»Vi troede på fremskridtet, på det nye menneske«

Hun nærmer sig de 90, og hun kan kun lige akkurat kigge op over kanten på det høje konferencebord, hvor vores kaffekopper står. Mens hun smalltalker om utopi og fantasi, stråler øjnene af livsenergi på den ungarske filosof Ágnes Heller, da hun er et smut i Berlin for at deltage i en konference om Østeuropa i 1968.

Allerede i 1968 havde hun en utrolig biografi bag sig. Under krigen overlevede hun med nød og næppe Holocaust i ghettoen i Budapest. I 1955 opnåede hun doktorgraden i filosofi som rettroende medlem af kommunistpartiet.

»Ja, jeg var overbevist dengang,« fortæller hun foran en kreds af konferencens deltagere.

»I Ungarn var vi mange, der troede på en tredje og fri vej mellem kapitalisme og kommunisme.«

Overbevisningen og håbet forsvandt med Sovjets brutale nedslagtning af det ungarske oprør i oktober 1956. Agnes Heller protesterede højlydt, og blev derfor fyret som filosofiprofessor og udelukket fra partiet.

»Efter Ungarn 1956 herskede der en stille depression i østblokken. Håbet om en socialisme uden totalitarisme blegnede. Her blev Prag en ny vækkelse,« fortæller Ágnes Heller, der næsten hopper i stolen af fortælletrang.

»Alexander Dubček og opbruddet i Tjekkoslovakiet viste os, at det var muligt at reformere socialismen, at give den et nyt ansigt. Polakkerne var også allerede i gang, så vi følte os som del af et hemmeligt fællesskab. Men efter 1968, hvor Ungarn deltog i invasionen, mistede vi atter illusionen. Vi indså, at vi måtte finde noget helt nyt.«

Det helt nye blev ’det nye venstre’, som ikke mindst udsprang fra oprørene i Paris fra maj 1968. I et sammenkog af ikkekommunistiske venstrefløjsbevægelser, hvor socialisme og antiimperialisme smeltede sammen med kvinde- og miljøbevægelsen, havde man ikke fralagt sig den sunde vane stadig at tænke utopisk, som Heller formulerer det. Samtidig afviste de Sovjet som model.

Det gav hende nye internationale kontakter i en tid, hvor hun efter gentagne protester mod invasionen af Tjekkoslovakiet havde mistet sit job i Budapest og var blevet pålagt taleforbud i østblokken. Til gengæld fik hun lejlighedsvist lov til at rejse til Vesten, bl.a. til Paris og de legendariske sommerskoler på den kroatiske ø Korčula, arrangeret af den marxistiske jugoslaviske Praxis-Gruppe.

»I 1968 var Herbert Marcuse med. Damerne beundrede ham som en fodboldstjerne, fordi han var en sand revolutionær,« siger Ágnes Heller.

»I Paris oplevede jeg derimod, at de unge mennesker kaldte mig og Adorno for ’den hellige familie’ – altså de, som troede på noget forgangent, men ikke på revolutionen og fremtiden. Det fik mig til at overveje mit ståsted.«

Ágnes Heller understreger, at ’det nye venstre’ ikke var en åben politisk opposition, men en samfundsmæssig opposition.

»Det hjalp os med skabe en ny livsfølelse. Det var en ny protestmetode, som var med til at definere os på en ny måde, også i østblokken. Vi sagde til os selv, at Sovjet ikke var socialisme, men et bedrag – vi er de venstreorienterede! Der gjorde vi det nok også lidt lettere for os selv i teorien, end det i virkeligheden var. Jeg drømte om kollektiv ejendom og et frit marked. Den slags vrøvl har jeg også udtænkt,« siger hun med et grin.

»Vi troede på frihed uden rigtig at have defineret friheden. Måske er det også rigtigt, for vi kan heller ikke definere kærligheden, men alligevel ved vi, når vi er forelskede. Vi troede på fremskridtet, på transformationen af den menneskelige karakter til det bedre. Det er Kants og Hegels historie lige så meget, som det er Marx’ historie. Hvis man ser på utopierne fra Platon over Moore til Marx, så er der ingen privat ejendom, ingen krig, ingen lov. Men frihed.«

Selv i dag, hvor den reale socialisme er langt borte i bakspejlet, kan vi ikke benægte, at behovet for utopier består, mener Ágnes Heller, der i 1977 udvandrede til Australien, og fra 1986 efterfulgte Hannah Arendt i hendes professorat i New York.

»At alle revolutionære lader sig bedrage, bør ikke være et argument mod revolutioner som sådan. Ellers knægtes menneskets entusiasme, følelsen af, at man kan forbedre noget. Men i dag lever vi i et massesamfund, hvor der ikke tænkes i revolutionære baner – det gør der kun i klassesamfund. Men det betyder ikke, at der ikke kan skabes forbedringer af vores samfund. F.eks. at kløften mellem rig og fattig ikke kan overvindes.«