Læsetid: 2 min.

Tysklands kriminalitet falder til det laveste niveau siden 1992

En stærk statistisk tilbagegang i anmeldt kriminalitet har skabt debat i Tyskland, hvor borgerne føler sig stadig mere usikre
12. maj 2018

»Tyskland er blevet mere sikkert. Men der er ingen grund til at slukke for alarmklokkerne.«

Sådan lød det fra Tysklands indenrigsminister Horst Seehofer (CSU), da han i denne uge præsenterede Politiets Kriminalstatistik 2017.

I et politisk klima, hvor Alternative für Deutschland og CDU/CSU slår på en lov og orden-retorik i kølvandet på flygtningekrisen, har statistikken og Seehofers præsentation siden da været genstand for kritik i den tyske presse, der kalder det alt fra ’taktisk skønmaleri’ til ’politisk panikmageri’.

Overordnet tegner statistikken for 2017 en tilbagegang af anmeldt kriminalitet på 9,6 procent sammenlignet med 2016. Mange medier har lagt vægt på, at der med 5,76 mio. anmeldte tilfælde dermed er tale om den laveste kriminalitetsrate i Tyskland siden 1992.

Tilbagegangen gælder både sager med tyske og især ikketyske gerningsmænd- og kvinder, betonede Horst Seehofer. Alligevel er ikketyske gerningsmænd stadig markant overrepræsenteret i statistikkerne.

Det overordnede fald dækker over et meget broget billede. Kategorier som vold (et fald på 2,4 pct.) og tyverier (et fald på 11,8 pct.) er faldet let, mens indbrud i 2017 er faldet med hele 23 pct. i forhold til 2016. Antallet af mord- og mordforsøg er gået let tilbage.

Til gengæld har der været flere overtrædelser af rusmiddellovgivningen (en stigning på 9,2 pct.) og våbenlovningen (en stigning på 10 pct.). Desuden foregår kriminaliteten i stadig højere grad i hjemmet, f.eks. i form af vold eller bedrag på internettet.

Samtidig er antallet af anmeldte seksuelle overgreb i stigning – tallet er dog svært sammenligneligt med tidligere år, eftersom kategorien ’seksuelt overgreb’ blev udvidet i seksualstrafferetten i 2017.

Fornemmet fare

Hvor mange mennesker, der står bag de tusindvis af ytringer om kriminalstatistikken i sociale medier og i kommentarspor hos tyske medier som Die Welt, ZEIT eller Spiegel, er uvist. Men de tegner et billede af stærkt ængstelige borgere præget af voldsom mistillid til myndigheder og medier.

Mange mistænker udlægningen af statistikkerne for at være fake news og beretter om stadig flere tilfælde af f.eks. tyveri eller vold i medier og deres nære livsverden.

Andre betoner, at kun anmeldt og registreret kriminalitet optræder i statistikkerne – jo dårligere politi og retsstat fungerer, desto færre kriminelle handlinger anmeldes der, hvormed statistikkerne ser bedre ud.

Men også fagfolk advarer mod at misbruge »dette kærkomne politiske instrument, som alle verdenssyn og krav kan begrundes med«, som Der Spiegel har kaldt kriminalstatistikken. Politiets fagforening DPolG har tilmed kaldt statistikken »et rent politiinternt arbejdsredskab«.

Et af de vigtigste forbehold lyder, at borgernes sikkerhed ikke har meget med det samlede antal lovovertrædelser at gøre. Med henvisning til stigningen af terrormistænkte gøres der opmærksom på, at ét terrortilfælde i absolutte tal tæller lige så meget som f.eks. ét tilfælde af vold, som selvsagt er langt mindre farligt. Desuden afslører voldstallene ifølge politiets fagforening ikke en kvalitativ stigning i brutaliteten af anmeldt vold.

At den fornemmede og den faktiske kriminalitet går stadig stærkere i hver deres retning, bakkes op af en repræsentativ undersøgelse, hvor 44 pct. af tyskerne angiver at føle sig stadig mindre sikre i det offentlige rum.

Ved præsentationen af kriminalstatistikken beklagede Seehofer dette voksende gab mellem følt og faktisk fare med en indrømmelse af, at det er nødvendigt at »øge den følte sikkerhed i Tyskland« for at »genskabe tilliden til retsstaten«.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu