Læsetid: 8 min.

Zimbabwe er rigt på elbilens grundstof, og det kan blive en ny begyndelse for landet

Efter Mugabes fald har Zimbabwe afskaffet loven om, at 50 procent af alle virksomheder skal være lokalt ejet - og det har skabt håb om lov og orden. Målet er at indgyde udenlandske investorer tryghed til at vende tilbage til landet og lægge penge i blandt andet litium, som bruges til elbiler og andre store batterier. Zimbabwes undergrund rummer Afrikas største forekomster
Mineudvikler Lee John med prøver af det lithium-holdige spodulen-malm.

Mineudvikler Lee John med prøver af det lithium-holdige spodulen-malm.

Mark Andrews, Pay Dirt Magazine

9. maj 2018

HARARE: »Det er gode tider for minebranchen,« siger den zimbabwiske mineudvikler Lee John.

»Der er lys for enden af tunnelen.«

Lee John kender tunnelens mørke. I 2012 stjal et par banditter, med gode forbindelser til Robert Mugabes regering, hans guldmine nær byen Kwekwe. De jog ham og hans folk bort, satte væbnede vagter for porten og overtog hele operationen.

Minedrift har længe været Zimbabwes vigtigste økonomiske sektor og afgørende for indtjeningen af fremmed valuta. Nu skinner lyset ifølge Lee John på landets minebranche fra to kilder: En ny regering og litium - ét af verdens vigtigste metaller for den grønne omstilling.

Zimbabwe blev oprindeligt grundlagt som koloni på grund af britisk tørst efter mineraler, og lige siden har minedrift været en af landets vigtigste indtægtskilder. Lee John roser dets grundlæggende minelovgivning, der har sørget for, at udvindingen af især guld, krom, platin og nu litium ikke er domineret af globale giganter, men også af tusinder af små og mellemstore mineselskaber, mange af dem lokale. Det har sikret stor dynamik i branchen og en væsentlig ressource af veluddannede lokale.

Litium kan blive en vigtig løftestang for at trække Zimbabwe op af sit nuværende, økonomiske uføre. Bikita-minen i Zimbabwe har allerede fordoblet sin eksport af uforarbejdet malm. Tidligere på året fik John Lee mulighed for at stå i spidsen for og investere i driften af en ny zimbabwisk litiummine, Arcadia Mine i Goromonzi, bare 38 km øst for hovedstaden Harare. Her er han i fuld gang med at bygge et udvindingsanlæg, der fra slutningen af næste år kan levere batteriklart litiumkarbonat fra malmen.

Andre miner, der blev etableret i Mugabe-årene, men lå i mølpose, forventer at kunne levere i de følgende år. Hvis altså Zimbabwe virkelig er ved at blive frit og fair.

Telefoner, biler, batterier

Verdens letteste metal blev tidligere ikke regnet for noget særligt; en lille verdensproduktion holdt trit med efterspørgslen til glas-, smøremiddel- og aluminiumsproduktion.

Grundstoffet blev opdaget i et svensk laboratorium helt tilbage i år 1800, og det varede ikke længe, før videnskabsfolk beskrev litiumioners villige vandring mellem elektriske poler. Det gjorde stoffet egnet til batterier, men andre produkter, bl.a. bly og zink, var billigere.

Kombinationen af lav vægt og stor lagringsevne gjorde imidlertid litiumbatterier nødvendige, da mobiltelefonen fra 1980’erne blev forandret fra murstensstørrelse til lommeformat. 10 milliarder mobiltelefoner senere er smartphonen langtfra færdigudviklet; milliarder af nye modeller skal fortsat fremstilles.

Litium er næsten alle vegne - men flygtigt

  • Litium har nummer 3 i det periodiske system, og er dermed det letteste faste grundstof og metal på kloden. Det blev opdaget af en brasiliansk geolog i Sverige i 1800, men fordi det er ustabilt, findes det ikke i ren form, men optræder som salte eller mineraliseret i forskellige granitformer, bl.a. petalit og spodumen.
  • De største forekomster findes i verdenshavene, i vandig opløsning, men i så små koncentrationer, at det ikke er økonomisk rentabelt at udnytte. Hovedparten af udvindingen foregår i Australien, Chile og Argentina; i Latinamerika hovedsagelig fra over- eller underjordiske saltforekomster der gennemspules, hvorefter litiumsaltene udvindes ved fordampning. Det kræver enorme mængder vand og miljøomkostningerne er store.
  • Omkring halvdelen af litiumproduktionen bruges i batterier, lidt over en fjerdedel til keramik og glas. Litiumsalte anvendes også som lægemiddel, bl.a. til at håndtere periodiske stemningssvingninger ved bipolar lidelse (tidligere kaldet maniodepression).

Samtidig undergår bilindustrien en global omkalfatring; fremtidens bil er elektrisk. Kinas regering satser hårdt på, at landet skal dominere dette fremtidige marked. Sidste år producerede Kina mere end én million elbiler, og ifølge det britiske onlineerhvervsmagasin Verdict ventes produktionen i år at blive fordoblet til to millioner elbiler. Vestlige bilproducenter halser bagefter, mens politikere kappes om at fremme dommedag for diesel - de mangler blot at beslutte datoen.

Endelig vokser efterspørgslen og behovet for kæmpebatterier til lagring af vedvarende energi. Bilproducenten Tesla tændte i december verdens største batteri, der kan drive 30.000 boliger i Australien. Andre bil- og batteriproducenter er lige i hælene på dem.

Alle skal de bruge litium. Selv om adskillige kæmpeprojekter er undervejs, vil det vare mange år, før udbuddet kan følge med efterspørgslen. Udvinding og bearbejdning af nye reserver er en langsom proces, og ingen nye projekter har kunnet gennemføres på mindre end seks år, skriver fagtidsskriftet mining.com.

Knaphed

Knaphed på litium kan ende med at bestemme, hvor hurtigt elbiler vinder frem. Bilfirmaers behov for en sikker forsyning af batterier til deres produktionsudvidelse fik i januar Toyota til at købe en del af Orocobre, et australsk selskab med store litiumminer i Argentina. Tesla forhandlede samtidig medejerskab af Chiles største producent, SQM.

Verdensprisen er følgelig på himmelflugt. En af de store producenter, Bacanora Minerals’ direktør, Peter Secker, fortæller Verdict, at »prisen på de fleste mineraler stiger med 2-3 procenter om året, men gennem de seneste år er litium steget med 18 %«.

Det er en accelererende stigning: I 2017 voksede prisen på litium med 100 pct., ifølge Financial Times.

»Så du kan nok se...,« konkluderer Lee John sin fortælling om sin investering i Arcadia Mine i Zimbabwe tidligere på året. Her er australske Prospect Resources allerede i gang med at sprænge et stort hul i grundfjeldet for at nå litiumholdigt petalit- og spodumenmalm, bekvemt nær landevej og jernbane til havnebyen Beira ved det Indiske Ocean. Herfra går den direkte rute til havne i Kina.

Projektet blev indledt for to år siden, men selv om det sad på en formue, blev det kun udviklet langsomt på grund af manglen på kapital. Minedrift kræver store startinvesteringer, men udenlandske investorer frygtede de retsløse og erhvervsfjendtlige forhold under Mugabe.

Tag selv

Lee Johns historie illustrerer dette til fulde.

Tyveriet af hans guldmine skete efter Mugabe i 2010 indførte krav om, at sorte zimbabwere skulle eje mindst 50 pct. af alle virksomheder.

Mugabe fejede alle indvendinger af bordet om, at kravet ville medføre udtørring af udenlandske investeringer, fordi ingen investor ville afgive majoritet over sin eventuelle investering. Formålet med indigenisation-loven var angiveligt at rette op på de økonomiske skævheder, der fortsat skiller hvide og sorte, efter et hvidt styre fra 1898 til 1980 havde eksproprieret landets bedste jord, indført apartheid og reserveret statens midler til at styrke hvides økonomiske og sociale forhold.

Reelt var der snarere tale om, at Mugabe-styret efter årtiers økonomisk vanrøgt, og under voldsomt pres fra en populær opposition, politisk dels havde brug for et symbolsk signal om retfærdighed, dels ønskede at kunne plyndre landets sidste ressourcer for at belønne magtudøvere og mellemmænd for fortsat loyalitet i tråd med overfaldet ti år tidligere på landets hvidt ejede storfarme.

Også den politik havde formelt til formål at sprede ejerskab af en national ressource, men en del sorte zimbabwere med gode forbindelser til lokale stærke mænd som guvernører eller ministre, eller til hæren og politiet, udnyttede muligheden til at invadere og overtage hele farme til sig selv.

Efter iværksættelsen i 2010 af indigenisation-loven blev især Zimbabwes mange tusinde miner populære mål for tilsvarende ’tag selv-ligestilling’.

Politisk politi

Lee John anmeldte tyveriet, men politiet rørte ikke en finger.

»Sagen er politisk,« lød begrundelsen, og det blev den dermed. Han gik til domstolene for at få en stævning mod tyvene, men blev mødt af påstande om, at han hverken ejede minen eller udvindelsestilladelse. Da han fremlagde skøder og andre papirer, der dokumenterede hans ret til minen, kom der nye anklager.

»Sagen var typisk for Mugabe-tidens svindlere,« fortæller han.

»De ved godt, at de ikke har ret, men de kan købe eller især true domstolene til hele tiden at udsætte sagen eller at bringe nye anklager. Svindlerne håber på, at de kan true eller køre deres ofre trætte nok til at opgive deres krav.«

»Det mest enerverende var at skulle i retten igen og igen og igen og hele tiden forsvare sig mod nye anklager. Man har ikke fred et øjeblik – og det koster en arm at forsvare sig. De fleste ender med at opgive.«

Hans pas blev inddraget, han blev sigtet for terrorisme, og på et tidspunkt måtte han 16 dage i fængsel. Men Lee John gav ikke op. Sagen varede i fire et halvt år, før han var frikendt for samtlige anklager og fik sin mine tilbage. Da var den imidlertid tømt for alle værdier fra pumper til maskiner og biler – og lagre af udvundet malm, hvorfra det dyre metal kunne udvindes.

»Det er nytteløst at forsøge sig med en erstatningssag,« vurderer han.

Nye tider

Nu skinner lyset til gengæld fra to andre kilder: En ny regering – og litium.

Den tidligere vicepræsident, Emmerson Mnangagwa, der i november tog over fra Mugabe, har erklæret landet open for business og er ved at gå bagover af iver efter at overbevise udlandet om, at han repræsenterer nye tider.

Indigenisation-loven er skrottet og i stedet for at spænde ben for investorer forsøger myndigheder at servicere:

»Den ny mineminister, Winston Chitando, er tilgængelig,« siger John, der inden for den seneste måned har haft to møder med ham for at finde løsninger på problemer for den nye mine.

»Han er praktisk anlagt, kommer selv fra branchen, så han forstår, hvor vanskeligt det er. Siden han kom til, har ministeriet oprettet et hurtigtarbejdende hold af embedsfolk til hver konkret mineprojekt, så alt papirarbejdet kan afsluttes hurtigst muligt.«

Verdensproduktionen af litium fordelt på lande i 2017

  • Australien: 18.700
  • Chile: 14.100
  • Argentina: 5.500
  • Kina: 3.000
  • Zimbabwe: 1.000
  • Portugal: 400
  • Brasilien: 200
  • Hele verden: 43.000

Tallene er i ton. Kilde: US Geological Survey

Det australske litiummineselskab Prospect Resources, der ejer Arcadia-minen, var heldig: Netop som det havde afsluttet de geologiske undersøgelser og skulle i gang med at overbevise investorerne, hovedsageligt kinesiske, om mulighederne, faldt Mugabe. Undersøgelserne viste, at minen rummer de hidtil største lokaliserede forekomster af litiummalm i Afrika.

Zimbabwe har gennem flere år eksporteret litiummalm fra en nærliggende mine, Bikita, der var landets eneste leverandør. Selv om denne ene mine gjorde Zimbabwe til verdens femtestørste udvinder, led også den under manglen på kapital til udvidelse.

Alt dette er nu historie. Også Bikita er ved at udvide, og flere andre miner er under udvikling. Mineminister Chitando er enormt optimistisk. På et investormøde i februar udtalte han, at »Zimbabwe kan være klar til at levere ti pct. af verdens efterspørgsel om bare fire år og på længere sigt helt op til 20 pct.«

Legitimitet afgørende

Det var en optimistisk salgstale. Overalt på kloden investeres milliarder i øget litiumproduktion, især i Sydamerika, hvor den såkaldte ’litiumtrekant’ i Andesbjergene mellem Chile, Bolivia og Argentina menes at rumme verdens største tilgængelige reserver.

Zimbabwe kæmper imidlertid fortsat med et dårligt ry og efterdønninger af vanrøgt.

»Der er stadig en del korruption, også i mineministeriet,« siger Lee John.

»Vi håber og beder til, at Mnangagwa både vil og kan rydde op. Det er muligvis et tosset, optimistisk håb.«

Zimbabwe kæmper med en udlandsgæld større end hele dets nationalprodukt. Det har desperat brug for gældslettelse, adgang til udenlandsk kapital og nye, store eksportindtægter. På disse fronter gør landet næppe fremskridt, før det har en præsident med folkevalgt legitimitet.

Det første valg efter Mugabe skal afholdes til juli eller august i år. Om det bliver frit og fair er afgørende for, om lyset for enden af tunnelen er mere end et blålys.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

David Zennaro

Uden at ville forsvare Mugabes metoder som sådan, så har han haft ret i at ville tage værdierne fra de hvide kolonialister. Det er derfor ærgerligt, hvis den nye regering giver dem tilbage til dem. Men jeg kan da godt forstå, hvis de er begejstrede.

Og så er der ikke meget håb i dette for Zimbabwe som sådan, når man tænker på, hvordan det er gået i andre afrikanske lande med store mineforekomster.

Henrik L Nielsen, Niels-Holger Nielsen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar