Læsetid: 8 min.

Analyse: EU satser på mere budgetdisciplin, og sender bankunionen til tælling

Midt i Merkels nylige afvisning af Macrons visioner for øget samarbejde i eurozonen gav hun som et lille lys i mørket sin fortsatte støtte til at udbygge bankunionen. Lige nu er bankunionen en ufuldstændig konstruktion, hvor mindst et par af de bærende søjler hænger i luften eller helt mangler. Men meget tyder på, at Merkel har noget ganske andet i tankerne end Macron om, hvordan den skal bygges færdig
Søndag skød den tyske kansler Angela Merkel den franske præsident Emmanuel Macrons reformvision ned. Dog gav hun udtryk for en fortsat støtte til bankunionen. Men meget tyder på, at de ikke har helt det samme i tankerne, når de taler om denne

Søndag skød den tyske kansler Angela Merkel den franske præsident Emmanuel Macrons reformvision ned. Dog gav hun udtryk for en fortsat støtte til bankunionen. Men meget tyder på, at de ikke har helt det samme i tankerne, når de taler om denne

Ritzau Scanpix

6. juni 2018

Det er kun et par uger siden, at Emmanuel Macron udbad sig svar fra Tyskland på de reformvisioner, den franske præsident har brugt en stor del af sit første år i embedet på at slå til lyd for:

»Ikke siden Anden Verdenskrig har der været et øjeblik med så stor historisk betydning,« sagde Macron under EU-ledernes seneste møde i Bulgarien. Det europæiske projekt afhænger af Europas handlekraft i en situation præget af konflikter med vores »traditionelle allierede«, en global orden under opbrud, og udfordringer med vores egen »interne solidaritet« i EU. Tiden er inde til at træffe beslutninger, understregede han.

Frustrationen over Merkels langmodige reaktion på spørgsmålet om reformer af EU lod sig ikke skjule.

Søndag kom så Merkels svar. I et stort interview i Frankfurter Allgemeine skød Merkel Macrons idéer ned.

Der bliver ingen eurozone finansminister; der bliver ikke taget skridt i retning af fælleseuropæisk finanspolitik; og vi kan godt give den Europæiske Stabilitetsmekanisme (ESM) et nyt navn og kalde den for Den Europæiske Monetære Fond (EMF), men den forbliver mellemstatslig og dermed ikke overnational, sådan som de integrationsivrige ønsker.

Så stort og rungende er Merkels nej, at Macron formentlig ville ønske, at han aldrig havde forsøgt sig med sin integrationsdagsorden, kommenterede Bruxelles-mediet Politico.

Iblandt Merkels afvisninger var der dog plads til en fortsat støtte til bankunionen. Netop dét kunne være et lille lys i mørket for Macron. I alt fald er det nok til, at spændingen er bevaret forud for EU-topmødet i slutningen af juni. Måske lykkes det faktisk at lande en aftale om bankunionen, trods store forudgående uenigheder?

Det ville være et tyndt grundlag for fornyet optimisme, for meget tyder på, at Merkel har noget ganske andet i tankerne end Macron, når hun taler om bankunion.

To centrale begreber

Den Europæiske Stabilitetsmekanisme (ESM) er det formelle navn for eurolandenes krisefond, der har finansieret de hjælpepakker, der er blevet lavet for kriseramte økonomier som den græske og den irske i løbet af de sidste otte år.

Den Økonomiske og Monetære Union (ØMU) er den union, der ligger til grund for euroen.

Krisespiralen

Bankunionen kom på EU’s politiske dagsorden i juni 2012. I årene, der gik forud, var den europæiske bankkrise blevet til en europæisk statsgældskrise – som især havde ramt Irland, Portugal, Grækenland og Spanien hårdt.

Den urovækkende kombination af, at en svag banksektor kunne give en stat store gældsproblemer, og at en stat med store gældsproblemer kunne svække dens banksektor, gav anledning til den nye Bruxelles-fagterm doom loop, krisespiral.

Et centralt aspekt ved krisespiraler er, at forventninger om snarlige gældsproblemer kan blive helt eller delvist selvopfyldende og selvforstærkende, således at krisen spreder sig til stadigt flere lande.

Da den europæiske statsgældskrise nåede Italien – eurozonens tredjestørste økonomi – blev det hurtigt til et spørgsmål om euroens overlevelse. Få var i tvivl om, at hvis Italiens låneomkostninger forblev høje eller steg yderligere, ville det true Italiens medlemskab af euroen – og resultatet kunne blive en disintegration, der trak andre lande, måske endda Frankrig, med i faldet.

Den Europæiske Centralbank (ECB) kom til undsætning, og markederne for statsobligationer stabiliseredes. Det var bestemt ikke uden sværdslag, at ECB påtog sig rollen som eurozonens brand- og redningsdivision. Især i Tyskland var opstandelsen stor.

Det var magtpåliggende for tyskerne og deres ligesindede i eurozonen, at der blev tale om et undtagelsesvist indgreb; fremover måtte andre mekanismer sikre EU imod en gentagelse.

Bankunionen blev det EU-initiativ, der skulle kortslutte fremtidige krisespiraler og dermed sikre, at EU ikke igen kom i en situation, hvor nogle forholdsvis afgrænsede gældsproblemer kunne true hele eurosamarbejdet.

Tanken var at lave et fælleseuropæisk sikkerhedsnet for bankvirksomheder. Når en bank kom i problemer, skulle regningen ikke betales af den enkelte stat alene, men derimod af bankunionens medlemslande i fællesskab. Den indskudsgaranti, vi nyder som privatkunder i banken, skulle være fælleseuropæisk, og på samme måde skulle eventuelle hjælpepakker til bankerne ikke hvile på det enkelte lands smalle skuldre.

Dermed ville den selvforstærkende spiraleffekt kunne brydes. Hvis eurozonelandene står på mål for bankerne – en for alle, alle for en – så vil der ikke være noget spillerum for selvopfyldende kriseforventninger på de finansielle markeder; og eurozonen vil alene derved være blevet langt sikrere finansielt set.

Bankunionens mange betydninger

Bankunionens to centrale søjler har med netop disse to aspekter at gøre: fælles håndtering af nødlidende banker og fælles indskudsforsikring for bankkunder.

Første del af unionen blev en realitet, da EU-landene i 2014 vedtog direktivet om genopretning og afvikling af finansielle institutioner. Det er planen, at de nationale afviklingsfonde, der er knyttet til direktivet, i 2024 kan erstattes af en egentlig fælleseuropæisk afviklingsfond (baseret på bankernes egne indbetalinger til de nationale fonde i den mellemliggende periode).

Der er desværre ikke mange uden for det politiske establishment i Bruxelles, der forestiller sig, at fondens tilstræbte størrelse på én procent af banksektorens samlede indskud vil være tilstrækkelig til at håndtere en situation, hvor en af de store europæiske banker kom i problemer. Men der er dog (på sigt) tale om en egentlig europæisk konstruktion.

Den fælleseuropæiske indskudsgaranti – som skulle sikre alle private indskud op til 100.000 euro – er man derimod ikke rigtig kommet længere med, siden Kommissionen kom med sit første udspil i 2015.

En central del af forklaringen er, at det politisk er betydeligt sværere at finde enighed på tværs af grænser, når skatteydernes penge er på spil. Det er formentlig også grunden til, at den mest udviklede dimension af bankunionen er det fælleseuropæiske banktilsyn.

Det er begrænset, hvad det koster at holde øje – og det er et politisk budskab, det er relativt nemt at sælge, at store europæiske banker, der opererer transnationalt, bør overvåges af overnationale europæiske institutioner, der har ressourcerne og kompetencerne til det.

De fleste er klar over, at bankunionen er en ufuldstændig konstruktion, hvor mindst et par af de bærende søjler hænger i luften, eller helt mangler. Det skorter således heller ikke på anråb til fuldbyrdelse af projektet, hverken fra politikere eller analytikere.

For blot et par uger siden stillede økonomerne Isabel Schnabel og Nicolas Véron et penibelt spørgsmål: Hvad skal der egentlig til for at fuldbyrde bankunionen? Schnabel og Véron lægger ud med at konstatere, at svaret afhænger af, hvad man mener med ’bankunion’.

Er det et fuldt realiseret indre marked for bankvirksomhed, man har i tankerne, hvor banker og deres kunder orienterer sig europæisk snarere end nationalt, og som er overnationalt reguleret?

Eller er det snarere en primært politisk konstruktion, hvor der er fælleseuropæisk indskudsgaranti og afviklingsmekanismer, sådan at krisespiraler ikke underminerer det europæiske projekt?

En egentlig bankunion – forstået som et indre marked for bankvirksomhed – har meget lange udsigter, konstaterer de to økonomer. Men selv den mere snævre bankunion, hvor fokus alene er på at blokere for fremtidige krisespiraler, synes ikke længere at være på tegnebrættet, ifølge Schnabel og Véron.

De reformer, politikerne har i tankerne, når de taler om fuldbyrdelse af bankunionen, er noget langt mere beskedent end det, der som minimum er påkrævet for at blokere for, at krisespiraler fremover underminerer eurosamarbejdet.

Ingen fælles risikodeling

For mindre end to uger siden annoncerede EU-Kommissionen, at Det Europæiske Råd var nået til enighed om den bankpakke, som netop har været omdrejningspunktet for den politiske indsats i forhold til nedbringelse af risici i medlemslandenes banksektorer.

EU-kommissær for finansiel stabilitet Valdis Dombrovskis udtrykte sin begejstring for, at flere års ihærdigt arbejde havde båret frugt, og udtrykte håb om hurtig ekspedition i Europaparlamentet, sådan at fundamentet for det videre arbejde med bankunionen er på plads.

Det er imidlertid nemt at oversælge bankpakkens betydning.

Langt størstedelen består i europæisk implementering af de reformer af internationale standarder for finansiel regulering, som den såkaldte Basel-komité nåede til enighed om i kølvandet på den finansielle krise for snart ti år siden.

Og vel at mærke var de to helt centrale aspekter af de risikoreduktioner, som de nordlige medlemslande især holder øje med, ikke en del af pakken. Der er tilsyneladende hverken enighed om reduktion af dårlige lån eller et loft over, hvor mange af værtslandets statsobligationer en bank må ligge inde med.

Schnabel og Véron er da heller ikke i tvivl. Isoleret set er det udmærket, at bankpakken er i hus, men hverken den eller de andre tiltag, der er i spil, vil være tilstrækkeligt til at fuldende bankunionen.

Og mere budgetdisciplin

I Kommissionens seneste køreplan for ØMU-reformerne, var der nærmest ingenting om fuldendelsen af bankunionen. Dermed synes egentlige, omfattende reformer af Den Økonomiske og Monetære Union aflyst. Det eneste nævneværdige forslag fra EU-Kommissionens køreplan fra december var at indarbejde den europæiske stabilitetsmekanisme (ESM) i traktaten og i den forbindelse give den nyt navn; Den Europæiske Monetære Fond (EMF).

Tanken er at give en europæisk monetær fond en vigtig rolle som finanspolitisk bagstopper, koblet til bankunionens fælleseuropæiske afviklingsfond.

Det kan samtidig forventes, at tildeling af midler fra fonden vil blive forbundet med strenge krav til reformer. På den måde bliver det den finanspolitiske disciplinering, der kommer i centrum for ØMU-reformerne, mens den oprindelige tanke med bankunionen er reduceret til en skygge af sig selv.

Centralt i diskussionen om ØMU-reformerne var, at de sydeuropæiske lande skulle nå langt nok med at håndtere risiciene fra deres svage banker og store statsgæld, til at man kunne gå i gang med at øge risikodelingen på tværs af hele eurozonen.

Men i stedet er der med EMF nu lagt op til ny forankring af det opsyn med alle EU-landenes økonomier, som de nordeuropæiske lande vægter så højt.

Lidt skarpt formuleret kan man sige, at bankunionen herefter ikke længere refererer til en fælleseuropæisk håndtering af de risici, der er forbundet med frie kapitalbevægelser i en monetær union uden fælles finanspolitik, men slet og ret til, at hvis stater ikke overholder EU‘s budgetregler, så må de i bogstavelig forstand bankes på plads.

ØMU-reformernes endeligt?

To lande står lige nu centralt i den offentlige debat om vejen frem for euro-samarbejdet – Tyskland og Italien – og de synes ikke på vej mod et kompromis.

Tidligere på ugen vakte en forsideillustration i Der Spiegel opsigt: en tegning af en gaffel med spaghetti, der former en selvmordsløkke:

»Farvel min elskede!« lyder forsideteksten, »Italien ødelægger sig selv – og knuser Europa«.

Magasinets leder er om muligt endnu mere barsk i tonen. Under overskriften »Nasserne fra Rom«, skriver Jan Fleischhauer med foragt om et land, der lever det søde liv på andres bekostning. Tiggere er i det mindste taknemmelige, modsat italienere, bemærker Fleischhauer.

Macron sagde i sin tale i maj, at denne sommer ville blive »sandhedens time« for det europæiske projekt. Sommeren er kommet tidligt i år, og svaret på sandhedens time synes allerede at være negativt.

Serie

Hvad blev der af det europæiske forår?

De europæiske armbevægelser var store sidste forår, da Macron var blevet valgt som fransk præsident, og da den umiddelbare fare fra højepopulisterne var blevet afværget. Blot to uger efter Macrons tiltrædelse lancerede EU-Kommissionen sine visioner for fortsat europæisk integration og udbygning af Den Økonomiske og Monetære Union, der udgør fundamentet for euroen.

Ét år senere kan man med rette spørge, om noget af det har nogen som helst gang på jord.

Lektor i politisk økonomi Jakob Vestergaard klæder os på til at forstå de tunge forhandlinger om bankunionen, kapitalmarkedsunionen og fælleseuropæiske gældspapirer frem til EU-topmødet den 28.-29. juni, hvor ØMU-ambitionerne skal stå deres prøve.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Torben K L Jensen
Eva Schwanenflügel og Torben K L Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben K L Jensen

Det ser ud til at Tyskland hellere vi opgive euro´en end sparekursen.

Eva Schwanenflügel, Torben Skov og Torben Lindegaard anbefalede denne kommentar
Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til: "Centralt i diskussionen om ØMU-reformerne var, at de sydeuropæiske lande skulle nå langt nok med at håndtere risiciene fra deres svage banker og store statsgæld, til at man kunne gå i gang med at øge risikodelingen på tværs af hele eurozonen".

Det er fint nok, at Information, langt om længe, forsøger sig med en analyse vedrørende bankunionen, men desværre efterlader den på en række punkter flere spørgsmål, end den besvarer.

Et af disse spørgsmål er, hvorfor Italien, som det eneste af de sydeuropæiske EU - lande med problemer inden for den finansielle sektor og med statsgæld, har gjort meget lidt i retning af at "håndtere risiciene", eller mere generelt sagt har gjort meget lidt på områderne "styr på deres banksektor, "styr på offentlige finanser", "strukturelle reformer og ansvarlig finanspolitik" og "risikoreduktion i hvert enkelt medlemsland", for at citere fra en tidligere artikel? Her tænker jeg primært på de sidste 5 - 10 år, men også længere tilbage mod årtusindskiftet.
https://www.information.dk/udland/2018/05/italiens-krise-udstiller-akutt...

Skyldes det manglende vilje eller manglende evne, eller hvordan er kombinationen mellem de to elementer? Min egen fornemmelse er her lidt som med spørgsmålet om: Hvad kom først, hønen eller ægget?

Ligger det alene i manglende politisk vilje eller evne, eller skal årsagen snarere findes i modvilje og manglende vilje til samarbejde i landets finansielle kredse og erhvervsliv i øvrigt? Skyldes det en generelt populistisk politisk kultur i landet, at ingen partier for alvor har forsøgt at løse nogle af landets mange problemer?

Med statsgælden, som også er vokset gennem de sidste 10 år, kan man vel sige, at der er blevet ført en form for ekspansiv finanspolitik, uden at det har hjulpet særligt på konkurrenceevnen, ungdomsarbejdsløsheden eller de mange andre problemer?

Bjarne Toft Sørensen

Når en artikel mangler svar på relevante spørgsmål, som nævnt i min kommentar ovenfor, kan man prøve at finde svar i artikler i Informations arkiv. Her er tre artikler, til dem der måtte være interesseret,som til dels giver svar på de spørgsmål, som jeg rejser:
https://www.information.dk/udland/2016/01/italien-yder-eu
https://www.information.dk/udland/2016/07/lappeloesning-paa-italiensk-ba...
https://www.information.dk/udland/2016/07/italiens-bankkrise-udfordrer-e...

Torben K L Jensen

Når italienerne sig at det er euro´ens skyld har de faktisk tildels ret - Feks. Japan har haft en statsgæld på omkring 250 % af deres BNP meget længe og en høj rating AA+ (Standard & Poors) fordi de låner pengene af Japans borgere der så har en formue der er mindst 4 gange så stor som deres gæld. Noget af det samme gør sig gældende for Italien hvor italienerne har en formue der 3 gange deres gæld. Før euroen kunne de devaluere og sælge statsobligationer til en lav rente på grund af den store private formue. Det kan de jo ikke mere med euro og den rigide finanspagt gør at de ikke kan investere sig ud af krisen for at få ram på arbejdsløsheden på god gammeldags keynesiansk vis. Det er ikke uden grund at finanspagten kaldes selvmordspagten og den eneste løsning er : Drop sparepolitikken inden EU krakelerer og smuldrer til flygtigt sand på den italienske flygtninge-kyst.

Bjarne Toft Sørensen

Torben K L Jensen: Det er rigtigt, at der er nogle ligheder på de nævnte punkter mellem Japans og Italiens økonomi, men når der er større tillid til Japans kreditværdighed, må det jo skyldes nogle forhold, du ikke har med i dine overvejelser? Det kan i hvert fald ikke sådan bare skyldes Euroen.

En devaluering kunne have givet nogle umiddelbare fordele i forhold til forøgelse af eksporten og nedbringelse af arbejdsløsheden, men de kunne næppe fastholdes, da devaluering også skaber inflation på grund af fordyrelse af råvarer (bl.a. til industrien) og import til forbrug, og hvad med gælden til udlandet (bl.a. statens), der ville være blevet større, og forringelsen af italienske borgeres opsparinger i forhold til fremmed valuta.

Problemerne i banksektoren og de manglende strukturreformer i øvrigt, tilpasset en global økonomi, forsvinder jo ikke sådan bare ved en devaluering, ligesom den store italienske statsgæld ikke sådan lige kan afvikles ved en devaluering. Hvad med erfaringerne med og tilliden til, at Italiens politikere kan fastholde en stabil økonomisk udvikling?