Læsetid: 7 min.

Erdogans nemesis lurer i Tyrkiets mest beskidte valgkamp

Erdogan er rimelig sikker på genvalg, men hans flertal er i risiko, og hans politiske projekt har delt nationen i en uforsonlighed hinsides politisk debat, og hvor uenighed med Erdogan udlægges som sympati med terror
Erdogan ved selv, at medvinden er løjet af. Efter at folkeafstemningen om 18 forfatningsændringer blev vundet knebent og – tyder indicier på – kun med stemmefusk, indledte han en ny udrensning, denne gang i partiet.

Erdogan ved selv, at medvinden er løjet af. Efter at folkeafstemningen om 18 forfatningsændringer blev vundet knebent og – tyder indicier på – kun med stemmefusk, indledte han en ny udrensning, denne gang i partiet.

Ritzau Scanpix

23. juni 2018

Mandag 11. juni talte Recep Tayyip Erdogan i Nigde, en typisk konservativ by i Anatolien. Endnu en tale i rækken af valgmøder, der sugede kræfter og koncentration ud af den 64-årige præsident, så han begik fejl, der tidligere var utænkelige. Som da han i den kurdiske by, Mardin, hilste sine tilhængere med et »Hallo Diyarbakir«.

I Nigde gik det helt galt: Efter en tirade om egne fortrin som nationens usta – mester – spurgte han retorisk forsamlingen, om en çirak – lærling – som modkandidaten, Muharrem Ince, kunne regere Tyrkiet.

»EVET«, lød det tordnende svar: JA. Mængden mente nok, at den 53-årige formand for den republikanske parlamentsgruppe kunne fylde præsidentposten ud. CHP’s kandidat fremstår som en troværdig muslim, der passer sin fredagsbøn. Desuden har han lovet markant at hæve minimumslønnen på 1.600 lira efter skat – ca. 2.500 kroner – hvis han bliver valgt.

Det blive han næppe, men episoden var betegnende for valgkampen. Entusiasmen er væk. Efter 15 år er Erdogans politiske projekt nedslidt. De første år med sociale reformer, bedre sundhedstjeneste, inddæmning af militærets magt og udvidet religiøs frihed er i dag reduceret til en nationalromantisk valgvideo indtalt af Erdogan selv, der skildrer hans ’nye Tyrkiet’ som Fugl Fønix, der af den republikanske aske har genrejst osmannernes historiske glorie.

Erdogans udrensninger før og efter det mislykkede militærkup i juli 2016 kombineret med en nepotistisk ansættelsespraksis (hans svigersøn er energiminister), en total dominans af medierne og en populistisk antiintellektuel retorik har medført en faglig deroute i institutionerne. Nybagte jurister ansættes som dommere, og sekulære skoler omdannes til imam hatip-skoler (udtrykket dækker ’den, der leder bønnen’), hvor Korantimer erstatter faktuelle fag.

I 2002 var der 250 imam hatip-skoler i Tyrkiet. Erdogan gik selv i Istanbuls eneste af slagsen. I dag er tallet 2.500 med pil opad. Akademikerhadet florerer – i sundhedssektoren, AKP’s flagskib, slår det ud i vrede patienters vold mod læger. Enhver ytring i det offentlige rum, der blot antyder uenighed med Erdogan, medfører anklage for ’sympati for terrorisme’ med risiko for at blive hentet af politiet.

Frygtens koalition

Denne tilstand er baggrunden for, at oppositionen – for første gang i republikken – er forenet i en bred vifte af sekulære kemalister, benhårde nationalister og rettroende islamister. En politisk iagttager i Istanbul sætter situationen på spidsen: »Folk er simpelthen blevet skræmt af udsigten til stadfæstelse af AKP’s dominans. Før levede vi med en statsfascisme i bevidstheden om, at den ville forsvinde med tiden, nu lever vi med en samfundsfascisme i hverdagen, der gør alle andre end Erdogans proselytter bange for deres fremtid. Det har fået oppositionen til at samle sig.«

Erdogan ved selv, at medvinden er løjet af. Efter at folkeafstemningen om 18 forfatningsændringer, der efter søndagens valg træder i kraft med et præsidentielt system, blev vundet knebent og – tyder indicier på – kun med stemmefusk, indledte han en ny udrensning, denne gang i partiet.

Borgmestre i AKP-byer som Istanbul, Ankara og Bursa, hvor et flertal havde stemt nej, fik marchordre med den besked, at de led af ’metaltræthed’. Og opmærksomme lyttere til hans valgkamptaler har registreret hans stigende bekymring for kadrernes kampgejst. Det er en hovedgrund til, at søndagens valg er fremrykket med mere end et år. Budskaberne er slidt ned, reduceret til et løfte om ’stabilitet med én mand ved roret’ frem for svage koalitionsregeringer.

En anden grund er den forværrede økonomi, hvor inflation og arbejdsløshed – to indikatorer for almindelige menneskers vilkår – for første gang i AKP’s regeringsperiode ligger over de magiske 10 procent. Alene i år har lira’en tabt 20 procent i forhold til dollaren, hvilket har ramt virksomheder med lån i dollar og sat et stop for udenlandske investeringer. Over for det står en vækst på mere end syv procent, som økonomer påpeger er overophedning. Således anslår Bloomberg-instituttets cheføkonom for Mellemøsten, Ziad Daoud, at den nuværende vækst falder til 3,5 procent næste år, men at inflationen forbliver på mere end 10 procent. Andre økonomer har henvist til, at væksten ikke skyldes produktion, men i høj grad offentlige anlægsarbejder, altså penge, der ikke producerer afkast.

Tyrkiets nye styre

Valgene af præsident og parlament fremskynder ikrafttræden af de 18 ændringer til forfatningen, der blev vedtaget ved en folkeafstemning i april 2017. Efter 24. juni overgår Tyrkiet til præsidentielt styre, hvilket indebærer:

  • At posten som premierminister sløjfes og beføjelserne overtages af præsidenten. Alle andre ministre udnævnes af præsidenten, og medlemmer af kabinettet kan ikke samtidig have sæde i parlamentet. En eller flere vicepræsidenter udnævnes, antallet er ikke fastsat. Valgperioderne er fem år.
  • At militæret kan retsforfølges ved civile domstole. Det militære retssystem kan ikke retsforfølge civile, men udelukkende føre disciplinære sager mod militært personel. Militæret kan ikke indføre undtagelsestilstand. Præsidenten kan erklære undtagelsestilstand, nationalt eller i provinser i indtil seks måneder, der godkendes af parlamentet.
  • At de to militære dommere ved forfatningsdomstolen bortfalder, således at antallet reduceres til 15. Af de 15 dommere udnævnes tre af parlamentet og 12 af præsidenten.
  • At topembedsmænd og universitetsrektorer udnævnes af præsidenten.
  • At præsidenten kan dekretere lovgivning om emner, der vedrører præsidentembedets beføjelser, men ikke ophæve eksisterende love uden parlamentets medvirken. Lovgiver parlament og præsident om samme emne, bortfalder præsidentens dekret. Parlamentet kan indbringe præsidentens dekreter for forfatningsdomstolen.
  • At det Øverste Råd for Dommere og Anklagere, den juridiske overmyndighed, reduceres fra 22 til 13 medlemmer: justitsministeren, justitsministeriets departementschef, syv medlemmer udpeget af parlamentet og fire medlemmer udpeget af præsidenten.
  • At præsidenten udarbejder den årlige finanslov, der godkendes af parlamentet. Hvis parlamentet afviser, træder det foregående års finanslov automatisk i kraft.
  • At regeringens ministre (bestående af ikkeparlamentarikere) ikke kan afsættes af parlamentet, der reduceres til overordnet opsyn med embedsførelsen via kommissioner, debatter og skriftlige spørgsmål til regeringen.
  • At valg kan udskrives af præsidenten eller af mindst 360 af de 600 deputerede i Nationalforsamlingen.
  • At parlamentet kan afsætte præsidenten forudsat at to tredjedele af de deputerede stemmer for rigsretssag.

Genvalg synes sikkert

Dog har Erdogan ifølge meningsmålingerne ikke grund til at bekyme sig for sit genvalg. Alt efter politiske tilhørsforhold tildeler diverse tænketanke og opinionsinstitutter ham mellem 52-53 og 45-47 procent af stemmerne til præsidentvalget.

Kommer han under 50 procent venter en anden valgomgang 8. juli, men også da vil han være den sikre vinder. Derimod er det mere tvivlsomt om hans partikoalition får flertal i Nationalforsamlingen, der er udvidet fra 550 til 600 pladser. Som tidligere skildret afhænger det af, om det kurdisk-venstreorienterede og grønne HDP klarer spærregrænsen på 10 procent. Sker det – og det skete ved to valg i 2015 – kan flertallet skifte.

Den øvrige opposition bestående af CHP med 25-30 procent af stemmerne, det nationalistiske IYI, ’Det Gode Parti’ med mellem syv og ni procent og det islamistiske ’Saadet’ (Lyksalighed), der står til to, måske fire procent, er i valgforbund med det formål at udelukke stemmespild og yde AKP og Erdogan mest mulig modstand.

Erdogans AKP og det ultranationalistiske MHP er ligeledes i valgforbund, hvilket vil sikre den aldrende MHP-leder Devlet Bahceli parlamentarisk repræsentation trods en tilslutning på seks-syv procent. MHP fik i 2015 godt 11 procent af stemmerne, men menes halveret efter et oprør i partiet, hvor Meral Aksener sidste år tog utilfredse MHP-deputerede med sig over i sit nye IYI-parti. Umiddelbart var AKP ikke foruroliget, da Aksener ikke kunne mønstre tilstrækkeligt med deputerede til at deltage i parlamentsvalget, men det klarede hun, ved at det store oppositionsparti, CHP, ’udlånte’ 15 mandater, der sikrede hendes partis opstilling.

Dette skridt og indgåelsen af valgforbundet med deltagelse af det islamistiske ’Saadet’, har ifølge objektive iagttagere rystet AKP, der havde inviteret ’Saadet’ med i valgforbundet med MHP, men fik nej tak fra den 77-årige partileder, Temel Karamollaoglu.

Erdogans nemesis?

Saadet-formandens efternavn – ’søn af den sorte mullah’ – er symbolsk for hans mulige rolle som AKP’s nemesis. Saadet er fortsættelsen af den ideologi, der i 30 år dominerede politisk Islam i Tyrkiet, og kendes som Milli Görus (National Vision). Denne ideologi var grundlaget for de islamistiske partier, der siden 1970 blev ledet af veteranen Necmettin Erbakan, flere gange minister gennem 1970’erne og Tyrkiets første islamiske premierminister i 1996-97.

Militæret fjernede Erbakan fra posten efter 11 måneder og forbød hans parti i 1998. Sin vane tro dannede han et nyt parti med en stråmand som leder, hvorpå Erdogan og hans generation af unge islamistiske løver, herunder den senere præsident Abdullah Gül, brød med deres mentor og læremester og stiftede AKP med et moderat politisk program, der undsagde den islamiske og antivestlige Milli Görus-ideologi.

Fra den ene dag til den anden blev disse unge islamister i deres bedste alder varme tilhængere af NATO, EU og af assimilering i den sekulære stat. De kaldte sig ’konservative demokrater’ og vandt en jordskredssejr i 2002 med støtte fra sekulære liberale, konservative bønder og arbejdere og med opbakning fra Anatoliens små og mellemstore kapitalister, der hidtil havde støttet Erbakan og Milli Görus.

Det betød, at Erbakans fjerde og sidste politiske parti, ’Saadet’, blev marginaliseret. Ved valget fire måneder efter hans død i 2011 skrabede det bunden med halvanden procent af stemmerne. Men i takt med Erdogans autokratiske tendens og nepotismen i AKP, fremstår ’Saadet’ nu som de stuerene islamister med en leder, der er ubelastet af korruption og magtbrynde. Resultatet er, at partiet er gået frem i målingerne med den 77-årige veteran-islamist, der – med en politisk iagttagers udtryk – ’virker yngre end samtlige partiledere’.

Dertil kommer, at Erdogan systematisk har udmanøvreret de centrale medstiftere af AKP: Abdullah Gül, udenrigsminister og senere præsident Bülent Arinc, parlamentsformand indtil 2007, økonomen Abdullatif Sener, der forlod politik samme år, og Ahmet Davutoglu, der var udenrigsminister og premierminister fra 2007 til 2016.

En opfordring til den populære Abdullah Gül fra dele af oppositionen om at stille op til en ny periode som præsident blev ikke til noget. Mens Gül tyggede på tilbuddet, landede en helikopter på hans græsplæne, og ud stod chefen for den militære generalstab og chefen for den tyrkiske efterretningstjeneste, MIT. Dagen efter deres besøg meldte Gül, at han var ude af politik.

Serie

Erdogans sidste stik

Præsident Erdogan er kun ét valg fra at legalisere sit forfatningsstridige enmandsstyre af den tyrkiske republik. Med præsident- og parlamentsvalget den 24. juni træder Tyrkiets nye forfatning i kraft, hvor premierministerposten nedlægges og præsidenten overtager beføjelser til at udpege ministre, forfatningsdommere, topembedsmænd og universitetsrektorer, mens militæret sættes under styrket civil kontrol. Vi følger sidste led i Erdogans kamp for at konsolidere sin magt.

Seneste artikler

  • Danmark og Europa er blevet Erdogans fremskudte kampplads

    28. juni 2018
    Den tyrkiske præsident Erdogan er populær langt ud over landets grænser. I Danmark har over halvdelen af tyrkerne stemt på ham. Præsidenten har gjort meget for at få og fastholde støtter gennem de seneste år. Det har han bl.a. gjort gennem direktoratet for religiøse anliggender, Diyanet, som de danske moskeer hører under, og som har en forbindelse til en organisation i Danmark
  • Nu gælder det for Erdoğans modstandere om at komme væk

    26. juni 2018
    Erdoğans tilhængere jubler over endnu en sejr. Hans modstandere har mistet det sidste håb om, at det nogensinde bliver bedre. Selv hvis Erdoğan skulle falde død om, har det store flertal vist sig alt for villige til at undertrykke anderledes tænkende. »Det er ikke de vilkår, vores børn skal vokse op under,« siger en fyret lektor
  • Tuna Ateş kender ingen, som støtter Erdoğan. Den tyrkiske befolkning lever i forskellige sfærer

    23. juni 2018
    Søndag går tyrkerne til valg. De fleste regner med, at Recep Tayyip Erdoğan genvinder præsidentposten. Også den 25-årige universitetsstuderende Tuna Ateş, som selv er meget kritisk over for Erdoğan. Men han har opgivet troen på, at det kan betale sig at protestere i Tyrkiet
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Eva Schwanenflügel
  • Katrine Damm
David Zennaro, Eva Schwanenflügel og Katrine Damm anbefalede denne artikel

Kommentarer