Læsetid: 4 min.

Trump spiller højt spil over for Iran og Nordkorea

Den amerikanske præsidents hårde linje i det internationale atomdiplomati kan enten indbringe ham Nobels Fredspris – eller kaste USA ud i to farlige storkonflikter på samme tid
Nordkoreas leder Kim Jong-Un skruede maksimalt op for charmen ved sit møde i fredags med den sydkoreanske præsident, Moon Jae-in, som har krediteret Trump for at skabe de rette betingelser for topmødet og indstillet ham til Nobels Fredspris. Ifølge Moon har Kim tilbudt at opgive sine atomvåben, hvis USA blot vil love, det ikke invaderer

Nordkoreas leder Kim Jong-Un skruede maksimalt op for charmen ved sit møde i fredags med den sydkoreanske præsident, Moon Jae-in, som har krediteret Trump for at skabe de rette betingelser for topmødet og indstillet ham til Nobels Fredspris. Ifølge Moon har Kim tilbudt at opgive sine atomvåben, hvis USA blot vil love, det ikke invaderer

Kim Sujin

2. maj 2018

Hen over den kommende måned vil vi se to tråde i Donald Trumps nukleare diplomati – over for Iran og over for Nordkorea – vikle sig sammen, men hvordan er endnu umuligt at forudsige.

Trump truer med at ophæve den multilaterale nukleare aftale fra 2015 med Iran ved at nægte at forlænge landets sanktionsfritagelse ved dens udløb den 12. maj. Et par uger senere skal han efter planen forhandle direkte med Kim Jong-un ved et historisk opsigtsvækkende topmøde, hvor han vil forsøge at slå en atomhandel af med Nordkorea.

Det resultat, USA ønsker fra topmødet, er, at Pyongyang skal afstå fra al yderligere udvikling af atomvåben og acceptere verifikationsinspektioner. Det er imidlertid omtrent samme betingelser, Trump synes opsat på at afvise som utilstrækkelige i forhold til Iran.

Præsidenten har ganske vist endnu ikke signaleret nogen optagethed af at skabe logisk konsistens mellem disse to forskellige tilgange. Men skal hans nukleare diplomati hænge sammen, forekommer det sandsynligt, at han vil gå efter en aftale med Nordkorea, som ikke rummer nogen af ​​de elementer, han gentagne gange har identificeret som problematiske i Det Fælles Omfattende Handlingsprogram med Iran (JCPOA). Sidstnævnte er efter Trumps opfattelse mangelfuldt, fordi det ikke forholder sig til Irans missiludvikling og regionale stormagtsrolle, herunder ikke forholder sig til, at nogle af JCPOA’s restriktioner for Irans nukleare aktiviteter udløber over tid.

Ingen ’solnedgang’

Dette kunne indikere, at Trump vil forlange Kims forsikringer om, at Nordkorea vil opgive sit ballistiske missilprogram og våbeneksport. Trump antydede mandag, at der ikke ville være nogen ’solnedgangsklausuler’ i den aftale, han agter at slå af sammen med Kim.

»Som I ved, udløber denne aftale om syv år, og derefter vil Iran være fri til at gå videre og udvikle atomvåben,« udtalte han til journalister.

Han erklærede samtidig, at hvis han beslutter sig for at opsige JCPOA senere på måneden, vil dette sende »det rigtige budskab« til Nordkorea.

Hvad der mere præcist ligger det budskab, kan imidlertid være svært at afkode. De begrænsninger, JCPOA pålægger, er mere varige end præsidenten gav udtryk for. Den eneste begrænsning, der vil falde væk i 2025, er loftet for, hvor mange første-generations-centrifuger Iran kan have i drift – centrifugerne anvendes til at berige uran, officielt til forskningsbrug, men potentielt til militær brug i atomvåben.

