Læsetid: 8 min.

Analyse: EU satser på mere budgetdisciplin, og sender bankunionen til tælling

Midt i Merkels nylige afvisning af Macrons visioner for øget samarbejde i eurozonen gav hun som et lille lys i mørket sin fortsatte støtte til at udbygge bankunionen. Lige nu er bankunionen en ufuldstændig konstruktion, hvor mindst et par af de bærende søjler hænger i luften eller helt mangler. Men meget tyder på, at Merkel har noget ganske andet i tankerne end Macron om, hvordan den skal bygges færdig
Søndag skød den tyske kansler Angela Merkel den franske præsident Emmanuel Macrons reformvision ned. Dog gav hun udtryk for en fortsat støtte til bankunionen. Men meget tyder på, at de ikke har helt det samme i tankerne, når de taler om denne

Søndag skød den tyske kansler Angela Merkel den franske præsident Emmanuel Macrons reformvision ned. Dog gav hun udtryk for en fortsat støtte til bankunionen. Men meget tyder på, at de ikke har helt det samme i tankerne, når de taler om denne

Ritzau Scanpix

6. juni 2018

Det er kun et par uger siden, at Emmanuel Macron udbad sig svar fra Tyskland på de reformvisioner, den franske præsident har brugt en stor del af sit første år i embedet på at slå til lyd for:

»Ikke siden Anden Verdenskrig har der været et øjeblik med så stor historisk betydning,« sagde Macron under EU-ledernes seneste møde i Bulgarien. Det europæiske projekt afhænger af Europas handlekraft i en situation præget af konflikter med vores »traditionelle allierede«, en global orden under opbrud, og udfordringer med vores egen »interne solidaritet« i EU. Tiden er inde til at træffe beslutninger, understregede han.

Frustrationen over Merkels langmodige reaktion på spørgsmålet om reformer af EU lod sig ikke skjule.

Søndag kom så Merkels svar. I et stort interview i Frankfurter Allgemeine skød Merkel Macrons idéer ned.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Torben K L Jensen
Eva Schwanenflügel og Torben K L Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben K L Jensen

Det ser ud til at Tyskland hellere vi opgive euro´en end sparekursen.

Eva Schwanenflügel, Torben Skov og Torben Lindegaard anbefalede denne kommentar
Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til: "Centralt i diskussionen om ØMU-reformerne var, at de sydeuropæiske lande skulle nå langt nok med at håndtere risiciene fra deres svage banker og store statsgæld, til at man kunne gå i gang med at øge risikodelingen på tværs af hele eurozonen".

Det er fint nok, at Information, langt om længe, forsøger sig med en analyse vedrørende bankunionen, men desværre efterlader den på en række punkter flere spørgsmål, end den besvarer.

Et af disse spørgsmål er, hvorfor Italien, som det eneste af de sydeuropæiske EU - lande med problemer inden for den finansielle sektor og med statsgæld, har gjort meget lidt i retning af at "håndtere risiciene", eller mere generelt sagt har gjort meget lidt på områderne "styr på deres banksektor, "styr på offentlige finanser", "strukturelle reformer og ansvarlig finanspolitik" og "risikoreduktion i hvert enkelt medlemsland", for at citere fra en tidligere artikel? Her tænker jeg primært på de sidste 5 - 10 år, men også længere tilbage mod årtusindskiftet.
https://www.information.dk/udland/2018/05/italiens-krise-udstiller-akutt...

Skyldes det manglende vilje eller manglende evne, eller hvordan er kombinationen mellem de to elementer? Min egen fornemmelse er her lidt som med spørgsmålet om: Hvad kom først, hønen eller ægget?

Ligger det alene i manglende politisk vilje eller evne, eller skal årsagen snarere findes i modvilje og manglende vilje til samarbejde i landets finansielle kredse og erhvervsliv i øvrigt? Skyldes det en generelt populistisk politisk kultur i landet, at ingen partier for alvor har forsøgt at løse nogle af landets mange problemer?

Med statsgælden, som også er vokset gennem de sidste 10 år, kan man vel sige, at der er blevet ført en form for ekspansiv finanspolitik, uden at det har hjulpet særligt på konkurrenceevnen, ungdomsarbejdsløsheden eller de mange andre problemer?

Bjarne Toft Sørensen

Når en artikel mangler svar på relevante spørgsmål, som nævnt i min kommentar ovenfor, kan man prøve at finde svar i artikler i Informations arkiv. Her er tre artikler, til dem der måtte være interesseret,som til dels giver svar på de spørgsmål, som jeg rejser:
https://www.information.dk/udland/2016/01/italien-yder-eu
https://www.information.dk/udland/2016/07/lappeloesning-paa-italiensk-ba...
https://www.information.dk/udland/2016/07/italiens-bankkrise-udfordrer-e...

Torben K L Jensen

Når italienerne sig at det er euro´ens skyld har de faktisk tildels ret - Feks. Japan har haft en statsgæld på omkring 250 % af deres BNP meget længe og en høj rating AA+ (Standard & Poors) fordi de låner pengene af Japans borgere der så har en formue der er mindst 4 gange så stor som deres gæld. Noget af det samme gør sig gældende for Italien hvor italienerne har en formue der 3 gange deres gæld. Før euroen kunne de devaluere og sælge statsobligationer til en lav rente på grund af den store private formue. Det kan de jo ikke mere med euro og den rigide finanspagt gør at de ikke kan investere sig ud af krisen for at få ram på arbejdsløsheden på god gammeldags keynesiansk vis. Det er ikke uden grund at finanspagten kaldes selvmordspagten og den eneste løsning er : Drop sparepolitikken inden EU krakelerer og smuldrer til flygtigt sand på den italienske flygtninge-kyst.

Bjarne Toft Sørensen

Torben K L Jensen: Det er rigtigt, at der er nogle ligheder på de nævnte punkter mellem Japans og Italiens økonomi, men når der er større tillid til Japans kreditværdighed, må det jo skyldes nogle forhold, du ikke har med i dine overvejelser? Det kan i hvert fald ikke sådan bare skyldes Euroen.

En devaluering kunne have givet nogle umiddelbare fordele i forhold til forøgelse af eksporten og nedbringelse af arbejdsløsheden, men de kunne næppe fastholdes, da devaluering også skaber inflation på grund af fordyrelse af råvarer (bl.a. til industrien) og import til forbrug, og hvad med gælden til udlandet (bl.a. statens), der ville være blevet større, og forringelsen af italienske borgeres opsparinger i forhold til fremmed valuta.

Problemerne i banksektoren og de manglende strukturreformer i øvrigt, tilpasset en global økonomi, forsvinder jo ikke sådan bare ved en devaluering, ligesom den store italienske statsgæld ikke sådan lige kan afvikles ved en devaluering. Hvad med erfaringerne med og tilliden til, at Italiens politikere kan fastholde en stabil økonomisk udvikling?