Læsetid: 5 min.

Du ved aldrig, om du står på Dutertes dødsliste

Fotojournalister i Filippinerne har gjort præsident Duterte synonymt med narkokrig ved at dokumentere de historiske forbrydelser, der foregår i landet i øjeblikket, siger Vicente Rafael, der netop har været i København. Han mener, at Dutertes krig mod narko først og fremmest handler om magt
Filippinernes krig mod narko har medført bølger af drab i gaderne, som fotojournalister dokumenterer.

Filippinernes krig mod narko har medført bølger af drab i gaderne, som fotojournalister dokumenterer.

Noel Celis

30. maj 2018

Det er blevet kaldt en klassekrig, en krig mod de fattige og en krig mod narko, men ifølge historiker Vicente Rafael er der snarere tale om en borgerkrig. Under Filippinernes præsident Rodrigo Duterte er der ifølge Human Rights Watch’ vurdering dræbt flere end 12.000 angiveligt narkomistænkte siden juni 2016.

Der bliver stadig myrdet løs i gaderne, men opmærksomheden er aftagende. Det er i vid udstrækning lykkedes Duterte at ’monopolisere’ ikke bare magten, men også rummet for kritik, siger Vicente Rafael.

»Duterte er den ultimative trickster, der kan få al kritik til at falde fladt til jorden, simpelthen fordi han altid kan sige og gøre noget, der er mere obskønt, mere skandaløst, mere grotesk. Han kan forvandle ethvert angreb til en vits, og ingen kan joke ham af banen,« siger Vicente Rafael.

Men selv om om rummet for kritik er indskrænket, er der stadig fotojournalister, som dokumenterer de historiske forbrydelser – blandt andet med argumentet om, at billederne er historiske arkiver, der kan gøre det muligt at gøre krav på retfærdighed i fremtiden.

Det var blandt andet det, den filippinske historiker i sidste uge var i København for at tale om.

»Fotojournalistikken har spillet en afgørende rolle for, at narkokrig er det første, folk verden over tænker, når de hører navnet Duterte,« siger Rafael. »Man kan kalde fotojournalisterne for ’first responders’, fordi det var dem, der først tog til frontlinjerne i narkokrigen, og det er dem, der er blevet der, også efter alle andre er gået hjem.«

Bearbejder sorg

Ifølge Rafeal er de lokale fotojournalister i Filippinere ligefrem begyndt at agere som en slags ngo’ere, der hjælper de efterladte til ofrene, som ingen andre tager sig af.

»Om natten dokumenterer de drabene, og om dagen dokumenterer de sorgen blandt de efterladte. Det er dybt traumatiserende arbejde. De befinder sig midt i en krig. Det, jeg undersøger, er: Hvordan håndterer fotojournalisterne så dette? De færreste har adgang til terapi. Hvad gør de så? De gør to ting: Opbygger et stærkt indbyrdes kammeratskab, som er meget ulig den ellers konkurrenceprægede profession – og tager andel i sorgen hos de efterladte familier.«

Rafael har talt med adskillige lokale fotojournalister, og fælles for dem er, at sorgarbejdet er blevet en integreret del af deres virke under dækningen af krigen mod narko.

»Det, som sorgen også kan, er at give de dræbte deres menneskelighed tilbage. Den menneskelighed, de blev berøvet gennem den måde, hvorpå forbrydelsen mod dem blev retfærdiggjort,« siger Rafael.

»Når drabene er sket, når ofrene for længst er glemt af omverden, fortsætter sorgen. Det er sorgen, der fastholder, at ofret var en person med en historie.«

Fra dokumentarist til vidne

For at behandle deres traumer og for at fastholde meningen i at dække det meningsløse har fotojournalisterne ifølge Rafael forvandlet sig fra dokumentarister til vidner.

»Et traume består af en splittelse mellem selve oplevelsen og evnen til at udtrykke sig om oplevelsen på en måde, så andre forstår. Det er i høj grad på spil i krigen mod narko: De, som bliver berørt, mærker verdens ligegyldighed. Drabene fortsætter, nat efter nat,« siger Rafael.

»For at finde mening begynder fotojournalisterne at tænke deres billeder som værende mættet med sandhed; som historiske arkiver, der kan gøre det muligt i fremtiden at gøre krav på den retfærdighed, der bliver nægtet adgang til i nutiden.«

I den forstand bliver det et historisk ansvar at fortsætte med at dokumentere drabene.

»Effekterne af det arbejde, de udfører, er reserveret til en ubestemt fremtid,« siger Rafael.

Men i mellemtiden sker der også noget andet med billederne – de bliver til varer på det globale marked.

»For at få sandheden om drabene ud – og for selv at overleve – er fotojournalisterne nødt til at sende deres billeder i cirkulation,« siger Rafael. »Men i det øjeblik, de gør det, mister de kontrollen over billederne og brugen af dem.«

Når billederne bliver til varer, ophører de med at være vidnesbyrd, mener Rafael:

»Det globale marked elsker billeder af katastrofer, og gennem vort forbrug bliver vores smag for det, som forfærder os, kultiveret. Vi ophører med at blive forfærdede,« siger Rafael.

»Vi bliver måske chokerede første gang, men siden kommer billederne til at indgå i et kredsløb, hvor den ene uhyrlighed kan erstattes af en anden – om det er udenomretslige drab i Filippinerne, ofre for giftgasangreb i Syrien eller for bomber i Afghanistan, det kommer ud på ét.«

I den proces risikerer dokumentationsværdien at gå tabt eller blive forvrænget, mener historikeren.

»Fotograferne er også begyndt at stille sig selv spørgsmålet: Hvor længe kan vi blive ved med det her? På trods af deres vedholdende vidnesbyrd udebliver omverdenens reaktion.«

Vicente Rafael, der forlod Filippinerne først gang i 1979 under Marcos-diktaturet, får mindelser om dengang:

»Det var først, da oppositionslederen Ninoy Aquino blev myrdet i 1983, at protesten slog igennem – indtil da var tusinder af almindelige mennesker blevet dræbt og forsvundet, uden at omverdenen havde reageret. Også under Marcos måtte vi spørge os selv: Hvordan kan den empati, som mange helt sikkert føler med ofrene, omsættes til politisk handling? Det er det afgørende spørgsmål.«

En panoptisk teknologi

Præsident Duterte er »en snedig taktiker«, mener Rafael, og krigen mod narko er mere end noget andet et redskab til at skabe alliancer og til at installere frygt i befolkningen – særligt blandt politiske modstandere.

»Det fungerer som en panoptisk teknologi: Alle kan havne på listen over narkomistænkte, men ingen kan få sit navn af listen, og du ved aldrig, om du selv står på den,« siger Vicente Rafael.

»Det handler ikke om at løse narkoproblemet – som ifølge alle seriøse vurderinger ikke er større i Filippinerne end andre steder – og narkoen flyder fortsat frit, også ind over grænserne fra bl.a. Kina, som præsidenten har installeret sig i et nærmest underdanigt forhold til,« siger Rafael. »Det handler om magtalliancer. Krigen mod narko har skabt den mest hegemoniske blok i landets historie – Dutertes magtbase udgøres af de mest forskelligartede interessegrupper.«

Præsidenten nyder stadig stor opbakning til sin regeringsførelse, herunder til krigen mod narko. At de mange drab ikke har virket mere oprørende på befolkningen, skyldes ifølge Rafael, at narkomistænkte er blevet dehumaniseret.

»Stofbrugere fremstilles som sociale fjender, som nogle, der selv har opgivet deres menneskelighed – en menneskelighed, som er blevet lig med deres evne til at bidrage produktivt til samfundet. De er dermed antisociale, og eftersom Filippinerne ikke har nogen tradition for rehabilitering, kan de ikke kureres. Hvad gør man med sociale fjender, med trusler mod samfundet? Man eliminerer dem,« siger Rafael.

Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Espen Bøgh
  • Toke Kåre Wagener
Eva Schwanenflügel, Espen Bøgh og Toke Kåre Wagener anbefalede denne artikel

Kommentarer

Toke Kåre Wagener

Det er tragisk. På den anden side kan man, måske fejldelagtigt, få det indtryk at nogle menneskerettigheds forekæmpende institutioner er hysterisk dobbelt moralsk og ser bort fra det geopolitiske magtspil filippinerne er fanget i. Nu til dags mellem primært USA og Kina. Og det er vel intet under at visse dele af filippinerne har mistet tilliden til USA, og dermed blev træt af vesten som helhed, efter det gik op for dem at de blot blev brugt som en skakbrik der vil blive ladt i stikken, og blev ladt i stikken af USA.