Baggrund
Læsetid: 11 min.

EU har to dage til at løse seks enorme problemer

Medlemslandene har aldrig stået længere fra hinanden, og dagsordenen har aldrig været større, når EU-statslederne mødes torsdag og fredag. Der er overhængende fare for sammenblanding af de mange politikområder. Første offer for fiasko kan blive Angela Merkel og den tyske regering
EU-topmødets mest presserende emne er migration og asyl. Italien presser på for europæisk solidaritet, mens den tyske regering er i krise over indenrigsministerens forslag om at lukke de tyske grænser. Her asylansøgere i Dortmund, Tyskland. 

EU-topmødets mest presserende emne er migration og asyl. Italien presser på for europæisk solidaritet, mens den tyske regering er i krise over indenrigsministerens forslag om at lukke de tyske grænser. Her asylansøgere i Dortmund, Tyskland. 

Gordon Welters

Udland
28. juni 2018

Asylkrise, Brexit og en euro under pres. Læg dertil handelskrig med unionens nærmeste allierede, Polens retsstatslige deroute og det omstridte syvårsbudget på op mod 9.000 mia. kroner.

Det er ikke småting, de europæiske ledere i Det Europæiske Råd har at tygge på ved de kommende dages EU-topmøde. Det er derfor ingen overdrivelse, når det europæiske magasin Politico udråber det til at være »alle EU-topmøders moder«.

Det mener Josef Janning, leder af tænketanken European Council on Foreign Relations i Berlin. Han tilføjer dog et »hidtil«.

»Der kommer altid et EU-topmøde til. Men man kan roligt se det som et helt usædvanligt topmøde,« siger han til Information og uddyber:

»Det skyldes ikke kun, at EU er under så stærkt pres udefra og indefra med den italienske regering, men også fordi Angela Merkel er tvunget til at fremvise tydelige fremskridt og få klare positive signaler i flygtningespørgsmålet.«

Tirsdag holdt de tyske regeringspartier krisemøder uden at nå til noget resultat. Presset på Merkel øgedes derfor onsdag, da Alexander Dobrindt fra CDU’s sydtyske søsterparti CSU bekræftede, at man nu afventer, at kansleren »ved EU-topmødet torsdag og fredag opnår en løsning i forhold til at afvise visse flygtninge ved den tyske grænse«.

Principiel enighed

Mens Angela Merkel har gjort alt for at nedtone forventningerne til topmødet, minder Josef Janning om, at der på de fleste politiske områder ikke bliver skabt bindende aftaler på selve topmødet, men at der skal skabes en »realistisk politisk basis« for dem. Det gælder også den asylpolitiske strid.

»Frankrig, Bulgarien, Spanien – mange lande har vist vilje til at forhandle om migrationsspørgsmålet. Så der er en god chance for, at der landene imellem kan forhandles konstruktivt om at dæmme op for den sekundære migration,« siger Janning med henvisning til de interne strømme blandt migranter i Europa, der af nogle betegnes som asylshopping.

»Men i det store billede er det afgørende, hvordan Italien positionerer sig.«

Josef Janning lægger ikke skjul på, at han ser den italienske regering som lidt af en joker, der på den ene side flirter med Rusland og USA’s præsident, Donald Trump, og allierer sig med både Horst Seehofer fra CSU, Sebastian Kurz fra Østrig og Visegrad-landende for at sikre en hård afgrænsning af Europa. På den anden side har Italien brug for både Angela Merkel og Frankrigs præsident, Emanuel Macron, i forhold til at skabe en fælleseuropæisk asylpolitik og fordele såvel flygtninge som de finansielle byrder mere solidarisk.

»Ved EU-topmødet vil der formentlig være enighed om en række konkrete tiltag til at beskytte de ydre grænser og oprette asylcentre i Europa, som bl.a. Frankrig vil, og uden for Europa, som Italien og andre lande vil. Det er nemlig det eneste punkt, som alle landene kan blive enige om,« siger Josef Janning.

»Heller ikke her er der enighed om, hvordan det skal foregå, men så meget desto mere vil man betone den principielle fælles enighed.«

Tysk-fransk akse i live

Europæisk politik har det seneste års tid været præget af, at en stadig mere svækket Angela Merkel er blevet opvejet af Macron og Frankrig, der bl.a. i kraft af landets økonomiske og militære styrke atter er en vigtig spiller i EU.

Den til tider overambitiøs Macron har presset Merkel med sine forslag til omfattende reformer af især euroen, men ikke desto mindre er den fransk-tyske akse i EU intakt, mener økonomen Lucas Guttenberg, forskningsleder ved det tysk-franske Jaques Delors-Institut. Det blev understreget ved sidste uges tysk-franske ministerråd i slottet Meseberg ved Berlin, hvor de to lande blev enige om et investeringsbudget for eurozonen og en finansiel understøttelse til en europæisk bankunion samt en udvidelse af den europæiske redningsmekanisme ESM.

»Mødet i Meseberg har vist, at Tyskland har forstået og accepteret den franske position og nødvendigheden af reformer og nye redskaber til at stabilisere eurozonen,« siger Guttenberg.

»For Macron er de her euroreformer så vigtige, fordi de udgør et indenrigspolitisk løfte – de var betingelse for de store reformer i Frankrig.«

I Sydeuropa vurderes planerne at være for uambitiøse i forhold til at rette op på alvorlige makroøkonomiske skævheder. Mens en række nordeuropæiske lande mener, de er for vidtgående. Lucas Guttenberg vurderer, at reformerne vil blive sat i værk – under stor hensyntagen til det stærkt forgældede Italien.

»Der er i Paris og Berlin i dag forståelse for, at Italien skal med i båden – også selvom det er uvist, hvor pålidelig den ny italienske regering er. Den sender signaler om kontinuitet og pålidelighed, men i regeringsdannelsen gik der meget tillid tabt. Det styrkede den tyske fløj, der hele tiden har sagt, at det er en dårlig idé at iværksætte store euroreformer, hvor vi omfordeler flere penge og i højere grad deler de økonomiske risici.«

Studehandler

Flere ledende EU-politikere håber fortsat på, at den »flerårige finansielle ramme« for 2021-2027, der omfatter svimlende 9.000 milliarder kroner, vil være forhandlet på plads inden parlamentsvalget til maj næste år. På det område skal der ikke træffes beslutninger ved topmødet, men budgettet vil alligevel blive diskuteret, påpeger Josef Janning fra ECFR.

Det gælder ikke bare områder som landbrugspolitik og egnsstøtte, hvor der ventes at ske omstridte omprioriteringer, som bl.a. vil betyde færre penge til Østeuropa. Også i forhold til striden om de tvivlsomme retsstatslige forhold i Polen er der overvejelser om at betinge udbetalingen af midlerne til overholdelse af retsstatslige principper i  de enkelte medlemslande.

Et spørgsmål er her, hvorvidt de mange stridspunkter vil blive blandet sammen i forhandlingerne på topmødet. Den franske finansminister Bruno Le Maire har udtalt, at man ikke bør blande flygtningespørgsmålet med spørgsmålet om euroreformer.

Josef Janning vurdere, at de enkelte politikområder kun i begrænset omfang vil blive blandet sammen ved topmødet – især fordi det er begrænset, hvor konkrete beslutninger, der skal træffes.

»Sammenblandingen af forskellige politiske områder er usædvanligt stor, men den er ikke ny,« mener derimod Lucas Guttenberg.

»Det kan være en fordel. Når lande som Tyskland og Italien har en stor interesse inden for migration, og andre lande som f.eks. Frankrig har en stor interesse i euroreformer, så øger det mulighederne for kompromiser og presset for at bringe resultater med hjem. Dermed består der også den fare, at fiaskoer i nogle forhandlinger kan smitte negativt af på andre forhandlinger.«

Mindre koalitioner

Set med Josef Jannings øjne har medlemslandene altid plejet nationale interesser i EU.

»Men vi oplever for tiden en eskalation og en stadig dybere kløft mellem de forskellige positioner. Det kan ændre EU grundlæggende,« siger han.

»Jeg tror, at vi skal vænne os til, at der ikke mere foregår en overordnet integration af alle medlemslande. I stedet vil vi se en række ’integrationspakker’ i mindre kredse af EU. Euro-reformerne er ét eksempel, som også vil gribe ind i andre politiske områder.«

Janning peger desuden på retspolitikken som et område, hvor nogle lande ønsker langt mere integration end andre. Det gælder også forsvarsområdet, selv om der med Trumps utilregnelighed i NATO efterhånden er bred opbakning til yderligere europæisk integration.

»På det praktiske niveau er der en del lande, der ikke er så vilde med det franske interventionsinitiativ EI2. Derfor kommer de fleste på mødet nok til at rose PESCO (det permanente strukturerede forsvarssamarbejde med 25 EU-lande bag sig, red.) og ønske, at det vil udvikle sig positivt og dynamisk og så videre,« siger Janning.

Han understreger, at her ikke skal træffes konkrete beslutninger.

»PESCO er inkluderende, mens det franske interventionsinitiativ EI2 er mere eksklusivt. Det er et godt eksempel på, at den slags interessepakker skabes i mindre kredse af medlemsstater,« siger Janning.

»Hidtil har den slags frontrunner-projekter skabt et pres for, at medlemslandene skulle blive enige. Men i dag stikker uenighederne så dybt, at den dynamik ikke fungerer mere. Der laves i stedet eksklusive grupper.«

Massiv interesse i EU

Mere give and take bliver derfor nødvendigvis en del af spillet, mener tænketankslederen. Men det er overvejende de store medlemslandes spil.

»Man kan argumentere for, at der spilles med mere åbne kort. Problemet er, at distancen mellem landene aldrig har været så stor som i dag. Det har hidtil handlet om at optimere sine egne nationale fordele, men nu gambles der med at sprænge hele systemet,« siger Josef Janning og sender en stikpille til lande som Danmark.

I lyset af handelskrigen med USA og usikkerheden om NATO burde de enkelte landes incitament til at indgå i europæiske forhandlinger nemlig øges, mener han.

»Rige, mindre lande som de skandinaviske lande og Benelux-landene burde rykke langt tættere sammen. Ikke kun for at forhindre integrationsprocessen, men for at skabe en lignende magt til aktivt at forme fællesskabet, som f.eks. Tyskland og Frankrig har lige nu. Men de gør det modsatte, selv om de har massive interesser i EU og det indre marked. De distancerer sig og koncentrerer sig om deres egen umiddelbare situation i stedet for at stille spørgsmålet: Hvilket EU vil vi egentlig have?«

Heller ikke på dette område vil der ske mirakler på de næste dages topmøde. Til gengæld vil der blive spænding om udfaldet, fordi der for en gangs skyld er et relativt konkret succesparameter, nemlig udsigt til løsninger på den store strid om migration og asyl. Selvom sydtyske CSU spiller højt spil og måske bluffer, kan en fiasko koste den tyske regering livet, påpeger Josef Janning.

»Og det er ikke kun Jean-Claude Juncker, der er bekymret over det scenarium i EU’s nuværende situation.«

EU-topmødets dagsorden 

Migration og asyl

Topmødets mest presserende emne – især fordi Italien presser på for europæisk solidaritet, mens den tyske regering er i krise over indenrigsmi- nisterens forslag om at lukke de tyske grænser. Tysklands kansler, Angela Merkel, har her stærkt brug for et europæisk fremskridt.

I praksis varierer standarden for, hvordan asylansøgninger behandles og anerkendes i de forskellige EU-lande, hvilket er med til at skabe asylshop- ping internt i EU. Denne tendens ønsker flere medlemslande at dæmme op for med fælles europæiske asylmyndigheder.

Mens Italien helt vil droppe Dublinforordningen om at sende asylansø- gere tilbage til det første EU-land, de ankom til, hedder det i et udkast til en afsluttende erklæring, som Der Spiegel har set, at EU-landene vil arbejde videre med en reform af Dublin-reglerne. For at aflaste landene ved EU’s ydre grænser foreslår bl.a. Tyskland støtte til de mest berørte medlems- lande og en solidarisk fordelingskvote, som især Visegrad-landene afviser.

Medlemslandene er enige om at udbygge grænseagenturet Frontex og skabe et stærkt udbygget samarbejde med migranter og asylansøgeres op- rindelseslande, mens der er større bekymringer om, hvorvidt de foreslåede asylcentre uden for EU er praktisk mulige og forenelige med europæisk ret.

 

Handelsstrid med Trump

I disse måneder er der et stærkt fokus på Europas transatlantiske relationer. Siden handelskrigens udbrud og ikke mindst siden den diplo- matiske nedsmeltning ved G7-mødet i Canada, har de store EU-lande – med delvis undtagelse af Italien – haft et yderst anstrengt forhold til Donald Trump.

Den videre udvikling i striden om straftold vil blive diskuteret inten- sivt, ligesom atomaftalen med Iran og Trumps krav om boykot vil være et varmt emne.

 

Sikkerhed og forsvar

11.-12. juli er der NATO-topmøde i Bruxelles. Her forventes det, at den amerikanske regering atter vil insistere på, at dets europæiske allierede – især Tyskland – vil øge militærbudgetterne til to procent af BNP.

På grund af usikkerheden om den amerikanske position i NATO for- ventes det, at EU-lederne på topmødet nu vil sende positive signaler om et udbygget samarbejde om sikkerhed og forsvar, samt et forstærket samarbejde mellem EU og NATO.

Herunder vil det bl.a. handle om det permanente strukturerede for- svarssamarbejde (PESCO), som alle 27 medlemslande ud over Danmark og Malta deltager i. Hertil kommer det Europæiske Interventions Initia- tiv (EI2), som er etableret på Frankrigs foranledning, og hvor Danmark deltager sammen med foreløbig ni andre nationer. Dets mål er at styrke det militære samarbejde, så en fælles interventionsstyrke kan rykke ud til konflikter uden for EU.

 

Euroreformer

Ikke kun eurolandene,men hele EU27 vil fredag deltage i drøftelserne om en reform af eurozonen.

I indeværende måned er den tyske kansler, Angela Merkel, gået med på det franske krav om et eurozonebudget, om end i langt mindre omfang end Macron har foreslået. Der er heftig debat om, hvorvidt det kan have den tiltænkte makroøkonomiske og stabiliserende effekt, og om det er et signal til et større tysk re- formberedskab i forhold til en europæisk bankunion og en mar- kant styrkelse af den europæiske stabilitetsmekanisme (ESM).

Tyske økonomer kritiserer, at der ikke bliver stillet tilstræk- keligt skrappe krav til de enkelte landes egen økonomiske di- sciplin til gengæld for øget europæisk solidaritet. Samme ud- vikling advarer også Danmark, Holland og andre nordiske EU-lande imod.

Hvad et fælles eurozonebudget angår, har den franske finansminister, Bruno Le Maire, slået igen med, at det ikke står til forhandling for Frankrig: »Der er et behov for at stabilisere mod økonomiske chok. At forsvare status quo er at fodre den europæiske populisme.«

 

Brexit

Fredag vil det Europæiske Råd i EU27-sammensætning gøre status over Brexit-forhandlingerne og vedtage konklusioner om fremskridtet i forhandlingerne. EU vil bl.a. fokusere på det fremtidige forhold til Stor- britannien, på exitbetingelserne i forhold til f.eks. toldunion og på den irske grænsestrid i forhold til Brexit.

Mens EU27 holder en forholdsvis fast linje, er der stærk intern britisk uenighed om grundlaget og målet for Brexit. Der forventes derfor ingen fremskridt i forhandlingerne, hvormed Storbritannien vil være endnu mere under pres ved næste EU-topmøde i efteråret 2018.

 

EU-budget

Ud over vækst, konkurrenceevne og innovation vil topmødet foku- sere på det forestående EU-budget, »den flerårige finansielle ramme for 2021-2027«, der kan vokse til næsten 9.000 mia. kroner, hvis EU- kommissionen får sin vilje.

Indtil videre ser der ud til at komme mere fleksible midler og færre ’globale budgetter’. Flere lande – herunder Tyskland – presser på for at afslutte budgetforhandlingerne inden udgangen af 2018 næste års europaparlamentsvalg, mens en række øvrige lande endnu ikke ønsker at lægge sig fast.

Der skal på topmødet træffes beslutninger om finansrammen, som i sidste ende skal vedtages enstemmigt i EU-Rådet efter Europaparla- mentets godkendelse. Selvom det højst drejer sig om hensigtserklæ- ringer om retningen, er der nok at skændes om. Ikke bare i forhold til omfanget, men også om midlerne skal knyttes til retsstatslige principper – en aktuel strid i forhold til Polen, der officielt er underlagt en såkaldt retsstatsproces efter EU-traktatens artikel 7.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben K L Jensen

Der er tilsyneladende en tyrkertro på i EU-eliten - at hvis man venter længe nok vil alt falde i hak.
At "merkle" er tydeligvis yt og buen er spændt så højt at det knager i alle fugerne. Den store koalition krakelerer - det stabile Tyskland der er forudsætningen for den fransk-tyske akse og dermed argumentet for Macron´s arbejdsmarkedsreformer synes at forsvinde i skyggen af Italiens problemer med immigration,arbejdsløshed og en økonomisk spændetrøje der er på vej til at blive sprængt af den nye regering. For at forstå den indre krise i EU skal man forstå den tyske og den klarer du jo fremragede Mattias Sonne. Tak for det.

Tak for meget fin artikel. Det vil være dejligt hvis du fremover, måske bare som faktaboks eller i noter tilsidst i artikel, kort beskriver de personer/ institutioner som citeres i artikel. Når man skal vurdere disse citaters relevans, er det vigtigt at kende deres finansiering/ interesser, og jeg er desværre ikke så godt kørende indenfor tyske forhold at jeg kender disse institutioner. Men tak for god artikel

Torben K L Jensen, Claus Nielsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Af alle de dumheder, neoliberalismen har forårsaget, var optagelsen af de gamle østbloklande dog den værste. Måske er de modne om 20 år, måske 50; men i dag trækker de os ned. Ikke så meget økonomisk som moralsk: de tilhører en anden tankegang, som Vesteuropa heldigvis var i færd med hastigt at distancere sig fra. Og nu sidder vi i sumpen igen.

John Andersen, Britta Hansen, Carsten Munk og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar

Migration og asyl kan vesten takke sig selv for.

Flemming Berger, Hans Aagaard, Britta Hansen og Bjarne Frederiksen anbefalede denne kommentar
Bjarne Frederiksen

@ Steffen Gliese
Har du tænkt over, hvorfor der ikke betonklodser som terrorsikring i bybilledet i Krakow, mens det er tilfældet i København? Østblokkene viser vejen med deres nej til islamisk indvandring og migration.

Per Torbensen, Claus Nielsen, Hans Aagaard og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar
Poul Erik Riis

”EU har to dage til at løse seks enorme problemer”, og ”medlemslandene har aldrig stået længere fra hinanden”.

Er løsningen, at de, der ligner hinanden, finder sammen, eller måske snarere, at man skiller dem ad?

Da Kleisthenes i 507 f.Kr. indførte ”demokrati” i Athen, der omfattede hele Attika, havde der gennem lang tid været uoverensstemmelser mellem byboerne, kystboerne og dem inde i landet. Kleisthenes inddelte derfor Athen i 10 nye enheder (fyler), der var geografisk spredte og gik på tværs af uenighederne. Han delte byen i 10 dele, kysten i 10 dele og indlandet i 10 dele. Derefter slog han ved lodtrækning disse enkeltdele sammen, så hver ny enhed bestod af en del fra byen, en del fra kystlandet og en del fra indlandet. Disse enheder havde vigtige militære, politiske, retslige, kulturelle og religiøse funktioner. De fungerede. De holdt længe. De var med til at overvinde uenighederne og ryste athenerne sammen.

Kunne det være en idé at slå EU’s lande sammen tre og tre ved lodtrækning, så der kun bliver ni enheder, der skal være enige i arbejdet i EU? Man kunne dele EU i ni lande i Nordeuropa, ni i Sydeuropa, ni i Østeuropa og så foretage en lodtrækning.

Eksempel:
Nordeuropa: Danmark, Sverige, Finland, Tyskland, Østrig, Luxembourg, Holland, Belgien og Irland.
Sydeuropa: Frankrig, Italien, Spanien, Portugal, Grækenland, Malta, Cypern, Slovenien og Kroatien.
Østeuropa: Estland, Letland, Litauen, Polen, Slovakiet, Tjekkiet, Ungarn, Rumænien og Bulgarien.

Lodtrækning:
Danmark, Cypern, Letland.
Sverige, Kroatien, Rumænien.
Finland, Portugal, Bulgarien.
Tyskland, Slovenien, Litauen.
Østrig, Spanien, Polen.
Luxembourg, Italien, Slovakiet.
Holland, Grækenland, Tjekkiet.
Belgien, Frankrig, Ungarn.
Irland, Malta, Estland.

Selvfølgelig skal man være enige om at foretage en lodtrækning, der skal respekteres, før man trækker lod. Hvis man ikke kan blive enige om opdelingen af lande i tre grupper, må man blive enige om at uddelegere opdelingen til en eller flere betroede personer.

I lighed med de gamle grækere kunne man lægge en række samarbejder og politiske funktioner ud i disse enheder. Enhederne skulle have navne. Kleisthenes’ ti fyler blev opkaldt efter ti helte.

Måske kunne de ni enheder til bestemte formål sluttes sammen tre og tre i tre storenheder. Man kunne før lodtrækningen aftale, at disse store enheder skal sluttes sammen på en sådan måde, at de kommer tættest muligt på at have samme indbyggertal. I eksemplet ville det vist komme til at se sådan her ud:

1) Danmark, Cypern, Letland, Sverige, Kroatien, Rumænien, Østrig, Spanien, Polen (137 mio. indb.)

2) Tyskland, Slovenien, Litauen, Luxembourg, Italien, Slovakiet, Irland, Malta, Estland (161 mio. indb.)

3) Holland, Grækenland, Tjekkiet, Finland, Portugal, Bulgarien, Belgien, Frankrig, Ungarn (149 mio. indb.)

?

Flemming Berger, Steffen Gliese og Claus Nielsen anbefalede denne kommentar
Britta Hansen

Spændende tanke, Poul Erik Riis!

Det er som om der er nemmere for det danske og europæiske meningsdannere at løse det amerikanske migrationsproblem end det er at løse vores eget....

Torben Lindegaard, Flemming Berger og Claus Nielsen anbefalede denne kommentar

@ Bjarne Frederiksen,

Nu ved jeg ikke, hvad du mere specifikt mener med din påstand om; "at der ikke er betonklodser som terrorsikring i bybilledet i Krakow", og måske mener du noget helt andet i overført betydning.

Men siden 1991 og frem til 2016 har jeg været i Krakow 1-2 gange om året. Og vel har jeg kun set nogle relativt få såkaldte "beton-barrierer". Men jeg ar altid undrer mig over disse "hindringer" i form af støbte og patinerede beton-figurer i den indre bydel ved Wisla, der har været der hele tiden. Men måske er det ikke dem, du mener.

Touhami Bennour

Jeg tror at" Europa" er gået ned at bakke.. at prøve at løse en gåde fra 507 f.kr.ved at narre hinanden, for at løse en så simpel problem. som flygtningene. løsningen kræver andre kombinationer, ulige kombinationer. Værdi at land A kan være 3 gange land B. Det er mytologi at dividerer det man ser, Her det drejer sig om skjulte regnstykke ( om ubekendte som man siger i matematik). Det drejer sig om at kommer med et nyt billed af Europa, en anden Europa.