Læsetid: 4 min.

Nu begynder historieskrivningen om efterkrigstidens Colombia for alvor

Søndag afgøres en af de mest polariserede valgkampe i Colombias historie. Over for hinanden står to kandidater, hvis dagsordener næppe kunne være mere forskellige
Svaret på Columbias udfordringer skal komme fra én af de to præsidentkandidater, Iván Duque (på billedet) og Gustavo Petro, der vanskeligt kunne være mere uenige om, i hvilken retning landet skal ledes.

Svaret på Columbias udfordringer skal komme fra én af de to præsidentkandidater, Iván Duque (på billedet) og Gustavo Petro, der vanskeligt kunne være mere uenige om, i hvilken retning landet skal ledes.

Fredy Builes

16. juni 2018

Sidste gang colombianerne skulle vælge præsident, var landet officielt stadig i krig. Colombias regeringsstyrker havde i et halvt århundrede kæmpet mod den marxistiske guerillabevægelse FARC i en åben konflikt, der menes at have krævet 220.000 menneskeliv og sendt over syv millioner på flugt internt i landet.

I 2016 indgik den colombianske regering efter flere års drøje forhandlinger endelig en fredsaftale med FARC om at nedlægge våbnene, og der kunne der sættes punktum for en 52 år lang, væbnet konflikt.

Vinderen af søndagens præsidentvalg bliver således den første i mere end et halvt århundrede til at indlede et præsidentembede for et fredeligt Colombia. Men langt fra alt går efter planen.

Det halter med implementeringen af flere af aftalens komponenter, og nye guerillabevægelser vinder frem i de områder, FARC har efterladt sig efter fredsaften. Stik mod forventningerne er produktionen af koka, der anvendes til at udvinde kokain, vokset siden aftalen blev indgået. Det ses af mange colombianere som udtryk for fredsaftalens fiasko, da kokainen gennem mange år finansierede FARC’s virke.

Derudover kæmper Colombia med en affældig infrastruktur, omfattende korruptionsskandaler og Latinamerikas næsthøjeste indkomstulighed. Der er nok at tage fat på.

Som nat og dag

Svaret på landets udfordringer skal komme fra én af de to præsidentkandidater, Iván Duque og Gustavo Petro, der vanskeligt kunne være mere uenige om, i hvilken retning Colombia skal ledes. Efter at have fejet et par mere moderate kandidater af banen i første valgrunde i maj står colombianerne nu tilbage med to kandidater, som både colombianske medier og internationale analytikere betegner som hver sit ekstrem i colombiansk politik.

Øverst i meningsmålingerne befinder den konservative fredsaftaleskeptiker Duque sig. Duque, der ved første valgrunde opnåede 7.569.693 stemmer – det højeste antal i landets historie – skylder en stor del af sin popularitet til sin mentor og trofaste støtte, Alvaro Uribe.

Uribe var landets populære præsident fra 2002 til 2010 og er en udtalt modstander af fredsaftalen med FARC, som, han mener, håner retsfølelsen for de pårørte colombianere, da den kun tildelte symbolske straffe til tidligere FARC-soldater og samtidig tillader bevægelsen demokratisk repræsentation i landets kongres.

Duque har selv afvist, at aftalen rives i stykker, hvis han vælges, men han har varslet omfattende modifikationer hvad angår spørgsmålet om straffrihed for de tidligere FARC-medlemmer. Sammenholdt med hans forbindelse til Uribe har det fået en del colombianere til at frygte, hvad et valg af Duque vil betyde for fredens skæbne, samt muligheden for at nå til enighed om lignende aftaler med andre guerillabevægelser.

Over for Duque står venstrefløjskandidaten Gustavo Petro, der er tidligere borgmester i Bogotá og selv var medlem af guerillabevægelsen M19 tilbage i 1980’erne. Petro har i modsætning til sin modstander erklæret, at han vil respektere fredsaftalen og har bedyret, at Duque og hans parti vil »føre Colombia tilbage til krigen«.

Et nyt Venezuela?

Ivan Duque har for sin del gjort, hvad han kan for at spille på Petros kriminelle fortid og hans senere venskab med den mangeårige, nu afdøde, venezuelanske præsident, Hugo Chávez.

Særligt Petros overvejelser om at oprette en »konstituerende forsamling« som et alternativ til landets kongres har skabt uheldige sammenligninger til den politiske situation i nabolandet. Her har den magtfuldkomne præsident Nicolas Maduro haft held til at afmontere det eksisterende parlaments indflydelse med en instans af samme titel.

»Vi må ikke tillade Colombia at blive som Venezuela,« advarede Duque tidligere i valgkampen med henvisning til nabolandets håbløse økonomiske situation og folkelige armod, der har fået over en million venezuelanere til at flygte ind over grænsen til Colombia.

Petro har taget kraftigt afstand til referencerne til den venezuelanske model ved at kalde nabostyret et »diktatur« og forsøgt at overbevise kritikere om, at hans ønsker om at reformere økonomien i en mere statskontrolleret retning ikke indbefatter ekspropriation af private virksomheder, som Chávez og Maduro har været garant for.

Med referencer til blandt andre Podemos i Spanien forsøger Petro i stedet at sælge sig selv som en »progresista« – en progressiv kandidat, der har større omfordeling og kampen mod klimaforandringer som sine mærkesager. Blandt andet skal Colombia i løbet af de næste ti år gøre op med sin olieindustri – en plan, der får økonomer til at ryste på hovedet, eftersom råolie udgør 50 procent af landets eksport.

Petros håb

Der er ikke meget, der peger i retning af, at vælgerne køber Petros program. Samtlige meningsmålinger op til valget giver Duque et forspring på mellem seks og 20 procentpoint, og en analyse af spanske El País spår, at Petro kun har 20 procents chance for at vinde. Derudover har Colombia i modsætning til nabolandende Ecuador og Venezuela ingen tradition for at vælge socialistiske statsledere.

Eneste skud i Petros riffel kan meget vel være hans status som outsider. Modsat Duque, der er søn af en tidligere toppolitiker og har studeret jura i Washington, kommer Gustavo Petro ikke fra en aristokratisk familie, men er bondesøn fra den fattige Córdoba-region.

Det politiske etablissement af konservative og liberale, der har domineret colombiansk politik i århundreder, har bjerge af korruptionssager på samvittigheden. Ivan Duque har selv været sat i forbindelse med det skandaleombruste brasilianske entreprenørfirma Odebrecht, men er ind til nu sluppet for anklager.

På søndag kan han meget vel træde i sin mentor Uribes fodspor som Colombias næste præsident.

Søndag går Colombia til valg. En del vælgere er stadig utilfredse med regeringens fredsaftale med guerillabevægelsen FARC. Aftalen blev indgået i 2016, hvor flere gik på gaden for at protestere imod den.
Læs også
Ecuador er plaget af en voldsom konflikt i grænseområdet til Colombia, hvor FARC-afhoppere og andre væbnede grupper kæmper om narkoruter. Det har fået Ecuadors nuværende præsident Lenin Moreno til åbent at anklage sin forgænger for at være skyld i konflikten
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Koka-produktionen er steget siden fredsaftalen blev indgået, hedder det i artiklen. I en artikel i Weendavisen
fredag - Plant Koka eller dø! - hedder det at brutale bander er rykket ind i de tidligere FARC-områder og myrder løs blandt sociale ledere og tvinger bønderne til at dyrke Koka.

Flere savner FARC, fordi der var mere orden dengang, de var der.

Torben K L Jensen

Nu er det bare fascisterne der har overtaget det lukrative marked - uden tvivl støttet af den kommende præsident Duque.