Læsetid: 5 min.

Trump aflyste møde med Kim Jong-un – og afslørede sig selv som udenrigspolitisk amatør

Efter flere måneders bizarre sværmeri gik det virtuelle partnerskab mellem Trump og Kim Jong-un op i limningen i går. Amerikaneren begrunder sin aflysning med nordkoreanerens »gevaldige vrede og åbne fjendtlighed«, men årsagerne til sammenbruddet skal primært findes i Trumps misforståelse af Nordkoreas intentioner
Der bliver ikke noget topmøde mellem den amerikanske præsident, Donald Trump, og Nordkoreas leder, Kim Jong-un, i Singapore 12. juni.

Der bliver ikke noget topmøde mellem den amerikanske præsident, Donald Trump, og Nordkoreas leder, Kim Jong-un, i Singapore 12. juni.

JIM LO SCALZO / Ritzau Scanpix

25. maj 2018

Aflysningen af det historiske topmøde mellem USA og Nordkoreas ledere, der blev bekendtgjort af præsident Donald Trump i et brev til »formand« Kim Jong-un i går, var lige fra begyndelsen af de to lederes bizarre sværmeri for hinanden en reel mulighed.

De to landes forventninger til topmødets udfald var nemlig radikalt forskellige.

USA forventede, at Nordkorea skulle love en total og permanent atomafrustning, og var kun rede til at give indrømmelser bagefter, selv om Trump i et interview med Fox News onsdag åbnede døren lidt på klem for en trinvis nedrustning.

Nordkorea forventede derimod en nedrustning gennemført i etaper, hvor USA og Sydkorea tilbød modydelser trin for trin. Det er en idé, Sydkorea og Kina støtter.

Men i USA’s øjne ligner den model en aftale, som præsident Bill Clinton indgik med Nordkorea i 1994, og som senere blev skrottet af præsident George W. Bush, bl.a. på foranledning af daværende viceudenrigsminister John Bolton. Bolton er i dag Trumps sikkerhedsrådgiver.

Det viste sig dengang, at Nordkorea i al hemmelighed havde fortsat med at udvikle atomvåben. USA’s tiltro til Nordkoreas intentioner har sidenhen ikke været særlig høj.

Denne mistro – og så den betydelige forskel mellem de to landes forventninger til udfaldet af topmødet – gjorde det fra starten til en sisyfosopgave at nå frem til en succesful formel.

Det vides, at personer fra de to landes udenrigsministerier har været i løbende kontakt med hinanden, og udenrigsminister Mike Pompeo har været i Pyongyang to gange, men alligevel tyder meget på, at ansvaret for den diplomatiske fiasko primært ligger hos præsident Trump.

Han har fejltolket de briefinger, han har fået af den sydkoreanske præsident Moon Jae-in efter dennes møde med Nordkoreas Kim Jong-un. Trump troede, at Kim med ordet »denuklearisering« mente en total opgivelse af alle atomvåben og atomanlæg inden for kort tid, mens nordkoreaneren talte om atomnedrustning – altså et længere forløb.

Trump virkede endvidere desperat i sit ønske om at fremstå som den historiske skikkelse, der skabte fred på den koreanske halvø efter næsten 70 års adskillelse og en blodig borgerkrig, der involverede USA og Kina. Han var så ivrig efter et topmøde med Kim, at Det Hvide Hus fik fabrikeret en medalje med de to lederes profiler og lod billedet lække i denne uge.

At præsidenten nu ensidigt aflyser topmødet, skyldes formentlig, at han føler sig narret af Kim. Den nordkoreanske diktator skal i hans øjne have lovet at destruere sine atomvåben. Nu viser det sig til Trumps overraskelse, at det ikke er så enkelt endda.

»Gevaldig vrede«

I sit brev til Kim lægger Trump forudsigeligt hele ansvaret på den nordkoreanske leder.

»Det ville på dette tidspunkt være upassende at gennemføre det planlagte møde set i lyset af den gevaldige vrede og åbne fjendtlighed, De har givet givet udtryk for,« skriver USA’s præsident.

Og det kommer fra Trump, der jævnligt har fornærmet andre ledere og amerikanske politikere …

Rent faktisk har Kim Jong-un intet ytret offentligt om de to lederes nu aflyste møde i Singapore 12. juni. I stedet har to nordkoreanske viceudenrigsministre luftet regimets utilfredshed med udtalelser fremsat af sikkerhedsrådgiver John Bolton og vicepræsident Mike Pence.

Bolton lagde i et interview med Fox News ud med idéen om, at Nordkorea burde følge den libyske model, hvormed han mente, at USA vil stille krav om en ensidig atomafrustning. Det førte straks til voldsom protest fra Pyongyangs side.

Dernæst forværrede Trump klimaet op til topmødet i Singapore, da han i sidste uge – i et klart tegn på sin manglende forståelse af den libyske model – antydede, at en nordkoreansk afvisning ville være ensbetydende med »en tilintetgørelse« af det kommunistiske styre svarende til Muammar Ghadaffis grumme skæbne.

Under et møde i Det Hvide Hus med Sydkoreas Moon Jae-in tirsdag prøvede Trump at glatte ud. »Jeg garanterer den øverste leders personlige sikkerhed,« bedyrede USA’s præsident.

Løftet blev straks kritiseret af amerikansk presse og politikere. Siden hvornår er det blevet en amerikansk præsidents opgave at garantere en kommunistisk diktators personlige sikkerhed, blev der spurgt. Og man kunne tilføje: Hvorfor skulle Kim Jong-un tage en sådan garanti for gode varer?

Mandag trådte vicepræsident Mike Pence i spinaten. I et interview med Fox News sagde han: »Som præsidenten har bekræftet: Dette vil ende som i Libyen, medmindre Kim Jong-un går med til en aftale … Det er bare en kendsgerning.«

Nordkorea giver igen

Det kan ikke undre, at Kim beordrede sine to viceudenrigsministre til at tage til genmæle. I sidste uge advarede den ene, at topmødet ville blive aflyst, hvis »USA fortsat insisterer på ensidig afrustning«. Onsdag sagde en anden minister, at Pences udtalelser var »løsslupne og uforskammede« og kaldte ham »ignorant«.

Det kræver ikke nogen enestående indsigt i det nordkoreanske regimes indre dynamik og dybe afhængighed af atomvåben at erkende, at Kim aldrig ville acceptere ensidig atomafrustning. Det er ensbetydende med en opgivelse af regimets ultimative sikkerhedsgaranti.

En mere realistisk udvej ville være en etapevis atomnedrustning, der indebærer USA’s tilbagetrækning af sine styrker fra den koreanske halvø, ophævelsen af alle økonomiske sanktioner, en normalisering af de diplomatiske forbindelser og indgåelsen af en fredstraktat.

Selv den type aftale vil måske være en utilstrækkelig sikkerhedsgaranti for et enmandsvælde og et dynasti, der aldrig kan føle sig sikker. Det er værd at minde om, at Kim Jong-un har sørget for at få sin bror, sin onkel og flere ledende militære officerer myrdet.

I alle tilfælde var det modellen, Sydkoreas præsident Moon Jae-in håbede at realisere og troede, han havde overbevist Trump om.

Mødet i sidste uge mellem Kinas præsident Xi Jinping og Kim Jong-un kan meget vel have været dråben, der fik bægeret til at flyde over for Trump. Det forlyder, at kineseren skal have lovet nordkoreaneren økonomisk bistand i tilfælde af, at topmødet i Singapore gik i vasken. I Trumps øjne skal det have afstivet Kim og opmuntret ham til at stå fast i sin modstand mod ensidig afrustning.

Det falder ikke Trump ind, at hans mange trusler mod Kina om en handelskrig kan have givet bagslag. Xi føler sig ikke længere forpligtet til at fortsætte Kinas stramme sanktioner mod Nordkorea. Sådan kan det gå for en præsident, der er amatør i at føre udenrigspolitik.

Som to brødre, der har været adskilt, omfavnede Nordkoreas statsleder, Kim Jong-un, og Sydkoreas præsident, Moon Jae-in, hinanden, da de mødtes fredag. Men uanset hvor god kemien er, kan de ikke begrave konflikten uden forhandlinger med både USA og Kina
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Ruth Gjesing
  • Søren Veje
  • David Zennaro
  • Henrik Herskind
Eva Schwanenflügel, Ruth Gjesing, Søren Veje, David Zennaro og Henrik Herskind anbefalede denne artikel

Kommentarer

Peder Bahne

Trumpen er en elefant i en glasbutik, men han har haft en enestående evne til at 'røre rundt i gryden' i en tid med stilstand og tendenser mod at være kørt fast i den nye globale verden på mange planer. Det kan gå lige så godt, som det kan gå skidt. Sats hele baduljen på sort eller rødt. Dette gælder nu Nordkorea, mellemøsten, Iran specielt, den pigesure Merkel, hvor Trump ikke ville honorere journalisternes håndtryksopfordring, taktikeren Putin, som udmanøvrerede EU i deres felttog mod sydøst, klimadystopien med den politisk globale konsensus og hele den vestlige verdens mangeårige opblæste selvforståelse af, hvad der er rigtigt, og hvad ikke er. Meget kan siges om tiden med Trump, men kedeligt er det sgu ikke.

Kaj Larsen, Flemming Berger, Marianne Stockmarr, Hans Aagaard, Poul Rasmussen og Alvin Jensen anbefalede denne kommentar
Viggo Okholm

Peter Bahne: Enig kedeligt er det ikke, men jeg ville nu foretrække et "kedeligt" liv med udsigt til fred i stedet for en galning og endda demokratisk valgt siddende ved roret, i et land vi mere eller mindre har valgt at indordne os under. Det er sgu en gruopvækkende "tryghed".

Trond Meiring, Flemming Berger, Torben K L Jensen, Anne Mette Jørgensen, Mogens Holme, Eva Schwanenflügel, Ruth Gjesing, Svend Erik Hansen, Klaus Flemløse, Jørn Andersen, Anders Graae, Marianne Stockmarr, David Zennaro, Arne Albatros Olsen, Nike Forsander Lorentsen, Henrik Herskind, Karsten Lundsby, Poul Anker Sørensen og Alvin Jensen anbefalede denne kommentar
Holger Madsen

Manden er bindegal.

Torben K L Jensen, Anne Mette Jørgensen, Marianne Stockmarr, Arne Albatros Olsen, Henrik holm hansen, Gert Romme, Karsten Lundsby, Torben Skov og Alvin Jensen anbefalede denne kommentar
Torben Skov

Hitler var demokratisk valgt. Og nu Trump. Demokrati sikrer ikke noget som helst. Vel fordi oplyst, kvalificeret demokrati er meget sjældent.

Karin Hansen, Anne Mette Jørgensen, Eva Schwanenflügel, Espen Bøgh, Klaus Flemløse, Marianne Stockmarr, Kim Houmøller, Gert Romme og Karsten Lundsby anbefalede denne kommentar
Torben Lindegaard

Hverken USA eller nogen anden nation har en moralsk ret til at forlange destruktion af Nordkorea's atomvåben. USA og alle de andre lande kan gøre det så bøvlet for Nordkorea at bevare sine A-våben, at landet ser en egeninteresse i at afvæbne - det er vel den stærkes prærogativ.

Men man skal godt nok strække fantasien langt, for at kunne forestille sig Kim Jong-un indgå og overholde en afvæbningsaftale - uanset de stipulerede modydelser.

Hvor er det fantastisk at høre vores underdanige TV-journalister og kommentatorer nu fortælle os, at det lige efter bogen at Trump aflyste topmødet. De havde set det komme. Og USA har tjek på situationen. De undlod bare at fortælle det i går..

Og Trump kører rundt med alverdens medierne. Nordkoreaenerne var vrede og fjendtlige. haha. Det rapporterer de videre. Trump har været vred og fjendtlig over for alle siden han kørte ned af rulletrappen i Trump Tower og meddelte at han nu ville han være præsident - ikke mindst på de underdanige amerikanske medier.

Trond Meiring, Torben K L Jensen, Eva Schwanenflügel, Jørn Andersen, Anders Graae, Marianne Stockmarr, Arne Albatros Olsen og Frede Jørgensen anbefalede denne kommentar
Henrik Herskind

Tak for en velskrevet artikel, Martin Burcharch

Eva Schwanenflügel, Henning Kjær, Marianne Stockmarr, Henrik holm hansen og jørgen djørup anbefalede denne kommentar

Ikke noget at sige til, at Nordkorea er vred. Hvad ligner det, at USA og Sydkorea holder militærmanøvre lige udenfor Nordkoreas grænser - efter at det er aftalt, at de to kande skal mødes. Hvem ville ikke blive tosset over en så idiotisk og respektløs handling?
Idioten Trump har givet Kim-jung-un en stor propagandasejr - og han er for dum til at forstå det.

