Læsetid: 8 min.

Carla Del Ponte: Jeg ved godt, mit arbejde i Syrien har været forgæves

Vil Syriens ofre opnå retfærdighed? Den berømte schweiziske anklager Carla Del Ponte har efter fem års indsats i FN’s undersøgelsesudvalg for krigsforbrydelser i Syrien indset, at hendes arbejde har været forgæves. Trods mere end tilstrækkelige beviser er der endnu ikke oprettet en domstol, hvor de ansvarlige for Syriens ofre kan stilles til ansvar. Alligevel holder Del Ponte fast i håbet om retslig justits for de mange omkomne og deres pårørende
En dreng i Aleppos ruiner: Der er samlet masser af dokumentation ind for overgreb i Syrien, men der er ingen politisk vilje til at gennemtvinge et retsopgør i den syriske borgerkrig. Det var en af årsagerne til, at Carla Del Ponte valgte at sige sit job op

En dreng i Aleppos ruiner: Der er samlet masser af dokumentation ind for overgreb i Syrien, men der er ingen politisk vilje til at gennemtvinge et retsopgør i den syriske borgerkrig. Det var en af årsagerne til, at Carla Del Ponte valgte at sige sit job op

George Ourfalian

25. juni 2018

BERLIN – Carla del Ponte havde set frem til en tilbagetrukket tilværelse som pensionist med mere tid til at spille golf og være sammen med sit barnebarn. Men så ringede FN. Om hun ville træde til som det ene af tre medlemmer af Højkommissariatet for Flygtninges undersøgelsesudvalg om krigsforbrydelser i Syrien? Den garvede 71-årige anklager og menneskerettighedsforkæmper kunne ikke afslå.

Men efter fem års efterforskningsarbejde, der ledte til en lang liste over forbrydelser og gerningsmænd, er det endnu ikke lykkes udvalget at få Syrien-sagen igennem til en domstol, som kan stille de skyldige til ansvar. Fordi Syrien ikke er medlem af den internationale krigsforbryderdomstol i Den Haag (ICC), kan domstolen ikke selv tage sagerne op. Og fordi FN’s Sikkerhedsråd, som er den eneste instans, der kan henvise sager til ICC, er blokeret af Ruslands veto mod en retsforfølgelse af Assads regime, er det p.t. umuligt for Del Ponte at skride til handling.

»Udvalget for undersøgelse af krigsforbrydelser er meget vigtigt i skabelsen af en rapport om brud på menneskerettigheder, så sagen kan blive taget til en krigsforbryderdomstol. FN tillod os ganske vist at lave en liste over kriminalitet, hvilket i dette tilfælde var en let opgave. Men jeg indså ret hurtigt, at der ikke ville blive etableret et tribunal. Jeg appellerede til Sikkerhedsrådet og forsøgte at overtale dem. Jeg har gjort alt, hvad jeg kunne, men det var ikke muligt,« fortæller Del Ponte, da jeg møder hende i Berlin i forbindelse med udgivelsen af hendes bog, Im Namen der Opfer – Das Versagen der UN und der internationalen Politik in Syrien (I ofrenes navn – FN’s og Syriens internationale politiks svigt).

Et alibi for det internationale samfund

I løbet af sin lange karriere har Del Ponte været med til at sætte verdens mægtigste statsforbrydere, våbensmuglere og mafiabosser bag tremmer. Især er hun berømt for sin indsats som krigsforbryderanklager i Rwanda og i det tidligere Jugoslavien, hvor hun ledte retssagen mod den tidligere serbiske præsident Slobodan Milošević.

Som selvstændig og senere som Schweiz’ statsadvokat har hun afsløret hvidvaskning, narkotikasmugling og terrorisme. I 1989 var hun udsat for drabsforsøg, da hun sammen med den italienske dommer og anklager Giovanni Falcone afslørede forbindelser mellem schweizisk hvidvask og italiensk narkosmugling. Hun levede som følge i over 20 år under politibeskyttelse.

I 2012 tiltrådte Del Ponte positionen som medlem af Undersøgelsesudvalget om Krigsforbrydelser i Syrien, men forlod det i september 2017 i protest mod den manglende politiske vilje til at oprette en domstol for borgerkrigens ofre. I sin bog, som er udkommet på tysk og kommer på engelsk og italiensk til efteråret, dokumenterer hun udvalgets undersøgelsesforløb og det, hun ser som et svigt fra FN’s side.

Min fornemmelse var, at eksistensen af kommissionen var et alibi for det internationale samfund, og at vi ikke havde nogle egentlige muligheder for at handle. Derfor trådte jeg af.

Carla Del Ponte

Fabrice Coffrini

»Jeg har skrevet bogen på grund af min enorme frustration og for, at der i det mindste er dokumentation for det, der skete. Ikke at kunne skaffe Syriens ofre retfærdighed efter så mange års arbejde er absolut uacceptabelt. Min fornemmelse var, at eksistensen af kommissionen var et alibi for det internationale samfund, og at vi ikke havde nogen egentlige muligheder for at handle. Derfor trådte jeg af,« siger hun.

Den syriske borgerkrig har krævet et svimlende antal ofre gennem udsultning, angreb, tortur og bombeangreb. Og beviser for ikke mindst præsident Assads regimes forbrydelser mod sin egen befolkning ligger klar i hobetal til brug i en fremtidig retsforfølgelse – i form af fotos, dokumenter, videoer og vidnesbyrd.

Udvalget for undersøgelse af krigsforbrydelser i Syriens arbejde foregik i landene omkring den borgerkrigsramte nation: Irak, Tyrkiet, Libanon, Jordan og Israel. Her interviewede Del Ponte og hendes kolleger flygtninge og samlede vidnesbyrd til deres rapport. I denne optrådte blandt andet beviser for, at en 12-årig dreng er blevet henrettet. En sag, som Ponte og hendes kolleger har efterforsket gennem samtaler med ofrets mor. Men trods adskillige lignende historier har det ikke været nok til at få FN’s Sikkerhedsråd til at handle.

Ansporet af at opnå retfærdighed

Det har været en realitet siden FN’s oprettelse i 1945, at de permanente medlemslande af FN’s Sikkerhedsråd (Rusland, Frankrig, USA, Storbritannien og Kina) har ret til at nedlægge veto. Fra 1990’erne har det været diskuteret, om vetoretten skal afskaffes eller i hvert fald indskrænkes. Men det kræver, at to tredjedele af FN’s medlemsstater formelt skal tilslutte sig ændringen, og at alle de fem permanente medlemmer af sikkerhedsrådet gør det. Det er indtil videre ikke sket.

»Sikkerhedsrådet har fejlet og har akut brug for reorganisering. Det er en tragedie for Syrien og for FN, at man ikke kan få en ende på situationen i Syrien på grund af vetoretten. Halvdelen af de lande, som begår forbrydelser mod deres eget folk, er jo medlemmer af UNHCR. Jeg troede, at der ville være bedre vilkår for retsforfølgelse af den type efter Jugoslavien og Rwanda, men mit arbejde i Syrien-kommissionen har været forgæves,« siger Del Ponte, som gennem sit mangeårige virke som anklager ofte er blevet kritiseret for at være for åbenmundet. Blandt andet klandrede hun offentligt syriske rebeller for at have foretaget sarinangreb, uden at der forelå tilstrækkelige beviser – til de øvrige medlemmer af undersøgelseskommisonens fortrydelse.

Selv skriver hun i sine erindringer Madame Prosecutor: Confrontations with Humanity's Worst Criminals and the Culture of Impunity, at hun er »drevet af at arbejde for retfærdighed ved at opnå samarbejde med folk, som i alt for mange tilfælde ikke har villet samarbejde – koste hvad det vil.«

– Hvad driver dig til at blive ved med at kæmpe for verdens krigsofre?

»Mødet med ofrene. Når man møder disse mennesker, mærker man deres lidelse så stærkt, at man ikke kan give op,« siger den lille, bastante kvinde med det korte, afblegede hår og de sydlandsk brune øjne. Det var en professor i kriminalret på jurastudiet i Schweiz, der først vækkede hendes retfærdighedssans, husker hun – fordi han betonede den menneskelige del af juristfaget og ikke kun den ’tekniske’.

»At prøve at skaffe retfærdighed – det var det, der ansporede mig«.

Muligheden for at gøre det bedre

Aftenen inden jeg møder Del Ponte, optrådte hun sammen med den tidligere tyske udenrigsminister og vicekansler Joschka Fischer på Berlins Theater Volksbühne i anledning af udgivelsen af deres respektive bøger. Del Pontes om situationen i Syrien og Fischers – Der Abstieg des Westens – om »enden på den vestlige verdens dominans i det nye verdensbillede«.

De to kender hinanden fra Fischers tidlige tid som udenrigsminister (1998 til 2005), hvor han advokerede for Tysklands militære indsats i Kosovo-krigen, og hvor Del Ponte var involveret som krigsforbryderanklager. Begge står de i manges bevidsthed som forkæmpere for verdensfred og retfærdighed for kriminalitets- og krigsofre.

»Fischer var som ung en idealistisk politiker og inkarneret løbetræner – jeg kunne slet ikke følge med,« fortæller en lun, scenevant Ponte med syngende italiensk accent før diskussionsrunden på Volksbühne og fortsætter med flere rosende anekdoter om den omstridte, men folkekære politiker fra Tysklands traditionelt pacifistiske, grønne parti. Da jeg møder Del Ponte dagen efter, er hun mere skeptisk over for Fischer og hans »pessimisme«.

»Jeg var ked af at se, at han virkede så opgivende,« betror hun mig. »Det var overraskende for mig – det virkede som om, han har resigneret«.

»Uden våben går det ikke,« slog Fischer da også fast, da talen faldt på, hvordan der kan opnås fred i Syrien. »Retslig justits er afhængig af en politisk beslutning, og realiteterne er, at så længe Rusland nedlægger veto mod en retsforfølgelse af Syriens gerningsmænd, vil ofrene ikke få retfærdighed«.

– Har Fischer ikke ret i, at så længe den politiske vilje mangler, er det umuligt at foretage sig noget retsligt i forhold til Syriens ofre?

»Hvis vi ser på nutidens virkelighed, er der al mulig grund til at være pessimistisk. Syrien, afrikanske stater, Yemen – der er bevæbnede konflikter og flygtninge over hele verden, og FN foretager sig intet. Men på trods af alt det er det vigtigt, at politiske autoriteter giver en stemme af håb og taler om muligheden for at gøre det bedre. Om muligheden for at løse flygtningekrisen,« siger Del Ponte.

Trods de politiske realiteter mener hun, at politikerne har til opgave at indgyde håb og ikke – som Fischer – at være ’realister’.

»De skal tro på, at det er muligt at ændre verden. Også selv om det ikke bliver realiseret, er det vigtigt, at politikerne får folk til at føle, at de tror på menneskerettigheder og vil gå langt for at beskytte dem,« mener hun.

Rusland må ændre mening

I Tyskland, Spanien, Frankrig og Østrig er der rejst enkelte uafhængige sager mod syriske krigsforbrydere. Men Del Ponte er trods alt enig med Fischer i, at man for at ramme hovedskurkene – Assad og hans regeringsmedlemmer – må have sagerne for et internationalt tribunal.

Det mest sandsynlige er, at USA og Rusland på et tidspunkt enes om at oprette en sådan med en aftale om, at ingen af de to lande selv risikerer at blive tiltalt for krigsforbrydelser, udtalte professor Frederik Harhoff, der har siddet som dommer ved krigsforbrydertribunalet i det tidligere Jugoslavien, i et interview til Information.

Del Ponte er enig.

»Rusland støtter Assad, men jeg tror, at de vil ændre mening før eller senere. Det håber jeg. Der vil formentlig herske krig i Syrien, indtil Assad erobrer hele landet tilbage. Så vil det være muligt at få fred, og det er første skridt til at få oprettet et tribunal. Jeg er sikker på, at det vil ske, og at de ansvarlige for forbrydelserne vil blive stillet til ansvar,« siger hun.

I foråret 2018 blev Del Ponte hædret med den prestigefyldte Hessicher Friedenspreis for sin kontinuerlige indsats for »fred og folkeforståelse«. De 25.000 euro, som følger med, vil hun kaste ind i sit arbejde for bedre vilkår for syriske børn. Men er den pensionerede anklager, trods skuffelsen over FN’s Sikkerhedsråd, villig til at træde til med sin erfaring og knowhow, hvis en domstol til retsforfølgelse af Syriens ofre bliver oprettet?

»Jeg bliver jo ikke yngre, men vi må se. Jeg har aldrig set så slemme krigsforbrydelser som i Syrien, end ikke i Rwanda og Ex-Jugoslavien. Og det internationale samfund ser væk. Så hvis det sker inden for et par år, er jeg klar til at træde til – jeg kender materialet. Og jeg ved, hvor vigtig en figur en anklager er for krigsofre for at opnå retfærdighed.«

Angrebet den 4. april i Khan Sheikoun er et af det bedst dokumenterede kemiske angreb i krigen i Syrien. Nu viser ny FN-rapport, at det var det syriske styre, der stod bag.
Læs også
En overlevende dreng, Hassan Dallal, modtager behandling efter giftangrebet tidligere i år i den syriske by Khan Sheikoun. Her som ved andre angreb i landet var YouTube et af de medier, hvor meget dokumentation for angrebet blev publiceret
Læs også
Mohamed var fængslet i fem en halv måned i Syrien. I fængslet blev han torteret gennem lang tid og på mange forskellige måder. I dag er han med sin familie på et asylcenter i Danmark.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Frede Jørgensen
  • Eva Schwanenflügel
David Zennaro, Bjarne Bisgaard Jensen, Frede Jørgensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

David Joelsen

Carla kan starte med at anklage dem, der har været med til at destabilisere Syrien og støttet diverse grupperinger. Dernæst kan hun se på dem, der har interveneret direkte med soldater eller bombning, uden mandat fra UN mandat eller lokal regering. Alt dette er ulovligt iht. UN, og har medvirket til en større og længere konflikt, ufattelige lidelser og milioner af flygtninge. Et overgreb som dette vil få et hvilket som helst land til at overreagere i panik, så selvfølgelig skal Assads regering også igennem maskinen til sidst.