Interview
Læsetid: 8 min.

»Trumps politik er på mange måder lige så meget et opgør med Bush-æraens politik, som den er et opgør med Obamas politik«

Donald Trump er en ukonventionel politiker, også når det kommer til udenrigspolitikken. Men den seneste tids politiske beslutninger – og ikke mindst opgøret med Iran – har gjort ham populær hos mange konservative ideologer. Her ses hans udenrigspolitik ikke bare som et opgør med Obama, men også med de neokonservatives ideologiske politik
Med den håndfaste politik over for Nordkorea, flytningen af den amerikanske ambassade til Jerusalem og opsigelsen af atomaftalen med Iran har Trump over de seneste måneder udstukket en markant udenrigspolitisk kurs for USA, som har begejstret mange ærkekonservative ideologer. Her ses Trump til et vælgermøde i Nashville, tirsdag.

Med den håndfaste politik over for Nordkorea, flytningen af den amerikanske ambassade til Jerusalem og opsigelsen af atomaftalen med Iran har Trump over de seneste måneder udstukket en markant udenrigspolitisk kurs for USA, som har begejstret mange ærkekonservative ideologer. Her ses Trump til et vælgermøde i Nashville, tirsdag.

Andrew Harnik

Udland
1. juni 2018

»Jeg ved ikke, hvad man skal kalde ham.«

James Phillips famler lidt efter ordene i telefonen fra den anden side af Atlanten.

»Merkantilist måske? Populist? Han er afgjort realist. Men han er det på sin helt egen måde,« konstaterer den konservative kommentator fra tænketanken The Heritage Foundation.

Donald Trumps ideologi for amerikansk sikkerhedspolitik kan ind imellem være svær at fæstne. Han er helt sikkert ikke en interventionistisk høg eller fredselskende universalist, men heller ikke helt den type, der vender ryggen til verden, som hans valgkampsslogan ’America First’ kunne give indtryk af.

Med America First-politikken og dens isolationistiske konnotationer kunne det synes som om, Trump fravalgte en aktiv international politik til fordel for mure og toldtariffer. Men noget har ændret sig.

Med den temmelig håndfaste politik over for Nordkorea, flytningen af den amerikanske ambassade til Jerusalem og opsigelsen af atomaftalen med Iran har Trump over de seneste måneder slået en markant udenrigspolitisk kurs an for USA, som har begejstret mange ærkekonservative ideologer. Således også i tænketanken The Heritage Foundation, som lagde lokaler til,  da udenrigsmininister Mike Pompeo for nylig præsenterede USA’s krav til Iran i en vidt omtalt tale. 

»Det var en meget stærk tale,« konstaterer James Phillips, der selv var tilstede. I en lang række kommentarer i Obama-tiden argumenterede han selv imod atomaftalen, og nu lyder han nærmest rørt.

»Det er en tilbagevenden til en mere konsistent og realistisk udenrigspolitik, når det kommer til Iran. Obama brød med USA’s tradition med at arbejde imod atomkraft og gav Iran en bedre aftale, end vi har givet vores allierede, ved at tillade dem at berige deres uran. Bedre aftaler end vi har tilbudt Taiwan, Sydkorea, De Forenede Arabiske Emirater, faktisk også bedre end vi tilbød den iranske shah, som var en allieret. Jeg tror ikke, Iran vil gå med til at stoppe sin politik, men jeg tror, de vil være mere forsigtige med at udføre den, og det er allerede en sejr,« siger han om talen, der stillede en række krav til Iran, ikke mindst om at ophøre med deres militære arbejde i andre lande i regionen. På den måde blev der lagt an til en langt mere aggressiv amerikansk politik for at hindre iransk magtekspansion.

»Man kan sige, at Pompeos udmelding måske er et mere radikalt nyskifte, end Obamas Iran-politik var,« siger Heritage-eksperten, »men det er konsistent med, hvad den politiske linje var, inden Obama kom til. Trump vil ikke vende et blindt øje til Irans politik på alle mulige andre områder i et forsøg på at sikre sin egen politiske arv.«

’Ikke rigtig konservativ’

På den måde kan Trumps politiske beslutninger ses som en bekræftelse af republikanske regeringers alliancer med højrefløjens konservative tænketanke. The Heritage Foundation var en integreret bestanddel af Reagan-regeringerne, både med en række tænkere, der kom til at spille nøgleroller i hans administration, men også via det politiske program Mandate for Leadership, skrevet af tænketankens ideologer, der blev en slags rettesnor i Reagans politik, mens den (mere neo-)konservative tænketank American Enterprise Institute kom til at stå centralt i George W. Bush’ regeringer.

Ingen af dem støttede rigtig Trump under hans valgkamp, men efter valget endte The Heritage Foundation med at spille en aktiv rolle i Trumps overgangshold, og i dag er der ligefrem begejstring hos de konservative – uden at de nødvendigvis føler, at Trump er ’deres mand’. Den førte politik har bare i vid udstrækning overbevist dem.

»Jeg tror generelt, at konservative er glade for hans politik. Mange frygtede, at han var isolationist. Men den hårdere linje over for Iran, den øgede støtte til især Israel og til andre allierede som Egypten og Saudi-Arabien er de fleste konservative begejstrede for,« siger James Phillips.

Men der er også ideologiske forskelle, understreger han.

»Trump er ikke nødvendigvis konservativ, selv om han ofte bliver portrætteret sådan. Han er i højere grad populist. Jeg tror, han ser på udenrigspolitik på en mere merkantilistisk måde, end jeg f.eks. ville. Men udenrigspolitikken er langt bedre i denne administration end i den forrige, hvor man tilbød verdens førende terrorsponsor en lidt forsinket vej hen til verdens mest frygtelige våben. For mig kan det ikke blive meget værre end det,« konstaterer analytikeren, der selv er tilhænger af en mere engageret rolle i forskellige interessezoner i Mellemøsten, end Trump er, men på den anden side godt forstår ønsket om at holde USA ude af komplicerede og langtrukne konflikter.

»Han har vist sig at ligge mest i den realistiske lejr. Han er blevet misforstået i retning af at være isolationist, til dels fordi han adopterede America First-sloganet. Helt personligt kan jeg ikke lide det slogan, fordi det har historiske konnationer, som jeg ikke er vild med i forhold til tidligere isolationistiske perioder. Men politikken er rigtig.«

Skal ikke eksportere demokrati

Udenrigspolitikken er også væsentlig anderledes fra Bush-regeringens. Trump kaldte Irakkrigen, der blev indledt i 2003, »en katastrofe«, og hans opgør med neokonservatismens ideer rækker ud over den konflikt, han i årevis har haft med neokonservatismens centrale figur Bill Kristol, den konservative redaktør for magasinet Weekly Standard, der i lang tid har ført kampagne mod Trump og forsøgt at etablere en modkandidat.

Trumps udenrigspolitik er fundamentalt anderledes end de neokonservatives agenda og afspejler på den måde også en kløft på den ideologiske højrefløj.

»Trumps politik er på mange måder lige så meget et opgør med Bush-æraens politik, som den er et opgør med Obamas politik. Det er et brud med den neokonservative politik og den neokonservative bevægelse. Fokusset på demokrati og menneskerettigheder er forsvundet. Det er ikke lige meget, men det er ikke så stor en prioritet, og Trump-regeringen er ikke villig til at spendere særlig meget på at opbygge nationer,« siger James Phillips.

Det er en politik, der af natur ikke er særlig idealistisk og ikke nødvendigvis skal opnå andet end snævert afgrænsede mål i forhold til aktuelle amerikanske interesser. Og det er populært, både hos mange konservative ideologer, men også hos republikanske vælgere.

»Vi har prøvet nationsopbygning. Det gik ikke særlig godt. Konservative sagde fra starten af, at hære er gode til at ødelægge, ikke til at opbygge. Jeg vil argumentere for, at nationer skal opbygges organisk nedefra, de kan ikke blive dikteret fra toppen. Jeg tror også, at vi i fremtiden vil støtte allierede, som ikke nødvendigvis er statslige aktører, men f.eks. militser, som støtter vores mål i regionen, og i det hele taget føre en mere pragmatisk politik,« siger han.

»Trump har afgjort nedtonet USA’s rolle i at eksportere demokrati. Og jeg tror, det er populært hos de fleste amerikanere, der har set milliarder af dollar blive brugt i Afghanistan og Irak og indset, at USA ikke kommer til at ændre de kulturer. Jeg tror, de fleste har ønsket at se USA træde tilbage og blive mere realistisk og søge efter resultater i kampen mod terror i stedet. Jeg mener f.eks., at det var tåbeligt, at Obama var så tilbageholdende med at bombe Islamisk Stat, hvis der var risiko for civile tab. Man bombede f.eks. ikke oliefelter, og man ville ikke bombe olietankbiler af frygt for at dræbe chauffører, der ikke havde noget med IS at gøre. Der blev smidt løbesedler ned, der beordrede folk til at forlade bilerne, før man bombede. En meget stor del af bombeflyene vendte hjem med intakte ladninger i krigens første seks måneder, fordi deres angrebsordrer var så strikse. Det reddede civile liv på kort sigt, men kostede på lang sigt,« siger han.

»Trump er meget mere resultatorienteret i sin Mellemøstpolitik, og den tilgang, tror jeg, at mange amerikanere er enige med ham i.«

Bolton som backup

Spørgsmålet er, hvor langt den vrede retorik kan føre. Med udnævnelsen af John Bolton som national sikkerhedsrådgiver valgte Trump en mand, der tidligere har talt for regimeskifte i Iran, og som befandt sig på den mest høgeagtige fløj i Bush-regeringen.

James Phillips tror ikke, at Boltons positioner er kendetegnende for Trump. Trump har allerede adopteret dele af John Boltons udenrigspolitik, men han lagde f.eks. afstand til Boltons snak om Libyen-model for Nordkoreas atomprogram. Det viser, at Trump er meget fleksibel, når det kommer til diplomati, mener James Phillips.

»Jeg tror ikke, Trump nødvendigvis følger Bolton og hans holds anbefalinger, men han er klar til at slippe dem løs, hvis Iran f.eks. ikke holder igen med deres atomprogram.«

Og det er ifølge den konservative kommentator karakteristisk for Trumps udenrigspolitik: Den er reaktiv.

»Jeg tror, han vil ud af den politik, der handler om regimeskifte. Han har eskaleret den amerikanske indsats i Afghanistan, men på en anden måde end Obama, der også sendte flere soldater, men samtidig annoncerede en dato for tilbagetrækningen, hvilket for mig var meget ulogisk. Det samme i Irak, hvor Obama tillod IS’ fremvækst, efter vi vendte ryggen til Irak. På den måde fører Trump en meget mere realistisk politik. Men jeg tror ikke, han leder efter en krig i Mellemøsten, tværtimod ville han foretrække at forhandle med Iran, hvilket præsidenten gjorde ret klart, og Pompeo også sagde.«

»Jeg tror, pointen er, at man vil slå hårdt igen, hvis man bliver provokeret, men at man ikke nødvendigvis vil slå først eller tage ansvar for problematiske landområder med soldater på jorden, som man tidligere har gjort.«

Alligevel er det ikke svært at forestille sig en stigende konfrontationskurve med Iran, mener han:

»Jeg tror, der er et sammenstød med Hizbollah på vej. USA har grundlæggende altid været i krig med Hizbollah efter min mening. Nu hvor USA ikke længere vil se den anden vej, mens Iran udfører sin magtpolitik, sætter det USA på tærsklen til en mere åben krig med Iran end den skyggekrig, man har kæmpet siden 1979. Jeg siger ikke, at USA skulle angribe Hizbollah i morgen, men det er temmelig sandsynligt, at Iran vil bruge Hizbollah og andre grupper langt mere aktivt, og der mener jeg, at vi skal svare igen. Hvis man bliver angrebet af Hizbollah, vil man ikke kun slå tilbage mod Hizbollah, men også mod Iran. Jeg tror også, det var derfor, Pompeo holdt den tale: for at fortælle Iran, at den politik ikke længere vil blive accepteret,« siger han.

»Iran er nødt til at forstå, at de restriktioner, der tidligere har ligget på amerikansk udenrigspolitik, ikke findes længere.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Henrik holm hansen

Jeg mener afgjort at AMERIKA FIRST begrbet er noget at det mest ødelæggende gift man kan lægge ud,
sameksistens og fred næres først og fremmest respekt på den gode måde, samt handel hvor begge parter mener de har gjort en god handel og dernæst mener jeg at alt hvad Trump foretager sig set med trumps øjne kun skal tjene et for mål GENVALG så sent som igår forsøgte han at bilde vælgere ind at stålkrigen nærmest var nødvendig for at det var muligt at producere Våben .Der næst er det stærkt bekymrende at NRA kan få lov gang på gang at undslippe deres ansvar men Hausgaards ord gælder stadig DET ER IKKE SIKKERET AT DE FLESTE ER DE BEDSTE DE NOK BARE DE FLESTE

Henrik holm hansen

Jeg mener afgjort at AMERIKA FIRST begrbet er noget at det mest ødelæggende gift man kan lægge ud,
sameksistens og fred næres først og fremmest respekt på den gode måde, samt handel hvor begge parter mener de har gjort en god handel og dernæst mener jeg at alt hvad Trump foretager sig set med trumps øjne kun skal tjene et for mål GENVALG så sent som igår forsøgte han at bilde vælgere ind at stålkrigen nærmest var nødvendig for at det var muligt at producere Våben .Der næst er det stærkt bekymrende at NRA kan få lov gang på gang at undslippe deres ansvar men Hausgaards ord gælder stadig DET ER IKKE SIKKERET AT DE FLESTE ER DE BEDSTE DE NOK BARE DE FLESTE

Michael Frommelt

Lad os håbe, at den amerikanske befolkning vågner op til næste valg.