Læsetid: 9 min.

Vejen til stabilitet i Colombia blev brolagt med fredsaftalen – men sprækkerne er allerede begyndt at vise sig

Den kontroversielle fredsaftale mellem den colombianske regering og guerillabevægelsen FARC har i sit halvandet års levetid lidt under en forhalet implementering, politisk fragmentering og en stigende kokainproduktion i landet. Aftalens fremtid synes usikker forud for søndagens præsidentvalg
Søndag går Colombia til valg. En del vælgere er stadig utilfredse med regeringens fredsaftale med guerillabevægelsen FARC. Aftalen blev indgået i 2016, hvor flere gik på gaden for at protestere imod den.

Søndag går Colombia til valg. En del vælgere er stadig utilfredse med regeringens fredsaftale med guerillabevægelsen FARC. Aftalen blev indgået i 2016, hvor flere gik på gaden for at protestere imod den.

Ritzau Scanpix

26. maj 2018

Da den colombianske præsident Juan Manuel Santos i november 2016 indgik en historisk aftale med guerillabevægelsen FARC om at sætte punktum for 52 års væbnet konflikt, stod verdenssamfundet i kø for at hylde ham.

Nobelkomiteen havde måneden inden tildelt Santos Nobels fredspris for sin vedholdenhed i de foregående års langstrakte forhandlinger. At præsidenten valgte at set bort fra, at et flertal af colombianerne kort forinden havde afvist den planlagte fredsaftale ved en folkeafstemning, syntes mindre vigtigt midt i den internationale eufori. En konflikt, der indtil da havde kostet 220.000 mennesker livet og fordrevet over syv millioner fra deres hjem, var forbi. Nu kunne Colombia se fremad.

Men i store dele af den colombianske befolkning var holdningen en anden.

Nej-sigerne ved folkeafstemningen var rasende over at blive ignoreret og påpegede, at Santos havde brudt med sit tilbagevendende løfte: At folket ville få det sidste ord i spørgsmålet om freden. Skuffelsen over, at størstedelen af FARC-medlemmerne trods deres forbrydelser slap med symbolske straffe, var udtalt.

I dag, halvandet år senere, ulmer fortørnelsen fortsat i Colombia, der søndag går til præsidentvalg.

I en meningsmåling tidligere på måneden kunne den afgående præsident Santos læse, at kun 15 procent af befolkningen bakker op om hans arbejde. Mange mener, at det er et udtryk for folks fortsatte skepsis over for fredsaftalen med FARC – en aftale, Santos om nogen personificerer.

Og det har politikerne lugtet.

Præsidentvalg i Colombia

Første runde afvikles søndag d. 27. maj.

Hvis det ikke lykkes nogen af kandidaterne at opnå mindst 50 procent af stemmerne, skal de to kandidater med flest stemmer ud i en anden valgrunde d. 17 juni.

Aktuelt fører den konservative Iván Duque med omkring 37 procent af stemmerne, mens nummer to i meningsmålingerne, den tidligere guerillaleder Gustavo Petro, står til omkring 27 procent af stemmerne. Dermed tyder alt på, at kandidaterne skal ud i en anden runde.

Den siddende præsident Juan Manuel Santos har ramt loftet for antallet af embedsperioder (to) og kan ikke stille op igen.

I landets kongres har et genstridigt konservativt flertal gentagne gange ageret stopklods for implementeringen af aftalens forskellige akter. Samtidig er den aktuelle frontløber i meningsmålingerne, den konservative Iván Duque, gået til valg på løftet om en væsentlig revision af den eksisterende aftale. Han har blandt andet lovet større frihedsrestriktioner og nul politisk indflydelse for ledende FARC-medlemmer, hvis han bliver valgt.

Omvendt støttes aftalens forsonende linje fortsat af det upopulære centrum-højre-forbund, som Santos er leder af, samt kandidaterne på venstrefløjen.

Colombia er splittet, og søndagens valg bliver afgørende for fredsaftalens fremtidige skæbne.

Retsfølelsen

Et af aftalens store stridspunkter har været FARC’s omstilling til politisk parti. Organisationen er garanteret fem sæder i begge kongressens kamre de næste to valgperioder – langt mere end dens folkelige opbakning kan retfærdiggøre. Ved parlamentsvalgene i marts fik FARC 0,35 procent af stemmerne. På den baggrund har FARC’s politiske reintegration indtil videre været en fiasko, mener María Victoria Llorente, direktør for tænketanken Fundación Ideas Para la Paz i Bogotá.

»Mange colombianere stemte imod den oprindelige fredsaftale netop på grund af udsigten til, at FARC ville få politisk indflydelse,« siger María Victoria Llorente.

Hun fremhæver, at det heller ikke har hjulpet på FARC’s politiske legitimitet, at to af de nyvalgte kongresmedlemmer er anklaget for fortsat at være involveret i narkohandel.

En anden bredt diskuteret del af reintegrationsprogrammet går på, i hvilket omfang tidligere FARC- guerillasoldater bør støttes til at skabe sig en civil tilværelse.

Ideen er at understøtte de tidligere FARC-medlemmer økonomisk, indtil de kommer på fode i samfundet, så de ikke søger andre kriminelle løbebaner.

Men mange finder det urimeligt at belønne tidligere guerillasoldater bare fordi, de holder sig fra at begå ny kriminalitet.

»Folk føler, det krænker deres retsfølelse,« siger María Victoria Llorente.

»De spørger, hvordan det kan være, at forbrydere får penge for at stoppe med deres kriminalitet, når vi har masser af mennesker i landet, der lever i fattigdom.«

At emnet stadig er ekstremt følsomt understeges ved, at man stadig diskuterer den økonomiske udformning af reintegrationsprogrammet, selv om det er halvandet år siden, fredsaftalens blev indgået.

Kampen mod kokainen

Det har også haltet for Santos’ regering med at bekæmpe kokaproduktionen, som mange colombianere betragter som ét af succeskriterierne for fredsaftalen.

Kokainen er om noget symbol på Colombias årelange væbnede konflikt, da det har været en central finansieringskilde for de paramilitære grupper fra 1980’erne og frem.

Trods FARC’s formelle opløsning voksede det samlede kokadyrkningsareal i Colombia fra 96.000 til 146.000 hektar i løbet af 2016, hvor aftalen blev indgået, viser tal fra FN’s Agentur for Narkotika og Kriminalitet. I dag peger nogle estimater på, at det samlede dyrkningsareal er helt oppe på 188.000 hektar.

Det er en forudsigelig udvikling, mener Caroline Delgado, ph.d.-stipendiat ved University of Manchester, der har forsket i implementeringen af fredsaftalen i de største kokaområder. Nyere guerillagrupper som ELN har haft held med at kapitalisere på det vakuum, FARC har efterladt sig.

»Mange tidligere FARC-medlemmer er blevet samlet op af andre guerillagrupper. De er allerede trænet i guerillakrig og har lettere ved at finde sig til rette i de rammer end ved at skulle integreres i samfundet. De oplever, at grupper som ELN har mere at tilbyde dem,« siger Caroline Delgado.

Indkomsten fra kokadyrkningen betyder, at guerillagrupperingerne stadig nyder stor indflydelse, og at bønder i udkantsregionerne ofte er tvunget til at leve under deres kontrol og fortsætte kokainproduktionen.

»Mange mennesker i de regioner har også familie med relationer til guerillabevægelsen, og folk har generelt større tilknytning til de armerede grupper, end de har til staten.«

Samtidig har regeringens løfter om at kompensere kokabønder ud fra mængden af deres kokaafgrøder stik imod hensigten fået nogle til at optrappe kokadyrkningen i forventning om større kompensation. Selv de velvillige af bønderne har dog generelt måttet se langt efter regeringens penge, siger Caroline Delgado.

»Når aftalen implementeres så langsomt, er der begrænset incitament for de demobiliserede FARC-medlemmer i at overholde deres del af den. Samtidig er der stadig gode penge at tjene på kokain. Det ser sort ud, hvis ikke den colombianske regering formår at sætte skub i tingene og sikre den infrastruktur i randområderne, der betyder, at folk kan begynde at dyrke nye, lovlige afgrøder,« siger hun.

Spøgelset Uribe

Der er ingen garantier for, at en ny præsident vil sætte skub i samarbejdet.

Favoritten til søndagens valg, Iván Duque, har som et ekko af sin mentor, den tidligere konservative præsident Álvaro Uribe, understreget, at han vil sætte hårdt mod hårdt over for de guerillagrupper, der ikke udviser samarbejdsvilje.

Den kontroversielle Uribe har selv blandet sig livligt i valgdebatten, hvor han ved flere lejligheder har kaldt FARC for en flok »narkoterrorister«, der alle fortjener fængselsstraf. Han blev under sit embede fra 2002 til 2010 kendt for sin benhårde tilgang til narkokonflikten, hvor det lykkedes ham at nedkæmpe FARC anseeligt, hvilket dog skete med begrænset hensyntagen til retsstatsprincipper og basale menneskerettigheder.

Senere blev det oprullet, hvordan colombianske regeringsstyrker under Uribes regeringstid systematisk henrettede flere tusinde civile og småkriminelle, iklædte dem guerillatøj og viste dem frem for at opnå de forfremmelser, afspadseringer og bonusser, som belønningerne for dræbte FARC-medlemmer lød under Uribes ledelse. Antallet af falske, dræbte FARC-soldater er for nyligt blevet opjusteret til 10.000.

De afvæbnede FARC-medlemmer er med rette bekymrede for, hvad en sejr til Duque vil betyde for fredsaftalens fremtid og deres egen sikkerhed. Regeringen har indtil nu haft vanskeligt ved at beskytte de tidligere FARC-medlemmer, der har vedstået sig deres forbrydelser og indleveret deres våben som aftalt. En rapport fra februar viste, at mindst 36 tidligere FARC-soldater og 13 af deres familiemedlemmer er blevet myrdet, siden aftalen blev indgået.

Det er ganske vist temmelig tvivlsomt, om en ny regering kan rulle aftalen tilbage, siger Maria Victoria Llorente fra Fundación Ideas Para la Paz:

»Det gælder både rent juridisk, men også i forhold til sammensætningen af kongressen, hvor modstanderne ved fredsaftalen ikke har den absolutte majoritet,« siger Maria Victoria Llorente.

Den afgående præsident Santos var mere skråsikker, da han for to uger siden blev spurgt til aftalens fremtid i spanske El País:

»Freden er irreversibel, og ingen vil kunne omgøre den,« lød det utvetydigt fra den afgående præsident.

De unge i Colombia ønsker fred og vil af med landets gamle politiske elite

Information har talt med tre unge colombianere om deres forhåbninger til søndagens præsidentvalg, og hvad de forventer sig af landets kommende regering.

Adiel Meinhardt

25 år, engelskunderviser og fra Cúcuta. Stemmer på den tidligere matematikprofessor, Sergio Fajardo

»Det har været enormt svært for mig at træffe valget om, hvem jeg skulle stemme på. Jeg syntes ikke, der var nogen af kandidaterne, der repræsenterede alle de ting, Colombia lige nu har brug for.

På den ene side mener jeg, det er vigtigt, at staten får mindre at skulle have sagt i forhold til økonomien. Colombia er et af de lande, der har de højeste skatteniveauer på kontinentet, og det betyder, at færre har lyst til at stifte virksomhed. Problemet er, at flere af de kandidater, der står for sådan en politik – f.eks. Duque og Vargas Lleras – kommer fra korrupte familier, der har siddet på magten i mange, mange år og ikke ønsker at afgive den.

Hvad angår fredsaftalen var jeg skeptisk til at begynde med. Jeg mente ikke, den ydede retfærdighed mod de berørte colombianere, men blot gav en masse fordele til guerillaen for at stoppe volden.

Men i en konflikt er det nogle gange nødvendigt at give sig lidt. Og selv om mange ikke brød sig om aftalen til at begynde med, er man nødt til at anerkende, at den stoppede konflikten med FARC, og at antallet af attentater og mord er faldet siden da. Når vi nu er nået så langt, kan vi ikke gå tilbage. Det ville være absurd at ændre aftalen.«

Andrea Mariño

25 år, politologistuderende og fra Bogotá. Stemmer på den liberale kandidat, Humberto de la Calle

»Colombia er et meget komplekst land, og vi er midt i en historisk fredsproces. Jeg tror, at de fleste unge håber på, at alle dele af fredsaftalen bliver implementeret så hurtigt som muligt. Samtidig er det vigtigt, at den næste regering er i stand til at stille nogle rimelige garantier, både til befolkningen og til de dele af guerillaen, der stadig forhandles med.

Den politiske klasse i Colombia har altid været udgjort af en elite, og der har manglet politikere, der turde sætte fokus på lighed og social retfærdighed.

Jeg tror, at grunden til, at mange unge stemmer på kandidater som Humberto de la Calle og Sergio Fajardo, er, at de vil garantere en regering, der sætter fokus på lighed og den sociale udvikling i landet.

Det, der også er vigtigt, er, at de anerkender de forskelligheder, der er i vores samfund. Det handler om at give mere magt til kvinder og til den oprindelige befolkning i landet. Temaer, der har været negligeret af de tidligere, elitære regeringer.«

Santiago Sánchez Restrepo

22 år, grundlægger af en NGO og fra Medellín. Stemmer på den tidligere matematikprofessor, Sergio Fajardo

»Det er nu eller aldrig, hvis Colombia skal ændre sig.

Mange af os unge colombianere er trætte af de politikere og familier, der har siddet på magten altid. Det er på grund af deres langvarige virke, at korruptionen er så udbredt. Folk er trætte af det. Vi har brug for en ny politisk kultur med ærlige politikere. Repræsentanterne for den gamle politiske klasse kommer ikke til at sikre de nødvendige fremskridt for vores land.

Jeg håber, vi kan fortsætte kursen mod fred, men vi er ikke i mål. Jeg tror, at mange unge colombianere er meget bekymrede over, at Iván Duque ser ud til at vinde præsidentvalget. Han repræsenterer Colombias mørke og voldelige fortid. Hvis han kommer og ødelægger fredsaftalen, vil FARC formentligt vende tilbage til junglen, og volden vil begynde igen. Det må ikke ske.

Jeg håber også, at den kommende regering kommer til at styrke vores uddannelsesinstitutioner. Det er noget af det, Colombia har allermest brug for i øjeblikket. Og så skal den sikre os en højere økonomisk vækst, end vi har i øjeblikket, så Colombia kan blive en stormagt i Latinamerika.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu