Nyhed
Læsetid: 7 min.

Aldrig har Erdogan været så magtfuld, aldrig har han set så skrøbelig ud

Det er det sidste trin på stigen, der skal fuldende Erdogans drøm om enmandsstyre i Tyrkiet. Men selv om den magtfuldkomne præsident har domineret det politiske landskab siden årtusindskiftet, kan han stadig risikere at snuble frem til det tyrkiske valg 24.juni
Præsident Erdogan mødte sine tilhængere i en sportsarena i Ankara, men både han selv og opbakningen viser tegn på svaghed.

Præsident Erdogan mødte sine tilhængere i en sportsarena i Ankara, men både han selv og opbakningen viser tegn på svaghed.

Ritzau Scanpix

Udland
5. juni 2018

ANKARA – Alle vil have et glimt af Erdogan. Præsidenten ankommer fra sportsarenaens spillertunnel med førstedamen Emine gående ved sin side. Mænd, kvinder og unge strækker halsen over hinandens hoveder for at få et bedre udsyn fra tilskuerpladserne. Præsidentparret går gennem en korridor af bevæbnede elitesoldater fra præsidentpaladsets garde.

Helt øverst oppe på langsiden synger et par hundreder passionerede fodboldfans hyldestsange til Erdogan, som var han en fodboldgud. Førstedamen giver sig til at kaste blomster mod tilskuerne. Erdogan træder ind på selve banen med oprejst pande, og blikket rettet mod de øverste tribuner. Han strækker armene i vejret, og vinker med begge hænder. Men ryggen er krum, og han går med stiv gang og små skridt.  

»Gud, hvor ser han dog træt ud,« siger en kvindelig tilskuer med lavmælt stemme til sin mand, mens hun betragter præsidenten gå op ad trappen ved podiet, hvor han skal holde tale.

I aviser, magasiner, og officielle fotografier fremstår Recep Tayyip Erdogan altid som en imponerende figur i en overlegen positur med et iskoldt blik. Virkeligheden er en lidt anden ved det valgmøde, som Information besøger i Ankara Arena i den tyrkiske hovedstad, Ankara.

Den 64-årige statsleder er med sine 185 centimeter rigtignok en intimiderende skikkelse. Han er højere end alle sine livvagter, og går på banen med en særlig udstråling, der giver nogle af tilhængerne på tribunen et saligt smil på læben.

Men Erdogans kropsbevægelser er døsige, og han er blevet mere hjulbenet. Den tyrkiske præsident minder mere om en bedstefar, som helst vil bruge tid med sine børnebørn, end den autoritære statsleder han har ry for at være.

»Jeg synes nu, at han ser strålende ud,« svarer manden med lige så afdæmpet stemme.

Den 24. juni skal tyrkerne både vælge præsident og nyt parlament. Tilskuerparrets tvivl om, hvorvidt præsidenten ser træt eller strålende ud, er sigende for den politiske situation i Tyrkiet i øjeblikket.

Aldrig har præsident Erdogan været så magtfuld, som han blev med sidste års forfatningsændringer, der flyttede magt fra parlamentet til præsidenten, og som træder i kraft ved dette valg. Men rent politisk står han mere skrøbeligt end længe. Den tyrkiske præsident er favorit til at blive genvalgt, men meningsmålingerne viser ikke den samme opbakning som efter kupforsøget i 2016.

Inde på sportsarenaen vil ingen tale politik med udenlandske journalister, men uden for arenaen er tyrkerne lidt mere åbenhjertige.

»Han virker nervøs. Alle taler om det. At han udskriver valg 16 måneder inden den planlagte dato, skyldes en frygt for det ukendte i dette land,« siger Hakan Yildirim, medlem af det sekulære oppositionsparti CHP.

Udfordringerne vokser

På gaden frygter tyrkerne økonomisk krise. Selv på Erdogans hjemmebane i Istanbuls Kasimpasa-kvarter fortæller folk om, hvordan pengene i øjeblikket smuldrer mellem hænderne på dem.

»Jeg har to smukke piger derhjemme, som jeg ikke får set i øjeblikket, fordi jeg knokler dagen lang. Vi lider for tiden,« forklarer restaurantejer Mehmet Dinc, som dog understreger, at han stadig tror på Erdogan.

Både inflationen og arbejdsløsheden stiger. Budgetunderskuddet er vokset med 58 procent siden sidste år, og den tyrkiske lira har mistet 20 procent af sin værdi i år.

Erdogans tilhængere beskylder Israel, USA og Den Internationale Valutafond, IMF,  for at føre økonomisk krig mod Tyrkiet for at svække landet. En antagelse som også er udbredt blandt dele af oppositionens vælgere.

Men Tyrkiet-analytikere mener, at den økonomiske krise er selvforskyldt. Især den tyrkiske liras værditab skyldes præsident Erdogans egne udtalelser, mener de.

»Erdogans hyppige og ideologisk ladede erklæringer imod høje rentesatser samt hans seneste løfte om at intervenere mere direkte i den tyrkiske centralbanks politikker ses som hovedårsagen bag liraens fald,« skriver eksperterne Kemal Kirisci og Kutay Onatyli i deres seneste rapport for tænketanken Brookings Institution.

En anden årsag til Erdogans udskrivelse af lynvalg kan være AKP-partiets frygt for at miste stemmer ved lokalvalget i 2019. AKP har traditionelt haft svært ved at høste mange stemmer ved lokalvalgene.

»Et nederlag ved lokalvalgene kan underminere vælgernes tillid til partiet,« skriver senioranalytikerne Amanda Paul og Demir Seyrek i deres seneste artikel for tænketanken European Policy Centre.

Dele af oppositionen håber dog, at det handler om, at Erdogan generelt er ved at miste appel i Tyrkiet, og derfor er nødt til at konsolidere sin magt nu.

Mange har i hvert fald fået nok. Temel Karamollaoglu, den 77-årige leder af oppositionspartiet Saadet, tror, at især Erdogans autoritære metoder har gjort ham upopulær.

»Den svindende retssikkerhed bekymrer alle. Folk er bange for at sige deres mening offentligt,« siger Karamollaoglu til Reuters.

En samlet opposition

For første gang i årevis tror oppositionen, at den kan spolere festen for Erdogans Retfærdigheds- og Udviklingsparti (AKP). I storbyerne Ankara og Istanbul håber mange tyrkere, at AKP’s totale greb om magten er ved at løsnes.

»Hans popularitet er faldende tror jeg, og oppositionen er samlet denne gang. Forhåbentlig kan vi få en forandring,« siger Hakan Yildirim.

Tyrkisk politik er nu opdelt i to alliancer. På den ene side står Erdogans konservative AKP sammen med det stærkt højreorienterede Parti for National Handling (MHP).

På den anden side står Tyrkiets sekulære Republikanske Folkeparti CHP, Det Gode Parti der ledes af ’jernkvinden’ Meral Aksener, samt det mindre, islamistiske parti Saadet, der mener, at Erdogan er gået for vidt.

»Oppositionen har sagt, at de vil støtte hvem som helst mod Erdogan. Dette sammenhold er uden fortilfælde i tyrkisk historie,« skriver senioranalytikerne Amanda Paul og Demir Seyrek for European Policy Centre.

Selvom militæret, politiet, domstolene, og medierne er under præsidentens kontrol, er der stadig en lille sandsynlighed for, at en samlet opposition kan drille Erdogan.

Det tyrkiske valgsystem kræver, at en kandidat skal have mere end 50 procent af stemmerne i første valgrunde for at blive præsident. Erdogan kan måske høste stemmer nok, siger analytikere. Men det er meget sandsynligt, at præsidenten tvinges ud i en anden runde, og her kan alt ske.

»Jeg ved, at Erdogan vil gøre alt for at gennemføre sin sejr i første runde. Hvis vi kommer ud i en anden runde, ved han, at oppositionen vil mobilisere som aldrig før, hvilket han helst vil undgå,« siger en højtstående rådgiver for en af oppositionspartierne, som ønsker at være anonym, fordi han ikke er autoriseret til at tale med medier.

Flere meningsmålinger peger på, at AKP muligvis kan miste sit flertal i parlamentet. Selv hvis Erdogan snupper præsidentposten, kan hans parti AKP ende med at tabe parlamentet. Ved de seneste valgmøder har Erdogan opfordret sine vælgere til at stemme på hele partiet og ikke på ham personligt. Mange tolker det som endnu et tegn på nervøsitet fra præsidentens side.

»Selvom systemet giver præsidenten enorm magt, kan parlamentet blokere hans politik. Erdogan kan blive nødt til at skabe en ny dialog med oppositionen. Men han kunne også udskrive nyvalg. Der er mange usikkerheder og åbne spørgsmål,« skriver senioranalytikerne Amanda Paul og Demir Seyrek for European Policy Centre.

Kurderne kan blive kongemagere

Omfanget af valgfusk kan ende med at blive en af de afgørende faktorer. Valget finder sted i en undtagelsestilstand, som har stået på siden kupforsøget i 2016, og oppositionen frygter, at især de konfliktfyldte kurdiske områder i den sydøstlige del af landet kan blive scene for snyd.

»Det er meget sandsynligt, at valgfusk bliver aktuelt i nogle af de mere isolerede og bjergrige områder, hvor statens sikkerhedsapparat har overhånden. Men samtidig tror jeg ikke, at man kan fuske med mere end 2 til 3 procent i Tyrkiet,« siger den anonyme oppositionsrådgiver.

Lige så afgørende bliver opbakningen til det prokurdiske Folkenes Demokratiske Parti (HDP). HDP – hvis sekulære leder Salahettin Demirtas stiller op som præsident fra fængslet – er det eneste parti, som i øjeblikket ikke officielt indgår i nogen alliance.

Det store spørgsmål er, om det sekulære kurdiske parti kan regne med konservative kurderes stemmer. I årevis har konservative kurdere nemlig foretrukket præsident Erdogan, som de mener har forbedret levevilkårene i de kurdiske områder.

»Mange har forventet, at religiøse kurdere vil pege på HDP på grund af Erdogans seneste alliance med højrenationalisterne og invasionen af den kurdiske enklave Afrin i det nordlige Syrien, men meget tyder på, at Erdogan fortsat kan regne med kurdiske stemmer,« skriver den velinformerede skribent Amberin Zaman i al-Monitor.

I øjeblikket forsøger samtlige tyrkiske kandidater at høste kurdiske stemmer, men det bliver ikke nemt uden seriøse indrømmelser til kurderne. De fleste tyrkiske oppositionspartier har historisk set haft dårlige relationer til kurderne, mens Erdogan faktisk har været den mest imødekommende leder over for landets kurdiske minoritet.

I øjeblikket er det kun lederen af det sekulære Republikanske Folkeparti CHP, Muharrem Ince, der måske har en chance for at stjæle konservative kurdiske stemmer fra Erdogan. Ince er sekulær, har en konservativ baggrund, og en positiv historik med kurderne.

»Kurderne kan gå hen og blive kongemagere. Alle kæmper om deres krydser lige nu,« siger oppositionsrådgiveren.

Serie

Erdogans sidste stik

Præsident Erdogan er kun ét valg fra at legalisere sit forfatningsstridige enmandsstyre af den tyrkiske republik. Med præsident- og parlamentsvalget den 24. juni træder Tyrkiets nye forfatning i kraft, hvor premierministerposten nedlægges og præsidenten overtager beføjelser til at udpege ministre, forfatningsdommere, topembedsmænd og universitetsrektorer, mens militæret sættes under styrket civil kontrol. Vi følger sidste led i Erdogans kamp for at konsolidere sin magt.

Seneste artikler

  • Danmark og Europa er blevet Erdogans fremskudte kampplads

    28. juni 2018
    Den tyrkiske præsident Erdogan er populær langt ud over landets grænser. I Danmark har over halvdelen af tyrkerne stemt på ham. Præsidenten har gjort meget for at få og fastholde støtter gennem de seneste år. Det har han bl.a. gjort gennem direktoratet for religiøse anliggender, Diyanet, som de danske moskeer hører under, og som har en forbindelse til en organisation i Danmark
  • Nu gælder det for Erdoğans modstandere om at komme væk

    26. juni 2018
    Erdoğans tilhængere jubler over endnu en sejr. Hans modstandere har mistet det sidste håb om, at det nogensinde bliver bedre. Selv hvis Erdoğan skulle falde død om, har det store flertal vist sig alt for villige til at undertrykke anderledes tænkende. »Det er ikke de vilkår, vores børn skal vokse op under,« siger en fyret lektor
  • Erdogans nemesis lurer i Tyrkiets mest beskidte valgkamp

    23. juni 2018
    Erdogan er rimelig sikker på genvalg, men hans flertal er i risiko, og hans politiske projekt har delt nationen i en uforsonlighed hinsides politisk debat, og hvor uenighed med Erdogan udlægges som sympati med terror
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her