Læsetid: 6 min.

Andrés Manuel López Obrador: Er Mexicos (måske) kommende præsident gal populist eller genial reformist?

Venstrefløjens evige udfordrer, Andrés Manuel López Obrador, kan næsten ikke undgå at blive Mexicos kommende præsident. Det skaber både nervøsitet og begejstring
Målt på politiske meritter er venstrefløjskandidaten Andrés Manuel López Obrador både effektiv og pragmatisk.

Målt på politiske meritter er venstrefløjskandidaten Andrés Manuel López Obrador både effektiv og pragmatisk.

Alfredo Estrella

29. juni 2018

Politiske modstandere sammenligner ham med Venezuelas afdøde caudillo Hugo Chávez eller Nicaraguas skyggediktator Daniel Ortega og beskylder ham for at ville kuppe staten med populistiske budskaber.

Tilhængerne hylder ham som en politisk rockstjerne, der for alvor kan gøre op med den galoperende korruption og skabe social retfærdighed.

Når mexicanerne søndag vælger ny præsident for de kommende seks år, er resultatet næsten givet på forhånd. Ifølge de fleste meningsmålinger fører venstrefløjens kandidat, Andrés Manuel López Obrador – eller AMLO, som han populært kaldes – massivt med mere end 20 procentpoint ned til nærmeste efterfølger. Et billede, der har stået stabilt igennem de seneste måneders valgkamp.

Det er tredje gang, 64-årige Obrador forsøger at overbevise de mexicanske vælgere om, at han er et bedre alternativ end de sidste 18 års skiftende centrum-højre-regeringer, der trods stabil vækst omkring to procent årligt ikke er lykkedes med at skabe mere lighed og mindre fattigdom. Knap halvdelen af den mexicanske befolkning lever fortsat under landets fattigdomsgrænse.

Dét lover Andrés Manuel López Obrador at ændre på. Han vil skrue op for de sociale ydelser til de fattige og ned for især den politiske klasses privilegier. Han vil bekæmpe korruption – og bruge pengene på sociale programmer – og så vil Obrador »tage staten tilbage« fra den magtelite, som han mener, har domineret og defineret mexicansk politik igennem hele landets demokratiske historie.

»Staten er blevet kidnappet af en minoritet«, og »det er den afgørende årsag til den nationale elendighed«, skriver Obrador i sit politiske program og fortsætter:

»Det første, vi må gøre, er på demokratisk vis at generobre staten og gøre den til katalysator for landets politiske, økonomiske og sociale udvikling.«

Det skaber nervøsitet både i og udenfor Mexico.

»AMLO, Mexicos svar på Donald Trump – hvor bange skal verden være for Mexicos formentlig næste præsident?« lyder en overskrift i The Economist, der konkluderer, at nok er der grund til at frygte omfanget af Obradors radikale politik, men alligevel må tvivlen foreløbig komme ham til gode.

Borgmester af Mexico

Målt på hans foreløbige politiske meritter er der dog ingen grund til bekymring. Obrador har vist sig som en både effektiv og pragmatisk politiker.

I 1989 var han medstifter af venstrefløjspartiet PRD, som han senere var formand for i fire år, og fra år 2000 til år 2005 var Obrador borgmester i hovedstaden, Mexico City, med 25 millioner indbyggere, hvor han blev anerkendt som både hårdtarbejdende, ærlig og åben: Alle arbejdsdage begyndte med pressemøde på rådhuset klokken 06.

Som Mexico Citys borgmester slog han ned på korruption og lykkes med at gøre byen mere sikker. Fra 2001 til 2005 faldt antallet af mord pr. 100.000 indbyggere fra 9,01 til 7,77, og antallet af kidnapninger faldt fra 1,65 til 1,15.

Obrador modbeviste også dem, der dengang forudsagde, at hans socialpolitik og vilde finansielle styring både ville skræmme investorer væk og efterlade Mexico City i økonomisk ruin. Det skete ikke. Under hans administration oplevede Mexico City højere økonomisk vækst end i resten af landet, og investorerne holdt sig ikke tilbage. Tværtimod.

Mexicos – og i perioder også verdens – rigeste person, Carlos Slim, investerede under Obradors borgmesterperiode massivt i sikkerhed og i restaurationen af store dele af Mexico Citys historiske bydele – og han har trods »deres forskelligheder« altid talt godt om Andrés Manuel López Obrador.

Væk med privilegier

Der er faktisk heller ikke noget ekstremt eller radikalt over det politiske program, som Obrador forsøger at blive valgt på.

Tværtimod bevæger han sig i forhold til tidligere politiske kampagner i en retning tættere på den politiske midte og længere væk fra holdninger og retorik, der kan tolkes som radikale. Under Obrador vil en kommende regering gå hårdt ind i kampen imod korruption, lovløshed, nepotisme og ulighed, understreger han.

»Vi er ikke imod dem, der på forsvarlig vis investerer, genererer arbejdskraft, tjener ærlige penge og bidrager til Mexicos udvikling,« skriver Obrador i sit politiske program, der springer mellem konkrete ideer som at »så en million træer«, opføre nationalt ejede raffinaderier og privatisere energisektoren, til bredere formuleringer om respekten for statens centrale institutioner, »de makroøkonomiske balancer« og fremmelsen af udenlandske investeringer.

Samtidig vil Obrador styrke demokratiet og befolkningens kontrol med de folkevalgte og foreslår derfor, at der efter de første to af embedsperiodens seks år afholdes en mistillidsafstemning, hvor befolkningen afgør om den siddende regering skal fortsætte perioden ud eller ej.

»Befolkningen står øverst: Og ligesom den giver sit mandat, kan den også trække det tilbage. Folket giver, folket tager,« lyder det.

Desuden ønsker Obrador, at alle højere funktionærer, embedsmænd og politikere går betragteligt ned i løn – for præsidenten skal den ligefrem halveres – ekspræsidenters pensioner skal beskæres, og alle regeringens fly og helikoptere skal sælges.

»Privilegiernes tid er forbi,« som han skriver.

Uklar økonomisk politik

Igennem tre tv-debatter mellem præsidentkandidaterne har Obrador klaret sig bedst. Det viser meningsmålingerne, og sådan lyder det nogenlunde samtykkende fra de mexicanske politiske eksperter.

Ikke mindst fordi modkandidaterne, Ricardo Anaya og Jose Antonio Meade, ikke har haft held til at fremstå som andet end det, deres respektive partier allerede har forsøgt sig med i årevis ved magten, mens Obrador tilbyder et alternativ med nye ideer og en ny form for politisk lederskab. Også selv om de fleste politiske kommentatorer i Mexico har svært ved at se den økonomiske realisme i alt det, Obrador lover og ønsker at gennemføre.

»Det er ikke let at finde ud af, hvad der er hans økonomiske politik, mens det virker noget klarere, hvordan socialpolitikken skal udformes. Men heller ikke her er det helt tydeligt, hvordan de vil finansiere deres uddannelsesreform. Og så er han utilfreds med sundhedsforsikringen og siger ’gratis medicin til alle mexicanere’ – det er ikke budgetmæssigt muligt,« skrev Jorge Fernández Menéndez, politisk klummeskribent og analytiker ved det mexicanske dagblad Excélcior, efter den tredje og sidste tv-debat den 10. juni.

Trods erfaringen som borgmester for Mexico City med en økonomi større end flere latinamerikanske landes nationaløkonomier klistrer prædikatet som ’økonomisk uansvarlig venstrefløjspolitiker’ stadig til Obrador. Derfor valgte han – i øvrigt som Brasiliens tidligere præsident Lula da Silva også gjorde forud sin embedsperiode – i maj at mødes med industrilobbyen for at svare på spørgsmål og berolige dem.

Som Obrador forklarede efterfølgende i et længere interview på tv-kanalen Azteca Noticias:

»Jeg understregede, at vi respekterer lovgivningen, og at vi kommer til at se en ægte retsstat. Vi kommer ikke til at ekspropriere eller konfiskere ejendom. Det, vi ønsker, er at overbevise investorerne om, at vi arbejder for at afskaffe korruptionen – den er vores største udfordring. Vi skal have klare regler, tillid og en retsstat, hvor ingen er over loven.«

Frygter valgsnyd

Da Andrés Manuel López Obrador i 2006 første gang stillede op som præsidentkandidat, tabte han snævert til Felipe Calderón fra det konservative Partido Accion Nacionalista, PAN. Calderón fik 35,91 procent af stemmerne, mens Obrador fik 35,29 procent. Mindre end 250.000 stemmer adskilte de to førende kandidater – i hvert fald ifølge det officielle resultat, som Obrador aldrig har anerkendt. Han påstod, at der var tale om snyd, hvilket han også mente at kunne dokumentere. Men efter flere omtællinger erklærede de mexicanske valgmyndigheder Felipe Calderón vinder af valget.

Obrador fortsatte i flere år med at kalde sig selv »Mexicos legitime præsident«. Søndag kan han blive det officielt.

Medmindre der snydes med resultatet:

»Vi fører med 25-30%, men ingen grund til at føle sig sikker,« skrev Obrador på twitter mandag.

»Magtens mafia (Obradors betegnelse for Mexicos politiske og økonomiske elite, red.) findes, og deres ledere er desperate. Vi har brug for massiv stemmedeltagelse. Må triumfen blive stor, så vi kan sige ’så kan I lære det’.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Torben K L Jensen
  • Poul Erik Riis
Torben K L Jensen og Poul Erik Riis anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu