I USA var 1968 kulminationen på ti års frihedskamp. Herefter satte modreaktionen ind

For amerikanere, der oplevede de tumultagtige begivenheder i 1968 på nært hold, virkede det alt sammen forvirrende og kaotisk.

»Alting var i konstant bevægelse. Uanset hvilken side man stod på, virkede det, som om verden var af lave. Én dag var vi begejstrede, den næste dag fortumlede. Folk i Det Nye Venstre troede, det var et revolutionært øjeblik, men de tog grundigt fejl,« fortæller Todd Gitlin, fredsaktivist og en leder i den amerikanske studenterbevægelse i 1960’erne.

I Gitlins optik fejllæste venstreaktivisterne, hvad der i virkeligheden var under optræk i 1968. Frem for at være et revolutionsår skulle det vise sig at blive modrevolutionens første succesrige år.

En epoke, der var begyndt med præsident Franklin D. Roosevelts sociale New Deal-reformer i 1933 og var kulmineret i midten af 1960’erne med vedtagelsen af præsident Lyndon B. Johnsons borgerretslov, valgretslov, velfærdsreformer (The Great Society) og krigen mod fattigdom (War on Poverty), lakkede mod enden i 1968.

Så kom den amerikanske ’Thermidor’ – en konservativ reaktion på antikrigsbevægelsen og den sorte befolknings nyvundne borgerrettigheder.

»Det var virkeligt svært at gennemskue i de måneder, at højrefløjen ville komme sejrende ud af 1968,« fortæller Gitlin en stille morgenstund i The Hungarian Pastry Shop nær Central Park i New York.

Gitlin er i dag 75 og professor i journalistik og sociologi på Columbia University. Han skriver stadig bøger, og temaet viger sjældent fra hans livslange interessefelt – politisk aktivisme. Hans sidste bog handlede om Occupy Wall Streets protester mod finanssektoren efter finanskrisen i 2011. Lige nu følger han intenst gymnasieelevernes kamp for at stramme våbenkontrolovgivningen.

I 1968 var Gitlin allerede en erfaren aktivist. Som 17-årig i 1960 havde han i sit første studieår på Harvard University tilsluttet sig en gruppe mod atomvåben. I 1962 var han med til at arrangere den første demonstration i Washington, D.C., mod kernevåben. I 1963-64 blev han valgt til formand for Students for a Democratic Society (SDS), der siden har haft en betydelig indflydelse på efterfølgende studenterbevægelser i USA.

SDS var dybt engageret i universitetsbevægelserne i USA i 1968, men allerede i 1969 blev organisationen opløst.

Voksende tvivl

Todd Gitlin fulgte besættelserne fra sin bopæl i San Francisco, hvor han arbejdede som freelance-venstreaktivist og skrev for undergrundsbladet San Francisco Express Times og Liberation News Service. Han var også aktiv i lokale grupper, der vendte sig mod racisme og krig, og holdt ofte taler i kirker og på universiteter.

»Der skete så meget hele tiden, at jeg bestemte mig for at holde en lavere profil end tidligere for at prøve at få et overblik og finde ud af, hvad meningen med alt dette egentligt var.«

Gitlins indtryk af udviklingen ændredes konstant.

I nogle perioder troede han, at de revolutionære ideer måske havde en chance, og at reform liberalism (socialdemokratismen) måske ville triumfere i USA.

»I begyndelsen af 1968 havde jeg været på Cuba. Det var lige efter Che Guevaras død. Der var Ho Chi Min i Nordvietnam,« husker han.

På andre tidspunkter følte han, at det gik i den stik modsatte retning. Da fredskandidaten Eugene McCarthy i slutningen af 1967 besluttede at udfordre den siddende præsident Lyndon B. Johnson i Det Demokratiske Partis primærvalg op til præsidentvalget i 1968, gav Gitlin ham »nul chance«.

Efterhånden som 1968 gik, og den revolutionære begejstring i det Nye Venstre toppede, begyndte han at nære tvivl.

»Venstreaktivisterne blev for opstemte og selvopslugte. De var forgabte i sig selv og gjorde sig skyld i en drastisk overvurdering af de revolutionære muligheder. Jeg vidste naturligvis ikke, at det ville ende så galt, som det gjorde i 1970’erne og 1980’erne. Det indså jeg først senere. Men i efteråret 1968 – lige inden Richard Nixon vandt præsidentvalget – var jeg blevet pessimist.«

Mordene på Martin Luther King i april og Robert F. Kennedy i juni havde været de første tegn på, at en modrevolution var på vej. Efter tabet af de to progressive ledere mistede bevægelsen, der kæmpede for en forbedring af amerikanernes sociale og økonomiske kår, fremdrift.

Med King og Kennedy i live

Det er ikke uinteressant at forestille sig, hvad der ville være sket med tressernes bevægelser og amerikansk politik, hvis Kennedy og King havde levet videre, mener den gamle studenterleder.

»I 1968 havde King allerede toppet i popularitet. Men – og det lyder utroligt, han var kun 39, da han blev myrdet – han havde en stor fremtid for sig. Siden har jeg ofte tænkt, at han med sikkerhed ville have fået et comeback fem-ti år senere, når de yderliggående kræfter i den sorte frihedsbevægelse – dem, der ikke troede på Kings ikkevoldelige strategi – var slået ud. På det tidspunkt ville han med sin karisma og moralske styrke kunne vende tilbage.«

Havde Robert F. Kennedy en chance for at vinde præsidentvalget i 1968, hvis han havde levet?

»Ja, men det var ikke en stor chance. Det er muligt at forestille sig ham vinde Det Hvide Hus, men jeg tror, det ville have været på et senere tidspunkt - efter at USA havde trukket sig ud af Vietnam.«

Hvornår gik det op for dig, at reaktionen var sat ind, og at I ville tabe den politiske kamp?

»På den demokratiske partikongres i Chicago i august. Det var efter Tet-offensiven i Sydvietnam. Toneangivende journalister og tv-værter var begyndt at kritisere krigen. Men efter Kennedys død og McCarthys nederlag til vicepræsident Hubert Humphrey på partikongressen var Det Demokratiske Parti stadig krigspartiet. Jeg deltog i demonstrationerne imod krigen. Den demokratiske borgmester i Chicago fik politi og hunde pudset på os, og det blev klart, at det amerikanske folk stod på politiets side. De avantgardistiske grupper troede, det revolutionære øjeblik var indtruffet. Men det forholdt sig præcist modsat.«

»Du må forstå, at det ikke var let at forudse, hvad der ville ske. Folk var vokset op under New Deal og havde i 1950’erne og 1960’erne oplevet gennembruddet for borgerrettighedsbevægelsen. Ærkekonservative Barry Goldwater havde lidt et ydmygende nederlag til Johnson i præsidentvalget i 1964. Og i 1968 vandt fredsbevægelsen stigende indflydelse.«

Sydstatsdemokrater skifter hest

Hvad var det så, der væltede læsset?

»Det var præsidentvalget. Det Demokratiske Partis vælgere i Sydstaterne stemte på republikaneren Nixon. Den ubehagelige alliance mellem liberale demokrater i Nordstaterne og racistiske demokrater i Sydstaterne havde hængt sammen siden Roosevelt, fordi Sydstaterne modtog store føderale tilskud til offentlige arbejder, landbrug og social bistand til hvide. Samtidig valgte demokraterne i nordstaterne at ignorere raceadskillelsen i Syden. Men i 1964-65 havde nordstatspolitikere fået borgerretslovene gennem Kongressen med hjælp fra en lille gruppe sydstatsdemokrater. Jeg tror, Johnson forudså de alvorlige politiske konsekvenser for demokraterne i Syden. Det gjorde få andre i efteråret 1968.«

Begrænsede modreaktionen sig til den politiske arena, hvor Republikanerne vandt præsidentposten under Nixon og senere under Ronald Reagan og George H.W. Bush? I den amerikanske provins var den seksuelle revolution, kvindernes frigørelse, LSD, homoseksualitet, hippier og yippier (medlemmer af Youth International Party, red.) jo ikke ligefrem populære. De evangeliske kristne startede Moral Majority i 1979, hvorefter han gik ind i politik.

»Det er et interessant spørgsmål, hvorvidt folk i midten af Amerika gjorde oprør mod modkulturen. I sidste instans var det indlysende, at modkulturen ville vinde frem, fordi dens idealer stemmer overens med amerikanernes dogmatiske tro på de individuelle frihedsrettigheder og konsumerismen. Efter min mening var højrefløjens reaktion primært animeret af hvide amerikaneres vrede mod borgerrettighedsbevægelsen og antikrigsbevægelsen.«

»På den anden side må man ikke glemme, at kristne evangeliske ledere som Jerry Falwell (grundlæggeren af Moral Majority, red.) var involveret i en bevægelse i sydstaten Virginia i 1970’erne, der sørgede for, at hvide skoleelever kunne skifte fra nyligt raceintegrerede skoler til private skoler.«

Hvilken indflydelse havde bevægelserne i 1968 på Occupy Wall Street-bevægelsen i 2011?

»1968 havde en direkte indflydelse på Occupy Wall Street. I 1970’erne konkluderede aktivister på venstrefløjen, at det var en fejl at have synlige ledere af bevægelsen. For det første var de sårbare overfor politiet. For det andet tilfredsstillede det mediernes behov for at fokusere på berømtheder. For det tredje skabte lederes udtalelser til medierne intern polemik og splid i bevægelsen. Nogle mente også, at det var uproduktivt at stille krav til politikere og lave koalitioner med dem.«

»Det gav grobund for fremvæksten af anarkistiske grupper i 1970’erne, og de levede videre under jorden i storbyer som New York, San Francisco og andre steder, indtil de stak hovedet frem i 2011. Med deres budskab og direkte aktioner tiltrak de millioner af mennesker, der var indignerede over Obama-regeringens nyliberale politik efter finanskrisen.«

Tror du, at denne kritik af en nyliberal politik stadig er udbredt?

»Det kan jeg love dig. I USA forsvinder den aldrig.«