Læsetid: 4 min.

Det første år med Macron har budt på masser af reformer, men ingen revolution

Franske jernbanearbejdere, studerende og offentligt ansatte har igennem foråret protesteret mod Emmanuel Macrons politik. Men på intet tidspunkt har de mange protester nået et niveau, der har fået den franske præsident til at skifte kurs
I løbet af foråret har der været utallige demonstrationer mod Macron og regeringens politik. Men antallet af deltagere har været svingende og på intet tidspunkt af en sådan størrelse, at det har fået regeringen til at ændre sin politik.

I løbet af foråret har der været utallige demonstrationer mod Macron og regeringens politik. Men antallet af deltagere har været svingende og på intet tidspunkt af en sådan størrelse, at det har fået regeringen til at ændre sin politik.

Pete Kiehart

15. juni 2018

Torsdag blev den franske regerings reform af det statslige jernbaneselskab, SNCF, endeligt vedtaget i parlamentet. Dermed har præsident Emmanuel Macron formået at gennemføre endnu en af sine bebudede moderniseringer af Frankrig.

SNCF-reformen blev fra begyndelsen anset for at være en test for den reformivrige præsident, der for godt et år siden blev valgt på løfter om at forny Frankrig og opløse det traditionelle højre-venstre i fransk politik. De franske fagbevægelser mobiliserede da også, og jernbanearbejderne iværksatte løbende strejker for at presse regeringen til at droppe reformen. Men i sidste ende gik det som med de mange andre reformer, Macron og premierminister Édouard Philippe har gennemført.

Det første år af Emmanuel Macrons præsidentembede har været karakteriseret ved den ene reform efter den anden, som ifølge præsidenten har til formål at modernisere det franske samfund og gøre det mere konkurrencedygtigt i en globaliseret verden.

En arbejdsmarkedsreform, der skulle gøre det lettere at hyre og fyre og dermed gøre arbejdsmarkedet mere fleksibelt, blev vedtaget ved dekret i september. Derudover afskaffedes formueskatten til stor forargelse på venstrefløjen. Siden fulgte en stramning af de franske terrorlove, der mødte kritik for at gøre en række vidtgående beføjelser, som politiet har i undtagelsestilstand, permanente. Dernæst en stramning af Frankrig asyl- og immigrationslov, som skabte splittelse i Macrons eget parti, La République En Marche, men dog blev vedtaget.

Forgæves protester

Den store test skulle stå, da regeringen fremlagde sit forslag til reform af SNCF og afskaffelsen af de særlige tjenestemandsansættelser med tidlig pension, som jernbanearbejdere har haft ret til. Tidligere regeringer har knækket nakken på netop reformer af SNCF, ikke mindst i 1995, hvor en omfattende strejke fik daværende premierminister Alain Juppé til at opgive ævred.

Samtidig blev en reform af optagelsessystemet til landets universiteter mødt med kritik og beskyldt for at gøre ende på den universelle ret til en hvilken som helst universitetsuddannelse for alle med bestået studentereksamen.

I løbet af foråret tog protesterne til med utallige demonstrationer mod Macron og regeringens politik. Antallet af deltagere har dog været svingende og på intet tidspunkt af en sådan størrelse, at det har fået regeringen til at ændre sin politik. Der blev talt om ’samling af kampene’, hvor studerende, jernbanearbejdere og andre offentligt ansatte sammen ville strejke og protestere mod regeringen og Macron, men det er aldrig blevet til mere end en række synlige, højlydte, men ikke særlig effektive demonstrationer. Der blev draget paralleller til maj 1968, men de sociale bevægelser opnåede aldrig den samme mobilisering som for 50 år siden.

Meningsmålinger viste samtidig konsekvent, at et mindretal af franskmændene støttede jernbanearbejdernes strejker, mens over 60 procent ønskede, at regeringen skulle stå fast og gennemføre reformen. Det ønske blev så opfyldt torsdag, efter at begge kamre i det franske parlament stemte loven igennem.

Tilsvarende blev reformen af universiteternes optagelsessystem allerede vedtaget i februar, men de studerende optrappede ikke desto mindre deres protester og blokader af universiteter og eksaminer i løbet af foråret. På det seneste er disse protester dog langsomt døet ud, i takt med at de studerende er gået på sommerferie, og der ikke er flere prøver at blokere. Herfra er spørgsmålet, om protesterne vil tage til igen, når de studerende vender tilbage til september.

Svag modstand

Emmanuel Macron blev valgt efter at have proklameret, at han hverken var højre- eller venstreorienteret. Hidtil har han dog mestendels høstet kritik for at være præsident for de rige, og for ikke at gøre noget for at forbedre vilkårene og købekraften for almindelige, arbejdende franskmænd. Størstedelen af reformerne i Macrons første år har da også omhandlet økonomiske spørgsmål, og præsidentens politik har været mere traditionel højreorienteret end venstreorienteret.

Macron har samtidig formået at chokere flere franskmænd med det tempo, hvormed han reformerer landet. En tilbagevendende kritik lyder, at lovene bliver gennemført for hurtigt uden den nødvendige tid til debat.

Trods al kritikken, fagforeningernes opråb og bekymringerne over tempoet har Macron formået at undgå lammende generalstrejker og landsdækkende protester af den karakter, der før har tvunget  regeringer til at skifte kurs. Macron har tværtimod gennemført den ene reform efter den anden uden de store ændringer. Det skyldes ikke kun den stålfasthed, som Macron gerne vil udstråle, men også at han har et bekvemt flertal i Nationalforsamlingen og megen lidt politisk modstand i det hele taget.

I meningsmålinger svarer under halvdelen af franskmændene, at de har positiv opfattelse af præsidenten. Men hverken de traditionelle højre- og venstrepartier eller de mere radikale fløjpartier har hidtil kunnet mobilisere en meningsfuld opposition. Macron står derfor i den lidt aparte situation, at han ikke er synderligt populær, men at hans modstandere er endnu mindre populære eller for forskellige til at kunne presse ham.

Effekten af Emmanuel Macrons mange reformer vil først vise sig de kommende år. I sit manifest forud for sidste års præsidentvalg lovede han at revolutionere Frankrig. Det har hverken han eller hans modstandere endnu formået.

Studerende fra en håndfuld parisiske universiteter tager del i en demonstration i Paris mod en stribe af regeringens reformer af den offentlige sektor.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben K L Jensen

Lad os håbe at Frankrig bliver den stærkeste økonomi i EU - nu hvor det ser ud til at tysk bilindustri bliver hårdt ramt af diesel-skandalen og den forsinkede omstilling til hybrid/el-biler. Sådan så Macron kan trumfe sine visioner om euro-zonen i gennem overfor et svækket Tyskland og specielt deres ultraortodokse liberalistiske ordo-økonomer. Tiden med en merkle-strategi er overe.