»Finansminister Olaf Scholz under beskydning.«
Så dramatisk beskriver den tyske erhvervsavis Handelsblatt stemningen i tysk politik, efter landets ny socialdemokratiske finansminister Olaf Scholz i denne uge har fremlagt sit første budget for 2018 samt en finansramme frem til 2022. Og det endda selvom den tyske stat med voksende skatteindtægter og et let øget udgiftsniveau på ca. 2.500 mia. kroner i 2018 fortsat vil have sorte tal på bundlinjen de næste år. I 2019 vil den tyske gæld endda komme under 60 procent af BNP.
På tværs af den tyske presse og de tyske partier er der overvejende enighed om, at Scholz i overraskende høj grad fortsætter sin forgænger Wolfgang Schäubles økonomiske linje. Det gælder ikke kun den tyske EU- og europolitik, men også Scholz’ fokus på et overskud på de offentlige finanser hjemme i Tyskland. Det har i nogle konservative tyske medier afstedkommet forbeholden ros af Scholz’ udspil, omend det ikke er skattelettelser. Men den stærke kritik – selv fra Scholz’ egne rækker – har stået i forgrunden.
Internt i regeringen høstede Scholz’ budget direkte protester fra udviklingsminister Gerd Müller (CSU) og især fra forsvarsminister Ursula von der Leyen (CDU), der trods en forøgelse på ca. 20 mia. kroner over de næste tre år havde håbet på en markant større udvidelse af budgettet til den tyske forbundshær.
Kras kritik
Tyske og internationale økonomer har i årevis kritiseret, at der foretages alt for få offentlige investeringer i Tyskland, hvilket bl.a. hæmmer den indenlandske efterspørgsel. Ifølge det statslige kreditinstitut KfW er der et efterslæb på offentlige investeringer i skoler, forvaltning og infrastruktur i de tyske kommuner på omkring 940 mia. kroner.
Efter Olaf Scholz’ præsentation af finansrammen, hvor investeringerne er let nedadgående frem mod 2022, lød der derfor kras kritik fra SPD’s venstrefløj.
»For os er det regeringskontrakten, der gælder,« udtalte SPD-politiker Matthias Miersch til Die Welt.
»Vi vil realisere de aftalte planer og investeringer. Vi har jo besluttet at afsætte flere midler til vigtige områder som uddannelse og pleje.«
Som modsvar på kritikken af for få offentlige investeringer har flere eksperter over for bl.a. Handelsblatt påpeget, at der ikke er kapacitet og arbejdskraft nok inden for f.eks. byggebranchen eller plejebranchen til at realisere mange flere store projekter.
Vælgerbedrag
I den dramatiske tyske regeringsdannelse var det en overraskelse, at finansministeriet gik til SPD, hvor den daværende formand Martin Schulz havde lovet et opgør med sparepolitikken. I den venstreliberale avis TAZ betegnes Olaf Scholz’ finansramme derfor som et »socialdemokratisk vælgerbedrag«.
»Olaf Scholz gør alt for at sabotere SPD’s valgløfter,« mener TAZ.
»Finansrammen ligger – ligesom regeringskontrakten – langt under det investeringsniveau, der er nødvendigt.«
Det synspunkt bakkes op af selv det tyske industriforbund BDI, der hovedrystende kritiserer, at Tysklands »historisk enestående råderum for fremtidsinvesteringer ikke bliver udnyttet«.
Samstemmende omtaler en af Tysklands førende økonomer, Marcel Fratzscher fra DIW-instituttet, finansudspillet fra Scholz som »en skuffelse«. Over for magasinet Der Spiegel beklager han, at de sociale udgifter fortsat stiger, mens investeringerne i bedste fald stagnerer. Tyskland risikerer således at spare sin egen fremtid i stykker, hvis der ikke foretages massive investeringer i bl.a. infrastruktur, uddannelsessektoren samt kommunikations- og energinet, mener Fratzscher.
Mens Handelsblatt neutralt konstaterer, at »Scholz schäubler den«, konkluderer TAZ, at Scholz har kopieret sin forgængers fetich med permanent at ville skabe overskud på statsbudgetterne.
»Denne strategi ser staten som en forgældet person, der prøver at spare, og ikke som en mægtig buffer, der skal udjævne fejlagtige udviklinger. Scholz forvalter Schäubles sorte arv, i stedet for at etablere en ny socialdemokratisk linje.«
Det ser ud som om at SPD virkelig ønsker vælgerdøden.
Sådan som jeg ser det, har SPD ofret sig for at få en regering i Forbundsrepublikken. Hvis SPD havde sagt nej, havde resultatet efter en ny folkeafstemning, blevet præcis den samme.
Til gengæld burde forbundskansler Angela Merkel også have ofret sig, og holdt Wolfgang Schäuble og de sorte bayerske politikere ude i periferien.
Som det er nu, må SPD formentlig sige fra på et tidspunkt.
Når der er så store uoverensstemmelser mellem teori og virkelighed, mellem demokrati og magt, et partis valgoplæg og den efterfølgende førte politik, er der noget rav ruskende galt. Så er der på tide at stille spørgsmålet: Hvem er det som i virkeligheden bestemmer i landet? Er demokratiet bare en tynd fernis?
Flere har givet deres bud på hvem der har magten i Danmark, der er udgivet bøger, blok-indlæg og skrevet artikler. Den diskussion er så vigtig, at den konstant skal holdes i live. Man må aldrig stoppe med at stille spørgsmålene, bare fordi man måske ikke vil bryde sig om svaret.
Et (social)demokratisk vælgerbedrag husker vi alle da S i overraskende høj grad fortsatte sin forgængers økonomiske sparelinje, anført af Radikale, men ofte i samarbejde med blå blok, uden om de venstreorienterede partier. I stedet kunne man have valgt at fjerne pengene i toppen af samfundet - det var trods alt dem som skabte finanskrisen. Ulighed og fattigdom skulle der skabes, uanset følgerne for de nedre 55 % af befolkningen.
Om et år er der valg igen, og spørgsmålet er så om S vil betale alle de penge tilbage, som blev fjernet fra bunden, eller om nedskæringerne fortsætter. Ser man på Socialdemokraternes ideer, handler det om at tilgodese deres egne vælgere, middelklassen og den øvre middelklasse, samt naturligvis får overklassen, finansvæsenet og virksomhederne mest ud af den politik som S vil føre.
Hvis altså de får magten, fordi der er ingen andre end S som ønsker at pege på Mette F. - spin har overtaget den politiske debat. Valgoplæg og virkelighed stemmer ikke længere sammen. Den sorte sparepolitik fortsætter med at hærge landet. Hvor blev demokratiet af, borgerstyre var målet, hvad fik vi i stedet? Hvem er det som har korrumperet systemet? Kan demokratiet overhovedet reddes med de politikkere og embedsmænd som vi har?
Rune Lykkeberg - min helt - var i deadline i går med en pointe om at forsvare vores institutioner i stedet for at angribe dem har han ret i den forstand at politikerne er ved at erodere demokratiet og retsstaten væk med deres løgne og deres jerntæppe-belagte adgang til informationer om deres beslutningsproces. Så helten har helt ret - vores demokratiske institutioner skal beskyttes mod de politikere der misbruger demokratiet.