Læsetid: 9 min.

Tysk økonom: »Macron rider for meget med på den destruktive tyske sparepolitik«

Tyskland ødelægger eurozonen med dumpinglønninger og en sparepolitik, der kvæler opsvinget og øger uligheden i eurozonen. Efter et år i præsidentsædet er Macron derfor fortsat chanceløs som europæisk reformator, mener den tyske økonom Heiner Flassbeck, der kalder sig ’rasende modstander af den neoliberale fortælling’ i EU
Tyskland ødelægger eurozonen med dumpinglønninger og en sparepolitik, der kvæler opsvinget og øger uligheden i eurozonen. Efter et år i præsidentsædet er Macron derfor fortsat chanceløs som europæisk reformator, mener den tyske økonom Heiner Flassbeck, der kalder sig ’rasende modstander af den neoliberale fortælling’ i EU

Mikkel Lock Svendborg

11. maj 2018

»Ja. Sikke et år for Europa siden Macrons valg. Vejen forude bliver ikke mindre stenet.«

Metaforen passer til omgivelserne, da den 67-årige Heiner Flassbeck – en af Tyskland mest kontroversielle og dog anerkendte økonomer – tager imod Information i tyske Saarland på grænsen til Frankrig. Her har han sit andet hjem i en beskeden landsbyvilla uden for lands lov og ret med smuk udsigt over det bakkede landskab.

Det meste af sin tid tilbringer Flassbeck dog i Frankrig nær Genève, hvor han efter en karriere som cheføkonom i statslige og internationale organisationer har sat sig for at bruge sin tredje alder på at oplyse offentligheden og beslutningstagerne om problemerne i den europæiske økonomi, som i hans øjne sidder unødvendigt fast i følgerne af finans- og eurokrisen.

At Tyskland bærer den største skyld, har Heiner Flassbeck sat en fed streg under allerede i titlen på sin seneste bog, Eurokatastrofen – hvordan Tysklands økonomiske politik driver eurozonen mod afgrunden. Bogcoveret er tilmed udstyret med et stempel med teksten »Slut med neoliberalismen«.

Trods den polemiske rasen mod den tyske euro- og sparepolitik er han ganske mild og imødekommende.

»Jeg nærede ingen forhåbninger til Macron,« siger han om den franske præsident, der for præcis et år siden som nyvalgt præsident fløj til Berlin, hvor han sammen med Merkel proklamerede »et nyt fundament for EU og euroen«.

»I eurospørgsmålet navigerer Macron i et umuligt farvand. Og som valget i Italien og regeringsdannelsen i Tyskland har vist, er EU’s kvaler måske kun lige begyndt. Vejen bliver ved med at være stenet, hvis vi ikke tager et åbent opgør med den destruktive tyske rolle i EU. Desværre diskuteres den stort set ikke, og da slet ikke i Tyskland, hvor pressen bare synger med på den samme sang som mainstreamøkonomerne. Helt ukritisk køber de den neoliberale fortælling.«

Neoliberal opfindelse

I Heiner Flassbecks øjne grunder den europæiske misere allerede i den gængse fortælling om eurokrisen. Først var der tale om en krise forårsaget af finanssektoren. Men lynhurtigt blev det omfortolket til at være en statsgældskrise pga. ansvarsløs skatte- og finanspolitik.

»Herfra blev det nærmest en refleks at kræve sparepolitik og ’fleksible’ økonomier, så man kunne gøre noget ved konkurrenceevnen. Det er den største tankemæssige kortslutning: At alle kriseramte eurolande bare skal sænke lønningerne og statsudgifterne, og så bliver de sunde og konkurrencedygtige vækstøkonomier – ligesom Tyskland.«

Der er bare ikke tale om en statsgældskrise, mener Flassbeck. Selv i forhold til Italien, der har en gæld på 130 procent af BNP, er han bekymret for væksten, ikke for gældsniveauet.

»Grækenland er en historie for sig med helt andre graverende problemer. Men for de afgørende sydeuropæiske økonomier er statsgældskrisen en neoliberal opfindelse, som medierne har labbet i sig. Det har fordret kravet om et reformprogram, som har skærpet krisen. I USA gik man mere offensivt til krisen og kom derfor hurtigere ud af den med en laverede arbejdsløshed end i Europa.«

Effektive franskmænd

I modsætning til de fleste tyske økonomer ser Heiner Flassbeck derfor ikke en nævneværdig stabilisering af eurozonen, men kun en skrøbelig vækst. I lande som Spanien, hvor Flassbeck indrømmer, at han har svært ved at forklare væksten efter flere års reformer og sparekurs, peger han samtidig på en ukontrolleret arbejdsløshed på over 15 procent.

Hvad forhistorien angår, køber han ikke den gængse forklaring på årsagen til de sydeuropæiske kriser: at lande som Italien eller Spanien oplevede en stærk tilstrømning af kapital og en stærkt stigende gældsættelse til en kunstigt lav rente ved euroens indførelse.

Flassbeck betoner derimod de lave tyske lønninger, der med arbejdsmarkedsreformerne efter årtusindskiftet blev presset endnu længere ned samtidig med euroens indførelse. Dermed kunne de øvrige lande ikke modvirke den tyske konkurrencefordel ved at devaluere deres egne valutaer.

»Klart, eurokrisen voksede ud af den globale finanskrise. Men over en længere årrække ville store eurolande som Frankrig, Italien eller Spanien under alle omstændigheder have oplevet kriser pga. det enorme handelsunderskud over for Tyskland,« siger han.

I danske kroner udgør det tyske handelsoverskud over for resten af EU omkring 600 mia. om året.

»Franskmændene har en lige så høj timeproduktivitet som tyskerne. Men til forskel fra Tyskland har de ladet deres reallønninger stige lige så meget som deres produktivitet – som det i øvrigt blev aftalt ved euroens indførelse. I kraft af et stærkt lønpres har tyskerne derimod skabt en enorm konkurrencefordel og eksporteret sin arbejdsløshed.«

Alligevel tror de fleste europæere ifølge Flassbeck stadig på historien om de tøjlesløse sydeuropæiske stater, der har gældsat sig med euroen som rygdækning – og på den neoklassiske arbejdsmarkedsmodel, hvor det bare handler om at sænke lønningerne, og så boomer beskæftigelsen tilsvarende helt af sig selv.

»Det er en teoretisk fejlslutning,« siger han.

»I den virkelige verden ødelægger lønpresset efterspørgslen og øger dermed arbejdsløsheden.«

Macron fra himlen

For at opnå den tyske konkurrenceevne skulle et land som Frankrig sænke sine lønninger med over 20 procent. Det ville fuldstændig ødelægge landets indre efterspørgsel og ethvert håb om vækst, mener Heiner Flassbeck – ikke mindst fordi lande som Frankrig i højere grad lever af sin indre efterspørgsel end eksportnationen Tyskland.

»Hvis Frankrig var gået den vej, havde præsidenten heddet Le Pen allerede i dag,« mener han.

»Macron er faldet fra himlen som en frelserfigur, på mange punkter han er et politisk geni. Men han forsøger en strategi, hvor han i høj grad imødekommer Tyskland med aggressive reformer derhjemme til gengæld for nye regler for eurozonen. Han rider på den forkerte hest, på en for tysk hest. Han burde sige langt mere åbent, at så længe Tyskland ikke ændrer sig radikalt, så længe kommer det heller ikke til at fungere i Frankrig eller resten af Europa.«

Ud over tyske lønstigninger kræver Heiner Flassbeck langt mere offensive tyske og europæiske investeringer. Han har derfor kun hovedrysten til overs for den ny tyske finansminister Olaf Scholz fra SPD, der holder fast i sin forgænger Wolfgang Schäubles fokus på at skabe overskud på de tyske statsfinanser i form af det såkaldte ’sorte nul’ – et punkt hvor han siden Scholz’ finansudspil for 2018-2021 i sidste uge har fået stor opbakning af en lang række tyske økonomer og kommentatorer.

»De offentlige investeringer er ekstremt lave i eurozonen. I Tyskland har nettoinvesteringerne endda været negative i årevis,« siger han og fortsætter med at ryste på hovedet.

»Det er økonomisk vanvid – ikke mindst i Tyskland, hvor infrastrukturen er ved at gå i hundene, og de kommende generationers vækst slet ikke bliver sikret. Tyskere vil endda eksportere tanken om ’det sorte nul’. Det vil rive Europa i stykker.«

Neoliberalismens død

Mens han tysser på hunden Ella, der gør uden for kontoret, bladrer Heiner Flassbeck i sin nyeste bog. Her finder han en graf, der blotlægger de makroøkonomiske årsager til hans diagnose. Den viser de såkaldte finansieringssaldi i de økonomiske sektorer i eurozonen, hvor det er tydeligt, at de private husholdninger og virksomhederne i eurozonen er holdt op med at gældsætte sig og til gengæld sparer op. Samtidig har eurozonen – ud over Tyskland – ikke længere et nævneværdigt handelsoverskud over for resten af verden.

»Når den private sektor sparer, er staten tvunget til at bedrive aktiv konjunkturpolitik, altså til at investere,« siger den troende keynesianer Flassbeck og tilføjer, at der i den her verden nu engang ikke findes sparere, der skaber overskud, uden at der findes skyldnere et andet sted.

Han understreger, at han hverken er fan af eller bange for statslig gæld i sig selv. Neutralt betragtet, mener han, er eurolandene bare tvunget til det.

»Selvom virksomhederne sparer, fører Tyskland fortsat sin sparepolitik videre, som om der ikke havde været nogen krise. Mainstreamøkonomerne og hele den ordoliberale lære (ordoliberalisme er den socialliberale indretning af økonomien, som i vid udstrækning har været praktiseret af skiftende tyske regeringer i nyere tid, red) – de lukker øjnene for det her problem.

Det er fatalt, men det er også forståeligt, for hvis de indrømmer problemet på et principielt plan, så river det tæppet væk under deres neoliberale model. Så vil de være tvunget til at indrømme, at staten permanent skal gældsætte sig, så længe virksomhederne og de private husholdninger sparer.«

En anden bivirkning af Flassbecks diagnose er, at den også river tæppet væk under Maastricht-traktaten og dens kriterier for statsgæld, der grunder på antagelsen om, at virksomhederne investerer – altså gældsætter sig – så staten kan trække sig tilbage og skabe overskud.

Derfor burde Maastricht-traktatens stabilitets- og vækstpagt, som alligevel hverken overholdes eller sanktioneres, også afskaffes formelt, mener han. Dermed vil den monetaristiske forestilling om, at en centralbank bare skal være politisk uafhængig og sikre en vis inflation, også officielt afgå ved døden, hævder han.

»Der er jo næsten ingen, der tror på monetarismen mere. Dermed er en af de grundlæggende byggesten i euroen, i ECB og i Maastricht-traktaten væk.«

Derfor må europæerne langt om længe fatte, at den neoliberale fortælling er død, mener han.

»Trods nulrenter har vi i EU haft den her situation i ti år nu – i Japan endda i 25 år. I Japan er resultatet bl.a., at staten skylder 300 procent af BNP,« siger Flassbeck og trækker skuldrene op om ørerne.

»Alligevel fungerer den.«

Chanceløse reformer

At tyskerne hverken i deres vildeste fantasi eller rent praktisk vil indrømme og handle på euroens konstruktionsproblemer, er i i Flassbecks udlægning hele problemet.

»De nødvendige tiltag ville udløse ramaskrig i Tyskland, fordi fortællingerne er forkerte,« siger han.

»Det kunne være dråben, der ville give AfD 10 eller 15 procent mere. Det ville være en katastrofe for CDU/CSU og for hele den politiske stabilitet i Europa. Derfor har CDU/CSU og Merkel ikke sagt sandheden til de tyske borgere: At gældskriterierne er meningsløse i den nuværende eurokrise. I stedet skubber de skylden fra sig og peger fingre de kriseramte lande med høj arbejdsløshed,« siger Flassbeck.

»For at bekæmpe AfD skulle man helt tilbage ved partiets grundlæggelse som et – i øvrigt løgnagtigt – antieuroparti have fortalt tyskerne sandheden om euroen. Det gjorde de tyske politikere bare ikke. Selv i SPD har man længe efter Schröder i stedet forsvaret sparepolitikken og Agenda 2010.«

At Martin Schulz en overgang flirtede med at dræbe sparepolitikken og imødekomme Macron, har Flassbeck set som krusninger på overfladen.

»Den tyske økonomi skal ændre sig fundamentalt for at modgå problemerne i eurozonen. Nu sidder vi med Olaf Scholz, der er en fortsættelse af Wolfgang Schäuble. Derfor er Macrons reformideer om et slagkraftigt investeringsbudget for eurozonen chanceløse.«

Euroen og EU på spil

Selvom han har nået pensionsalderen, bruger Heiner Flassbeck tydeligvis gerne sin tid på at kæmpe mod sparepolitikken. Han ser det bl.a. som et af sine største mål at spænde ben for, at høgen i den tyske forbundsbank, Jens Weidmann, bliver præsident for den Europæiske Centralbank (ECB) næste år.

Hvis sparekursen fortsættes, tror Flassbeck ikke på euroens overlevelse.

»Det politiske grundlag ændrer sig dramatisk for tiden,« siger han og nikker med hovedet i retning af den franske grænse.

»Macron er en frelsende figur lige nu. Men se på Italien, på Cinque Stella og især på Lega. De tordner mod EU og euroen. Også selvom de godt ved, hvad der sker, hvis liren genindføres,« siger han og lader sin tommelfinger falde helt ned bag skrivebordet.

»Vi undervurderer den italienske økonomi. Hvis Italien går ud af euroen, og de italienske varer pludselig bliver 30 procent billigere, så er især Frankrig totalt på spanden.«

Derfor handler hele spillet om euroen ikke bare om valutaens, men om unionens overlevelse, mener han. Og da både Tyskland og en række nordiske lande som Holland og Danmark stejlt afviser mere europæisk lønudligning og et ambitiøst eurobudget i et opgør med sparepolitikken, er han med egne ord erklæret pessimist.

»Jeg kæmper videre,« siger Heiner Flassbeck, før turen går tilbage gennem Saarlands forårsgrønne bakker.

»Men jeg kan stort set ikke komme igennem med det her budskab i Tyskland. Det paradoksale er, den nye tyske regering ikke engang repræsenterer tyskernes interesser – i hvert fald ikke på lang sigt. De repræsenterer den tyske industris kortsigtede eksportinteresser. Det er måske grunden til, at jeg det meste af tiden bor i Frankrig.«

Det forestående slagsmål om EU’s kæmpebudget bør handle om principper, prioriteter og fremtidens Europa – ikke om procenter, promiller og fortidens vaner. Derfor er det også rigtigt, at EU-Kommissionen trods alle betænkeligheder vil koble tildelingen af EU-midler sammen med overholdelsen af retsstatslige grundprincipper
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Trond Meiring
  • Espen Bøgh
  • ulla enevoldsen
  • Stig Bøg
  • Jørgen Tryggestad
  • Jens Thaarup Nyberg
  • Michael Hullevad
  • Jakob Venning
  • Torben K L Jensen
Eva Schwanenflügel, Trond Meiring, Espen Bøgh, ulla enevoldsen, Stig Bøg, Jørgen Tryggestad, Jens Thaarup Nyberg, Michael Hullevad, Jakob Venning og Torben K L Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben K L Jensen

Sonne har - som sædvanligt - fundet den rette person i Heiner Flassbeck til at forklare Tysklands og dermed resten af euro-zonens katastrofale kurs med neo-liberalisme indpakket i tysk ordo-liberalisme som main-stream ortodoksi udi det økonomiske og som en ironisk neben-dabei i eksil i netop Frankrig.
Hurra for Sonne.

Lillian Larsen, Eva Schwanenflügel, Trond Meiring, Espen Bøgh, Ole Bach, Ole Henriksen, Rolf Andersen, Steen K Petersen og Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne kommentar

Rart at læse en ikke-idylliserende Macron-artikel i pressen.

Eva Schwanenflügel, Trond Meiring, Espen Bøgh, ulla enevoldsen, Stig Bøg og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Eskil - Matthias Sonne stiller spørgsmål og Heiner Flassbeck svarer.