Læsetid: 5 min.

Venezuela står midt i »den største økonomiske depression i Sydamerikas historie«

Venezuelanerne flygter ud af landet i hobetal, fordi de mangler mad og medicin. Årevis med økonomisk fejlstyring og faldende oliepriser har forvandlet Latinamerikas rigeste land til et område, befolkningen bare vil væk fra
Venezualanere flygter ud af landet på grund af den miserable økonomi og de kummerlige sundhedsforhold. På billedet venter nyligt ankomne venezuelanere på hjælp i grænsebyen Cúcuta.

Venezualanere flygter ud af landet på grund af den miserable økonomi og de kummerlige sundhedsforhold. På billedet venter nyligt ankomne venezuelanere på hjælp i grænsebyen Cúcuta.

Schneyder Mendoza

19. maj 2018

Hver eneste dag krydser mellem 40.000 og 50.000 venezuelanere Táchira-floden, der markerer grænsen mellem Colombia og Venezuela, for at komme ind til Cúcuta på den colombianske side af grænsen.

Størstedelen af venezuelanerne kommer for at proviantere til deres familier hjemme i Venezuela, hvor der mangler mad og medicin, og hvor dagligvarepriserne er eksploderet. Men stadig flere vender ikke tilbage. De flygter fra et system, der i årenes løb har gjort det sværere og sværere at opretholde en tålelig tilværelse.

»Folk er desperate,« fortæller José David Cañas, der er sognepræst i byen.

Han er med til dagligt at dele 2.000 måltider ud til sultne venezuelanere, der har krydset grænsen.

»Det er en meget vanskelig situation. I Venezuela kan de tjene det, der svarer til en dollar om dagen. Det er der jo ingen, der kan leve for,« siger han over telefonen fra Cúcuta.

De colombianske migrationsmyndigheder estimerer, at der p.t. befinder sig tæt på en million venezuelanere i Colombia – mere end dobbelt så mange som for et år siden. Som det mest tilgængelige naboland for venezuelanske flygtninge forsøger Colombia at afveje imødekommenhed over for flygtningne med et stigende krav fra colombianerne om at kontrollere indvandringen.

Colombias præsident, Juan Manuel Santos, har ved flere lejligheder mindet den colombianske befolkning om, at Venezuela husede en million colombianske flygtninge under landets væbnede konflikt med guerillabevægelsen FARC.

Samtidig vokser presset på Cúcuta. Det voksende antal migranter øger arbejdsudbuddet i byen, og det presser lønnen ned. Samtidig meldes der om forværrede sikkerhedsforhold i grænseområdet, og det har tvunget præsidenten til at skærpe kontrollen med indvandringen. Colombianerne er splittede.

Hyperinflation

Alt imens diskussionen om behandlingen af flygtninge pågår i Colombia, fortsætter levestandarden med at erodere i Venezuela. Den akutte mangel på mad og medicin har fået varepriserne til at stige eksplosivt. Landets valuta, bolivaren, er reelt værdiløs.

Cenda, et venezuelansk analysecenter, udregnede tidligere på året, at prisen på en indkøbskurv med de nødvendige varer til at forsørge en familie på fem var 114 gange den daglige minimumsløn.

I den seneste undersøgelse om levestanden svarede ni ud af ti adspurgte venezuelanere, at de ikke havde penge til at købe tilstrækkelige mængder mad til at forsørge deres familie. Stigende fattigdom har ført til plyndringer af dagligvarebutikker, grønthandlere og slagterier.

Venezualas nationalbank stoppede med at publicere inflationsdata for flere år siden, men ifølge flere kilder var inflationen 450 procent alene i løbet af årets første kvartal, mens IMF forventer prisstigninger på 13.000 procent for hele 2018. Med andre ord; hvis en tomat kostede én bolivar 1. januar, vil den koste 13.000 bolivarer 31. december. Præsident Nicolas Maduro har kompenseret for inflationen med symbolske stigninger i minimumslønnen.

Sundhedsforholdene i landet er også katastrofale. Kort før jul offentliggjorde New York Times en opsigtsvækkende artikel, hvor journalisterne efter at have fulgt en række læger på 21 offentlige hospitaler i Venezuela gennem fem måneder kunne berette, hvordan hungersnøden i landet tager livet af flere og flere venezuelanske børn.

Ifølge artiklen forsøger regeringen at mørklægge statistikker og intimidere læger til ikke at registrere dødsfald.

FN’s Flygtningehøjkommissariat oplyser, at mens der i 2014 var 4.000 venezuelanere, der søgte asyl på verdensplan, var tallet godt 110.000 i 2017. På trods af omstændighederne har den venezuelanske regering gentagne gange afvist ethvert tilbud om humanitær hjælp.

»Venezuela er ikke et tiggerland« bedyrede præsident Nicolas Maduro i en udsendelse på den statsejede tv-station, VTV, i december.

Historisk kollaps

Den venezuelanske befolknings voksende armod udstiller et af de største økonomiske paradokser i nyere tid. Venezuela var i 1970’erne Latinamerikas rigeste land og tiltrak i 1980’erne og 1990’erne masser af investorer, der ønskede del i landets værdifulde undergrund. Fremtiden så lys ud.

I 1998 kom Hugo Chávez til magten og svor, at Venezuelas sorte guld skulle komme hele befolkningen til gavn, og ikke som tidligere blot forgylde samfundets øverste lag. I midten af 00’erne skød olieprisen i vejret og nåede 160 dollar for en tønde i sommeren 2008 – ti gange så meget, som da Chávez kom til magten.

Chávez spenderede enorme summer på at subsidiere madvarer og forbedre uddannelses- og sundhedssystemet, og fattigdommen blev reduceret betragteligt. Samtidig opkøbte og nationaliserede han en lang række selskaber i landet, finansieret af de tilsyneladende uudtømmelige oliereserver. Den offentlige gæld voksede, og investorerne begyndte så småt at trække sig ud af landet som resultat af de endeløse offentlige investeringer.

Da Chávez døde af kræft i 2013 efterlod han sig et land, hvis økonomi nærmest entydigt var bygget op omkring den høje oliepris. Råolie udgjorde 95 procent af landets eksport, da Chávez’ efterfølger, den tidligere buschauffør Nicolas Maduro, overtog styringen. Kort efter skete det, der ikke måtte ske: Olieprisen begyndte at styrtdykke.

Fra sommeren 2014 til begyndelsen af 2015 faldt prisen på en tønde råolie fra omkring 90 dollar til under det halve. Ude af stand til at betale for den fortsatte import af fødevarer og opretholdelsen af de eksisterende velfærdsprogrammer, begyndte Maduro at trykke flere penge. Inflationen voksede, og siden er det dag for dag blevet vanskeligere at opretholde en tilværelse for almindelige mennesker i Venezuela.

Dyster fremtid

Fremtidsudsigterne er langtfra opmuntrende. Selv om Venezuela fortsat besidder de største kendte oliereserver i verden, producerer landet i dag kun halvt så meget råolie, som da Chávez kom til magten. Det skyldes ikke mindst det statslige olieselskab PDVSA’s milliardgæld til udenlandske investorer, der som afdrag aftager i omegnen af en tredjedel af den producerede råolie ifølge den venezuelanske energiøkonom ved Rice University i Texas, Francisco Monaldi.

I en analyse fra marts kalder han situationen »den største økonomiske depression i kontinentets historie« og forudser, at den faldende produktivitet vil fortsætte, på trods af at olieprisen er på vej op.

I et desperat forsøg på at standse den galopperende inflation barsler landets nationalbank med at skære tre nuller af valutaen og omdøbe den til »suveræne bolivarer«. Erfaringerne med valutamanipulation er dog mildest talt tvivlsomme. Da Chávez gjorde brug af samme finte i 2008, kunne det ikke sætte en stopper for bolivarens styrtdykkende værdi.

Sammenholdt med de seneste års negative vækstrater og den demokratiske deroute i Maduros embedsperiode er der ikke meget, der peger på en fremtid i hjemlandet for de venezuelanere, der opholder sig i Cúcuta.

»Du ser venezuelanere på alle gadehjørner i dag,« siger Johan Castillo, der er journalist på et lokalt dagblad i byen.

»Situationen er kompliceret. Cúcuta har i forvejen landets højeste arbejdsløshed, og nogle mennesker er trætte af at se venezuelanere alle vegne. Men der er også mange, der rækker hånden ud. De forstår, at venezuelanerne ikke bare kan vende hjem,« siger Johan Castillo.

Den nu fuldendte afmontering af det venezuelanske demokrati er ikke alene præsident Maduros (billedet) værk, men bør også tilskrives hans forgænger, Hugo Chávez.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Per Torbensen
  • Steffen Gliese
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Olaf Tehrani
  • Poul Petersen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Torben K L Jensen
  • David Zennaro
  • Erik Karlsen
Per Torbensen, Steffen Gliese, Bjarne Bisgaard Jensen, Olaf Tehrani, Poul Petersen, Lise Lotte Rahbek, Torben K L Jensen, David Zennaro og Erik Karlsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Det er den private ejedomsrets forbandelse. I en sådan situation bør folk jo gå i gang med at arbejde på egen hånd med at dyrke fødevarer og udføre nødvendigt arbejde.

@Ib Christensen, i perioden fra 1970 og til Chávez kom til magten var Venezuela Sydamerikas rigeste land - og et kapitalistisk land. I 1998 omlagde Chácez landet til socialistisk politik med nationaliseringer osv. Det fremgår klart af artiklen, at siden da her den venezuelanske økonomi været inde i en dødsspiral.

Der har næppe varet nogen "kapitalistisk korruption" i den tid, landet var socialistisk - om ikke andet giver din påstand ingen logisk mening.

Det er lidt af nogle lorte grafer. De kunne godt have taget 1990'erne med.

Ingen tvivl om at Venezuela er i dyb økonomisk krise. Taler vi om Venezuela og kapitalisme. Må vi se på landet inden Hugo Chávez. Der var økonomien ikke så god. "By the mid-1990s, Venezuela under President Rafael Caldera saw annual inflation rates of 50–60% from 1993 to 1997 with an exceptional peak in 1996 at 100%. The number of people living in poverty rose from 36% in 1984 to 66% in 1995, with the country suffering a severe banking crisis (Venezuelan banking crisis of 1994). In 1998, the economic crisis had grown even worse. Per capita GDP was at the same level as 1963" Wiki.

"Some state that neoliberalism was the cause of Venezuelan economic difficulties" Samme sted.

Derfor revolutionen!

- og økonomien er så blevet væsentligt forringet i Chávez tid.

Det er gået fra ringe til katastrofalt - takket være Chávez' socialistiske eksperiment.

Jeg håber skam ikke at Venezuela var det rigeste land i Sydamerika før Chávez - for elendig neoliberal økonomisk politik havde barberet landets BNP-tal for 1998 (dvs. lige før revolutionen) ned til 1963-niveau!

@Jan Skovgaard Jensen, har du ikke læst artiklen i Information?

"Den venezuelanske befolknings voksende armod udstiller et af de største økonomiske paradokser i nyere tid. Venezuela var i 1970’erne Latinamerikas rigeste land og tiltrak i 1980’erne og 1990’erne masser af investorer, der ønskede del i landets værdifulde undergrund. Fremtiden så lys ud."

Men så kom Chávez til..

Jens Winther, nøjes du bare med at læse artiklen?

Man skal holde tungen lige i munden når journalister fortæller os om økonomi. Der findes tonsvis af enslydende grafer over Venezuelas BNP i perioden på nettet. Og det er et faktum, at hvis Beatles havde spillet concert i Caracas i 1963, og Paul McCartney var vendt tilbage i 1998 for at spille sin halvdårlige Flaming Pie live, så var han vendt tilbage til et fattigere Venezuela end det han mødte i 1963. I perioden 1963-1998 havde der været optur, men desværre altså mere tilbagegang. Så fremtiden så meget dyster ud op til revolutionen.