Læsetid: 3 min.

CSU presser Merkel til grænsen – og måske ud over den

I disse topmødedage afgøres asylstriden mellem CDU og CSU – og dermed Angela Merkels skæbne. Det anspændte forhold mellem søsterpartierne har en lang forhistorie, men hvis det kommer til et populistisk opbrud i det tyske partilandskab, vil det næppe gavne CSU
»Det var en offensiv Angela Merkel, der torsdag i Forbundsdagen forsvarede et Europa med åbne indre grænser, før hun tog sit fly til EU-topmødet i Bruxelles. Hun er nemlig under stærkt pres for at skabe fremskridt i den europæiske flygtningepolitik.« skriver Mathias Sonne.

»Det var en offensiv Angela Merkel, der torsdag i Forbundsdagen forsvarede et Europa med åbne indre grænser, før hun tog sit fly til EU-topmødet i Bruxelles. Hun er nemlig under stærkt pres for at skabe fremskridt i den europæiske flygtningepolitik.« skriver Mathias Sonne.

Thierry Roge

29. juni 2018

»Enten lader vi os lede af idealer og satser på multilateralisme frem for nationalisme. Eller også må vi europæere indse, at der ikke længere er nogen, der vil tro på vores værdisæt, det, som har gjort os så stærke.«

Det var en offensiv Angela Merkel, der torsdag i Forbundsdagen forsvarede et Europa med åbne indre grænser, før hun tog sit fly til EU-topmødet i Bruxelles. Hun er nemlig under stærkt pres for at skabe fremskridt i den europæiske flygtningepolitik.

Lykkes det ikke, vil indenrigsminister Horst Seehofer fra CDU’s bayerske søsterparti, CSU, fra på mandag blæse på kansleren og indføre kontrol ved de tyske grænser – også selv om det kan koste ham, den tyske regering og forholdet mellem CDU og CSU det politiske liv.

Realistisk måtte Merkel derfor også indrømme, at topmødet »næppe vil bringe endegyldige løsninger«. Det lyder sandsynligt. Trods enighed om at sikre EU’s ydre grænser er der intet europæisk fodslag om at fordele flygtninge eller skabe fælles standarder for asyl. De to punkter kunne ellers dæmme op for interne flygtningestrømme og asylshopping i EU, som Seehofer vil stoppe for Tysklands vedkommende.

Sker der ingen mirakler torsdag aften, er Merkel henvist til bilaterale aftaler. Men Grækenland er hidtil det eneste land, der er villig til at tage registrerede flygtninge tilbage fra Tyskland.

Som oppositionsleder gav Alexander Gauland fra Alternative für Deutschland, AfD, et rasende svar på Merkels tale: Hun har ikke opdaget, at hun lever i en verden af nationale og geopolitiske interesser, hvor multilaterale løsninger og værdier udgør en »smuk længsel efter det hedengangne«.

Den formulering kunne være kommet fra det hidtil EU-venlige CSU. Bayerns ministerpræsident, Markus Söder, har for nylig udtalt, at »multilateralismens ordnede tidsalder er afløst af enkelte lande, der også træffer beslutninger«. At det ikke var ment som en kritik, fik torsdag SPD-leder Andrea Nahles til at kritisere CSU for at puste til den nationalistiske ild i et kriseramt og letantændeligt EU, mens SPD’s Martin Schulz kaldte Söder »højrepopulist«.

’Lukke højreflanken’

Ud over lov og orden- og en stærk identitetspolitik flirter CSU med både Ungarns Viktor Orbán, Østrigs Sebastian Kurz og nu også med Italiens Giuseppe Conte. Dertil kommer partiets ekstreme gambling i asylspørgsmålet i forsøget på at »lukke højreflanken« ud mod AfD. Selvom Seehofer flere gange har slået forsonende toner an i forhold til Merkel, har ministerpræsident Söder og CSU-gruppeleder Alexander Dobrindt hældt så meget benzin på bålet, at CSU ifølge avisen Die ZEIT »har mistet sit borgerlige kompas«.

Som valgkampsstrategi op til det bayerske landdagsvalg i oktober ligner eskaleringen derfor mere rådvildhed end beregning. Det bakkes op af en meningsmåling, hvor CSU er langt fra det nuværende absolutte flertal, mens bayerne er mere tilfredse med Merkel end med Söder.

Striden er ikke ny. Siden 1949 har målet været at samle de kristelige og konservative kræfter i Forbundsdagen i ét folkeparti. Men i praksis har CSU været mere konservativt og nationalt end CDU.

Ved et partimøde i bayerske Kreuth besluttede CSU i 1976 ligefrem at droppe samarbejdet med CDU, efter partierne tabte valget til Forbundsdagen. CSU og Franz Josef Strauß ville herefter stille op i alle 16 forbundslande, men da Helmut Kohl meldte ud, at CDU i så fald ville stille op i Bayern, endte CSU med atter at indgå i søsterfællesskabet.

I dag er »spøgelset fra Kreuth« atter på færde, men der er langt mere på spil end i 1976, hvor partiet sad i opposition. I praksis ville et brud medføre et uforudsigeligt nyvalg. Planer på CDU-højrefløjen og i CSU om at vælte Merkel for selv at tage magten vil ikke nødvendigvis gå op. Derimod ville det sandsynligvis være den endegyldige afsked med et tysk partilandskab med to store folkepartier i midten. Man kan som magasinet CICERO også vende den om:

»Virkningerne af et partisystem i radikalt opbrud har endegyldigt ramt CDU/CSU. Svindende binding til vælgerne, fragmenterede interesser, nye samfundsmæssige konflikter og populisme fra højre og venstre har ødelagt folkepartiernes fundament.«

Det vil afgøres af asylforhandlingerne – og om resultatet kan tolkes på en måde, så CSU kan redde sig ud af Seehofers ultimatum.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Torben K L Jensen
Torben K L Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu