Læsetid: 3 min.

»Vi troede på fremskridtet, på det nye menneske«

Den 89-årige ungarske filosof Ágnes Heller var håbefuld aktivist og teoretiker i 1968. Foråret i Prag slukkede endegyldigt hendes tro på, at sovjetkommunismen kunne reformeres, men som del af det nye venstre holdt hun fast i drømmen om det retfærdige samfund
»At alle revolutionære lader sig bedrage, bør ikke være et argument mod revolutioner som sådan. Ellers knægtes menneskets entusiasme, følelsen af, at man kan forbedre noget. Men i dag lever vi i et massesamfund, hvor der ikke tænkes i revolutionære baner – det gør der kun i klassesamfund. Men det betyder ikke, at der ikke kan skabes forbedringer af vores samfund. F.eks. at kløften mellem rig og fattig ikke kan overvindes.« - Agnes Heller. 

»At alle revolutionære lader sig bedrage, bør ikke være et argument mod revolutioner som sådan. Ellers knægtes menneskets entusiasme, følelsen af, at man kan forbedre noget. Men i dag lever vi i et massesamfund, hvor der ikke tænkes i revolutionære baner – det gør der kun i klassesamfund. Men det betyder ikke, at der ikke kan skabes forbedringer af vores samfund. F.eks. at kløften mellem rig og fattig ikke kan overvindes.« - Agnes Heller. 

Khan Tariq Mikkel

29. maj 2018

Hun nærmer sig de 90, og hun kan kun lige akkurat kigge op over kanten på det høje konferencebord, hvor vores kaffekopper står. Mens hun smalltalker om utopi og fantasi, stråler øjnene af livsenergi på den ungarske filosof Ágnes Heller, da hun er et smut i Berlin for at deltage i en konference om Østeuropa i 1968.

Allerede i 1968 havde hun en utrolig biografi bag sig. Under krigen overlevede hun med nød og næppe Holocaust i ghettoen i Budapest. I 1955 opnåede hun doktorgraden i filosofi som rettroende medlem af kommunistpartiet.

»Ja, jeg var overbevist dengang,« fortæller hun foran en kreds af konferencens deltagere.

»I Ungarn var vi mange, der troede på en tredje og fri vej mellem kapitalisme og kommunisme.«

Overbevisningen og håbet forsvandt med Sovjets brutale nedslagtning af det ungarske oprør i oktober 1956. Agnes Heller protesterede højlydt, og blev derfor fyret som filosofiprofessor og udelukket fra partiet.

»Efter Ungarn 1956 herskede der en stille depression i østblokken. Håbet om en socialisme uden totalitarisme blegnede. Her blev Prag en ny vækkelse,« fortæller Ágnes Heller, der næsten hopper i stolen af fortælletrang.

»Alexander Dubček og opbruddet i Tjekkoslovakiet viste os, at det var muligt at reformere socialismen, at give den et nyt ansigt. Polakkerne var også allerede i gang, så vi følte os som del af et hemmeligt fællesskab. Men efter 1968, hvor Ungarn deltog i invasionen, mistede vi atter illusionen. Vi indså, at vi måtte finde noget helt nyt.«

Det helt nye blev ’det nye venstre’, som ikke mindst udsprang fra oprørene i Paris fra maj 1968. I et sammenkog af ikkekommunistiske venstrefløjsbevægelser, hvor socialisme og antiimperialisme smeltede sammen med kvinde- og miljøbevægelsen, havde man ikke fralagt sig den sunde vane stadig at tænke utopisk, som Heller formulerer det. Samtidig afviste de Sovjet som model.

Det gav hende nye internationale kontakter i en tid, hvor hun efter gentagne protester mod invasionen af Tjekkoslovakiet havde mistet sit job i Budapest og var blevet pålagt taleforbud i østblokken. Til gengæld fik hun lejlighedsvist lov til at rejse til Vesten, bl.a. til Paris og de legendariske sommerskoler på den kroatiske ø Korčula, arrangeret af den marxistiske jugoslaviske Praxis-Gruppe.

»I 1968 var Herbert Marcuse med. Damerne beundrede ham som en fodboldstjerne, fordi han var en sand revolutionær,« siger Ágnes Heller.

»I Paris oplevede jeg derimod, at de unge mennesker kaldte mig og Adorno for ’den hellige familie’ – altså de, som troede på noget forgangent, men ikke på revolutionen og fremtiden. Det fik mig til at overveje mit ståsted.«

Ágnes Heller understreger, at ’det nye venstre’ ikke var en åben politisk opposition, men en samfundsmæssig opposition.

»Det hjalp os med skabe en ny livsfølelse. Det var en ny protestmetode, som var med til at definere os på en ny måde, også i østblokken. Vi sagde til os selv, at Sovjet ikke var socialisme, men et bedrag – vi er de venstreorienterede! Der gjorde vi det nok også lidt lettere for os selv i teorien, end det i virkeligheden var. Jeg drømte om kollektiv ejendom og et frit marked. Den slags vrøvl har jeg også udtænkt,« siger hun med et grin.

»Vi troede på frihed uden rigtig at have defineret friheden. Måske er det også rigtigt, for vi kan heller ikke definere kærligheden, men alligevel ved vi, når vi er forelskede. Vi troede på fremskridtet, på transformationen af den menneskelige karakter til det bedre. Det er Kants og Hegels historie lige så meget, som det er Marx’ historie. Hvis man ser på utopierne fra Platon over Moore til Marx, så er der ingen privat ejendom, ingen krig, ingen lov. Men frihed.«

Selv i dag, hvor den reale socialisme er langt borte i bakspejlet, kan vi ikke benægte, at behovet for utopier består, mener Ágnes Heller, der i 1977 udvandrede til Australien, og fra 1986 efterfulgte Hannah Arendt i hendes professorat i New York.

»At alle revolutionære lader sig bedrage, bør ikke være et argument mod revolutioner som sådan. Ellers knægtes menneskets entusiasme, følelsen af, at man kan forbedre noget. Men i dag lever vi i et massesamfund, hvor der ikke tænkes i revolutionære baner – det gør der kun i klassesamfund. Men det betyder ikke, at der ikke kan skabes forbedringer af vores samfund. F.eks. at kløften mellem rig og fattig ikke kan overvindes.«

Serie

Opgøret med '68

I både USA og Europa er 1968 gået over i den kollektive erindring som et ungdomsoprør mod efterkrigstidens konservatisme, autoriteter og undertrykkende strukturer. Men de lokale årsager til oprørene var forskellige, ligesom de konsekvenser de fik for samfundene op til i dag.

I denne artikelserie fokuserer Information på et usædvanligt år i Tyskland, Frankrig, USA og Østblokken.

Seneste artikler

  • Stol ikke på nogen i aldersgruppen 35-65!

    15. juni 2018
    I maj 1968 fødtes ungdommen som politisk subjekt og de gamle røg på porten. 50 år senere dannes nye alliancer mellem generationer – mellem dem, der har set det hele før, og dem, der skal være på denne jord mange år endnu
  • Hvis man skal sige noget kort om tiden dengang, så skal man nok citere Freewheelin’ Frank fra ’Flipkompagniet’

    1. juni 2018
    I anledningen af 50-året for 1968 husker en række kunstnere og kulturpersonligheder, som selv var der, tilbage på personer, kunstværker og begivenheder, som gjorde indtryk på dem dengang. Ifølge musiker Karsten Vogel, som spillede med Burnin Red Ivanhoe, er det tegneserien Flipkompagniet, som bedst sætter ord på tiden dengang
  • I USA var 1968 kulminationen på ti års frihedskamp. Herefter satte modreaktionen ind

    30. maj 2018
    Midt i de kaotiske begivenheder i USA i 1968 var det meget svært at gennemskue, hvordan det hele skulle ende. En af iagttagerne var Todd Gitlin, der havde været formand for Students for a Democratic Society i 1963-64 og var blevet dybt involveret i antikrigsarbejdet i San Francisco. »Det Nye Venstre overvurderede det revolutionære potentiale,« fortæller han i et interview
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Aske Hvitved
  • Christian Mondrup
  • Eva Schwanenflügel
  • David Zennaro
Aske Hvitved, Christian Mondrup, Eva Schwanenflügel og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

René Arestrup

Det er sært, at overbeviste socialister aldrig når frem til erkendelsen om socialismens iboende totalitære natur.
De klynger sig til en vildfarelse, med afsæt i nogle humanistiske idealer, som notorisk bliver knægtet i den realiserede version af deres forestillinger.
Måske skyldes det, at socialisme - stadig - forekommer at være det eneste oppositionelle standpunkt til røverkapitalismens udskejelser.
Men det bør efterhånden være evident, at den rendyrkede socialisme er langt forbi sidste salgsdato.
Derfor er det vigtigt at insistere på, at der findes en tredie vej.

Hans Aagaard, Anne Lintrup og Christian De Thurah anbefalede denne kommentar
Touhami Bennour

Staline var også totalitær over for sin familie: Tyske nazister har fanget Stalin bror og da de forslåede Staline at bytte sin bror med en tyske fange, Stalin afviste, og broren gik ad helvede, ville jeg tro. Det siges også han har skudt sin egne mor, det er nemt at vide hvorfor. Staline har ,anvendt den "proletarisk moral", gammeldags moral. og anvendt den bogstavelig, næsten karikaturalsk. Det siges også Castro har anvendt den samme "proletarisk moral" og dømt medlemmer af sin familie som medlemmer af samfundet. Stalin og Castro skulle have ladet domstol dømme dem. Derfra kommer,mener jeg, den socialistike totalitarism. Der manglede fri og socialistike institutioner i systemet.