Irans samlede berigelseskapacitet vil forblive uændret frem til 2028. Andre restriktioner vil stå ved magt frem til 2035. Forbuddet mod at udvikle nogen form for atomvåben løber på ubestemt tid, det samme vil Det Internationale Atomenergiagenturs inspektionsrunder

Uanset disse detaljer synes Trumps rationale at være, at afviser han våbenkontrolaftalen med Iran på grund af dens forbehold og begrænsninger, vil han dermed kunne styrke sin position i forhandlingerne med Kim. Det vil dermed blive gjort begribeligt for den nordkoreanske leder, at Trump agter at lægge sig fast på intet mindre end permanent afvikling af atomvåben- og interkontinental ballistisk missilkapacitet.

Trump mener selv, at han rider på en bølge, overbevist om, at det er hans uforsonlige holdning til Nordkorea, herunder militære trusler og et hårdt globalt sanktionsprogram, der har tvunget Pyongyang til forhandlingsbordet, på trods af alle advarsler om faren for en eskalering.

Uortodoks Trump

Hidtil synes alt at gå Trumps vej. Kim skruede maksimalt op for charmen ved sit møde i fredags med den sydkoreanske præsident, Moon Jae-in, som har krediteret Trump for at skabe de rette betingelser for topmødet og indstillet ham til Nobels Fredspris. Ifølge Moon har Kim tilbudt at opgive sine atomvåben, hvis USA blot vil love, det ikke invaderer.

Trump opfatter sådanne nordkoreanske tilbud som et stort gennembrud, der alene kan tilskrives hans uortodokse stil. Hvis det vitterligt er, hvad Kim tilbyder, ville det da også være en ekstraordinær indrømmelse. Nordkorea har dog lovet at afmontere sit nukleare program to gange tidligere, i 1994 og 2005, og begge gange blev dets tilsagn trukket tilbage efter kort tid.

Skeptikere siger, at Trump styrer mod topmødet med forventninger, der er blevet blæst ud af proportioner og med sydkoreanernes stiltiende accept. Hans skuffelse, hvis han må konstatere, at de nordkoreanske tilbud om indrømmelser er mindre omfattende og de nordkoreanske krav om amerikanske modydelser mere vidtgående, vil hurtigt kunne udløse en ny og farlig eskalering.

»Optimisme i forhold til Korea risikerer at tage livet af os alle«, var overskriften på en udenrigspolitisk analyse fra Jeffrey Lewis, direktøren for det østasiatiske ikke-spredningsprogram ved Middlebury Institute of International Studies i Monterey. Lewis mener, at det reelle tilbud på bordet vil være accept af visse grænser for nordkoreansk nuklear kapacitet og missiltestning til gengæld for amerikansk accept af det nordkoreanske regime som en de facto atomvåbenstat.

Libyen-modellen

I denne analyse vil en forventelig amerikansk opsigelse af JCPOA kun styrke Pyongyangs overbevisning om, at det eneste, det kan stole på, er dets egne atomvåbens afskrækkende virkning. Et tidligere forslag fra John Bolton, USA’s nye nationale sikkerhedsrådgiver, om, at den amerikanske administration forfølger »Libyen-modellen« for Nordkorea, vil kun få Pyongyang til at forskanse sig i yderligere trods: Muammar Gaddafi opgav jo netop sit nukleare program i 2003 – og otte år senere var han død for hænderne af NATO-støttede libyske oprørere.

Boltons tilgang bygger på en tro på, at USA’s modstandere vil bøje sig for Washingtons krav snarere end at risikere, at USA bruger militær overmagt til at fremtvinge regimeændringer. Lykkes satsningen, er det ikke længere utænkeligt, at vi får at se, at Trump drager til Oslo for at modtage sin Nobelpris.

Men forregner han sig, og Trumps asymmetriske tilgange til Iran og Nordkorea tværtimod støder sammen, kan USA meget snart se sig selv kastet ud i store konflikter på to fronter.

© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Krigen i Yemen går snart ind i sit fjerde år. Og netop krigen i Yemen kan, ifølge Mehran Kamrava, karakteriseres en stedfortræderkonflikt, som stormagter bruger i et strategisk spil for at fremme deres egne interesser.
Læs også
En soldat fremviser tegninger over området ved Panmunjom – grænseområdet mellem Nord- og Sydkorea.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Olaf Tehrani
Olaf Tehrani anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu