Læsetid: 7 min.

I bjergbyen Casa Matti er konflikten om flygtninge og migranter sat på spidsen

Ved at spille på frygt og stå for en hård strammerkurs over for flygtninge er det lykkedes Italiens nye regering at opnå stadig større støtte i befolkningen og samtidig lægge pres på resten af EU. I en lille italiensk bjerglandsby har de 25 indbyggere fået selskab af 25 afrikanske asylansøgere. Det har skabt både angst, forståelse og håb
Da 25 afrikanere ankom til den lille italienske landsby Casa Matti for lidt over to år siden var modtagelsen iskold.

Da 25 afrikanere ankom til den lille italienske landsby Casa Matti for lidt over to år siden var modtagelsen iskold.

Alessandro Digaetano

27. juni 2018

CASA MATTI – Det var ikke kun vejret, der var under frysepunktet, da 25 afrikanere en dag i februar for lidt over to år siden ankom til den lille bjerglandsby Casa Matti, der lå dækket under et tyndt lag sne. Modtagelsen fra de lokale indbyggere var også iskold.

»Vi var nysgerrige og glade for at komme hertil, men det var tydeligt, at folk her ikke var begejstrede. De vendte os ryggen,« fortæller 33-årige Youssuf fra Gambia – en af dem, der efter årelang flugt nu befandt sig i fuldstændig uvante omgivelser.

Langt de fleste i landsbyen, der ligger i Lombardiet i det nordvestlige Italien mellem Alperne og Po-dalen, opfattede da også det pludselige indryk af folk langvejsfra som en uventet og uønsket invasion. Hvordan kan en landsby, der blot har 25 indbyggere, absorbere præcis det samme antal asylansøgere, spurgte de.

»Hvorfor skal de komme hertil?« spørger pensionisten Tina stadig i dag. »Det er alt for voldsomt. De burde tage tilbage til det sted, de kom fra.«

Tina, der kun vil have sit fornavn i avisen, er i gang med at sætte te over i køkkenet i sit gamle stenhus, der ligger øverst i landsbyen med udsigt til dens to kirketårne og skiliften, som ligger stille hen i de grønne bakker.

»Jeg holder mig næsten altid hjemme nu,« fortæller Tina. »Jeg er bange og går kun ud, når jeg skal til gudstjeneste i kirken.«

Da indbyggerne fik at vide, at asylansøgerene var på vej, spredte en følelse af panik sig. De lavede en underskriftsindsamling og skrev et brev til indenrigsministeriet, hvori de opfordrede myndighederne til »at trække denne forkerte beslutning tilbage«.

»Vi er bange for, at disse personer vil komme til at kede sig her og gøre ting, der er farlige,« skrev de.

Kun to ud af de 25 indbyggere ville ikke skrive under på brevet.

Og til hotelejer Maurizio Cotronis store fortrydelse er frygten for de fremmede kun delvist fordampet i landsbyen.

»Angsten er der stadig. Folk vil absolut ikke have dem her,« fortæller Cotroni, der ejer Hotel Alpe, hvor asylansøgerene er indlogeret.

»Det er det samme i resten af Italien, hvor der ikke er en særlig rar atmosfære, og hvor politikere spiller på frygt for at opnå større magt. Det er måske blot mere ekstremt her, fordi vi har levet så isoleret,« siger han.

Hård kurs

I Casa Matti er konflikten om flygtninge og migranter sat på spidsen. Men det er de samme følelser, der ofte raser i hele Italien, hvortil 690.000 flygtninge og migranter er ankommet fra Afrika med båd over Middelhavet siden 2013.

Den nye italienske regering, der tiltrådte den 1. juni, har sat hårdt ind for både at stoppe tilstrømningen af flygtninge og migranter og for at få resten af EU til at dele en større andel af byrden.

Specielt Matteo Salvini, indenrigsminister og leder af det ene regeringsparti, det højrenationale Lega, har talt om frygten for en »invasion« af migranter, der ifølge ham både underminerer italienske værdier og kultur og truer lov og orden. Han siger, at han er »klar til at lukke Italiens grænser«, og har givet løfter om at udvise over en halv million illegale.

I bjergluften i 1.000 meters højde forsøger 25 afrikanske asylansøgere at få tiden til at gå på den lokale fodboldbane.

Alessandro Digaetano

Den hårde retorik fra Salvini, som også har blokeret for flygtningeskibes adgang til italienske havne, har vist sig populær i befolkningen: Siden valget den 4. marts er støtten til Lega fordoblet og ligger nu på ca. 30 procent.

Samtidig har kursen i Italien også været med til at lægge pres på resten af EU. Senere på ugen vil alle 28 EU-ledere diskutere planer om at reformere det fælles asylsystem. Og ved et særtopmøde hen over weekenden erklærede Italiens premierminister, Giuseppe Conte, sig yderst tilfreds med, at der er udbredt støtte til at oprette modtagelsescentre i Nordafrika for asylsøgere. Italien foreslår desuden, at alle EU-lande skal gå med til at modtage deres andel af asylsøgere eller risikere at blive økonomisk straffet.

Liv i landområder

Mens der er opbakning til en hård asylpolitik i Italien, så ser nogle dog den øgede migration som en mulighed for at få sat nyt liv i Italiens landområder, hvor en tredjedel af landets landsbyer lider under affolkning og oven i købet er i fare for helt at ophøre med at eksistere. Og specielt i det sydlige Italien er der succeshistorier med små samfund, der oplever en økonomisk og social genopblomstring, når yngre asylansøgere og børnefamilier rykker ind.

Men for Italiens højrefløj repræsenterer den udvikling en katastrofe. Legas Matteo Salvini har tydeligt advaret mod, at asylansøgere fra Mellemøsten og Afrika, og specielt muslimer, rykker ind og erstatter udflytterne.

»Det er ikke sådan nogle, vi vil have i vores landsbyer,« sagde Salvini for nylig.

I Casa Matti, der ligger i 960 meters højde ved foden af bjerget Penice, så beboeren Maurizio Cotroni dog en mulighed. Han ejer et af landsbyens to hoteller, men antallet af turister, der kommer hertil for at stå på ski om vinteren eller vandre i bjergene om sommeren, er faldet stødt de sidste år.

Han blev kontaktet af myndighederne og spurgt, om hotellets ti værelser kunne huse asylansøgere.

»Først var jeg skeptisk. Men hotellet var ved at gå nedenom og hjem på grund af krisen, så jeg tænkte over det i et års tid, hvor situationen blot blev værre. Til sidste sagde jeg ok,« fortæller Cotroni.

Hvor der før kom turister til, bor her nu unge mænd i 20’erne fra Mali, Ghana, Gambia, Elfenbenskysten, Senegal og Eritrea.

»Det er den rigtige, kristne ting at gøre,« siger Cotroni om at modtage asylansøgerene, mens han holder en pause fra havearbejdet sammen med nogle af de nye beboere omkring hotellets svømmepøl.

Kristent eller ej, så skaber det også en indkomst for hotellet. Hvis man i Italien huser en migrant, modtager man nemlig 35 euro om dagen pr. migrant fra den italienske stat. Cotroni fortæller, at når udgifterne er betalt, så er der ca. 10 euro tilbage efter skat i indkomst pr. migrant.

Håb for fremtiden

»Mange af dem har været her i over to år nu,« siger Cotroni om asylansøgerene, »og de har altid opført sig ordentligt og været respektfulde over for alle andre i landsbyen. Men desværre har det ikke ændret folks holdning. Mange hilser ikke og vender ryggen til.«

Nogle af tilflytterne ser dog ganske positivt på deres situation. En af dem er 22-årige Samba fra Gambia, der hjælper til med havearbejdet. Som alle de andre kom han til Italien som bådflygtning via Libyen. Nu venter de på at få deres ansøgninger om asyl godkendt – en proces, der kan tage et par år.

Blandt flere af de afrikanske tilflyttere vokser frustrationen over at leve i en isoleret bjerglandsby uden mulighed for at finde arbejde.

Alessandro Digaetano

»Jeg er meget glad for at være her og ser mig selv som italiener nu,« siger Samba på næsten flydende italiensk.

»Jeg var nødt til at flygte fra mit land og finde et andet liv, og da jeg tog afsted, havde jeg slet ikke Italien i tankerne, men jeg er så taknemmelig for at være endt her. Her er ro og fred. Her ser jeg håb for min fremtid.«

En af de to personer i landsbyen, som ikke ville skrive under på brevet, der havde til formål at få asylansøgerene sendt væk, er Benito Gallini, som står ude foran sit hus og sliber en trædør.

»De har gjort bekymringerne til skamme,« siger han om de 25 afrikanere. »De er gode drenge, som ikke har gjort nogen fortræd. I stedet kommer de tit her og spørger, om de kan hjælpe til. Det er jo ikke deres skyld, at de er endt her. De er flygtet fra krig, sygdom og fattigdom.«

»Men næsten alle er alligevel imod, at de er her. Nok fordi folk her er gamle – jeg er 60 år og en af de yngste – så de har en smule frygt. Ikke fordi de er racister, men fordi de er bange for det, som de ikke er vant til.«

Ødelægger området

Modstanderne argumenterer for, at deres landsby ikke er egnet til asylansøgere. Der er ikke de nødvendige faciliteter og langt til alt, både arbejdsmuligheder, sundhedspleje og politiet – det sidste er med til at skabe usikkerhed, mener de.

»Hvis det stod til mig, så skulle de alle sendes et andet sted hen, hvor de kan blive behandlet bedre,« siger pensionisten Tina. »De er så unge og fulde af liv, men der er intet her. Der er ikke arbejde. Har de ikke også lyst til at tage afsted og finde en forlovet?«

»Jeg er ked af, at det her ødelægger et smukt område. De skræmmer folk væk, og børnefamilier tør ikke længere komme hertil. Der er ikke sket noget endnu, men hvad hvis der gør?«

Ud over kost og logi får asylansøgerene får 2,5 euro om dagen i lommepenge fra staten. Der kommer lærere hertil og underviser dem i italiensk og landets kultur og love. Ellers forsøger de at få tiden til at gå med bl.a. at gøre gaderne rene og renovere kommunens udendørsfaciliteter. Nogle af dem har også gennemført kortere kurser i landbrug og gartneriarbejde i området.

Men kontaktfladen med det lokale samfund er begrænset. Det største problem for dem er, at den lille bjerglandsby er isoleret fra omverdenen.

»Det er umuligt at finde arbejde her,« siger 33-årige Youssuf, der sidder ved landsbyens drikkevandskilde.

»Vi kan ikke tjene penge og klare os selv. Vi kan kun sidde og kigge ud i luften og har ingen fremtid. Jeg vil afsted til en storby og finde arbejde.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Katrine Damm
  • Steffen Gliese
  • Eva Schwanenflügel
David Zennaro, Katrine Damm, Steffen Gliese og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jørn Andersen

Jeg kan sandelig godt forstå at beboerne føler sig klemt

Bjarne Frederiksen, Else Marie Arevad og Claus Nielsen anbefalede denne kommentar