var Chávez, der indførte politiske og administrative parallelstrukturer i alle de byer, hvor oppositionen vandt magten – herunder i hovedstaden Caracas. Chávez indsatte bykonger med titel af vicepræsident, som fik råderet over alle offentlige budgetter og kunne ansætte egne folk. Chávez afholdt en række frie og fair valg – man vidste bare aldrig, hvad der ville ske efterfølgende.

Det var også Chávez, der var arkitekten bag den økonomiske model i Venezuela, som på mange områder er en langsom gentagelse af den cubanske revolution med hidsige eksproprieringer, en økonomi baseret på få sektorer og en stadig mere overdreven planøkonomisk statsstyring.

Og det var ikke mindst Chávez, der igennem tre forskellige grundlove åbnede for genvalg, centraliserede magten omkring præsidentembedet og ændrede på valgdistrikter og stemmevægtningen, så den favoriserede de områder, hvor de sikre chávista-tilhængere bor.

Maduro ved magten

2013: Oppositionen vinder parlamentet

  • Da præsident Hugo Chávez efter lang tids kræftsygdom dør i marts 2013, overtager vicepræsident Nicolas Maduro øjeblikkelig embedet. Der udskrives valg til afholdelse den 14. april, som Maduro vinder snævert med 50,4 procent af stemmerne.

2014-2016: Social uro og pres på Maduro

  • Efter blot et halvt år som præsident vælger Maduro at regere landet egenhændigt via dekreter og tilsidesætter dermed det oppositionskontrollerede parlament. Maduro mødes af månedlange demonstrationer vendt imod ham og resten af regeringen. Den sociale uro tager til, i takt med at økonomien hastigt forværres.

2017: Parlamentet overtages

  • Maduro udskriver valg i utide til et nyt parlament med titel af forfatningsudvalg. Valget boykottes af oppositionen, der ikke vil acceptere at parlamentet, som de kontrollerer, skal nedlægges. Ikke desto mindre erstatter det nye forfatningsudvalg umiddelbart efter afstemningen parlamentet, der fratages alle dets funktioner. Valget kritiseres internationalt og stort set ingen lande anerkender resultatet.

2017: Lokalvalg

  • I oktober afholdes lokalvalg, hvor oppositionen vælger at opstille kandidater. De udsættes for chikane, valgsteder i de oppositionsdominerede områder flyttes kort før valget, og selve valghandlingen præges af uoverensstemmelser og snyd med stemmer og stemmetal.

2018: Præsidentvalg uden opposition

  • I februar beslutter det magtfulde forfatningsudvalg, at der udskrives præsidentvalg til afholdelse den 22. april 2018 – godt et år inden Maduros seksårsperiode udløber. Valget udskydes til den 20. maj, men boykottes af en samlet opposition.

Eneste modkandidater til Nicolas Maduro er derfor Henri Falcón, en tidligere Chávez-støtte, der brød med præsidenten og partiet i 2010 – og så Javier Bertucci, en ukendt evangelisk præst og selvstændig forretningsmand, der går til valg på en stram, religiøs dagsorden.

International fordømmelse

Maduro hævder i dag, ligesom Chávez gjorde, at Venezuelas miserable økonomi skyldes, at landet er under angreb i en økonomisk krig. USA har også det seneste år indført en række økonomiske sanktioner målrettet enkeltpersoner og enkelte selskaber. Men sandheden er, at det meste falder sammen, fordi det ikke længere kan stå, og de fleste virksomheder forlader Venezuela, fordi de ikke længere kan drive forretning i landet. Staten, der overtager resterne, har heller ikke succes med at drive forretning.

Et af de seneste eksempler er morgenmadsproducenten Kelloggs, der har haft produktion i Venezuela i mere end 50 år, men som mandag meddelte, at de lukker ned. Presset af konstante priskrav fra de venezuelanske myndigheder, mangel på råstoffer og korn og konstante trusler imod ledelsen for at modarbejde systemet har fået ledelsen til at give op.

Meddelelsen fra Kelloggs blev besvaret dagen efter af præsident Maduros pressestab, der udsendte følgende besked fra præsident Maduro:

»Vi indleder de juridiske processer imod Kelloggs’ ejere, fordi lukningen af fabrikken er imod forfatningen. Jeg har besluttet at overdrage virksomheden til medarbejderne, så de fortsat kan producere til folket.«

Ved søndagens valg i Venezuela er der ingen internationale observatører. De er ikke inviteret, og der er ikke meget, der tyder på, at valgresultatet vil blive anerkendt internationalt. Mandag mødtes udenrigs- og finansministre i den såkaldte Lima-gruppe (Grupo de Lima) i Mexico for at tage stilling til den »alvorlige politiske, økonomiske, sociale og humanitære krise i Venezuela«.

Lima-gruppen, der består af en gruppe syd- og mellemamerikanske lande; Argentina, Brasilien, Chile, Colombia, Guatemala, Honduras, Mexico, Panama, Paraguay, Peru, Santa Lucía samt Canada og USA, opfordrer Nicolas Maduro og resten af den venezuelanske magtelite til »at aflyse søndagens valg«.

»De deltagende lande understreger fordømmelsen af det autoritative regime i Venezuela, der har overtrådt de demokratiske spilleregler, retsstatens principper og menneskerettighederne og som vælger at gennemføre en illegitim og utroværdig valgproces.«

»Vi kommer derfor med en sidste opfordring til den venezuelanske regering om at aflyse præsidentvalget sat til den 20. maj, da valget er udskrevet af en illegitim myndighed, foregår uden deltagele fra alle politiske fraktioner, uden uafhængige internationale observatører og uden de nødvendige garantier, der sikrer en fri, fair, gennemsigtig og demokratisk proces.«

Venezualanere flygter ud af landet på grund af den miserable økonomi og de kummerlige sundhedsforhold. På billedet venter nyligt ankomne venezuelanere på hjælp i grænsebyen Cúcuta.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Poul Petersen
  • David Zennaro
Poul Petersen og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det ser ud til at amerikanerne vil prøve noget......gammelt!

@marcorubio
Følg Følg @marcorubio
Mere
The world would support the Armed Forces in #Venezuela if they decide to protect the people & restore democracy by removing a dictator

Eva Schwanenflügel, Flemming Berger og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Torben Skov

De er skam i fuld gang med noget àla Chile.

Eva Schwanenflügel, John Andersen, Flemming Berger, Karsten Aaen og Palle Yndal-Olsen anbefalede denne kommentar
Kjeld Jensen

Det vides, at Venezuela har kæmpereserver af olie. Og at "Big Oil" havde uhindret styr over dem indtil Hugo Chavez overtog magten i 1992. Det passede ikke Big Oil - de undergravede Chavez, hvor de kunne, og lavede et mislykket kupforsøg mod ham i 2002. Problemet med Chavez og Maduro er, at de bruger overskud fra olie til gavn for Venezuelas mange fattige. Hvad kan Information dog have imod det?

John Andersen, Holger Madsen, John T. Jensen, Palle Yndal-Olsen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Claus E. Petersen

Helt ærligt.. når magten til folkets frelse bl.a. går på at indføre maximum priser på internt producerede varer for at "gavne" de fattige, hvorefter producenterne dropper produktionen, hvorefter at folk må se i vejviseren, dvs. over grænsen efter mad, mel, toiletpapir osv, så er problemet ikke amerikanske olieselskaber, men ledelsen af landet.
Meget kan man give USA og CIA skyld for, men Venezuelas nedtur står alene Chavez, Manduro og de få og grådige bag dem, for.

Troels Ken Pedersen

Mjo, altså. Lige nu, og det seneste par år med, er det jo ikke ligefrem fordi olien gavner Venezuelas fattige synderligt. Det gavnede Chavez', og gavner Maduros fastholdelse af magten. Med de seneste års begivenheder in mente kræver det efterhånden ganske meget mental smidighed at acceptere Maduros påstande om at han skulle handle til den jævne befolknings fordel.

Touhami Bennour

Man skev meget om Imperialimen som existerede ikke mere, og derfor man skulle ikke give imperialismens skyld for sine problemer. Men Imperialismen er ikke død og på kig. Eller hvem driver verket når det drejer sig om arabere, Islamofobi måske. Saudi Arabien skal investerer noget med 400milliarder dollars USA, hvorfor? For ikke at få samme skæbne som Venezuela.