Hans Larsen, Anne Mette Jørgensen, Eva Schwanenflügel, Espen Bøgh, Nike Forsander Lorentsen, Gert Romme og Marianne Stockmarr anbefalede denne kommentar
morten rosendahl larsen

USA har kun en dagsorden.......at holde gang i krigsmaskinen og derved deres egen krigs industri, som jo efterhånden er USA's eneste reelle eksportvare...se blot på deres biler :-) Så der skal holdes gang i konflikterne, og helst skabes nye. Så optrapning af konflikter der ellers var på nedtrapning, er helt kalkuleret fra USA's side, se blot på hvad der sker nu i forhold til Nordkorea, Iran (atomaftalen), Rusland/Syrien.....fortsæt selv listen. Det er en direkte fortsættelse af linien fra Irak og Afghanistan....Det må da være tydeligt for alle andre end lige vores godtroende naive journalister.

Trond Meiring, Torben Skov, Anne Mette Jørgensen og Mogens Holme anbefalede denne kommentar
Michael Friis

Useriøst at kalde Trump skældsord. (til Holger Madsen og Torben Skov)
Er MHT Trumps utilregnelig? Eller leverer han i virkelighed varen, som han lovede til amerikanerne?
Muren til Mexico mangler. Og trods mere opgang i økonomien i USA vil "rustbæltet" være en udfordring af de store.
Vigtigt at huske at Trump ikke vandt men Hillary Clinton tabte. Hvorfor er vælgerne i USA og Europa imod systemet som i USA blev repræsenteret af Hillary Clinton? Det er centralt.
Obama var nemmere at synes om og give likes, men hvad opnåede han egentligt? Blev verden bedre mens han var President? Lever vi i en verden af dårlige kompromiser og ligegyldighed? Muligvis vil Trump få flere til at reflektere over politik, og hvad de vil og hvordan man selv kan gøre en forskel.
Interessant er det at Trumps "approval ratings" er stigende.

morten rosendahl larsen, Kaj Larsen og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

En udsøgt kinesisk forbandelse lyder - forklædt som et fromt og høfligt ønske om recipientens velbefindende:
"Må du leve i interessante tider"..

Her er "interessante tider" synonyme med perioder præget af krig, vold og social uro.

Det Trump og andre ligeså tumpede folk ikke forstår, er at diplomati ikke handler om skudklare seksløbere ved High Noon, men om taktisk brilliance og indfødt forståelse af andre kulturer og magtstrukturer.

Det var ærgerligt med den fredspris..

Trond Meiring, Torben Skov, Anne Mette Jørgensen og Frede Jørgensen anbefalede denne kommentar
Anne Mette Jørgensen

At jeg naivt troede, at USA, vesten og deres vælgere var blevet eftertænksomme efter Vietnamkrigen, men har måttet indse, at det er på ingen måde tilfældet er til at græde over.
Da Buskmanden, Blæren og Fjoget fik manipuleret folkene til, at påklæde sig uniform ja, så har jeg mistet al tillid til vores højt besungne demokrati. Undskyld buskmænd, blærerøve og fjog. I kan jo ikke gøre for det. I er jo bare mennesker, og vi opfører os jo åbenbart ud fra instinkt.
At Trump opfører sig som en narcissist kan han jo ikke gøre for. En gang imellem så dukker følelsen af samvittighed op, og han aftaler møder, men den beslutning varer ikke længe, da det for en narcissist er en sporadisk følelse.

Det er forfærdeligt og en ting er Putin og andre despoter, men at et folk kan vælge frit, og vælger, Trump er uhyggeligt.
Clinton fik flere stemmer, men pga. af deres valgmands system tabte hun alligevel. Jeg tvivler i øvrigt også på om hun ville gøre det meget bedre.
Som ung kendte jeg en del som boede i USA og de betegnede amerikanerne som politisk umodne, men nu har samme bacille ramt os.

Trond Meiring, Torben Skov, Eva Schwanenflügel, morten rosendahl larsen, Flemming Berger og Frede Jørgensen anbefalede denne kommentar
Torben Skov

Jeg kan ikke få øje på, at jeg kaldte Trump skældsord, Michael Friis. Det er et faktum, at såvel Hitler som Trump blev demokratisk valgt. Derved indses det, måske, at demokrati ikke er tilstrækkeligt til at sikre gode resultater. Måske fordi vælgerne ikke er tilstrækkeligt oplyste til at tage et kvalificeret valg. Og hverken Trump eller Hillary er et godt valg. Ikke for amerikanerne. Og slet ikke for resten af verden.

Til gengæld synes jeg, at du selv er yderst forvrøvlet, men det er en anden snak.